(368) Kære bror M: For nogle få dage siden fik jeg brev, skrevet af dig til ældre N, hvori du rejser meget alvorlige indsigelser for at lade ___ missionen blive understøttet af din konferens og siger at andre konferenser, over hele marken bør have samme interesse for denne mission. Men hvis disse konferenser ikke har vigtige missioner at støtte i byerne inden for deres egne grænser, er der så ikke steder hvor sådanne missioner kunne oprettes? Hvis din konferens bliver spurgt om at tage ___ missionen og føre den under generalkonferenesens ledelse, burde de ansvarlige mænd føle at dette er et bevis for at deres brødre har tillid til dem og de burde sige: "Ja, vi tager den helligede betroelse. Vi vil gøre alt i vor magt for at gøre denne mission til en succes og vise at tilliden til vore brødre ikke er fejlplaceret. Vi vil bede om Guds visdom og vil praktisere selvfornægtelse og om nødvendig streng sparsommelighed." Gud vil støtte jer i det gavmilde arbejde af denne opgave og vil (369) mere gøre det til en velsignelse for jer, end til en byrde, en hindring for arbejdet i din stat. ret
(369) Denne store by er i mørke og vildfarelse og vi har ladet den være sådan længe. Vil Gud tilgive denne forsømmelse fra jeres side? Hvilket regnskab skal vi give mænd og kvinder, som er døet bort uden at høre lyden af den nærværende sandhed, som kunne have fået den, hvis lyset var bragt til dem? Jeg bliver oprørt, når arbejdet i ___ er blevet udskudt så længe. Det arbejde der nu er gjort der, kunne have være gjort for nogle år siden og kunne da udrettet for langt mindre penge, tid og arbejde. Ikke desto mindre må det ikke lades være ugjort nu. En lille begyndelse er sket på et meget sparsommeligt plan og meget mere er blevet udrettet, end det kunne forventes for de midler. Men der må fremskaffes bedre faciliteter. Der må være et sted, hvor folk kan høre sandheden. Der må være midler til at lønne arbejderne på missionsmarken, ikke til magelighed eller overdådighed, men på en enkel og bekvemmelig måde. De er Guds redskaber og intet skal siges eller gøres der tager modet fra dem. Lad på den anden side deres hænder styrkes og deres hjerter opmuntres. ret
(369) Der er rigdomme nok i jeres konferens til at gøre dette arbejde vellykket og skal mørkets fyrste efterlades i en ukampklar tilstand i vore store byer, fordi det koster noget at underholde missionerne? Lad dem som vil følge Kristus komme helt frem til værket også hvis det er over prædikanternes og formændenes hoveder. Dem, som i et arbejde som dette, vil sige: "Jeg beder jer have mig undskyldt," bør passe på at de ikke bliver sendt hjem for tid og evighed. Lad kristne, som elsker opgaver løfte ethvert kilo de kan og da se på Gud efter mere styrke. Han vil arbejde gennem grundige mænd og kvinders arbejde og vil gøre hvad de ikke kan i sig selv. De vil få nyt lys og kraft, idet de bruger hvad de har. Ny varme og iver vil oprører menigheden, når de ser noget blive udrettet. ret
(370) Vi glæder os i ånden, idet vi ser hvad der kan gøres; men vi rødmer over for vor Skaber over tanken over den smugle som vi har udrettet. Hyrder har forsømt deres gudsgivne ansvar, de er blevet snævre og troløse og har ansporet til utilgivelig fejhed, dovenskab og begærlighed. De har ikke set arbejdets storhed og vigtighed. Der er brug for mænd, hvis øjne er salvet til at se og forstå himmelske planer. Så vil gudfrygtighedens standard højnes og der vil være virkelige missionærer, som er parat til at ofre, for sandhedens sag. Der er ikke plads i Guds menighed for selviskhed og magelighed; men der kaldes efter mænd og kvinder som vil anstrenge sig for at plante sandhedens standard i vore store byer, på de store færdselsårer. ret
(370) En verden skal advares og vi skal arbejde ydmygt efter de evner Gud har givet os. Lad alle stater komme frem i værket. Hvilken ret har dem, med snævre og uhelligede idéer til at sige at deres konferens vil gøre og ikke gøre? ___ missionen vil ikke være helt overladt til din stat; men hvis din konferens havde et hjerte for arbejde, ville den understøtte to af sådanne missioner og ikke mærke byrden. Kom brødre, vågn op til handling. Tid er gået tabt på grund af jeres vantro og mangel på mod er tabt for evigt. Lad prædikanter handle som om noget skulle udrettes og næstekærlige mennesker, som elsker Gud og holder hans bud, vil komme frem for at hjælpe Herren. På den måde vil menigheden disciplineres for fremtidigt arbejde; for deres godgørenhed skal aldrig ophøre. ret
