(315) [»Alt hvad der ånder, pris Herren!« Har nogen af os tænkt tilstrækkeligt over, hvor meget vi har at være taknemmelige for? Husker vi, at Herrens miskundhed er ny hver morgen og at hans trofasthed ikke svigter? Erkender vi vor afhængighed af ham og giver vi udtryk for taknemmelighed for alle hans velgerninger? Tværtimod, vi glemmer alt for ofte, at »lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes Fader«. ret
(315) Hvor tit sker det ikke, at de, der nyder sundhed, glemmer den underfulde miskundhed, der fortsat kommer til dem dag efter dag og år efter år! De yder ingen taksigelse til Gud for alle hans velgerninger. Men når sygdom indtræffer, kommer de Gud i hu. Det stærke ønske om helbredelse leder til alvorlig bøn; og dette er rigtigt. Gud er vor tilflugt i sygdom som i sundhed. Men mange overlader ikke deres sag til ham; de fremkalder svaghed og sygdom ved at nære bekymring for sig selv. Dersom de ville ophøre med deres klagen og hæve sig op over nedtrykthed og tungsindighed, ville deres helbredelse være mere sikker. De bør med taknemmelighed komme i hu, hvor længe de nød sundhedens velsignelse; og hvis de atter skulle opnå denne kostelige gave, bør de ikke glemme, at de står under nye forpligtelser over for Skaberen. Da de ti spedalske blev helbredt, vendte kun én tilbage for at opsøge Jesus og give ham ære. Lad os ikke ligne de utaknemmelige ni, som var uberørte af Guds miskundhed. ret
(315) Gud er kærlighed. Han har omhu for de skabninger, han har dannet. »Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem, (316) der frygter ham,« »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn,« Hvilken dyrebar forret er det ikke, at vi kan være den Højestes sønner og døtre, Guds arvinger og Kristi medarvinger! Lad os derfor ikke græmme os og sørge over, at vi her i livet ikke er fri for skuffelser og trængsler. ret
(316) Hvis vi, ved Guds forsyn, kaldes til at skulle udholde prøvelser, så lad os tage imod korset og drikke dem bitre kalk, idet vi erindrer, at det er Faderens hånd, som holder den op til vore læber. Lad os stole på ham i mørket såvel som om dagen. Kan vi ikke tro, at han vil give os alt, hvad der tjener os til gode? »Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?« Hvordan kan vi, selv i trængselens nat, vægre os ved at opløfte vore hjerter og vor røst i taknemmelig pris, når vi erindrer den kærlighed til os, der fik sit udtryk på Golgatas kors? ret
(316) Hvilket emne for betragtning er ikke det offer, Jesus bragte for fortabte syndere! »Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.« Hvordan skal vi kunne værdsætte de velsignelser, der således blev gjort tilgængelige for os? Kunne Jesus have lidt mere? Kunne han have købt rigere velsignelser til os? Bør det ikke smelte det hårdeste hjerte, når vi husker, at han for vor skyld forlod himmelens lykke og herlighed og led fattigdom og beskæmmelse, grusom trængsel og en frygtelig død? Havde han ikke ved sin død og opstandelse åbnet håbets dør for os, ville vi ikke have kendt noget andet end mørkets rædsler og fortvivlelsens ulykke. Begunstiget og velsignet som vi er, kan vi i vor nuværende tilstand ikke fatte, hvilke dybder vi er blevet løftet op fra. Vi kan ikke udmåle, hvor meget dybere vore trængsler ville have været og hvor meget større vore smerter, hvis Jesus ikke i medlidenhed og kærlighed havde omsluttet os med sin menneskelige arm og løftet os op. ret
(316) Vi kan glæde os i håbet. Vor talsmand er i den himmelske helligdom, hvor han går i forbøn for os. Ved hans fortjeneste har (317) vi tilgivelse og fred. Han døde, for at han måtte kunne aftvætte vore synder, iføre os sin retfærdighed og gøre os skikkede til de himmelske omgivelser, hvor vi vil kunne bo i lyset til evig tid. Kære broder, kære søster, modstå Satans indskydelser, når han vil fylde jeres sind med modløshed, mørke og tvivl! Fortæl ham om Jesu blod, som renser fra al synd. Du kan ikke redde dig selv fra fristerens magt; men han skælver og flygter bort, når dette dyrebare blods fortjeneste bliver fremholdt. Vil du derfor ikke med taknemmelighed tage imod de velsignelser, Jesus skænker? Vil du ikke tage imod den frelsens kalk, han tilbyder og påkalde Herrens navn? Vis ikke mistillid til ham, som har kaldet dig fra mørket til sit underfulde lys. Vold ikke et øjeblik den medlidende Frelsers hjerte sorg ved din vantro. Med den allerstørste interesse overvåger han din fremgang på himmelvejen; han ser dine alvorlige bestræbelser; han lægger mærke til dine fald og din genoprejsning, dit håb og din frygt, dine kampe og dine sejre. ret
