(298) (298) Den ene fejltagelse, tager den anden med sig. Vore brødre må lære at handle af forstand og ikke af impuls. En pligtsforsømmelse, en upassende medfølelse, vil føre til, at dem, som arbejder på at opbygge Guds sag, ikke værdsættes ordentligt. Kristus sagde: »Jeg er kommen i min Faders navn og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod." ret
(298) Mange ser ikke på forkyndelse, som Kristi udpegede redskab til at lære sit folk og derved altid værdsættes højt. De føler ikke at prædikenen er Herrens ord til dem og værdsætter den ikke for de utalte sandheders værdi; men de bedømmer den som var det en advokats tale ved domstolen - ved den gode argumentering og sprogets kraft og skønhed. Prædikanten er ikke ufejlbarlig, men Gud har æret ham, ved at gøre ham til sin budbringer. Hvis I lytter til ham som om han ikke var hyret ovenfra, ville du ikke respektere hans ord, ej heller modtage dem som Guds budskab. Jeres sjæle vil ikke fødes af himmelsk manna; tvivl vil komme frem om nogle ting, som ikke behager det naturlige hjerte og I vil sidde til doms over prædiken, som var det med foredragsholderens bemærkninger eller en politikers taler. Ligeså snart mødet afslutter er I parat med nogle beklagende eller sataniske bemærkninger og derved vise at budskabet, uanset hvor sandt og nødvendigt det er, ikke har været jer til gavn. I værdsætter det ikke, I har fået til vane at kritisere og finde fejl og I udvælger og måske forkaster netop de ting I behøver mest. ret
(298) Der er meget lidt ærbødighed for hellige ting, i enten Upper Colombia eller North Pacific konferens. Guds ordinerede redskaber er næsten tabt af syne. Gud har ikke indstiftet nogen nye metoder til at nå menneskenes børn på. Hvis de afskærer dem selv fra himlens udpegede agenter, der irettesætter deres synder, retter deres vildfarelser og udpeger pligtens sti på, er der ingen måde til at nå dem på, ved nogen (299) himmelsk forbindelse. De efterlades i mørke og er omsnæret og taget af fjenden. ret
(299) Guds tjener er pålagt følgende: »Råb højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!« Herren siger til disse folk: »Mig søger de dag efter bag og ønsker at kende mine veje, som var de et folk, der øver retfærd.« Her er et folk som selv er bedraget og selvretfærdig, selvglad og tjeneren pålægges at råbe højt og vise dem deres overtrædelser. Igennem alle tidsaldre er dette arbejde blevet gjort for Guds folk og nu behøves det mere end før. ret
(299) Herrens ord kom til Elias; han forsøgte ikke at blive Herrens budbringer, men ordet kom til ham. Gud har altid mennesker, han betror sit budskab til. Hans Ånd bevæger deres hjerter og tvinger dem til at tale. Stimuleret af hellig iver og med stærke guddommelige tilskyndelser over dem, går de i gang med deres opgaver, uden at beregne konsekvenserne køligt, at tale det ord til folk, som Herren har givet dem. Men Guds tjener bliver hurtigt klar over at han har risikeret noget. Han finder sig selv og hans budskab gjort til genstand for kritik. Der kommenteres og holdes nøje øje med hans metoder, hans liv og hans ejendomme. Hans budskab pilles i stykke og forkastes i smålighed og uhelligt, som mennesker i deres begrænsede dømmekraft ser for godt. Har det budskab gjort det arbejde, som Gud havde tænkt det skulle? Nej; det har tydeligvis svigtet, fordi tilhørernes hjerter var uhelligede. ret
(299) Hvis tjenerens ansigt ikke er stenhårdt, hvis han ikke har uovervindelig tro og mod, hvis hans hjerte ikke er gjort stærkt ved et stadig samfund med Gud, han vil begynde at tilhugge sit vidnesbyrd til at behage de uhelligedes ører og hjerter han taler til. I forsøg på at undgå den kritik han udsættes for, adskiller han sig fra Gud og mister fornemmelse for guddommelig gunst og hans vidnesbyrd bliver tamt og livløst. Han finder at hans mod og tro er forsvundet og hans arbejde er kraftesløst. Verden er fuld af indbildte og hykleriske mennesker, som har overgivet sig til ønsket om behag; men trofaste mennesker, som ikke (300) studerer egeninteressen, men elsker deres brødre for godt til at tillade synd komme over dem, er der faktisk for få af. ret
