Vidnesbyrd for menigheden bind 5 kapitel 74fra side603

tilbage

Kærlighed til de fejlende

(603)  Kristus kom for at gøre frelse tilgængelig for alle. På Golgatas kors betalte han genløsningens umådelige pris for en fortabt verden. Hans selvfornægtelse og selvopofrelse, hans uegennyttige arbejde, hans fornedrelse og frem for alt opofrelsen af hans liv vidner om dybden af hans kærlighed til faldne mennesker. Det var for at søge og frelse det fortabte, han kom til jorden. Hans mission gjaldt syndere - syndere af enhver art, hver tunge og hver slægt. Han betalte prisen for alle, for at løskøbe dem og bringe forening og sympati i stand mellem dem og ham. De mest fejlende, de mest syndige blev ikke forbigået; han virkede særlig for dem, der mest trængte til den frelse, han kom for at bringe. Jo større deres trang til omvendelse var, desto dybere var hans interesse, desto større hans medfølelse og desto mere alvorligt hans arbejde. Hans store, kærlighedsfulde hjerte blev rørt til det inderste for dem, hvis tilstand var mest håbløs og som havde hans forvandlende nåde mest behov. ret

(603)  I lignelsen om det tabte får fremstilles Kristi underfulde kærlighed til de fejlende og vildfarende. Han vælger ikke at blive hos dem, der modtager hans frelse, for at vie alle sine anstrengelser til dem og modtage deres taknemmelighed (604) og kærlighed. Den tro hyrde forlader hjorden, som elsker ham og går ud i ødemarken, hvor han tåler genvordigheder og stilles ansigt til ansigt med fare og død, for at opsøge og frelse det får, som er vandret bort fra folden og som må omkomme, hvis det ikke hentes hjem. Når hyrden efter flittig søgen finder det tabte, overlader han det ikke til i dets svaghed at følge ham; han jager det ikke fremad, men - oh underfulde kærlighed! skønt han lider af træthed, smerte og hunger, tager han det ømt i sine arme, lægger det på sin skulder og bærer det tilbage til folden. Derpå sammenkalder han sine naboer, for at de sammen med ham kan glæde sig over, at det tabte er fundet. ret

(604)  Lignelsen om den fortabte søn og lignelsen om det tabte pengestykke indeholder den samme lærdom. Hver sjæl, som ved at falde i fristelse er særlig udsat for fare, volder Kristus hjertesorg og fremkalder hans ømmeste medfølelse og hans ihærdigste arbejde. Han glæder sig mere over én synder, som omvender sig, end over ni og halvfemsindstyve, der ikke trænger til omvendelse. ret

(604)  Disse lærdomme tjener os til gavn. Kristus har pålagt sine disciple at samarbejde med ham i hans gerning og at elske hverandre, ligesom han har elsket dem. De kvaler, han led på korset, vidner om, hvor højt han værdsætter menneskesjælen. Alle, som tager imod denne store frelse, forpligter sig til at blive hans medarbejdere. Ingen må betragte sig som himmelens særskilte yndlinge og samle deres interesse og opmærksomhed omkring sig selv. Alle, der er indtrådt i Kristi tjeneste, skal arbejde, ligesom han arbejdede og de skal elske dem, der lever i vankundighed og synd, ligesom han elskede dem. ret

(604)  Men der har iblandt os som et samfund rådet en mangel på dyb, alvorlig og inderlig medfølelse og kærlighed over for de fristede og de vildfarende. Mange har vist megen kulde og syndig forsømmelse, hvilket Kristus betegner som at gå forbi på den anden side af vejen, holde sig så langt borte som muligt fra dem, der mest behøver hjælp. Den nyomvendte har ofte svære kampe med grundfæstede vaner eller med fristelse i en eller anden (605) særskilt form og når han besejres af en eller anden overvældende lidenskab eller tilbøjelighed, gør han sig skyldig i en uforsigtighed eller virkelig fejl. Da kræves der udholdenhed, takt og visdom fra hans brødres side, for at han må kunne genfinde åndelig sundhed. I sådanne tilfælde har Guds ords undervisning sin anvendelse: »Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.« »Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag.« Men hvor lidt af Kristi medlidende ømhed lægges der ikke for dagen af dem, der bekender sig til at følge ham! Når nogen handler forkert, føler andre sig alt for ofte berettigede til at få sagen til at se så ilde ud som muligt, De, der måske er skyldige i fuldt så store synder i andre henseender, behandler deres broder med grusom hårdhed. Fejl, der er begået i uvidenhed, ubetænksomhed eller svaghed, forstørres til forsætlig, overlagt synd. Når de ser sjæle fare vild, er der nogle, som folder deres hænder og siger: "Sagde jeg det ikke nok! Jeg vidste jo, at man ikke kunne sætte nogen lid til dem." Således indtager de Satans standpunkt, hoverende i ånden over, at deres onde mistanke har vist sig at være rigtig. ret

