(477) (477) Kære brødre og søstre i Healdsburg: Glem ikke, at de farligste snarer, som Satan har lagt for menigheden, vil komme gennem dens egne medlemmer, som ikke elsker Gud højest eller deres næste som sig selv. Satan bestræber stadig på at kløve sig selv ind mellem brødrene. Han søger at få kontrol med dem, som hævder at tro sandheden, men som er uomvendte; og når han kan påvirke disse, gennem deres egen kødelige natur, forene sig med ham og prøve at forpurre Guds mål, så jubler han. ret
(477) Helseinstituttet, colleget, præstetjensten og missionsselskaberne, er alle redskaber som Gud bruger for at udrette sit arbejde. Hvis Satan på nogen måde kan finde på noget, som leder talenterne og midlerne fra disse redskaber ind i en anden kanal, vil han gøre det. Der er nogle som er selvbedragede. Skønt de bilder sig selv ind at de gør Guds arbejde, så lejer de i den store bedragers hænder og giver ham en virkningsfuld tjeneste. Tag jer i agt for disse bedrag. Husk altid på hvad der passer til vor kristne bekendelse som Guds særlige folk; og tag jer i agt for at jeres indflydelse ikke må modarbejde Guds mål, når I udviser personlig selvstændighed; og I, ved Satans bedrag, bliver en anstødssten, direkte i vejen for dem, som er svage (478) og haltende. Der er fare for at give vore fjender anledning til at spotte Gud og forhåne sandhedstroende. ret
(478) Vær særlig på vagt imod at blive et redskab i fjendens hænder og aflede mænd og kvinders, eller børns tanker fra at fuldstændig overgive sig til Gud og for det store arbejde for denne tid. Pas på ikke smigre de unge og stille dem i mange penge i udsigt, forunderlige uddannelsesmæssige fordele, eller store personlige bedrifter. Smigrende ord er liflige for det uhellige hjerte og nogle som tror de står fast, er forvirrede, fortryllet og beruset med håb, der aldrig vil realiseres. På denne måde er der begået en stor fejl. Alle bør tænke og tale beskedent om deres egne evner og bør passe på at de ikke opmuntrer til stolthed og selvagtelse hos andre. Mænd og kvinder er svage i moralsk kraft, hvis de ikke er helliget til Gud og kan gå fuldstændig galt i deres vurdering af menneskelige evner og i hvad kristen troskab består af. Giv ingen anledninger, som mindsker folks interesse til at opbygge en institution, som Gud har sagt skal opbygges. ret
(478) Bror A viser ikke god dømmekraft ved nogen som helst anledninger i nogen sager. Han er ikke velafbalanceret og hvis han ikke vandrer i ydmyghed for Gud, vil han gøre farlige fejltagelser. Han mangler skarpsindighed og går derfor fejl af folks karakter, bruger nogle overdrevent smigrende ord til nogle og det vil skade deres sjæle. Han vil få dem til at tro at de kan gøre nogle store ting og derved vil de forsømme de små opgaver, der ligger ligefor deres sti. ret
(478) Jeg beder ikke for passivitet, men jeg beder for at den selviske og verdslige ånd må overvindes. Enhver virksomhed som vil forene menighedsmedlemmerne og vil bringe harmoni og enighed i Guds arbejde, kan man roligt gå ind i. Men glem aldrig, aldrig at I enten er Jesu Kristi tjenere, som arbejder ihærdigt for den troendes enighed som Kristus bad måtte eksistere, eller også arbejder I imod denne enhed og mod Kristus. ret
(479) (479) Dem som forsøger at formindske nogens interesse for Healdsburgskolen, eller for missionsarbejdet i nogen af dets grene, arbejder ikke sammen med Gud, men arbejder under anden hærfører, hvis mål er at svække og ødelægge. Jeres nyttighed, brødre og søster i Healdsburgmenigheden, kræver at I er ærlige i alle jeres handlinger; at I er ydmyge, hellige og ubesmittede. Der bør være mindre hovmodig egoisme, mindre selvhøjtidelighed. Når menighedens medlemmer iklædes ydmyghed, når de fralægger dem selvfølelse og egoisme, når de hele tiden søger at gøre Guds vilje, vil de arbejde sammen i harmoni. Guds Ånd er et. . . . ret
