(454) [Herren kaldte sit folk Israel og skilte dem fra verden, for at han måtte kunne betro dem et helligt tillidshverv. Han gjorde dem til forvaltere af hans lov og det var hans hensigt gennem dem at vedligeholde kundskaben om ham blandt menneskene. Gennem dem skulle himmelens lys skinne på jordens mørke steder og en røst skulle lyde med formaning til alle folkeslag om at omvende sig fra deres afguderi for at, tjene den levende (455) og sande Gud. Havde hebræerne været tro i deres tillidshverv, ville de have været en magt i verden. Gud ville have været deres værn og han ville have ophøjet dem over alle andre folkeslag. Hans lys og sandhed ville være blevet åbenbaret gennem dem og de ville under hans vise og hellige herredømme have stået som et forbillede på hans regerings overlegenhed over enhver form for afgudsdyrkelse. ret
(455) Men de holdt ikke deres pagt med Gud. De fulgte andre folkeslags afguderiske skikke og i stedet for at ophøje Skaberens navn på jorden blev det som følge af deres handlemåde gjort til genstand for hedningernes foragt. Men Guds forsæt måtte fuldbyrdes. Kundskaben om hans vilje måtte udbredes på jorden. Gud lod undertrykkerens hånd ramme hans folk og spredte dem som fanger blandt folkeslagene. I trængselen vendte mange af dem om fra deres overtrædelse og søgte Herren. I deres adspredelse rundt omkring i de hedenske lande udbredte de kundskaben om den sande Gud. Principperne i den guddommelige lov kom i konflikt med folkeslagenes sæder og skikke. Afgudsdyrkere forsøgte at udrydde den sande tro. I sit forsyn førte Herren sine tjenere Daniel, Nehemias og Ezra ansigt til ansigt med konger og herskere, for at disse afgudsdyrkere måtte få en anledning til at modtage lyset. Den gerning, som Gud havde givet sit folk at udføre under gunstige forhold og inden for deres egne grænser, men som var blevet forsømt på grund af deres utroskab, kom de således til at udføre i fangenskab og under store prøvelser og vanskeligheder. ret
(455) Gud har kaldet sin menighed i dag, ligesom han kaldte Israel fordum, til at være lys på jorden. Med sandhedens mægtige sværd: det første, det andet og det tredje englebudskab, har han skilt dem fra kirkesamfundene og fra verden for at føre dem ind i sin egen hellige nærhed. Han har overladt dem at bevare sin lov og betroet dem de store profetiske sandheder for denne tid. Som tilfældet var med de hellige ord, der blev betroet det gamle Israel, er det et helligt tillidshverv at bringe disse sandheder ud til verden. De tre engle i Åb. 14. kapitel (456) er en fremstilling af det folk, der tager imod lyset i Guds budskaber og går ud for som hans redskaber at forkynde advarselen over hele den vide jord. Kristus siger til sine efterfølgere: »I er verdens lys.« Til hver sjæl, der modtager Jesus, taler Golgatas kors og siger: »Se, hvad sjælen er værd!« »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!« Intet må tillades for at hindre dette værk. Det er den allervigtigste gerning i tiden; den er vidtrækkende som evigheden. Den kærlighed til menneskenes sjæle, som Jesus lagde for dagen ved det offer, han bragte for deres genløsning, vil anspore alle hans efterfølgere. ret
(456) Kun meget få af dem, der har modtaget lyset, udfører den gerning, som er betroet i deres hænder. Der findes få mænd med en ubøjelig troskab, sådanne, som ikke tænker på magelighed, bekvemmelighed eller på selve livet og som går på, hvor som helst de kan finde en åben adgang til at trænge ind med sandhedens lys og forsvare Guds hellige lov. Men de synder, som behersker verden, er kommet ind i menighederne og i deres hjerter, der gør krav på at være Guds ejendomsfolk. Mange, der har modtaget lyset, øver en indflydelse, der stiller frygten hos verdslige mennesker og hos navnkristne. Endog iblandt dem, der bekender sig til at forvente Herren, findes der nogle, som elsker verden. Der er higen efter rigdom og ære. Kristus skildrer denne