(341) Kære brødre og søstre i ___: Mit sind har været umådelig trængt med hensyn til jeres tilstand. Jeg har ikke kunnet sove og jeg står op klokken tolv for at skrive til J og til jer som en menighed. Jeg ved ikke hvordan J ville have det nu, hvis I havde behandlet ham retfærdigt og kristent, sådant som ethvert Guds barn skal være i sådant et tilfælde. Nogle af jer vil (342) ikke kunne forstå mine ord, for jeres egen handlemåde har sat jer der, hvor I ikke har en helliget dømmekraft. I har ladet stærke og hårde følelser imod ham, komme ind i jeres hjerter og har retfærdiggjort jer selv ved at behandle ham med ligegyldighed og endog foragt. I har forklaret at han, med sin vantro og forkerte handlemåde, skadede menigheden visselig og bragte sjæle i fare og I må ikke have fællesskab med ham. Men vil I, i lyset af Guds store retfærdighedsnorm, kritisk ransage hvert ord og handling hos jer selv, så I kan genkalde og sammenligne disse med Kristi liv? Hvis I har gjort Guds vilje, så vil hans lys og anerkendelse støtte jeres anstrengelser og lykke vil følge jer. Jeg ønsker at medlemmerne i denne før så fremgangsrige menighed, ville hver især begynde at bygge lige over for deres egne huse. Når de ser deres løbebane i dets sande lys, vil de vide at de har gjort en meget stor fejltagelse, ved at lade deres egen kritiske og farisæiske ånd styre deres tunger og udvikle sig selv i den måde de behandler deres brødre på. Denne ukristne hårdhed har udelukket Jesus fra menigheden og har bragt en splid ind. Den har fostret en tilbøjelighed til at dømme og fordømme, et had til dem, som ikke ser tingene, som I ser dem. Selv om jeres brødre siger og gør mange ting, der virkelig skader jer, vil I så skubbe dem til side og sige: "Jeg er helligere end du"? ret
(342) »Af deres frugter skal I kende dem.« Kristus er ikke blevet åbenbaret i jeres opførsel mod nogle, som var nærmere himlens rige end I selv. Herren har åbenbaret jeres fejl mod hans børn, for jer - jeres manglende barmhjertighed og kærlighed, jeres mål med at styre andre og få dem til at se tingene, som I vil have dem til. Og når lyset kommer til jer, hvad gør I da? Indrømmer I blot at I havde uret, eller bekendte I hjerteligt jeres fejl og ydmyger jeres stolte hjerter for Gud? Kaster I jeres veje til side og antager Guds lære? Går I til dem, I har stødt og såret og siger: (343) "Jeg har uret; jeg har syndet mod jer. Tilgiv mig. Jeg har fejlet; jeg har arbejdet i min egen ånd. Jeg havde en iver, men ikke i mål til kundskab. Det var snarere Jehus ånd, end Kristi sagtmodighed og ydmyghed. Guds ord viser: »Bekend derfor jeres synder for hverandre og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.« Vil I bede for mig at Gud vil tilgive mig, for den sorg og pine jeg har påført jer?" ret
(343) Hvis I som har deltaget i denne såring og fordømmelse ikke har angret hjerteligt, da vil lys, fred og glæde ikke komme ind i jeres sjæle. Når I er forsigtige, venlige og ømhjertede mod jeres brødre, i samme grad som i har været hårde, utilgivende og hårde, vil I bekende jeres fejl og så vidt muligt give erstatning; og når I har gjort alt fra jeres side, kan I bede Herren om at gøre det som er umuligt for jer - hele de sår I har lavet, tilgive jer og udviske jeres overtrædelse. Når der er så stor ulyst til at bekende en fejl, som lægges åben og tydelig for den fejlende, viser det at de styres mere af deres egen utæmmelige, uhelligede natur end af ånden i Kristi evangelium. ret