(479) Den krise ligger lige for os, hvor hver enkelt vil have brug for megen styrke fra Gud, for at kunne modstå Satans list, for hans bedrag vil komme i enhver tænkelig form. Dem som har ladet sig selv være mål for Satans fristelser vil da ikke være rede til at stå på den rigtige side. Deres tanker vil forvirres, så at de ikke kan skelne mellem det guddommelige og sataniske. ret
(479) Der vil komme en krise i alle vore institutioner. Indflydelser vil arbejde imod dem, både fra troende og ikke-troende. Nu må tilliden eller den hellige betroelse ikke bedrages for at gavne og ophøje selvet. Vi bør hele tiden vogte vore liv med nidkær omhu, så vi ikke efterlader verden forkerte indtryk. Sig det, gør det: "Jeg er en kristen. Jeg kan ikke handle efter verdens leveregler. Jeg må elske Gud højest og min næste som mig selv. Jeg kan ikke indgå i eller medvirke til noget arrangement, som på mindste måde vil støde sammen med min brugbarhed, eller svække min indflydelse, eller ødelægge nogens tillid til Guds redskaber." . . . ret
(479) Husk på at Guds folk kun er en lille folk, sammenlignet med kristendomsverden og myriader af verdenstilbedende mænd og kvinder. De skal være bibelkristne, eksempler for vore unge i retfærdighed og præcision i alt. Alt omkring unge, der påvirker, (480) bør være af en hellig karakter og denne indflydelse bør begynde i vore egne familier. Det hellige og det almindelige bør ikke blandes. ret
(480) Beskyttelse af brødres interesser
[Ved sit dåbsløfte forpligter hvert menighedsmedlem sig højtideligt til at beskytte sine brødres interesser. Alle vil være fristet til at holde fast ved deres egne yndede planer og ideer, der forekommer dem at være sunde; men de bør våge og bede og efter allerbedste evne forsøge at opbygge Jesu rige i verden. Gud kræver af enhver kristen, at han, så langt det står i hans magt, skal værne sine brødre og søstre mod enhver indflydelse, der i mindste måde vil bidrage til at skille deres interesser fra værket for denne tid. Han bør ikke alene have omhu for sine egne åndelige interesser, men bør vise, at han har en byrde for deres sjæle, som han er knyttet til; og han bør med Kristi hjælp have en dragende magt over andre medlemmer i menigheden. Hans tale og færd bør øve en indflydelse, der leder dem til at følge Kristi eksempel på selvfornægtelse, selvopofrelse og kærlighed til andre. ret
(480) Hvis der i menigheden er nogen, der øver en indflydelse i strid med den kærlighed og uegennyttige velvilje, Jesus viste mod os og hvis de afsondrer sig fra deres brødre, bør trofaste mænd tage sig af disse tilfælde med visdom og arbejde for deres sjæle, idet de dog er forsigtige, så deres indflydelse ikke kommer til at gennemsyre andre og at menigheden ikke ledes på vildspor af deres misfornøjelse og urigtige fremstillinger. Nogle er fulde af selvgodhed. Der er nogle, der mener, at de har ret, men de betvivler og dadler alt, hvad andre gør. Det må ikke tillades sådanne mennesker at stille menighedens interesser i fare. For at kunne højne det moralske liv i menigheden bør enhver føle det som sin pligt at stræbe efter personlig åndelig kultur ved nøje at efterleve Bibelens principper for den hellige Guds åsyn. ret
(481) (481) Lad hvert medlem i menigheden erkende, at han selv må stå i et rigtigt forhold til Gud, at han må helliggøres ved sandheden. Da kan han repræsentere Kristi karakter over for andre og være et eksempel på uselviskhed. Hvis enhver vil gøre dette, vil menigheden tiltage i åndelighed og i yndest hos Gud. Vejl f menigh bd. 2 side 156-157] ret