klasse mennesker, når han siger, at Guds dag skal komme som en snare over alle, som bor på jorden. Denne verden er deres hjem. De gør det til deres opgave at erhverve jordiske skatte. De opfører kostbare boliger og udstyrer dem med alle gode ting; de tænker på klædedragt og på at tilfredsstille appetitten. De ting, som er i verden, er deres afguder. Disse ting træder ind imellem sjælen og Kristus og de alvorlige og forfærdelige realiteter, der trænger sig sammen omkring os, ses kun dunkelt og opfattes kun svagt. Den samme ulydighed og svigt, der viste sig i den jødiske menighed, har i en højere grad kendetegnet det folk, der har haft dette store lys fra himmelen i de sidste advarende budskaber. Vil vi lade Israels historie gentage sig i vor erfaring? Vil vi ligesom hine ødsle med vore anledninger og privilegier, indtil Gud tillader undertrykkelse og forfølgelse at komme over (457) os? Skal det arbejde, som kunne blive udført under fredelige og forholdsvis gode tider, forblive ugjort. indtil det må gøres i mørke dage og under trykket af prøvelser og forfølgelse? ret
(457) Det er en frygtelig skyld, menigheden er ansvarlig for. Hvorfor gør ikke de, der har lyset, alvorlig anstrengelse for at bringe dette lys ud til andre? De ser, at enden er nær. De ser skarer af mennesker, som daglig overtræder Guds lov; og de ved, at disse sjæle ikke kan blive frelst i overtrædelse. Alligevel interesserer de sig mere for deres håndværk, deres landejendomme, deres huse, deres forretninger, deres klæder og deres borde end for menneskesjæle, som de må stå ansigt til ansigt med i dommen. Folk, der udgiver sig for at lyde sandheden, sover. De kunne ikke, således som nu, tage det med ro, dersom de var vågne. Deres kærlighed til sandheden er ved al uddø i deres hjerter. Deres eksempel er ikke sådant, at det vil overbevise verden om, at de har sandheden frem for ethvert andet folk på jorden. Netop i den tid, da de skulle være stærke i Gud og have en daglig, levende erfaring, er de svage og tøvende og stoler på hjælp af prædikanterne, når de burde tjene andre med sind og sjæl, i tale og skrift og med tid og penge. ret
(457) Brødre og søstre, mange af jer undskylder jer med påberåbelse af udygtighed til at virke for andre. Men gjorde Gud jer udygtige? Kommer denne udygtighed ikke af jeres egen uvirksomhed og holdes den ikke ved lige ved jeres eget forsætlige valg? Gav Gud jer ikke i det mindste en talent til brug, ikke for jeres egen bekvemmelighed eller tilfredsstillelse, men for ham? Har du indset din forpligtelse til som hans lejede tjener at skaffe ham en indtægt ved en klog og kyndig anvendelse af denne betroede kapital? Har du ikke forsømt anledninger til at udnytte dine evner til dette formål? Det er alt for sandt, at få virkelig har følt deres ansvar over for Gud. Kærlighed, dømmekraft, hukommelse, fremsyn, takt, energi og enhver anden evne har været viet til jeget. I har vist større visdom i det ondes tjeneste end i Guds sag. I har (458) forvansket, udygtiggjort, ja endog sløvet jeres kræfter ved jeres intense aktivitet i verdslige foretagender, med forsømmelse af Guds værk. ret
(458) Alligevel beroliger I jeres samvittighed ved at sige, at I ikke kan ændre fortiden og opnå den kraft, den styrke og dygtighed, som I kunne have haft, om I havde benyttet jeres kræfter således, som Gud krævede. Men husk, at han holder jer ansvarlige for det arbejde, som på grund af jeres utroskab et blevet udført på en skødesløs måde eller blev ladet ugjort. Jo mere du bruger dine kræfter for Mesteren, desto mere skikket og dygtig vil du blive. Jo mere inderligt du forener dig med ham, som er kilden til lys og kraft, desto større lys vil der falde på dig og desto større kraft vil du få til brug for Gud. Og for alt, hvad du kunne have haft, men forsømte at opnå på grund af din hengivenhed til verden, er du ansvarlig. Da du blev en Kristi efterfølger, forpligtede du dig til at tjene ham og ingen anden og han lovede at være med dig og velsigne dig, at vederkvæge dig med sit lys, at give dig sin fred og give dig glæde i hans gerning. Har du ikke erfaret disse velsignelser? Vær da forvisset om, at det skyldes din egen handlemåde. ret