(605)  Vi må være forberedte på at møde og bære over med store ufuldkommenheder hos dem, der er unge og uerfarne. Kristus har pålagt os at hjælpe sådanne til rette med sagtmodigheds ånd og han holder os ansvarlige, hvis vi følger en fremgangsmåde, der driver dem til modløshed, fortvivlelse og ruin. Medmindre vi daglig opelsker kærlighedens dyrebare plante, er der fare for, at vi bliver snæverhjertet, ufølsomme, forblindede og kritiske, idet vi anser os selv for at være retfærdige, medens vi er langt fra at nyde Guds anerkendelse. Nogle er uhøflige, frastødende og barske. De ligner borrer; de stikker, hver gang nogen rører ved dem. Sådanne gør uberegnelig skade ved at fremstille vor kærlige Frelser i et forkert lys. ret

(605)  Vi må komme op på et højere standpunkt, for i modsat fald er vi uværdige til at bære kristennavnet. Vi må elske den ånd, hvormed Kristus arbejdede for at frelse de fejlende. De er ham lige så (606) kære, som vi er. De er lige så fuldt i stand til at blive hans nådes trofæer og hans riges arvinger. Men de er udsatte for en listig fjendes snarer, udsatte for fare og besmittelse og, uden Kristi frelsende nåde, for den visse ødelæggelse. Dersom vi så denne sag i det rette lys, hvor ville så ikke vor nidkærhed blive vakt og vore alvorlige, selvopofrende bestræbelser mangfoldiggjort, så vi kunne komme dem nær, der behøver vor hjælp, vore bønner, vor sympati og vor kærlighed! ret

(606)  Lad dem, der har været forsømmelige i denne gerning, betragte deres pligt i lyset af det store bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Denne forpligtelse påhviler alle. Det kræves af alle, at de skal arbejde for at formindske deres medskabningers lidelser og forøge deres velsignelser. Dersom vi er stærke til at modstå fristelse, har vi så meget større forpligtelse til at hjælpe de svage og eftergivende. Har vi kundskab, bør vi undervise de vankundige. Hvis Gud har velsignet os med denne verdens gods, er det vor pligt at komme de fattige til hjælp. Vi må arbejde for andres bedste. Lad alle inden for vor indflydelseskreds få del i ethvert fortrin, vi måtte være i besiddelse af. Ingen bør være tilfreds med at nyde livets brød uden at dele det med deres omgivelser. ret

(606)   Kun de, der i troskab mod deres Mester søger at frelse det fortabte, lever for Kristus og ærer hans navn. Sand gudsfrygt vil visselig åbenbare den korsfæstede Frelsers dybe længsel og alvorlige gerning for at frelse dem, for hvem han døde. Dersom vore hjerter blødgøres og betvinges af Kristi nåde og opildnes ved en forståelse af Guds godhed og kærlighed, vil der udgå en naturlig strøm af kærlighed, sympati og ømhed. Sandheden åbenbaret ved livets eksempel vil ligesom den skjulte surdej øve sin kraft over alle, den kommer i berøring med. ret

(606)  Gud har forordnet, at menneskene for at kunne vokse i nåde og i Kristi erkendelse må følge hans eksempel og virke, som han virkede. Det vil ofte koste os kamp at beherske vore egne følelser og at afholde os fra at tale på en måde, som vil gøre dem (607) modløse, der kæmper med fristelse. Et liv i daglig bøn og lovprisning, et liv, der vil kaste lys på andres sti, kan ikke holdes ved lige uden alvorlig bestræbelse. Men en sådan bestræbelse vil bære dyrebar frugt, idet den bringer velsignelse ikke alene til modtageren, men til giveren. Uegennyttens ånd i arbejde for andre giver karakteren dybde, fasthed og kristelig ynde og bringer den, som er i besiddelse deraf, fred og lykke. Han sigter efter højere mål. Der bliver ingen plads til dovenskab eller selviskhed. De, der øver de kristelige dyder, vil vokse. De vil eje åndelig kraft og styrke og blive stærke til at arbejde for Gud. De vil få en klar åndelig opfattelse, en fast, voksende tro og en virksom kraft i bøn. De, der våger over sjæle og mest udelt hengiver sig til at frelse de vildfarende, arbejder visselig på deres egen saliggørelse. ret