(370) Ældre M, som formand for ___ konferensen, har du vist ved din ledelsesform, at du er din tillidspost uværdig. Du har vist at du er konservativ og at dine idéer er indsnævrede. Du har ikke gjort det halve af hvad du kunne have gjort, hvis du havde den sande ånd for arbejdet. Du kunne have været langt dygtigere og erfaren end du er nu; du kunne have været langt bedre forberedt til lede denne helligede og vigtige mission med held - et arbejde som kunne have givet dig det stærkeste krav, over for vort folks generalkonferens. Men, ligeså de (371) andre tjenende brødre i din stat, har du ikke fremmet opåbningen af Guds forsyn; du har ikke vist at Helligånden var dybt indprentet i dit hjerte, så at Gud kunne tale til sit folk gennem dig. Hvis du i denne krise gør noget der kan styrke tvivl og mistillid i menighederne i din stat, vil hvad som helst forhindre folk i at gå hjerteligt ind i dette arbejde og Gud vil drage dig til ansvar. Har Gud givet dig umiskendelige vidnesbyrd på at brødrene i din stat er undskyldt for at lægge sin arme om __ byen, ligesom Kristus har lagt sine arme om dem? Hvis du stod i lyset, ville du opmuntre denne mission ved din tro. ret
(371) Du behøver at drikke af nådens og frelsens strømme, før du kan lede andre til de levende vandes Udspring. Fasthold en konferens formandsembede, med den erfaring og indflydelse dette giver, I stedet for at gøre de folk modløse, skulle du tilskynde dem til nye anstrengelser, til at bære tungere ansvar. Der påligger mænd i ansvarsbetyngede stillinger særlige opgaver; der er hårdt arbejde at gøre, som let forsømmes. Men når hyrderne er pligtsforsømmende, kan Herren ynkes over de stakkels får. ret
(371) Dit arbejde, min bror, viser ikke at du har erkendt, at dine forpligtelser er hellige og tungtvejende. Jeg er blevet vist at du er i stand til at gøre et meget bedre arbejde, end du har gjort og at Gud forlanger mere og bedre arbejde af dine hænder. Han forlanger renhed og trofasthed. Sjælevindende arbejde er det højeste og ædleste der nogensinde kan betros dødelige mennesker; og du må ikke lade noget komme ind mellem dig og dette hellige arbejde, der optager dit sind og forvirrer din dømmekraft. En som har en ansvarsbetynget position som du har, bør sætte evige interesser først og timelige sager af sekundær betydning. Du er ambassadør for Kristus og du bør opmuntre dem, i din varetægt, at søge et højere åndeligt stade, at leve et helligere og renere liv. I dine bestræbelser på at frelse sjæle fra fortabelse og opbygge menigheden i sandhed og retfærdighed, (372) bør du være taktfuld, klog og bruge den kraft det er dit privilegium at have, ved det stadige samfund med Gud. Dette forlanger Gud af dig og af enhver anden tjener engageret i hans værk. Du bør vise din loyalitet over for din korsfæstede Forløser. Du bør vise den i handlinger, som om du erkendte en højtidelig opgave, i at præsentere alle mennesker som fuldkomne i Kristus Jesus og mangler intet. ret
(372) I dit tilfælde kunne rigtig meget blive udrettet, ved hellig levned, ved inderlig bøn og ved at varetage alle opgaver omhyggeligt og samvittighedsfuldt. Du kunne have gjort meget gennem trofaste advarsler og irettesættelser og gennem kærlige appeller. Det er ikke hjernekraft alene der er brug for, men hjertekraft. Sandheden fremstillet, som den er i Jesus, vil have en virkning. Du mangler en brændende, aktiv indre religion. Selviske interesser har omtåget dit sind og fordrejet din dømmekraft og Guds krav er ikke blevet erkendt. Du behøver at lette din sjæl for verdslige sorger og forretninger og have øjnene rettet på Guds herlighed. ret