(458) For at undgå at blive indkaldt i krigen var der mænd, som pådrog sig sygdom, andre lemlæstede sig for at blive udygtige til krigstjeneste. Her er et eksempel på den fremgangsmåde, mange har fulgt med henblik på Guds sag. De har forkrøblet deres kræfter og evner, både de fysiske og de åndelige, således at de er ude af stand til at udføre den gerning, som der er så stort behov for. ret
(458) Antag, at et pengebeløb blev lagt i dine hænder, for at du skulle bruge det til et vist formål; ville du så kaste det bort og gøre gældende, at nu var du ikke ansvarlig for dets anvendelse? Ville du føle, at du havde befriet dig for en bekymring? Men dette er, hvad du har gjort med Guds gaver. At du holder dig undskyldt for arbejde for andre under påberåbelse af udygtighed, medens du er helt optaget med verdslige sysler, er at drive spot med Gud. Skarer af mennesker går nedad til fordærvelse; det folk, der har fået lyset og sandheden, er kun som en håndfuld til at gøre modstand mod hele ondskabens (459) hær; men denne lille skare bruger sine kræfter til alt og hvad som helst undtagen til at lære, hvordan de kan redde sjæle fra døden. Er det underligt, at menigheden er svag og udygtig og at Gud kun kan gøre lidt for dem, der bekender sig til at være hans folk? De stiller sig, hvor det er umuligt for ham at arbejde med dem og for dem. Tør du vedblivende ringeagte hans krav? Vil du fremdeles lege med himmelens allerhelligste tillidshverv? Vil du sige med Kain: »Skal jeg vogte min broder?" ret
(459) Husk, at dit ansvar måles ikke med dine nuværende hjælpemidler og evner, men med de oprindelig tilståede kræfter og muligheder for udvikling. Det spørgsmål, enhver bør stille sig selv, er ikke, hvorvidt han nu er uerfaren og uskikket til at arbejde i Guds sag, men hvordan og hvorfor han befinder sig i denne tilstand og hvorledes denne kan afhjælpes. Gud vil ikke på en overnaturlig måde udruste os med de kvalifikationer, vi mangler; men når vi gør brug af de talenter, vi har, vil han virke sammen med os for at styrke enhver evne; vore slumrende kræfter vil vågne og de åndsgaver, der længe har været lammede, vil få nyt liv. ret
(459) Så længe vi er i verden, må vi have med verdslige ting at gøre. Timelige transaktioner og jordiske sysler vil altid være nødvendige: men dette bør aldrig blive det alt opslugende. Apostelen har givet en sikker rettesnor: »Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren.« Livets beskedne, almindelige pligter bør alle udføres med troskab, »af hjertet som for Herren,« siger apostelen. Hvori vort arbejde end består, det være sig husgerning eller markarbejde eller åndelig beskæftigelse, kan vi gøre det til Guds ære, så længe vi gør Kristus til den første og den sidste og den bedste i alle ting. Men foruden disse timelige sysler har enhver Kristi efterfølger fået en særskilt gerning til hans riges opbyggelse en gerning, der kræver personlig bestræbelse for menneskers frelse. Det er ikke en gerning, der blot skal udføres en gang om ugen, på mødestedet for gudstjeneste, men til enhver tid og alle vegne. ret
(460) (460) Enhver, som slutter sig til menigheden, gør ved denne handling et højtideligt løfte om at arbejde for menighedens interesse og at lade denne interesse gå foran alle timelige hensyn. Hans gerning er at bevare en levende forbindelse med Gud, at lade hjerte og sjæl være optaget af genløsningens store plan og i sit liv og sin karakter åbenbare, hvor ypperlige Guds befalinger er i modsætning til verdens skikke og forskrifter. Hver den, som har bekendt Kristus, har forpligtet sig til at være alt, hvad der er muligt for ham at være som en åndelig arbejder, at være aktiv, nidkær og dygtig i Mesterens tjeneste. Kristus venter, at hver mand gør sin pligt; lad dette være parolen overalt i hans efterfølgeres rækker. ret