(607)  Men hvor er ikke dette arbejde blevet forsømt dersom sind og hjerte var helt overgivet til Gud, tror I så, at sjæle, der befinder sig i vildfarelse og fristes af Satan, ville blive overladt til sig selv på en så ligegyldig og ufølsom måde, som tilfældet har været? Ville der ikke i Kristi kærlighed og enfoldighed blive gjort større anstrengelser for at frelse disse vildfarende? Alle, der i sandhed har helliget sig til Gud, vil med den største nidkærhed beskæftige sig med den gerning, som han har gjort mest for og for hvilken han har bragt et usigeligt offer arbejdet for sjæles frelse. Dette er den særskilte gerning, som bør støttes og omfattes med kærlighed og aldrig tillades at blive forsømt. ret

(607)  Gud byder sit folk vågne op og træde ud af den isnende, kolde atmosfære, som de har dvælet i og at afryste de indtryk og forestillinger, der har tilfrosset kærlighedens impulser og holdt det i egoistisk virksomhed. Han byder dem stige op fra deres lave, jordiske stade og indånde himmelens klare, solrige atmosfære. ret

(607)  Vore sammenkomster til gudstjeneste skulle være hellige, dyrebare stunder. Bedemødet er ikke et sted, hvor (608) brødrene skal dadle og fordømme hinanden, eller hvor der skal råde uvenlige følelser og tales hårde ord. Kristus drives bort fra forsamlingen, hvor denne ånd lægges for dagen og Satan kommer ind og overtager ledelsen. Intet, der smager af en ukristelig, ukærlig ånd, bør tillades at få indpas; for kommer vi ikke sammen for at søge barmhjertighed og tilgivelse hos Herren? Og Frelseren har tydeligt sagt: »Den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.« Hvem kan stå frem for Gud og påberåbe sig en fejlfri karakter, et ulasteligt liv? Og hvorledes tør da nogen kritisere og fordømme sine brødre? De, som alene ved Kristi fortjeneste selv kan nære håb om frelse og som må søge tilgivelse i kraft af hans blod, står under den strengeste forpligtelse til at vise kærlighed, medynk og forsonlighed over for deres medsyndere. ret

(608)  Brødre, medmindre I oplærer jer til at nære agtelse for det sted, hvor gudstjenesten afholdes, vil I ikke erholde nogen velsignelse fra Gud. I kan måske yde Gud en formel tilbedelse, men der vil ikke være nogen åndelig gudstjeneste. »Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem.« Alle bør føle, at de er for Guds åsyn og i stedet for at dvæle ved andres fejl og misgreb bør de med flid ransage deres egne hjerter. Har I bekendelser for egne synder at aflægge, så gør jeres pligt og overlad det til andre at gøre deres. ret

(608)  Hvis I giver efter for det ublide i jeres egen karakter og lægger en hård, ufølsom ånd for dagen, støder I netop dem bort, som I skulle vinde. Jeres hårdhed ødelægger deres lyst til at samles og ender alt for tit med at drive dem bort fra sandheden. I bør forstå, at I selv befinder jer under Guds irettesættelse. Når I fordømmer andre, fordømmer Herren jer. Det påhviler jer som en pligt at bekende jeres egen ukristelige opførsel. Måtte Herren virke på de enkelte menighedsmedlemmers hjerter, indtil hans forvandlende nåde åbenbares i livet og i karakteren! Når (609) I så kommer sammen, vil det ikke være for at kritisere hinanden, men for at tale om Jesus og hans kærlighed. ret

(609)  Vore møder bør gøres meget interessante. De bør være gennemtrængte af selve himmelens atmosfære. Lad der ikke blive holdt lange, tørre taler og formelle bønner blot for at lægge beslag på tiden. Alle bør være rede til at udføre deres del med punktlighed og når deres pligt er fuldført, bør mødet afsluttes. Således vil interessen blive holdt ved lige til det sidste. Dette er at vise Gud en velbehagelig tilbedelse. Hans tjeneste bør være interessant og tiltalende og bør ikke tillades at udarte til en tør form. Vi må leve for Kristus hvert øjeblik, hver time, hver dag; da vil Kristus bo i os og når vi kommer sammen, vil hans kærlighed være i vore hjerter og udvælde ligesom en kilde i ørkenen til vederkvægelse for alle og gøre dem, der er ved at omkomme, begærlige efter at drikke af livets vand. ret