(481) Ethvert menighedsmedlem bør føle sig forpligtet til at hellige sin tiende til Gud. Ingen skal følge deres øjesyn eller deres selviske hjerters tilbøjeligheder og derved berøve Gud. De bør ikke bruge deres penge til at tilfredsstille forfængelighed eller føje selvet på anden måde, for derved indvikler de sig selv i Satans snarer. Gud er taktsomhedens giver, giver evne til at samle sig velstand og derfor skal alt lægges på hans alter. Påbudet er: »Ær med din velstand .« Tendenser til begærlighed må hele tiden holdes nede, ellers vil den æde sig ind i mænd og kvinders hjerter og de vil gå begærligt efter vinding. ret
(481) I fristelsens ørken præsenterede Satan - sjælenes fjende - Kristus for denne verdens ære og sagde: »Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.« Frelseren afviste Satan; men hvor let forføres mennesker ikke af den store fjendes fremstillinger! Mange fortrylles af verdens forlokkelser; de tjener mammon frem for Gud og derved miste deres sjæle. ret
(481) Om en lille stund skal vi møde vor Herre; og hvilket regnskab har vi at give ham, for den brug vi har gjort af vor tid, vore indflydelsesrige talenter og vore lidenskaber? Vor gælde burde være i det sjælevindende arbejde. Jeg spørger højtideligt Healdsburgmenigheden: Er Gud i virkeligheden blandt jer? Det sande vidne siger: »Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil.« Er I blandt dem? Har I fastholdt jeres renhed? Har I som mænd, der er ved at drukne, klynget jer til Jesus, som er jeres tilflugt? Adlyder I ham, lever for ham, elsker ham? Er hvert medlem rent og helligt og ubesmittet, een, i hvis mund (482) der ikke findes svig? Hvis det er rigtigt, er I de lykkeligste; for I er i Guds øjne, » sjældnere end guld og ... end ofirs guld.« Medens masser af mennesker er helliget til mammon og ikke tjener Den Israels Hellige, er der nogle få, som ikke har besmittet deres klæder, men har holdt dem uplettede fra verden; og disse få vil være en styrke. Denne klasse vil have den tro som arbejder ved kærlighed og renser sjælen. De vil eksemplificere ophøjede kristne principper. De vil søge efter personlig forbindelse med lysets Kilde og vil hele tiden sørge for at udnytte og opdyrke alle evner i fuldt omfang. Gud vil have at I bringer den mest ubøjelige ranke ryg og ufordærvethed ind i jeres liv; dette vil adskille jer fra verden, som den allerhøjestes Guds børn. Jesus var stille og venlig og mistede ikke sin selvbeherskelse, endog ikke i den stormende kamp, eller i modstandernes vildeste raseri. ret
(482) Gud siger til jer, som har haft stort lys: "Kom frem, højere." Drag nærmere til Gud og himlen. Gå fremad. I behøver tro, en uskrømtet kærlighed for jeres brødre og en dybere interesse for dem. Gud har betroet dig hellige ansvar. Der er en missionsmark for ethvert medlem i menigheden, hvor han kan udøve en indflydelse for godt. ret
(482) Vort college er ikke hvad det burde være, ej heller hvad det ville være, hvis vore brødre og søstre ville føle at det er en hellig tillid, de har fået betroet. Hvis de ophøjer standarden for åndelighed i menigheden, hvis de vil sætte et eksempel for ufordærvethed i alle deres handlinger, hvis alle ville opelske gudsfrygt og kristen værdighed, så vil collegets indflydelse være vidtrækkende og et lys vil komme ud af det med rige velsignelser. Jeg har set, at hvis colleget ledes rigtigt, vil mange unge komme ud af det som aktive medarbejdere i Guds sag. Men lad alle tage sig i agt, så de ikke i ord eller handling kaster indflydelse imod det, eller imod sandheden, ved en uhellig livsførelse, ved onde tanker, eller ond omtale; for Gud vil visselig (483) bemærke det imod dem. Colleget vil altid være forpligtet til at kæmpe mod vanskeligheder, fordi nogle mænd mangler tro og ikke er styret af Kristi sindelag. Hvis Satan kan finde personer blandt os, som våger på ondt og taler nedsættende om vore institutioner, tager enhver lille ubehagelig ting op, som der sker på institutionen, er han godt tilfreds. Han vil ikke ophøre med, at få personer til nedvurdere colleget, fordi det ikke imødekommer deres tanker, i mindste detalje. Hvis han ser at unge bliver hjulpet, vil han påvirke på enhver måde i menigheden, så den mere mister modet end styrkes og opbygges. ret