(460) Vi skal ikke vente på at blive anmodet om at meddele lys, at blive tryglet om råd eller undervisning. Enhver, som modtager strålerne fra Retfærds Sol, skal lade dens glans lyse for alle sine omgivelser. Hans religion bør være en positiv og afgjort indflydelse. Hans bønner og formaninger bør være så gennemtrængte af Helligånden, at de vil smelte og betvinge sjælen. Jesus sagde: »Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.« Det ville være bedre for den verdslige, om han aldrig havde set en kristendomsbekender, end at komme under indflydelse af en, der ikke kender gudfrygtighedens kraft. Dersom Kristus var vort mønster og hans liv vor rettesnor, hvilken nidkærhed ville da ikke blive åbenbaret, hvilke bestræbelser gjort, hvilken godgørenhed udvist og hvilken selvfornægtelse øvet! Hvor utrætteligt ville vi da ikke virke, hvilke inderlige bønner om kraft og visdom ville ikke opstige til Gud! Hvis alle, der bekender sig til at være Guds børn, følte, at den vigtigste opgave i livet er at gøre den gerning, han har befalet dem at gøre og dersom de ville arbejde uegennyttigt i hans sag, hvilken forandring ville så ikke vise sig i hjerter og hjem, i menigheden, ja endog i verden! ret
(460) Af Kristi efterfølgere er der gennem alle tider blevet krævet årvågenhed og troskab; men nu, da vi står på selve grænsen til den evige verden med de sandheder, vi besidder og har så stort lys og en så vigtig gerning, må vi fordoble vor (461) flid. Enhver må bruge sine evner til det yderste. Min broder, du stiller din egen frelse i fare, om du holder dig tilbage nu. Gud vil kræve dig til regnskab, dersom du svigter i det arbejde, han har anvist dig. Har du kundskab om sandheden? Giv den til andre! ret
(461) Hvad kan jeg sige for at vække vore menigheder? Hvad kan jeg sige til dem, der har spillet en fremtrædende rolle i budskabets forkyndelse? »Herren kommer!« bør være det vidnesbyrd, der frembæres, ikke blot med læberne, men med livet og karakteren; men mange, som Gud har skænket lys og kundskab, talenter i form af indflydelse og midler, er mænd, som ikke elsker sandheden og ikke efterlever den. De har drukket i så dybe drag af egoismens og verdslighedens bæger, at de er blevet drukne af livets bekymringer. Brødre, hvis I vedbliver at være så ørkesløse, så verdslige og så egenkærlige, som I har været, vil Gud visselig gå jer forbi og tage sådanne, som er mindre optaget af sig selv, som er mindre begærlige efter verdslig ære og som ikke vil tøve med ligesom Mesteren at gå uden for lejren og bære forsmædelsen. Arbejdet vil blive givet til dem, som vil tage imod det, som værdsætter det og som indfletter dets principper i deres daglige erfaring. Gud vil vælge ydmyge mænd, der søger at herliggøre hans navn og fremme hans sag i stedet for at ære og forfremme sig selv. Han vil opvække mænd, som ikke har så megen verdslig visdom, men som har forbindelse med ham og som vil søge styrke og råd fra det høje. ret
(461) Nogle af vore ledende mænd er tilbøjelige til at lade sig lede af den ånd, apostelen Johannes lagde for dagen, da han sagde: »Mester! vi så en mand, som ikke slutter sig til os, uddrive onde ånder i dit navn; og vi søgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os.« Organisation og disciplin er af væsentlig betydning; men der er i denne tid meget stor fare for en afvigelse fra det enfoldige i Kristi evangelium. Hvad vi behøver, er mindre tillid til ydre former og ceremonier og langt mere af kraften i sand gudsfrygt. Lad alle, som er villige, arbejde i hvilken som helst stilling, når blot deres liv og karakter er eksemplariske. Selv om de måske ikke retter sig nøjagtigt efter dine metoder, bør der ikke siges et eneste ord (462) for at fordømme dem eller gøre dem modløse. Da farisæerne ønskede, at Jesus skulle bringe børnene, der sang hans pris, til tavshed, sagde Frelseren. »Hvis disse tier, skal stenene råbe.