(372) Alles evige skæbne skal snart afgøres. Fra Illinois, Wisconsin, Iowa og andre konferenser burde snesevis af prædikanter gå frem med brændende iver for at forkynde det sidste advarselsbudskab. Og på et tidspunkt som dette, vil så formændene til vore konferenser ligge tilbage i seletøjet og nægte at trække den himmelske byrde? Vil de med stemme eller pen gøre dem modløse, som er arbejdsvillige? Ethvert udsagn fra deres side, der vil opmuntre til ladhed og vantro, er i højeste grad kriminelt. De bør opmuntre folk til ihærdighed i Guds sag og gøre alle anstrengelser for sjæles frelse; men de bør aldrig efterlade det mindste indtryk af deres tanker om at de ofrer for meget for Guds sag, eller om der kræves mere af dem, end rimeligt er. I den himmelske krigsførelse må der voves noget. Nu er det vor tid til at arbejde, støde på vanskeligheder og farer. Guds forsyn siger: "Gå fremad", ikke tilbage til Ægypten og i stedet for at finde på et vidnesbyrd, der behager folk, bør prædikanter søge at vække dem, som sover. ret
(373) (373) Jeg ser i dit brev, ældre M, en tendens til vantro, en manglende dømmekraft og skarpsindighed. Dit standpunkt bekræfter det vidnesbyrd jeg har haft, at du giver konferensen en snæver form og har stået i vejen for den, fordi du ikke har ophøjet sandhedens standard. Jeg vil her citere nogle få afsnit fra dette vidnesbyrd, som blev skrevet under generalkonferensen i Battle Creek, november, 1883: ret
(373) "Vor samtale om ___ missionen har givet mig et ubehageligt indtryk. Tro ikke jeg er hård, i mine bemærkninger om denne mission. I taler med stor tilfredshed om den måde det arbejde er blevet ført på. I sagde at bror O og hans medarbejdere var villige til at gøre hvad som helst for at komme i gang; at de havde et lille værelse på et loft, hvor de tilberedte deres mad; og at de gjorde et godt arbejde på den mest økonomiske måde. Jeres tanker om dette spørgsmål, er ikke korrekte. Det lys som Gud har givet os, bedre end prisen på sølv og guld, er at gå frem og give arbejdet karakter. Brødrene på denne mission er ikke fri for menneskenes svagheder; og hvis man ikke bliver opmærksomme på deres sundhed, vil deres arbejde komme i vanskeligheder. Dem som står ved værkets hoved, i konferensen, bør ikke tillade sådanne tilstande. De bør uddanne folk til at give af deres midler, så at medarbejderne ikke erfarer den mindste mangel. Som Guds forvaltere har de ansvar for at se om ikke en eller to har ofret alt, medens andre har det mageligt, i spise, drikke og klæde, uden at tænke på at vore helligede missionærer, eller på den forpligtelse de har over for dem. ret
(373) "Jeg er blevet vist, ældre M, at du ikke har taget et rigtigt synspunkt på arbejdet, at du ikke indser dets vigtighed. Du har ikke uddannet folket i sand selvopofrelse og helligelse. Du var bange for at tilskynde velhavende mænd deres forpligtelse; og selvom du har gjort enkelte anstrengelser i den rigtige retning og de begyndte at undskylde sig og (374) finde små fejl hos nogles ledelsesform af arbejde, tænkte du at de måske havde ret. Dette påskud, som udviklede tvivl og vantro i dem, har påvirket dit eget hjerte, og de har draget dette til regnskab og de har lært hvordan de skal behandle dig. Selvom de har ansporet tvivl om Vidnesbyrdene, har du ikke gjort hvad du skulle for at udrydde denne følelse. Du burde have vist dem at Satan altid danner sprækker, tvivl, anklager og bringer skam over brødrene og at det er usikkert at være i en sådan position." ret
(374) "Min bror, du er ikke gået efter at opmuntre mænd og give dem selv til tjenesten. I stedet for at nedbringe arbejdets omkostninger til et lavere tal, er deres jeres pligt at få folk til at forstå at »arbejderen er sin løn værd.«" "Menighederne må indprentes med det faktum, at de skal behandle Guds sager ærligt og redeligt, ikke lade skyld fra det værste røveri hvile på dem: at frarøve Gud i tiende og gaver. Når der afregnes med medarbejderne i hans sag, skal de ikke tvinges til at acceptere en lille løn, fordi der er mangel på penge i skatkammeret. Mange er blevet bedraget for deres ret i dette og det er ligeså kriminelt i Guds øjne, som en der tilbageholder deres løn, som arbejder i en hvilken som helst anden almindelig forretning. ret