(483) At disse tilstande er i Healdsburg såvel som på andre steder vil ingen nægte og hvis Satan ikke bruger dem, vil han bruge andre anslag, til samme formål. Men »ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!« for det »var ... bedre, at der var lagt en møllesten om hans hals og han var kastet i havet.« Gud har sine midler at arbejde med. Mennesker kan ikke altid se dem og fæstner de sig så meget ved deres egne bestræbelser, fratager de ikke kun Herren plads til at arbejde, men gribes også i at arbejde imod ham. »Den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!« »Da I nu, I elske, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste; I skal derimod vokse i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse.« ret
(483) [Vi nærmer os tidens afslutning. Der vil blive overflod af prøvelser udefra, men lad dem ikke komme ind i menigheden. Lad dem, der bekender sig til at være Guds folk, fornægte selvet for sandhedens skyld, for Kristi skyld. »Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt.« Hver den, som i sandhed elsker Gud, vil have Kristi ånd og en inderlig kærlighed til sine brødre. Jo mere et menneskes hjerte har samfund med Gud og jo mere dets sind og hu samler sig om Kristus, desto mindre vil det lade sig forstyrre (484) af de stød og genvordigheder, det møder her i livet. De mænd og kvinder, som udvikles til fuld modenhed i Kristus, vil blive Kristus mere og mere lig i karakter og hæve sig over tilbøjeligheden til at knurre og være utilfredse. De vil afsky at give sig af med kritik. Vejl f menigh bd. 2 side 157] ret
(484) [Nu må menigheden eje den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige og som gør det muligt for dem at sige med frimodighed: "Gud er min hjælper"; "Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft". Herren byder os at stå op og gå fremad. Gud har altid æret menigheden, når den har opgivet sine synder og troet på og vandret i sandheden. I tro, ydmyghed og lydighed er der en magt, som verden ikke kan stå imod. Fremskridt er Guds forsyns anvisning til sit folk en stadig fremgang i fuldkommengørelsen af den kristne karakter fremgang på helliggørelsens vej; de skal nå højere og højere op i Guds klare lys og kundskab og kærlighed lige til tidens afslutning. Hvorfor lærer vi dog altid kun begyndelsesgrundene i Kristi lære? ret
(484) Herren vil velsigne menigheden rigt, hvis dens medlemmer oprigtigt forsøger at vågne op fra denne farlige lunkenhed. Det sanddru vidne peger i sit alvorlige budskab til menighederne på en forfængelig religion, på ord uden livskraft og en karakter uden moralsk styrke og advarer dem imod stolthed, verdslighed, formalisme og selvtilstrækkelighed.] Til ham som siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget« erklærer himlens Herre, at du »ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.« [Men disse opmuntrende ord gives til de beskedne, de lidende, de trofaste og de tålmodige, som er klar over deres svaghed og utilstrækkelighed: »Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.«] Det sande vidne (485) siger til alle: »Jeg kender dine gerninger.« Denne nøje undersøgelse er over menighederne i Californien. Intet undgår hans undersøgende blik; deres fejl og vildfarelser, deres forsømmelser og fiaskoer, deres syndige bortgang fra sandheden, deres frafald og ufuldkommenheder - skal »alt ligge blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.« ret