« Profetien må opfyldes. Således er det i disse dage; værket må udføres. Der er mange slags arbejde; lad enhver udføre en del og gøre sit bedste. Den, der har en talent, skal ikke begrave denne i jorden. Gud har givet enhver sin gerning, svarende til den pågældendes evner. De, som er betroet større tillidshverv og evner, bør ikke søge at hindre dem, der har mindre dygtighed eller erfaring. Mænd med en talent kan måske nå en klasse mennesker, som de, der har to eller fem talenter, ikke kan få adgang til. Både store og små er udvalgte kar til at bære livets vand til tørstige sjæle. Lad ikke dem, der prædiker ordet, lægge deres hænder på den ringeste arbejder og sige: "Enten må du arbejde efter denne linje eller også slet ikke arbejde." Hold fingrene derfra, brødre! Lad enhver virke i sin egen sfære, med sin egen rustning på og gøre, hvad han kan på sin beskedne måde. Styrk hans hænder i arbejdet. Dette er ikke tiden til farisæisk kontrol. Lad Gud virke gennem hvem han vil. Budskabet må gå sin gang. ret
(462) Alle skal vise deres troskab mod Gud ved en forstandig brug af hans betroede kapital, ikke blot med hensyn til midler, men til enhver evne, der vil bidrage til hans riges opbyggelse. Satan vil benytte alle mulige påfund for at hindre sandheden i at nå dem, der er nedsunkne i vildfarelse; men advarselens og formaningens røst må lyde til dem. Og medens kun nogle få beskæftiger sig med denne gerning, burde tusinder være lige så interesserede, som disse er. Det har aldrig været Guds hensigt, at lægmedlemmerne i menigheden skulle være fritaget for arbejde i hans sag »Gå hen og arbejd i min vingård!« er Mesterens befaling til enhver af hans efterfølgere. Så længe der er uomvendte sjæle i verden, bør der gøres de mest aktive, alvorlige, nidkære og bestemte anstrengelser for deres frelse. De, som har modtaget lyset, bør oplyse dem. der ikke har det. Dersom menighedsmedlemmerne ikke tager fat på denne gerning, viser de, at de ingen levende forbindelse har med Gud. Deres (463) navne nedtegnes som lade tjenere. Kan I ikke se grunden til, at der ikke er mere åndelighed i vore menigheder? Det er, fordi I ikke er Kristi medarbejdere. ret
(463) Gud har givet hvert menneske sin gerning. Lad enhver af os bie på Gud, så vil han lære os, hvordan vi kan arbejde. og hvilken gerning vi er bedst skikkede til at udføre. Dog må ingen gå ud med en følelse af selvstændighed for at forkynde nye teorier. Arbejderne bør være i overensstemmelse med sandheden og med deres brødre. Der bør være samråd og samarbejde. Men de må ikke føle, at de ved hvert skridt må spørge en eller anden højere embedsmand, om de må gøre dette eller hint. Søg ikke vejledning hos mennesker, men hos Israels Gud. ret
(463) Det arbejde, menigheden har forsømt at udføre i en tid med fredelige og gode forhold, vil den komme til at udføre i en frygtelig krise og under de mest nedslående og ubehagelige omstændigheder. De advarsler, som en verdslig indstilling har bragt til at forstumme eller holdt tilbage, må lyde under den bitreste modstand fra troens fjender. Og på den tid vil den overfladiske, konservative klasse mennesker, hvis indbydelse stadig har forhalet værkets fremgang, opgive troen og tage standpunkt sammen med dens erklærede fjender, som de længe har næret sympati for. Disse frafaldne vil da lægge det bitreste fjendskab for dagen og gøre alt, hvad der står i deres magt, for at besvære og bagtale deres tidligere brødre og ophidse til forbitrelse imod dem. Denne tid er umiddelbart forestående. Alle medlemmer i menigheden vil blive prøvet og forsøgt enkeltvis. De vil blive stillet under forhold, hvor de nødes til at vidne for sandheden. Mange vil blive opfordret til at tale i rådsforsamlinger og for domstole, måske enkeltvis og alene. Den erfaring, der ville have været dem til hjælp i denne kritiske situation, har de forsømt at tilegne sig og de føler sig betyngede i sjælen af anger over forspildte anledninger og forsømte privilegier. ret