(374) "Der er dygtige mennesker, som gerne vil gå ud og arbejde for vore forskellige konferenser; men de har ikke mod på det, for de må have midler til at underholde deres familier. Det er en værste form for ledelse at lade en konferens stå stille, eller ikke bringe dens gæld i orden. Dette er sket en del gange og hver gang det sker, mishages Gud. ret
(374) "Hvis formændene og andre medarbejdere i vore konferenser ville indprente folk med den forbrydelse det er at berøve Gud og hvis de har en sand hengivenhed og en byrde for arbejdet, vil Gud gøre deres arbejde til en velsignelse for folket og frugterne vil ses som følge af (375) deres bestræbelser. Prædikanter har været meget forsømmelige med at arbejde sådan med menighederne. Der er et vigtigt arbejde at gøre, bortset fra forkyndelsen. Var dette blevet gjort, som Gud havde udtænkt det, ville der have været mange flere medarbejdere på marken, end der er nu. Og havde prædikanterne gjort deres pligt, at uddanne ethvert medlem, rig som fattig, at give som Gud har begunstiget ham, ville der være et fyldt skatkammer, hvorfra gælden til arbejderne kan betales; og dette vil hjælpe missionsarbejdet meget, inden for alle deres grænser. Gud har vist mig, at mange sjæle er i fare for evig fordærv, på grund af selviskhed og verdslighed; og vagtfolkene er skyldige, for de har forsømt deres opgave. Dette er en tilstand, som Satan jubler over at se. ret
(375) "Alle grene i værket tilhører prædikanterne. Det er ikke efter Guds orden, at nogle skal følge efter dem og løse for deres ufærdige arbejde. Det er ikke konferensens opgave at bruge penge på medarbejdere, der følger efter og samler de masker op, forsømmelige medarbejdere har tabt. Det er konferensformandens opgave at have overblik over medarbejderne og deres arbejde og lære dem at være trofaste i disse ting; for ingen menighed, der berøver Gud, kan vokse. Den åndelige død i vore menigheder, er ofte følgevirkningen af en alarmerende udbredt selviskhed. Selviske, verdslig stræben og planer skyder sig ind mellem sjælen og Gud. Mennesker klynger sig til verden, synes at være bange for at de mister deres greb om den, Gud vil ikke bekymre sig for dem. Og således forsøger de at sørge for sig selv; de er ængstelige, besværede, forpinte, holder på deres store gårde og lægger til deres ejendomme. ret
(375) "Guds ord taler om »den løn, I har forholdt arbejderne.« Det forstås almindeligvis på velhavende mennesker, som ansætter tjenere og ikke betaler dem for deres arbejde, men det har en bredere betydning end dette. Det anvendes med stor styrke på dem, som er blevet oplyst af Guds Ånd og i nogen grad alligevel arbejder efter samme princip, som disse mænd gør, ved at hyre tjenere og dreje dem ned til laveste pris." ret
(376) (376) Jeg advarer jer alvorligt mod en lignende holdning, som den de upålidelige spejdere havde, som gik op for at inspicere det forjættede land. Da disse spejdere vendte tilbage fra deres undersøgelse, nærede Israels menighed et stort håb og ventede ivrig forventning. Nyheden om deres tilbagekomst gik fra stamme til stamme og blev hilst med glæde. Folk skyndte sig ud for at møde de budbringere, som havde udholdt rejsetræthed på støvede hovedveje og under solens byrde. Disse budbringere bringer prøver af frugter og viste jordens frugtbarhed. Menigheden glæder sig over at de er kommet i besiddelse af så godt land; og de lytter opmærksomt, idet der rapporteres til Moses, da ikke et ord skal undvige dem. »Vi kom til landet, du sendte os til; det er virkelig et land, der flyder med mælk og honning og her er frugt derfra.« Folket er begejstret, de vil så ivrigt adlyde Herrens røst og straks gå op for at tage landet i besiddelse. ret
(376) Men spejderne fortsætter: »stærkt er folket, som bor i landet og byerne er befæstede og meget store; ja, vi så også efterkommere af Anak der.« Nu ændrer scenen sig. Håb og mod giver plads for fej fortvivlelse idet spejderne udtrykker deres vantroendes hjerters indstilling, som er fyldt med modløshed, fra Satan. Deres vantro kaster en mørk skygge over menigheden og Guds mægtige kraft, der så ofte er vist for dette udvalgte folk, glemmes. ret