(609)  Vi skal ikke forlade os på, at to eller tre medlemmer udfører arbejde for hele menigheden. Vi må hver især have en stærk, virksom tro og fremme den gerning, Gud har overladt til os at udføre. Med stærk og levende interesse bør vi spørge Gud: "Hvad vil du, at jeg skal gøre? Hvordan skal jeg udføre mit arbejde for tid og evighed?" Vi må hver især bruge alle vore evner til at søge efter sandheden og benytte ethvert tilgængeligt middel, som vil være os til hjælp i en flittig granskning i skriften under bøn til Gud og dernæst må vi helliges ved sandheden, for at vi må kunne frelse andre. ret

(609)  I hver menighed bør der gøres alvorlige anstrengelser for at aflægge ond tale og en kritisk ånd, da disse hører med blandt de synder, som afstedkommer de største onder i menigheden. Strenghed og kritik straffes som Satans gerninger. Gensidig kærlighed og tillid bør opmuntres og styrkes hos menighedens medlemmer. Lad alle i Guds frygt og med kærlighed til deres brødre lukke deres øren til for sladder og dadel. Henvis bagtaleren til, hvad Guds ord lærer. (610) Pålæg ham at adlyde skriften og direkte fremlægge sine klagemål for dem, han mener har gjort uret. En sådan forenet handling ville bringe en flom af lys ind i menigheden og lukke døren til for en flom af ondt. Derved ville Gud blive æret og mange sjæle frelses. ret

(610)  Det sanddru vidnes formaning til menigheden i Sardes er: »Du har ord for at leve og er dog død. Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø; thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne. Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det og omvend dig.«. Den synd, denne menighed særlig anklages for, er, at den ikke har styrket det, der er tilbage, det, som var på vej til at dø. Er denne advarsel anvendelig på os? Lad os hver især ransage vore hjerter i lyset af Guds ord og lad det være vor første gerning at bringe vore hjerter i orden ved Kristi hjælp. ret

(610)  Gud har gjort sin del af arbejdet for menneskenes frelse og nu kræver han menighedens samarbejde. På den ene side har vi Kristi blod, sandhedens ord og Helligånden og på den anden side de sjæle, der går mod fortabelse. Enhver, som følger Kristus her, har en del at udføre med at lede mennesker til at tage imod de velsignelser, himmelen har tilvejebragt. Lad os nøje ransage os selv for at se, om vi udfører dette arbejde. Lad os granske vore bevæggrunde og enhver handling i vort liv. Mon der ikke hænger mange ubehagelige billeder i mindernes galleri? Du har tit haft Jesu tilgivelse behov. Du har stadig været afhængig af hans medlidenhed og kærlighed. Men har du alligevel ikke forsømt at vise det sindelag mod andre, som Kristus har vist mod dig? Har du følt en byrde for dem, du så vove sig ud på forbudte stier? Har du grædt for hans skyld og bedt med ham og for ham? Har du med kærlige ord og ved venlige handlinger vist, at du elsker ham og ønsker at frelse ham? Når du har været sammen med sådanne, som gik famlende og (611) vaklende under byrden af deres egne skrøbelige tilbøjeligheder og dårlige vaner, har du da overladt dem til at udkæmpe kampen alene, når du kunne have været dem til hjælp? Har du ikke gået disse hårdt fristede forbi på den anden side af vejen, medens verden stod færdig til at vise dem sympati og til at lokke dem ind i Satans garn? Har du ikke ligesom Kain været rede til at sige: »Skal jeg vogte min broder?« Hvorledes må han, som er menighedens store hoved, betragte din livsgerning? Hvordan ser han, som agter hver sjæl dyrebar, fordi den er købt med hans blod, på din ligegyldighed mod dem, der vandrer bort fra den rette sti? Frygter du ikke, at han vil forlade dig, ligesom du forlader dem? Vær forvisset om, at han, som er den sande vægter over Herrens hus, har mærket sig enhver forsømmelse. ret

(611)  Har ikke Kristus og hans kærlighed været udestængt fra dit liv, indtil et mekanisk formvæsen er trådt i stedet for en hjertets tjeneste? Hvor er den sjælens ild, du engang mærkede, når Jesu navn blev nævnet? Hvor varm var ikke din kærlighed til sjæle, medens din overgivelse til Gud endnu var ny! Med hvilken alvor søgte du ikke at fremstille Frelserens kærlighed for dem! Mangelen på denne kærlighed har gjort dig kold, kritisk og fordringsfuld. Søg at genvinde den og søg at lede sjæle til Kristus. Hvis du nægter at gøre dette, vil andre, der har haft mindre erfaring og færre anledninger, træde til, indtage din plads og udføre, hvad du har forsømt; thi arbejdet med at frelse de fristede, de prøvede og de fortabte må gøres. Kristus tilbyder sin menighed denne tjeneste. Hvem vil modtage den? ret