(343) Hvis Gud nogensinde har talt ved mig, har I det alvorligste arbejde at gøre i nidkær anger, at vise den fejlende det sataniske element i jeres karakter, ikke i blot i kulde og ligegyldighed, men i forsømmelighed og foragt. De er i virkeligheden i mørke og gør ting, der bringer deres sjæle i fare, I burde vise større interesse for dem. Vis dem at I elsker deres sjæle, når I vil være principsande og ikke vige fra det rigtige. Lad dem vide ved jeres ord og handlinger, at I ikke nærer hævngerrighed og gengældelsestrang, men at I for deres skyld vil ofre følelser og underkaste selvet. Fremstil Jesus, vort forbillede; vis hans ånd til alle tider og under alle forhold og lad det sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus. Jeres veje har ikke været Guds veje; jeres vilje har ikke været Guds vilje. Kærlighedens dyrebare plante er ikke blevet opdyrket og vædet af (344) nådens dug. Egenkærlighed, selvretfærdighed, selvtilfredshed har udøvet en herskende kraft. ret
(344) Hvad har Jesus gjort for jer og hvad gør han stadig for os, hver især? Hvad har I, som I ikke har fået? Kristus siger: »Jeg er vintræet, I er grenene.« »Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort og hver, som bærer frugt, den renser ham, for at den skal bære mere frugt.« Grenene støtter ikke vintræet, men vintræet støtter og nærer grenene. Menigheden støtter ikke Kristus, men Kristus støtter menigheden, med hans livsvigtige kraft. Det er ikke nok at være en gren, vi skal være frugtbare grene. »Den, som bliver i mig,« sagde Jesus, »og jeg i ham, han bærer megen frugt.« Men hvis frugten er den fra tornebusken, er det tydeligt at vi ikke er grene fra det levende vintræ. ret
(344) [Livet lærer os disciplin. Her i verden vil en kristen møde uheldige indflydelser. Der vil komme anledninger, som prøver tålmodigheden og det er ved at møde disse i den rette ånd, man udvikler de kristelige dyder. Dersom forurettelser og krænkelser bæres med sagtmodighed, dersom fornærmende ord mødes med milde svar og udfordrende handlinger med venlighed, er dette et bevis på, at Kristi Ånd bor i hjertet, at saften fra det levende vintræ tilflyder grenene. Her i livet er vi i Kristi skole, hvor vi må lære at være sagtmodige og ydmyge af hjertet; og på den endelige regnskabsdag vil vi få at se, at alle de hindringer, vi møder, alle de genvordigheder og fortrædeligheder, som vi kaldes til at bære, udgør praktiske lektier i anvendelsen af kristenlivets principper. Vel udstået vil de udvikle et Kristuspræg i karakteren og gøre en kristen kendelig frem for den verdslige. ret
(344) Der er et højt ideal for os at nå op til, hvis vi ønsker at være Guds børn, ædle, rene og ubesmittede; og beskæring er en nødvendig proces, om vi ønsker at nå dette ideal. Hvordan skulle denne beskæring kunne foregå, hvis der ingen vanskeligheder var at møde, ingen hindringer at overstige, intet, der ville stille krav til vor tålmodighed og udholdenhed? Disse prøvelser er ikke de (345) mindste velsignelser i vor erfaring. Deres hensigt er at styrke os med beslutsomhed til at ville vinde frem. I stedet for at tillade dem at hindre, nedtrykke og ødelægge os skal vi benytte dem som Guds middel til at vinde afgjorte sejre over selvet. ret
(345) Karakteren vil blive prøvet. Dersom vi virkelig er grene på det levende vintræ, vil Kristus blive åbenbaret i os. I tilfælde af gnidninger og irritation vil vi være tålmodige, venlige, overbærende og glade. Dag efter dag og år efter år vil vi overvinde selvet og tilegne os ægte heltemod. Dette er vor tildelte opgave; men den kan ikke fuldføres uden stadig hjælp fra Jesus, resolut beslutsomhed, et urokkeligt forsæt, uophørlig årvågenhed og uafladelig bøn. Enhver har en personlig kamp at udkæmpe. Enhver må bane sig sin egen vej gennem strid og nedslående forhold. De, der bøjer af fra striden, går glip af sejrens kraft og glæde. Ingen, selv ikke Gud, kan føre os til himmelen, medmindre vi gør den nødvendige bestræbelse for vort vedkommende. Vi må præge vort liv med skønne træk. Vi må fordrive de