(376) Folket fortvivles i deres skuffelse. Et slør af pine rejser sig og blandes med forvirret knurren. Kaleb ser situationen og, i frimodig til at forsvare Guds ord, gør alt i sin magt for at modvirke hans upålidelige kollegaers onde indflydelse. Et øjeblik er folk rolige til at lytte til hans håbefulde ord om det gode land. Han modsiger ikke hvad han allerede har sagt; murene er høje og kananæerne er stærke. »Lad os kun drage op og underlægge os det,« tilskynder han, »thi vi kan sikkert tage det!« Men de ti (377) afbryder ham og fremmaler hindringerne i stærkere farver end først. »Vi kan ikke drage op imod dette folk,« erklærer de, »thi det er stærkere end vi!« »Alle de folk, vi så der, var kæmpestore. Vi så der kæmperne Anaks sønner, der er af kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som græshopper!« ret
(377) Da opløftede hele menigheden sin røst og brød ud i klageråb og folket græd natten igennem.« Mændene som så længe havde båret over med Israels trodsighed, vidste for godt hvad det næste ville være. Oprør og åben mytteri følger hurtig efter; For Satan har haft fuld herredømme og folket synes at være berøvet fornuft. De forbander Moses og Aron, glemmer at Gud hører deres onde tale og at hans nærheds engel, i skystøtten, vidner om deres frygtelige vredesudbrud. I bitterhed råber de ud: »Gid vi var døde i Ægypten eller her i ørkenen! Hvorfor fører Herren os til dette land, når vi skal falde for sværdet og vore kvinder og børn blive til bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?« Og de sagde til hverandre: »Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!" ret
(377) I ydmyghed og fortvivlelse »faldt Moses og Aron på deres ansigt foran hele den israelitiske menigheds forsamling,« og vidste ikke hvad de skulle gøre for at vende dem fra deres overilede og lidenskabelige mål. Kaleb og Josua prøvede at stilne tumulten. Med deres klæder sønderrevet af sorg og vrede, fór de ind blandt folk og deres rungende stemmer høres igennem den stormfulde klage og oprørske sorg. »Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. Hvis Herren har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. Gør kun ikke oprør imod Herren og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!« ret
(378) (378) De upålidelige spejderes falske rapporter blev antaget fuldt ud og ved den blev hele menigheden bedraget, netop sådan som Satan vil have det til; og Guds stemme, gennem hans trofaste tjenere, blev ignoreret. Forrædderene har gjort deres arbejde. Hele forsamlingen råbte, som med én stemme, at Kaleb og Josua måtte stenes. ret
(378) Og nu åbenbarer den mægtige Gud sig selv for sit ulydige, knurrende folks forvirring. »Da kom Herrens herlighed til syne for alle israelitterne ved åbenbaringsteltet.« Hvilken byrde var ikke pålagt Moses og Aron og hvor alvorlige var deres bønner ikke om Gud ikke måtte ødelægge sit folk! Moses bad til Herren, om de underfulde tilkendegivelser om guddommelig kraft, der har gjort Israels Guds navn til en rædsel for deres fjender og bad om at Guds og hans folks fjender ikke måtte få anledning til at sejre, ved at sige: »Fordi Herren ikke evnede at føre dette folk til det land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i ørkenen.« Herren lyttede til Mose bøn; men han erklærede at dem, som havde gjort oprør mod ham, efter at have vidnet om sin kraft og herlighed, skulle falde i ørknen; de skulle aldrig se det land som var deres forjættede arv. Men til Kaleb sagde han: »Kun min tjener Kaleb lader jeg komme til det land, han har været i og hans efterkommere skal få det i eje.« ret
(378) Det var Kalebs tro på Gud der gav ham mod; der holdt ham fra menneskefrygt, endog de mægtige kæmper, Anaks sønner og fik ham til at stå frimodigt og ufravigelig frem og forsvare det rigtige. Fra samme ophøjede kilde, den mægtige General over himlens hære, må enhver soldat af Kristi kors, få styrke og mod til at overvinde forhindringer, der så ofte synes uovervindelige. Guds lov gøres ugyldig; og dem som vil gøre deres pligt må altid være parat til at sige ord, Gud giver dem og ikke fortvivlende, modløse ord. ret