(300) Det er Satans afgjorte mål at afskære al samkvem mellem Gud og hans folk, så han kan udøve sine bedrageriske kneb, uden en røst der advarer dem om deres fare. Hvis han kan få mennesker til at nære mistillid til budbringeren eller ikke fæstne hellighed til budskabet, ved han at de ikke vil nære pligtsfølelse til at agte på Guds ord til dem. Og når lys tilsidesættes som mørke, har Satan sagerne på sin egen måde. ret
(300) Vor Gud er en nidkær Gud; han er ikke til at spøge med. Han som gør alt efter råd fra sin egen vilje, har fundet ud af at sætte mennesker under forskellige forhold og pålægge dem opgaver og skikke særligt for de tider de lever i og de forhold de er sat under. Hvis de vil værdsætte det lys de har fået, ville deres evner blive forøget stærkt og forædlet og et bredere syn på sandheden vil åbnes for dem. Evige sagers mysterier og især Guds underfulde nåde manifesteret i forløsningsplanen, vil udfoldes for deres forståelse; især åndelige ting erkendes. ret
(300) Vi skal aldrig glemme at Kristus underviser gennem sine tjenere. De kan omvendes uden en prædikens hjælp. Var personer stillet sådan, at de var berøvet alle nådemidler, påvirkes de af Guds Ånd og overbevises af sandheden, ved at læse ordet; men Guds særlige midler til at frelse sjæle er »ved prædikenens dårskab.« Endskønt menneskelighed og omgivet menneskelige svagheder, er de Guds budbringere; og den dyrebare Frelser er bedrøvet når så lidt sker, ved deres arbejde. Enhver tjener som tager ud til den store høstmark, bør lovprise sit embede. Han bør ikke blot søge at få mennesker til at kende sandheden, men han bør arbejde, som Paulus, »påminder ethvert menneske og lærer ethvert menneske med al visdom, for at« han »kan fremstille ethvert menneske som fuldkomment i Kristus." ret
(301) (301) Mennesket skal kun betragtes og æres som Guds ambassadør. At prise mennesker er ikke Gud velbehageligt. De budskaber de bringer skal under en bibelprøve. »Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde.« Men Herrens ord skal bedømmes ikke efter menneskelig standard. Det vil ses at dem, hvis tanker har jordiskhedens form, som har en begrænset kristen erfaring og ved kun lidt om Guds ting, kun er dem som har mindst respekt for Guds tjenere og mindst ærbødighed for det budskab, han påbyder dem at bære. De lytter til en omhyggelig prædiken og tager til deres hjem og sætter sig til doms over den og indtrykkene forsvinder fra tankerne, som morgendug fra solen. Hvis forkyndelsen er følelsesbetonet, vil det påvirke følelserne, men ikke hjertet og samvittigheden. En sådan forkyndelse fører ikke til noget blivende godt, men vinder ofte folks hjerter og kræver deres hengivenhed, for det menneske, som behager dem. De glemmer at Gud har sagt: »Slå ikke mer eders lid til mennesker, i hvis næse der kun er flygtig ånde." ret
(301) Jesus venter med et længselsfuldt ønske om at åbne den herlighed for sit folk, som vil være med ved hans genkomst og føre dem frem til at beskue lyksalighedens landskaber. Der er undere der skal åbenbares. En livstid i bøn og ransagelse vil efterlade meget uudforsket og uforklarligt. Men hvad vi ikke ved nu, vil åbenbares herefter. Undervisningen der begyndte, vil føres ud i evigheden. Lammet vil, idet det fører de forløstes hære til de levende vandes Kilde, give store kundskabs-rigdomme; det vil udrede mysterier i Guds gerninger og forsyn, som aldrig før er blevet forstået. ret
(301) Ved undersøgelse, vil vi aldrig kunne finde ud af Gud. Han åbner ikke sine planer op for nysgerrige og spørgelystene mennesker. Vi må ikke anmassende forsøge at løfte det forhæng bort, som han tilslører sin majestæt med. Apostlen udbryder: »Hvor uransagelige er ikke hans domme og hvor usporlige hans veje«! Det er et bevis på hans nåde, at hans kraft er (302) skjult, så han er omgivet med mysteriets og dunkelhedens ærefrygtindgydende skyer; for opløftes det slør, der skjuler den guddommelige nærhed, er det døden. Intet dødeligt menneske kan trænge ind i den hemmelighed, den Mægtigste bor og arbejder i. Vi kan ikke fatte mere af hans omgang med os og hans motiver bag, end det han har fundet godt at åbenbare for os. Han forordner alt i retfærdighed og vi skal ikke være utilfredse og mistroiske, men bøje os i ærbødig underdanighed. Han vil åbenbare så meget, om sine hensigter, for os, som det er godt for os at vide og udover det må vi stole på den almægtige hånd, det hjerte der er fuld af kærlighed.