utiltalende træk, der gør, at vi ikke ligner Jesus. Medens Gud virker i os at ville og at handle efter sit behag, må vi arbejde i harmoni med ham. Kristi religion forvandler hjertet. Den gør det verdsligt sindede menneske himmelsk sindet. Under dens indflydelse bliver det egoistiske menneske uselvisk, fordi det er Kristi karakter. Dem uærlige og forslagne bliver redelig, således at det bliver naturligt for ham at gøre mod andre, hvad han ville, at andre skulle gøre mod ham. Den ryggesløse forvandles fra urenhed til renhed. Han tilegner sig korrekte vaner; for Kristi evangelium er blevet ham en duft af liv til liv. ret
(345) Medens nu prøvetiden vedvarer, sømmer det sig ikke for den ene at fælde dom over andre og betragte sig selv som et mønstermenneske. Kristus er vort mønster; efterlign ham og sæt jeres fødder i hans spor. I kan bekende jer til at tro hvert eneste punkt i den nærværende sandhed, men dersom I ikke efterlever disse sandheder, vil det intet gavne jer. Det tilkommer ikke os at dømme andre. Dette er ikke vor gerning; men vi bør elske hinanden og bede for hinanden. Når vi ser nogen fare vild fra sandheden, kan vi (346) græde over ham, ligesom Kristus græd over Jerusalem. Lad os se, hvad vor himmelske Fader i sit ord siger om den fejlende: »Dersom nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.« »Mine brødre! hvis nogen iblandt jer er faret vild fra sandheden og der er en, der omvender ham, så skal I vide, at den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler en mangfoldighed af synder,« Hvilket stort missionsarbejde er ikke dette! Hvor meget mere kristeligt er det ikke, end at arme, fejlende mennesker nogensinde anklager og fordømmer dem, der ikke netop svarer til deres ønske! Lad dem huske, at Jesus kender enhver især af os og at han har medlidenhed med os i vore skrøbeligheder. Han ved, hvad enhver af hans skabninger behøver og læser den skjulte, tavse sorg i hvert hjerte. Hvis en af de små, for hvem han døde, påføres skade, kræver han den skyldige til ansvar. ret
(346) Jesus er den gode hyrde. Han har omhu for sine svage, sygelige, omstrejfende får. Han kender dem alle ved navn. Den smerte, som hvert får og hvert lam i hans hjord lider, rører hans medfølende hjerte og råbet om hjælp når hans øre. Profeten påpeger en af de største synder hos Israels hyrder med følgende ord: »De svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med hårdhed og grumhed. Derfor spredtes de, eftersom der ingen hyrde var og blev til æde for alle markens vilde dyr; ja, de spredtes. Min hjord flakkede om på alle bjerge og på hver en høj banke og over hele jorden spredtes min hjord og ingen spurgte eller ledte efter dem.« ret
(346) Jesus har omsorg for enhver, som om der ikke fandtes mere end denne ene på jordens overflade. Som den guddommelige udfolder han en vældig kraft for vor skyld, medens han som vor ældre broder føler med os i alle vore smerter. Himmelens Majestæt holdt sig ikke på afstand fra den udartede, syndige menneskehed. Vi har ikke en (347) ypperstepræst, som er så ophøjet, at han ikke kan lægge mærke til os eller have medfølelse med os, men en sådan, som er fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. ret
(347) Hvor forskellig er ikke denne ånd fra den følelse af ligegyldighed og ringeagt, som nogle har lagt for dagen over for J og dem, der er blevet påvirket af hans indflydelse! Dersom Guds forvandlende nåde nogensinde var påkrævet, så er den påkrævet i denne menighed. Ved at dømme og fordømme en broder har de påtaget sig udøvelsen af en gerning, som Gud aldrig lagde i deres hænder. En hjertets hårdhed, en dadlesyg, dømmende ånd, der ville tilintetgøre personlighed og selvstændighed, er blevet indvævet i deres kristelige erfaring og de har mistet Kristi kærlighed i deres hjerter. Skynd jer, brødre og skaf disse ting bort fra jeres sjæle, før der i himmelen bliver udtalt: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret og lad den urene blive ved at leve i urenhed og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed og lad den hellige blive ved at leve helligt." ret