(379) (379) Ældre M, selvom du støttes af mange, ligesom de upålidelige spejdere, er din indstilling i dit brev ikke fremkaldt af Herrens Ånd. Pas på at dine ord og din ånd bliver ligesom deres og pas på at dit arbejde ikke får samme skadelige karakter. I en tid som denne, må vi ikke huse en tanke, eller udgyde et vantroens ord, ej heller anspore til at tjene os selv. Dette er sket i Upper Columbia og North Pacific konferenserne; og medens vi var der, mærkede vi i nogen grad den sorg, ydmygelse og modløshed som Moses og Aron, Kaleb og Josua erfarede. Vi prøvede at føre strømningerne i modsat retning; men det ville koste for meget hårdt arbejde og stor bekymringer og kvaler. Og arbejdet med at reformere disse konferenser er kun begyndt. Det er tidens opgave at overvinde årgammel vantro, mistillid og mistanker. Det har i stort omfang lykkes for Satan at gennemføre sine mål i disse konferenser, fordi han har fundet personer, han kunne bruge som sine redskaber. ret
(379) For Kristi og sandhedens skyld, bror M, efterlad ikke arbejdet i din konferens i en sådan form, at det vil være umuligt for efterfølgeren at bringe det i orden. Folk har kun fået et snævert og begrænset syn for arbejdet; selviskhed er blevet ansporet og verdslighed er ikke blevet irettesat. Jeg kalder dig til at gøre alt i din magt til at udviske den forkerte form, du har givet denne konferens, at afhjælpe de sørgelige virkninger af din pligtforsømmelse og derved berede marken for andre medarbejdere. Hvis du ikke gør dette, måtte Gud ynkes over den arbejdsmand, som skal følge efter dig. ret
(379) Konferensformænd burde være mænd, som kan betros Guds værk helt og fuldt. De burde være renhedens mænd, uselviske, helligede, arbejdsomme kristne. Hvis de er mangelfulde i disse henseender, vil de menigheder, de har, ikke trives. De bør, mere end andre Kristi prædikanter, sætte et eksempel for hellig levned og uselvisk helligelse for interesserne i Guds sag; så dem, der ser på dem, som et eksempel, ikke vildledes. Men i nogle tilfælde prøver de at både tjene Gud og mammon. De er ikke selvfornægtende; (380) de bærer ikke en byrde for sjæle. Deres samvittighed er ikke følsom; selvom Guds sag skades, er de ikke stødt i ånden. I deres hjerter sårer de tvivl om Guds Ånds vidnesbyrd. De bærer ikke selv Kristi kors, de kender ikke Jesu inderlige kærlighed. Og de er ikke trofaste hyrder for den hjord, de er sat som tilsynsførende over; deres optegnelse er ikke en, de vil glæde sig over at møde på Guds dag. ret
(380) Hvor meget forlanges der ikke af den prædikant i hans sjæleovervågende arbejde, som ham der må aflægge regnskab! Hvilken helligelse, hvilken oprigtighed, hvilken ophøjet fromhed, skulle ses i hans liv og karakter! Hvor meget er ikke gået tabt, af manglende taktfølelse og dygtighed når sandheden overbringes til andre. Hvor meget er ikke gået tabt ved skødesløs opførsel, rå tale og en verdslighed, der på ingen måde fremstiller Jesus eller himlens duft. Vort arbejde er ved at afslutte. Snart vil der blive sagt i himlen: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret og lad den urene blive ved at leve i urenhed og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed og lad den hellige blive ved at leve helligt.« I denne højtidelige tid kaldes menigheden til at være årvågen, på grund af Satans intense aktivitet. Hans virksomhed ses overalt og alligevel handler prædikanter og folk som om de ikke kendte til hans bedrag og er lammet af hans kraft. Lad ethvert menighedsmedlem vågne op. Lad enhver medarbejder huske at den vingård han dyrker ikke er hans egen, men tilhører hans Herre, som er taget på en lang rejse og medens han er borte har hvervet sine tjenere til at se efter hans ting. Lad ham huske på at hvis han er utro mod sin betroelse, skal han aflægge regnskab til sin Herre når han er tilbage. ret
(380) Når de tvivlende taler om det umulige, når de ræddes ved tanken om høje mure og stærke kæmper, så lad trofaste Kaleber, som har "en anden ånd", komme frem. Guds sandhed, som bringer frelse, vil komme frem til folk, dersom prædikanter og bekendende ikke sætter hegn op for det, som de upålidelige spejdere gjorde det. Vort arbejde er udfordrende. Noget må gøres for at advare verden; og lad ingen røst (381) blive hørt, som ansporer til selviske interesser og forsømme missionsmarkerne. Vi må gå ind i arbejdet med hjerte og sjæl og stemme; både de mentale og fysiske kræfter må opvækkes. Hele himlen er interesseret i vort arbejde og Guds engle skammer sig over vore svage anstrengelser. ret