(463) Min broder, min søster, jeg vil bede dig om at overveje disse ting. Enhver af jer har en gerning at gøre. Jeres utroskab og forsømmelse står skrevet imod jer i himmelens dagbog. I har svækket jeres kræfter og formindsket jeres evner. I (464) mangler den erfaring og den brugbarhed, som I kunne have været i besiddelse af. Men inden det for stedse er for sent, formaner jeg jer til at vågne op. Tøv ikke længere! Dagen er næsten til ende. Solen i vest er nær ved at synke for al tid for jeres blik. Men medens Kristi blod endnu taler, kan I finde forladelse. Saml enhver sjælens evne og benyt de få timer, der er igen, til alvorligt arbejde for Gud og for jeres medmennesker. ret
(464) Mit hjerte er dybt grebet. Jeg formår ikke at udtrykke mine følelser, når jeg beder for sjæle, der går til fortabelse. Skal jeg trygle forgæves? Som Kristi sendebud ønsker jeg at vække jer til at arbejde, som I aldrig har arbejdet før. Din pligt kan ikke lægges på en anden. Ingen anden end du kan gøre dit arbejde. Holder du dit lys tilbage, må en eller anden forblive i mørke på grund af din forsømmelse. ret
(464) Evigheden ligger udstrakt foran os. Tæppet vil snart gå op. Vi, der befinder os i denne højtidelige, ansvarsfulde stilling - hvad gør vi, hvad tænker vi på, når vi hænger fast ved vor egoistiske lyst til magelighed, medens sjæle går fortabt overalt omkring os? Er vore hjerter blevet fuldstændig ufølsomme? Kan vi ikke indse eller forstå, at vi har et arbejde at gøre for andres frelse? brødre, tilhører I den klasse mennesker, der har øjne og ser ikke og har øren og hører ikke? Er det forgæves, at Gud har givet jer kundskab om sin vilje? Er det forgæves, han har sendt jer advarsel efter advarsel? Tror I på den evige sandheds erklæringer om, hvad der snart vil komme over jorden? Tror I, at Guds straffedomme hænger over folket og kan I blive siddende i magelig tro, dorske, ligegyldige og forlystelsessyge? ret
(464) Nu er tiden ikke til for Guds folk at fæste deres hu ved verden eller samle sig skatte hernede. Den tid er ikke fjern, da vi ligesom de første disciple vil blive nødsaget til at søge tilflugt på øde og ensomme steder. Ligesom de romerske hæres belejring af Jerusalem var signalet til flugt for de kristne i Judæa, således vil det være et varsel for os, når vor nation tiltager sig ret til at udstede den befaling, der gennemtvinger den pavelige sabbat. Da vil tiden være kommen til at forlade de store byer, (465) som en forberedelse til at forlade de mindre for at søge afsidesliggende hjem på ensomme steder i bjergene. I stedet for at søge kostbare boliger her bør vi nu berede os til at flytte til et bedre land, nemlig et himmelsk. I stedet for at bruge vore midler til selvtilfredsstillelse bør vi tænke på at spare. Hver talent, som Gud har udlånt, bør anvendes til hans ære, til at forkynde evangeliet for verden. Gud har en gerning for sine medarbejdere at udføre i byerne. Vore missioner må støttes; nye missioner må oprettes. Til at føre dette værk fremad kræves der ikke få midler. Der behøves huse til gudstjeneste, hvor man kan indbyde folk til at høre de sandheder, som gælder denne tid. Netop i denne hensigt har Gud betroet sine husholdere en kapital. Bind ikke jeres formue fast i verdslige foretagender, således at dette værk hindres. Anbring jeres midler, hvor I kan råde over dem til gavn for Guds sag. Send jeres skatte foran jer til himmelen. ret
(465) Medlemmerne i menigheden bør hver især holde sig selv og alt, hvad de besidder, på Guds alter. Nu som aldrig før gælder Frelserens formaning: »Sælg, hvad I har og giv almisse! Skaf jer punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer nær og intet møl ødelægger. Thi hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være.« De, der sætter deres penge fast i store huse, i jordejendomme eller i verdslige foretagender, siger ved deres handlinger: "Gud kan ikke få dem; jeg ønsker dem for mig selv." De har bundet deres ene talent i et tørklæde og gemt den i jorden. Sådanne har grund til at være ængstelige. ret