(347) I vil komme til at møde mange vanskeligheder i kristenlivet i forbindelse med menigheden; men gør ikke alt for ihærdige forsøg på at tildanne jeres brødre. Hvis I ser, at de ikke opfylder kravene i Guds ord, så fordøm dem ikke; gør ikke gengæld, om de irriterer. Bevar din sjæl fra at blive irriteret, om noget bliver sagt, der kunne vække forbitrelse. Du ser mange ting hos andre, der synes at være urigtige og du vil gerne rette på disse fejl. I din egen kraft begynder du at arbejde for en reform, men du gør det ikke på den rette måde. For de fejlende må du arbejde med et hjerte, som er undergivet og mildnet ved Guds Ånd og lade Herren virke gennem dig som redskabet. Vælt din byrde på Jesus. Du føler, at Herren må gribe ind, hvor Satan søger at vinde herredømme over en sjæl; men du må i ydmyghed og sagtmodighed gøre, hvad du kan og lægge det indviklede arbejde og de sammenfiltrede anliggender i Guds hænder. Følg anvisningerne i hans ord og overlad sagens udfald til hans visdom. Læg bekymring til side, når du har gjort alt, hvad du kan gøre for at frelse din broder og udfør stille og (348) roligt andre presserende pligter. Det er ikke længere din sag, men Guds. ret
(348) Hug ikke i utålmodighed den vanskelige knude over, således at du gør sagen håbløs. Lad Gud udrede de indfiltrede tråde for dig. Han er viis nok til at ordne forviklingerne i vort liv. Han besidder dygtighed og takt. Vi kan ikke altid se hans planer; vi må tålmodigt afvente deres udfoldelse og ikke forstyrre og ødelægge dem. Han vil åbenbare dem for os i sin egen velbehagelige tid. Stræb efter enighed og læg vind på kærlighed og overensstemmelse med Kristus i alle ting. Han er kilden til enighed og styrke; men I har ikke søgt efter kristelig enhed, så I måtte kunne knytte hjerter sammen i kærlighed. ret
(348) Der er et arbejde for jer at udføre i menigheden og uden for menigheden. »Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt.« Den frugt, vi bærer, er for verden det eneste bevis på træets art. Dette er beviset på vort discipelforhold. Dersom vore gerninger er af en sådan karakter, at vi som grene på Det levende Vintræ bærer fyldige klaser med dyrebar frugt, åbenbarer vi over for verden Guds eget kendetegn på, at vi er hans sønner og døtre. Vi er levende breve, som kendes og læses af alle mennesker. ret
(348) Men jeg frygter for, at I vil undlade at udføre den gerning, I må udføre for at kunne indhente, hvad der i fortiden er blevet forsømt og blive levende, frugtbærende grene. Hvis I gør, hvad Gud ønsker, I skal gøre, vil hans velsignelse komme ind i menigheden. Endnu har I ikke været ydmyge nok til at gøre grundigt arbejde og opfylde Guds Ånds ønske. Man har retfærdiggjort sig selv og behaget sig selv, forsvaret sig selv, hvor der skulle have været ydmygelse, bodfærdighed og omvendelse. I bør fjerne enhver anstødssten og træde »lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led.« Det er ikke for sent at rette på det, som er forkert; men I må ikke mene, at I er raske og ikke har brug for læge, for I behøver hjælp. Når I kommer til Jesus med et sønderbrudt hjerte, vil han hjælpe og velsigne jer, så I vil gå ud i Mesterens gerning med frimodighed og kraft. Det bedste bevis på, at I er i Kristus, er den frugt, I bærer. Dersom I ikke i sandhed er forenede med ham, vil jeres lys og privilegier blive jer til fordømmelse og ødelæggelse." Vejl f menigh bd. 2 side 95-99]