(381) Jeg er foruroliget over vore menigheders ligegyldighed. Ligesom Meroz er de ikke kommet frem for at hjælpe Herren. Lægmændene har holdt sig i ro og mag. De har foldet deres hænder, følt at ansvaret påhviler prædikanterne. Men Gud har udpeget alle mennesker sit særlige arbejde, ikke at arbejde i sin korn og hvede marker, men et alvorligt, udholdende arbejde for sjæles frelse. Gud forbød, ældre M, at du eller nogen anden prædikant skulle udslukke en eneste gnist af den arbejdsånd der nu råder. Ville du ikke hellere stimulere den, ved dine ord i brændende iver? Herren har gjort os til forvaltere af hans lov, han har betroet os hellig og evig sandhed, som skal gives andre i bestemte advarsler, irettesættelser og opmuntringer. Ved hjælp af jernbane- og dampskibslinjer er vi knyttet til alle dele i verden og fået adgang til alle nationer, med vort sandhedsbudskab. Lad os så evangeliesandhedens frø ved alle vande; for vi ved ikke hvad vil vokse, den eller den, eller om begge bliver lige frugtbare. Paulus kan plante og Apollos vande; men det er Gud, som giver væksten. ret
(381) »Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.« Sæt ikke jeres lys under en skæppe, men på en lysestage, så den skal lyse for alle der er i huset. »I tilhører ikke jer selv? I er jo købt og prisen betalt,« endog Guds Søns dyrebare blod. Vi har ingen ret til at leve for os selv. Enhver prædikant bør være en helliget missionær, enhver lægmand en medarbejder, der bruger sine talenter af indflydelse og midler på Herrens tjeneste; for aktiv godgørenhed er et livsvigtigt princip for kristenheden. Det er udøvelsen af dette princip, der skal bringe neg til Herrens høst, medens en mangel af det forhindrer Guds værk og spærrer vejen for sjæles frelse. ret
(382) (382) Prædikanter har ikke håndhævet evangelie-godgørenheden. Spørgsmålet om tiende og gaver er ikke blevet drøftet som det burde. [Mennesker er ikke fra naturens side tilbøjelig til være godgørende, men til at være gerrige og griske og at leve for selvet. Og Satan er altid klar til at give de fortrin der opnås ved at bruge alle deres midler i selviske og verdslige hensigter; han er glad når han kan påvirke dem til at skulke fra pligter og frarøve Gud tiende og gaver. Men ingen er undskyldt i denne sag. I skal hver især samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til«. De fattige og de rige, de unge mænd og unge kvinder som tjener løn, alle skal lægge en sum til side; for Gud kræver det. Ethvert medlem i menighedens åndelige fremgang afhænger af personlige anstrengelser og nøje nøjagtighed over for Gud.] Apostlen Paulus siger: »Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for Den-kommende-tid, så de kan gribe det virkelige liv.« Alle er blevet pålagt at vise dyb interesse for Guds sag i dens forskellige grene og skjulte og uforventede prøver vil komme over dem, for at se, hvem er værdige til at få den levende Guds segl. [Vejledning i sabbatsskolearbejdet side 138] ret
(382) Alle bør føle at de ikke er ejere, men forvaltere og at tiden kommer hvor de må aflægge regnskab for den brug, de har gjort af deres Herres penge. Der vil være brug for midler i Guds sag. Med David skal de sige: »Fra dig kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det.« Skoler skal oprettes på forskellige steder, forlagene skal mangedobles, kirker skal bygges i de store byer og arbejdere skal sendes ud, ikke kun i byerne, men på hovedvejene og hegnene. Og nu, mine brødre som tror sandheden, er det jeres anledning. Vi står, så at sige, på grænserne til den evige verden. Vi ser efter vor Herres herlige tilsynekomst; natten har været lang, dagen er nær. Når vi erkender forløsningsplanens (383) storhed, vil vi være langt mere modige, selvopofrende og helligede end vi er nu. ret