(485) Jeg håber og beder for at I må vandre i sindets ydmyghed, så I kan være til velsignelse for hinanden. »Der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme og han tøver ikke.« Bryllupslamperne må holdes trimmede og brændende. [Vor Herre tøver på grund af sin »langmodighed med jer da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse«. Men når vi står på glarhavet sammen med alle de forløste med guldharper og herlige kroner ved begyndelsen af evigheden, da ser vi, hvor kort prøvetiden egentlig var "Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!« Kristus alene side 241] ret
(485) [Vi lever i en tid, da alle særligt bør give agt på Frelserens formaning: »Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!« Lad enhver komme i hu, at han bør vise troskab og lydighed mod Gud, tro på sandheden og vokse i nåden og i kundskab om Jesus Kristus. Frelserens indbydelse lyder: »Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.« Herren er villig til at hjælpe os, til at styrke og velsigne os; men vi må gennemgå renselsesprocessen, indtil alle urenhederne i vor karakter er fortæret af ilden. Hvert medlem i menigheden vil komme i ildovnen, ikke for at fortæres, men for at lutres. ret
(485) Herren har virket iblandt jer, men Satan har også trængt sig ind for at indføre sværmeri. Der er også andre farer, som må undgås. Nogle står i fare for at være tilfredse med de glimt, de har haft af Guds lys og herlighed og ophører derfor med at gøre fremgang. Årvågenhed og bøn er ikke (486) blevet holdt ved lige. Netop i den stund, det glade råb lyder: »Her er Herrens tempel, Herrens tempel!«, kommer fristelserne og mørke samler sig omkring sjælen jordiskhed, egoisme og selvforherligelse. Det er påkrævet, at Herren selv meddeler sjælen sine egne begreber. Hvilken herlig tanke at Herren i stedet for vore fattige, jordiske, indskrænkede begreber og planer vil meddele os sine egne begreber, sine egne tanker, som er ædle, omfattende og vidtrækkende og som altid leder opad mod himmelen! ret
(486) Her ligger jeres fare: at I undlader at jage »frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus«. Har Herren givet jer lys? Så er I også ansvarlige for dette lys, ikke blot medens dets stråler skinner på jer, men for alt, hvad det har åbenbaret for jer i fortiden. I skal daglig overgive jeres vilje til Gud; I skal vandre i lyset og vente på mere; for det lys, der kommer fra den kære Frelser, skal skinne med klarere, tydeligere stråler i det moralske mørke, idet det tiltager i glans indtil højlys dag. ret
(486) Søger alle medlemmer i jeres menighed at samle frisk manna hver morgen og aften? Søger I guddommelig oplysning? eller udtænker I midler, hvormed I kan forherlige jer selv? Elsker og tjener I Gud af hele jeres sjæl, jeres magt og jeres sind til velsignelse for andre ved at lede dem til ham, som er verdens lys? Er I tilfredse med fortidens velsignelser? eller vandrer I, som Kristus vandrede, arbejder, som han arbejdede og åbenbarer ham for verden i jeres ord og handlinger? Lever I som lydige børn et rent og helligt liv? Kristus må indføres i jeres liv. Han alene kan helbrede jer for misundelse, for ond mistanke mod jeres brødre. Han alene kan borttage fra jer den selvgodhedens ånd, som nogle af jer nærer til skade for jeres eget åndelige liv. Jesus alene kan bringe jer til at erkende jeres svaghed, jeres vankundighed og jeres fordærvede natur. Han alene kan (487) gøre jer rene, lutre jer og berede jer til de saliges boliger. ret