(317) Skal alle vore religiøse handlinger bestå i at bede og modtage? Skal vi stadig tænke på vore behov og aldrig på de velsignelser, vi modtager? Skal vi være modtagere af hans miskundhed og aldrig udtrykke vor taknemmelighed til Gud, aldrig prise ham for, hvad han har gjort for os? Vi beder aldeles ikke for meget, men vi er for sparsommelige med at takke. Dersom Guds miskundhed fremkaldte mere taksigelse og pris, ville vi have langt større kraft i bønner. Vi ville blive rigere og rigere på Guds kærlighed og ville have mere at prise ham for. Gør en forandring, du, som klager over, at Gud ikke hører dine bønner og lad dine påkaldelser være blandet med pris. Når du agter på hans godhed og miskundhed, vil du finde, at han agter på din trang. ret
(317) Bed, bed alvorligt og uden afladelse, men glem ikke at takke. Det sømmer sig for ethvert Guds barn at forsvare Guds karakter. Du kan ophøje Herren; du kan åbenbare nådens bærende kraft. Der er skarer af mennesker, som ikke påskønner Guds store kærlighed eller Jesu guddommelige medlidenhed. (318) Der er endog tusinder, som med ringeagt betragter den uforlignelige nåde, som kommer til syne i genløsningens plan. Ikke alle, der har del i denne store frelse, er uden skyld i denne sag. De udvikler ikke taknemmelige hjerter. Men genløsningen er et emne, som englene attrår at få indblik i; den vil blive de genløstes studium og sang gennem evighedens endeløse tidsaldre. Fortjener den ikke omhyggelig eftertanke og granskning nu? Bør vi ikke prise Gud med hjerte, sjæl og tunge »for hans underværker mod menneskenes børn?« ret
(318) Pris Herren i hans folks forsamling! Når Herrens ord fordum blev talt til hebræerne, var det påbudt, at »hele folket skal svare: »Amen!« »Og da pagtens ark blev ført ind i Davids by og en glædes- og sejrssalme blev sunget, sagde hele folket: »Amen!« og: »Lov Herren!« Dette ivrige gensvar var et bevis på, at de forstod det ord, som blev sagt og deltog i Gudstilbedelse. ret
(318) Der er for meget formvæsen i vore religiøse møder. Hirden vil, at hans tjenere, der forkynder ordet, skal styrkes ved hans hellige Ånd; og folket, som hører, bør ikke sidde i døsig ligegyldighed eller stirre rundt med tomme blikke uden at tilkendegive nogen reaktion på det, som bliver sagt. Det indtryk, vantro mennesker således får, er alt andet end gunstigt for Kristi religion. Disse sløve, ligegyldige kristendomsbekendere er ikke blottede for iver og aktivitet, når de befatter sig med jordiske gøremål; men ting, som har evighedsbetydning, griber dem ikke dybt. Guds røst gennem hans tjenere kan måske være en behagelig sang; men dens hellige advarsler, irettesættelser og opmuntringer lades alle sammen uænsede. Verdens hånd har lammet den. Guds ords sandheder lyder for tilstoppede øren og hårde, upåvirkelige hjerter. Der bør være lysvågne, aktive menigheder, som kan opmuntre og støtte Kristi tjenere og hjælpe dem i arbejdet for at vinde sjæle. Hvor menigheden vandrer i lyset, vil man altid høre opmuntrende, hjertelig deltagelse og udtryk for frydefuld pris. ret
(318) Vor Gud, himmelens og jordens Skaber, erklærer: (319) »Den, der ofrer taksigelse, ærer mig.« Hele himmelen forener sig i Guds pris. Lad os lære englenes sang nu, for at vi må kunne synge den, når vi slutter os til deres lysende rækker. Lad os sige med salmisten: »Jeg vil prise Herren hele mit liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever.« »Folkeslag skal takke dig, Gud, alle folkeslag skal takke dig.« Vejl f menigh bd. 2 side 91-94]