(383) Der er et stort arbejde for os at gøre, før lykken vil krone vore anstrengelser. Der må ske en afgjort fornyelse i vore hjem og i vore menigheder. Forældre må arbejde for deres børns frelse. Gud vil arbejde med vore anstrengelser, når vi gør alt fra vor side, hvad han har pålagt os at gøre og udrustet os til at gøre; men på grund af vor vantro, verdslighed og magelighed dør blodkøbte sjæle i deres synder, i skyggen af vore hjem; og de dør uden at have fået advarsel. Skal Satan altid juble sådan? Oh, nej! Lyset, der genspejles fra Golgatas kors, viser at et større arbejde skal gøres, end vore øjne endnu har været vidne til. ret
(383) [Den tredje engel, der flyver midt oppe under himmelen og forkynder Guds bud og Jesu vidnesbyrd, er en fremstilling af vort arbejde. Budskabet mister intet af sin kraft under engelens flugt fremad; for Johannes ser, at det tiltager i styrke og magt, indtil hele jorden oplyses af dets herlighed. Guds lovlydige folks vej fører fremad, stadig fremad. Det sandhedsbudskab, vi forkynder, må gå til folkeslag og stammer og tungemål og folk. Snart vil det lyde med høj røst og jorden vil blive oplyst af dets herlighed. Forbereder vi os til denne store udgydelse af Guds Ånd? Vejl f menigh bd. 2 side 142] ret
(383) Menneskeagenter skal ind i dette arbejde. Iver og kraft må forøges; talenter der ruster af passivitet, må presses i gang. Den stemme der siger: "Vent, lad ikke dig selv have byrder der er påtvunget," er de krysteragtige spejderes stemme. Vi mangler Kaleb'er nu som vil gå frem til fronten - høvdinge i Israel som, med modige ord, vil give en stærk beretning, frem for en førstehåndsberetning. Når det selviske, magelighedselskende, skrækslagne folk frygter høje giganter og uindtagelige mure, råber efter tilbagetog, så lad Kaleb'ernes stemme blive hørt også hvis de feje står med stene i deres hænder, parat til at slå dem ned, for deres trofaste vidnesbyrd. ret
(383) Kan vi ikke se tidernes tegn? Kan vi ikke (384) se hvor alvorligt Satan arbejder på at binde rajgræsset i bundter, forener elementerne fra hans rige, så han kan få kontrol over verden? Arbejdet med at binde rajgræsset op, går hurtigere og hurtigere end vi kan forstille os. Satan sætter enhver hindring i vejen for sandhedens fremme. Han forsøger at skabe meningsforskelle og opmuntre til verdslighed og gerrighed. Han arbejder med slangens snildhed og, ser han sit snit til det, brøle som en løve. Sjæles fordærv er hans eneste glæde, deres ødelæggelse er hans eneste arbejde og skal vi da handle som om vi var lammede? Vil dem, som bekender at tro sandheden, lytte til den snu fjendes fristelser og lade sig selv blive selviske og snæversynede og lade deres verdslige interesser støde sammen med arbejdet for sjæles frelse? ret
(384) Alle, som for stedse går ind af himlens porte, vil gå ind som sejrherrer. Når de forløste samles omkring Guds trone, med palmegrene i deres hænder og kroner på deres hoveder, vil det være kendt at sejre er blevet vundet. Det vil kunne ses hvordan Satans kraft har været over sindene, hvordan han har lænket sig selv med sjæle, som bildte sig selv ind at de gjorde Guds vilje. Det vil da kunne ses at hans kraft og list ikke kunne modstås med held, uden guddommelig kraft var kombineret med menneskelig anstrengelse. Mennesket må også sejre over sig selv. Temperamentet, tilbøjelighederne og ånden må underlægges Guds vilje. Men Kristi retfærdighed og styrke vil gavne alle, som gør krav på hans fortjenester. ret
(384) Da gøres der alvorlige og beslutsomme anstrengelser for at slå den frygtelige fjende tilbage. Vi behøver at have hele retfærdighedens rustning på. Tiden går og vi nærmer os hurtigt afslutningen for vor prøvetid. Vil vore navne stå optegnet i Lammets livsbog, eller skal vi findes hos de upålidelige? Er vi blandt dem, som skal samles omkring den store hvide trone og synge de forløstes sang? Der er ingen kolde og formelle personer i den skare. Alle sjæle er seriøse, ethvert hjerte fuld af taknemmelighed for Guds vidunderlige kærlighed og den besejrende nåde der har fået Guds folk til at (385) sejre i krigen mod synd. Og med høj røst istemmer de sangen: »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen og Lammet.«