(487) »Med Gud skal vi øve vældige ting«. Hvilken mængde godt kan I ikke udrette ved at være tro mod Gud og mod jeres brødre, ved at undertrykke enhver uvenlig tanke, enhver følelse af misundelse eller egen vigtighed! Lad jeres liv være optaget med venlig tjeneste for andre. Hvor snart kaldet kan komme til jer om at lægge rustningen af, ved I ikke. Døden kan kræve jer pludseligt, uden at give jer nogen tid til at berede jer til den sidste forandring, ingen legemlig kraft eller åndelig styrke til at fæste jeres tanker ved Gud eller til at slutte fred med ham. Nogle vil inden længe erfare, hvor forfængelig menneskers hjælp er og hvor værdiløs deres egen selvgode retfærdighed er, som de har været tilfredse med. ret
(487) Jeg føler mig tilskyndet af Herrens ånd til at sige til jer, at nu har I en belejlig tid, fortrøstningens og velsignelsens tid. Vil I benytte den? Arbejder I for Guds ære elle for selviske interesser? Er jeres sjæls øje fæstet ved glimrende udsigter til timelig fremgang, hvorved I kan opnå selvtilfredsstillelse og økonomisk vinding? Hvis så er, vil I møde den bitreste skuffelse. Men dersom I søger at leve et rent og helligt liv, daglig at være i Kristi skole og tilegne jer de lærdomme, han har indbudt jer til at lære og at være sagtmodige og ydmyge af hjertet, da kan I have den fred, som ingen timelige omstændigheder kan ændre. ret
(487) Et liv i Kristus er et liv i hvile. Uro, utilfredshed og rastløshed viser, at Frelseren er fraværende. Hvis Jesus lever i os, vil vort liv være fuldt af gode og ædle gerninger for Mesteren. I vil glemme at tjene selvet og I vil komme den kære Frelser nærmere og nærmere; jeres karakter vil være præget af Kristus og alle jeres omgivelser vil erkende, at I har været hos Jesus og lært af ham. Enhver besidder i sig selv kilden til sin egen lykke eller elendighed. Hvis han vil, kan han hæve sig over den lave, sentimentale følelse, der fylder (488) manges liv; men så længe han er opblæst og selvoptaget, kan Herren intet gøre for ham. Satan vil fremkomme med ærgerrige planer for at blænde sanserne, men vi bør altid sigte efter »målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus«. Fyld dette liv med så mange gode gerninger, som I på nogen mulig måde kan! »De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid." ret
(488) Dersom vort liv er fyldt med hellig vellugt og dersom vi ærer Gud ved at have gode tanker om andre og gode gerninger til velsignelse for andre, er det uden betydning, hvorvidt vi bor i en hytte eller i et palads. Omstændighederne har kun lidt med sjælens erfaringer at gøre. Det, der sætter farve på alle vore handlinger, er den ånd, vi nærer. Intet kan gøre den ulykkelig, som har fred med Gud og med sine medmennesker. Misundelse kan ikke være i hans hjerte; ond mistanke finder intet rum der; had kan ikke forekomme. Det hjerte, som er i harmoni med Gud, er hævet over fortrædelighederne og prøvelserne her i livet. Men et hjerte, hvor Kristi fred ikke råder, er ulykkeligt, fuldt af utilfredshed; den pågældende ser mangler i alt og han vil skabe disharmoni i den mest himmelske musik. Et liv i egoisme er et liv i det onde. De, hvis hjerter er fulde af kærlighed til selvet, vil opsamle onde tanker om deres brødre og tale imod Guds redskaber. Lidenskaber, der holdes varme og heftige ved Satans tilskyndelser, er en bitter kilde, som stadig udsender bitre strømme og forgifter andres liv. ret
(488) Lad enhver, der gør krav på at følge Kristus, agte sig selv mindre og andre højere. Slut jer sammen, slut jer sammen! I enighed er der styrke og sejr; uoverensstemmelse og splid betyder svaghed og nederlag. Disse ord er blevet talt til mig fra himmelen. Som Guds sendebud taler jeg dem til jer. ret