(611)  Gud har ikke været uopmærksom på de gode gerninger og de selvfornægtende handlinger, menigheden tidligere har udført. De er alle nedtegnet i det høje. Men disse ting er ikke nok; de vil aldrig frelse menigheden, når den ophører med at fuldbyrde sin mission. Medmindre den grusomme forsømmelse og ligegyldighed, der i fortiden er lagt for dagen, hører op, vil menigheden i stedet for at gå fra kraft til kraft vedblivende udarte til svaghed og formvæsen. Skal vi lade dette ske? Skal denne træghed og følelsesløshed, denne sørgelige tilbagegang i kærlighed og (612) åndelig iver blive varig? Er det i denne tilstand, Kristus skal finde sin menighed? ret

(612)  Brødre, dersom I ikke gør bestemte anstrengelser for en bedring, vil jeres egne lamper visselig komme til at blafre og blive dunklere, indtil de går ud i mørket. "Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet. og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid." Den anledning, der nu tilbydes dig, kan blive kortvarig. Hvis denne nådens og omvendelsens frist går ubenyttet hen, lyder advarselen: »Ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads.« Disse ord lyder fra ham, som er langmodig og overbærende. De er et højtideligt varsel til menigheder og til de enkelte medlemmer om, at Vægteren, som aldrig slumrer, vejer deres handlemåde. Det skyldes hans underfulde tålmodighed, at de ikke omhugges som dem, der gør jorden unyttig. Men hans Ånd vil ikke altid virke i menneskene. Hans tålmodighed vil ikke vare meget længere. ret

(612)  Jeres tro må blive noget mere, end det den har været, ellers vil I blive vejet på vægten og fundet for lette. Den endelige domskendelse, som al jordens dommer afsiger på den yderste dag, vil afhænge af vor interesse for de trængende, de nedtrykte og de fristede og af vort praktiske arbejde for disse. I kan ikke gå dem forbi på den anden side af vejen og selv få adgang som genløste syndere til Guds stad. Kristus siger: »Hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.« ret

(612)  Endnu er det ikke for sent at genoprette fortidens forsømmelser. Lad der ske en genoplivelse af den første kærlighed, den første iver. Opsøg dem, du har drevet bort, forbind ved bekendelse de sår, du har forvoldt. Kom nær ind til Guds store hjerte med den ømme kærlighed og lad strømme af denne Guds medlidenhed flyde ind i dit hjerte og fra dig til andres hjerter. Lad den ømhed og barmhjertighed, som Jesus har åbenbaret i sit eget dyrebare liv, være et forbillede på, hvordan vi bør behandle vore medmennesker, især dem, der er vore brødre i Kristus. Mange har forsmægtet og er blevet modløse i (613) livets strid, medens et eneste venligt og opmuntrende ord ville have givet kraft til at sejre. Bliv aldrig, nej aldrig hjerteløs, kold, usympatisk og kritisk! Forspild aldrig en anledning til at sige et ord, som vil opmuntre og indgyde håb! Vi kan ikke vide, hvor vidtrækkende vore milde, venlige ord, vore kristelige bestræbelser for at gøre en byrde lettere kan blive. De fejlende kan ikke hjælpes til rette på nogen anden måde end ved sagtmodigheds og mildheds ånd og kærlighedsfuld ømhed. Vejl f menigh bd. 2 side 195-214] ret

(613)  Ville du en fejlende sjæl forløse,
Og lede en fortabt tilbage til Gud?
Ville du en vogtende engel forekomme
For én som længe i skyld havde trådt?
Gå venligt til ham, tag hans hånd,
Med venlige ord, i din egen,
Og ved hans side en broder stå,
Indtil du dæmonens synd afsætter.

Foragt da ikke den skyldige, men bed
Med ham i venligste, mildeste sind,
Og tilbage den fortabte du måtte lede
Til Gud, menneskehed og godt.
I dig selv er du kun et menneske og du
Er svag, måske falde ligesom han;
Da barmhjertighed skal falde vil vises,
At barmhjertighed kan blive udvist jer.

------------
ret

næste kapitel