(465) Brødre, Gud har ikke betroet jer midler, for at de skulle henligge ubrugte ej heller for at de i begærlighed skulle holdes tilbage eller bortgemmes, men for at benyttes til hans sags fremme, til at frelse deres sjæle, der går til fortabelse. Nu er ikke tiden til at binde Herrens penge fast i jeres kostbare bygninger og jeres store foretagender, medens hans sag forkrøbles og overlades til at betle sig frem, med halv forsyning i kassen. Herren er ikke med i en sådan handlemåde. Husk, at dagen hurtigt nærmer sig, da det vil blive sagt: "Aflæg regnskab for din forvaltning!" Kan I ikke tyde tidernes tegn? ret
(466) (466) Hver dag, som går, bringer os nærmere den sidste store og betydningsfulde dag. Vi er et år nærmere dommen, nærmere evigheden, end vi var ved begyndelsen af 1884. Kommer vi også Gud nærmere? Er vi årvågne i bønnen? Endnu et år af vor arbejdstid er gået over i evigheden. Hver dag har vi været sammen med mænd og kvinder, som går dommen i møde. Hver dag kan have været skillelinjen for en eller anden sjæl; denne eller hin har måske truffet den beslutning, der afgør hans fremtidige skæbne. Hvilken indflydelse har vi øvet på disse medvandrere? Hvilke bestræbelser har vi gjort for at lede dem til Kristus? ret
(466) Det er en alvorlig sag at dø, men det er en langt alvorligere sag at leve. Hver tanke, hvert ord og hver handling i vort liv vil møde os igen. Hvad vi udvikler os selv til i prøvetiden, må vi vedblive at være i al evighed. Døden medfører legemets opløsning, men den bevirker ingen forandring i karakteren. Kristi komme ændrer ikke vore karakterer; det hindrer dem kun i for al evighed at gennemgå nogen som helst forandring. ret
(466) Jeg appellerer igen til menighedens medlemmer om at være kristne, om at ligne Kristus. Jesus var en arbejder, ikke for sig selv, men for andre. Han virkede for at velsigne og frelse de fortabte. Dersom I er kristne, vil I efterligne hans eksempel. Han har lagt grundvolden og vi er bygningsmænd sammen med ham. Men hvad slags materiale fører vi frem for at bygge på denne grundvold? Det skal »engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er«. Dersom du vier al din styrke og talent til det, som er af denne verden, betegnes din livsgerning som træ, hø og strå, der skal fortæres af ilden på den yderste dag. Men uegennyttigt arbejde for Kristus og det tilkommende liv vil være som guld, sølv og kostbare sten; det er uforgængeligt. ret
(466) Mine brødre og søstre, jeg beder jer om at vågne op af dødens søvn. Det er for sent nu at hellige evner og kræfter i hjerne, ben og muskler til jegets tjeneste. Lad ikke den yderste dag finde jer blottede for den himmelske skat. Søg at fremme korsets sejre, søg at oplyse sjæle, virk for jeres medmenneskers (467) frelse, så vil jeres arbejde bestå ildprøven. ret
(467) »Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn.« Herlig vil den løn være, som tildeles, når de trofaste arbejdere samles omkring Guds og Lammets trone. Da Johannes i sin menneskelige tilstand beskuede Guds herlighed, faldt han om som død; han kunne ikke udholde synet deraf. Men når det dødelige er iført udødelighed, er de genløste Jesus lig, for de skal se ham, som han er. De står foran tronen, hvilket viser, at de er antaget. Alle deres synder er udslettede, alle deres overtrædelser er båret bort. Nu kan de se på den ufordunklede herlighed fra Guds trone. De har været delagtige med Kristus i hans lidelser, de har samarbejde med ham i genløsningens plan og de er deltagere med ham i den glæde at se sjæle, som ved deres hjælp er frelste for at prise Gud gennem al evighed. Vejl f menigh bd. 2 side 131-142]