(488) Lad enhver søge at bevare Kristi bøn: »At de alle må være ét, ligesom du, Fader i mig og jeg i (489) dig.« Oh hvilken enhed er ikke dette! Og Kristus siger: »Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.« ret
(489) Når døden kræver en iblandt os, hvilke minder har vi så om den behandling vedkommende har fået? Er billederne i mindets galleri behagelige at dvæle ved? Er det minder om venlige ord, der blev sagt, om medfølelse vist i rette tid? Har den pågældendes brødre afvist den onde mistanke udtalt ubetænksomt af taktløse personer? Har de forsvaret hans sag? Har de trofaste fulgt det inspirerede pålæg: »Trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige?« »Du har selv talt mange til rette og styrket de slappe hænder.« »Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste, sig til de ængstede hjerter: Vær stærke, vær uden frygt!« ret
(489) Når den, vi har været sammen med i menigheden, er død, når vi ved, at hans regnskab i himmelen er opgjort og at han må møde dette regnskab i dommen, hvilke tanker rører sig så hos hans brødre med hensyn til deres handlemåde over for ham? Hvilken indflydelse har de øvet på ham? Hvor klart bliver nu ikke mindet om hvert hårdt ord, hver ubetænksom handling! Hvor ganske anderledes ville de ikke have optrådt, om de fik en ny anledning! ret
(489) Apostelen Paulus takkede Gud for den trøst, han fik i sorgen og siger: »Lovet være ... al trøsts Gud, som trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!« Når Paulus følte Guds kærligheds trøst og varme trænge ind i sjælen, lod han velsignelsen gå videre til andre. Lad os således ordne vor opførsel, at de billeder, der ophænges på væggene i vort mindegalleri, ikke er af en sådan art, at vi ikke kan holde ud at tænke på dem. ret
(489) Når de, vi omgås, er afgået ved døden, vil der aldrig blive en anledning til (490) at tilbagekalde noget ord, der blev talt til dem, eller til at udviske noget smerteligt indtryk i erindringen. Lad os derfor give agt på vore veje, så vi ikke fortørner Gud med vore læber. Læg al kulde og uoverensstemmelse til side. Lad hjertet smelte af ømhed for Guds åsyn ved erindringen om hans barmhjertige handlemåde med os. Lad Guds ånd ligesom en hellig flamme opbrænde alt skrammel, som er stablet op ved hjertedøren og slip Jesus ind! Da vil hans kærlighed flyde ud til andre gennem os i form af kærlige ord og tanker og handlinger. Om så døden skiller os fra vore venner, så vi aldrig mere mødes, før vi står for Guds domstol, vil vi ikke skamme os over, at beretningen om vore ord bliver fremlagt. ret
(490) Hvor hurtigt forandres ikke følelsen af uoverensstemmelse, når øjnene lukkes i døden og hænderne foldes på det ubevægelige bryst! Der er intet nag, ingen bitterhed; tilsidesættelser og forurettelser er tilgivet, glemt. Hvor mange kærlige ord bliver der ikke sagt om de døde! Hvor mange gode ting i deres liv rinder os ikke i sinde! Hvor megen ros og hæder kommer nu ikke frit til orde! Men de falder på øren, der ikke hører, på hjerter, som ikke føler. Var disse ord blevet sagt, da den trætte ånd så hårdt trængte til dem, da øret kunne høre og hjertet kunne føle, hvilket tiltalende billede ville da ikke være blevet efterladt i erindringen! Hvor mange, som grebne og ærbødige står ved den afdødes side, husker ikke med beskæmmelse og sorg de ord og handlinger, der skabte bedrøvelse i det hjerte, som nu for al tid er stille! Lad os nu praktisere i vort liv al den skønhed, kærlighed og venlighed, vi formår. Lad os være betænksomme, taknemmelige, tålmodige og overbærende i vor omgang med hverandre. Lad de tanker og følelser, der kommer til udtryk over for de døende og de døde, komme til anvendelse i den daglige omgang med vore brødre og søstre, medens de lever. Vejl f menigh bd. 2 side 157-161]