(98) [»Nær er Herrens dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens dag, den bitre! Da udstøder helten skrig. Den dag er vredens dag, en trængselens og nødens dag, en ødelæggelsens og ødets dag, en mørkets og mulmets dag, en skyernes og tågens dag, en hornets og krigsskrigets dag imod de faste stæder (99) og imod de knejsende tinder. Over menneskene bringer jeg trængsel; som blinde vanker de om, fordi de syndede mod Herren.« ret
(99) »Til den tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med lygter og hjemsøger mændene der, som ligger i ro på deres bærme, som siger i deres bjerge: »Herren gør hverken godt eller ondt.« »Saml jer, saml jer, I folk, som ej kender skam, før I endnu er blevet som flyvende avner, før Herrens glødende harme kommer over eder, før Herrens vredes dag kommer over eder. Søg Herren, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på Herrens vredes dag.« ret
(99) Vi er nær ved tidens afslutning. Det er blevet åbenbaret for mig, at Guds gengældende straffedomme allerede er i landet. Herren har givet os varsel om de begivenheder, der er ved at skulle finde sted. Lys skinner fra hans ord, men mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene. »Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem... og de skal ingenlunde undslippe.« ret
(99) Det er vor pligt at spørge om årsagen til dette forfærdelige mørke, for at vi må kunne afholde os fra den handlemåde, hvorved menneskene har påført sig en så stor forblindelse. Gud har givet verden anledning til at kende og lyde hans vilje. Han har i sit ord givet dem sandhedens lys, han har sendt dem advarsel, råd og formaning; men kun få vil lyde hans røst. Ligesom tilfældet var med jødefolket, hovmoder de fleste endog blandt bekendende kristne sig af deres ophøjede fortrin, men giver ikke Gud noget til gengæld for disse store velsignelser. I uendelig nåde sendes der nu et sidste advarselsbudskab til verden for at forkynde, at Kristus står for døren og for at henlede opmærksomheden på Guds brudte lov. Men ligesom folket før syndfloden med foragt forkastede Noas budskab, således vil de forlystelsessyge i vor tid forkaste (100) Guds trofaste tjeneres budskab. Verden fortsætter sin uforanderlige kredsløb, nu som altid optaget med sine gøremål og sine fornøjelser, medens Guds vrede er i færd med at skulle hjemsøge dem, der overtræder hans lov. ret
(100) Vor medlidende Genløser forudså de farer, hans efterfølgere ville være omgivet af i denne tid og han har givet dem en særskilt advarsel: »Vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade. Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske og til at bestå for Menneskesønnen.« Hvis menigheden følger den samme vej som verden, vil den dele deres skæbne. Og fordi den har haft større lys, vil den endog få hårdere straf end de ubodfærdige. ret
(100) Som et folk bekender vi os til at have sandheden frem for alle andre folk på jorden. Så bør da også vort liv og vor karakter være i harmoni med en sådan tro. Vi står lige foran den dag, da de retfærdige ligesom dyrebart korn vil blive bundet sammen i neg til den himmelske lade, medens de gudløse i lighed med ugræsset samles sammen til ilden på den store yderste dag. Men »lad hveden og ugræsset gro sammen til høsten.« ret
(100) I udførelsen af livets pligter vil de retfærdige helt til det sidste komme i berøring med de gudløse. Lysets børn findes spredt omkring iblandt mørkets børn, for at alle må kunne se modsætningen. Således skal Guds børn »forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.« Den guddommelige kærlighed, der gløder i hjertet og den kristelige harmoni, der giver sig til kende i livet, vil for verdens mennesker være som et glimt af himmelen, så de må kunne se og værdsætte dens glans. ret
(100) Lige tiltrækkes af lige. De, der drikker af den (101) samme velsignelsens kilde, vil slutte sig nærmere sammen. Sandheden, som bor i troende menneskers hjerter, vil føre til en velsignet og lykkelig sammensmeltning. Således besvares Kristi bøn om, at hans disciple må blive ét, ligesom han var ét med Faderen. Ethvert virkelig omvendt hjerte vil stræbe efter denne enhed. ret
(101) Mellem de gudløse vil der råde en falsk harmoni, som kun delvis skjuler en stedsevarende uenighed. I deres modstand mod Guds vilje og hans sandhed vil de være enige, medens de i alle andre henseender splittes af had, kappestrid, misundelse og dødelig strid. ret
(101) Det rene og det værdiløse metal er nu så sammenblandet, at kun den evige Guds skarpseende øje med sikkerhed kan skelne mellem dem. Men hellighedens og sandhedens moralske magnet vil tiltrække og samle det rene metal, medens den vil bortstøde det værdiløse og falske. ret
(101) Herrens dag »er nær og kommer hastigt«; men hvor ser vi den sande adventånd? Hvem bereder sig til at bestå i den fristelsens stund, vi står overfor? Det folk, som Gud har betroet de hellige, højtidelige, prøvende sandheder for denne tid, sover på sin post. De siger ved deres handlinger: Vi har sandheden, vi er rige, vi har "vundet rigdom og trænger ikke til noget", medens det sanddru vidne erklærer: Du ved ikke, »at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen«. ret
(101) Hvilken tro skildring af menighedens nuværende tilstand rummer ikke disse ord »Fordi du..... ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.« Advarende budskaber, indgivet af Helligånden, frembæres af Guds tjenere, karaktermangler påvises for de vildfarende; men de siger: »Dette beskriver ikke min tilstand. Jeg godkender ikke det budskab, I kommer med. Jeg gør det bedste, jeg kan. Jeg tror på sandheden.« ret
(101) Den onde tjener, som sagde i sit hjerte: »Min herre lader vente (102) på sig« bekendte sig til at vente på Kristus. Han var en »tjener«, i det udvortes optaget med at tjene Gud, medens han i sit hjerte havde givet efter for Satan. Han fornægter ikke sandheden åbenlyst, men i sit liv åbenbarer han hjertets stemning - at Herrens komme lader vente på sig. Blind selvsikkerhed gør ham ligegyldig angående evige interesser. Han godkender verdens grundsætninger og indretter sig efter dens sædvaner og skikke. Egoisme, verdslig stolthed og ærgerrighed får overhånd. Af frygt for, at hans brødre kunne komme til at stå højere end han, begynder han at forklejne deres arbejde og drage deres bevæggrunde i tvivl. Således slår han sine medtjenere. Efter som han fjerner sig fra Guds folk, slutter han sig mere og mere til de gudløse. Han »spiser og drikker med svirebrødre« forener sig med de verdslige og bliver delagtig i deres ånd. Således lulles han i en kødelig tryghed og overvældes af glemsomhed, ligegyldighed og dorskhed. ret
(102) Selve begyndelsen til ondet var forsømmelse af årvågenhed og bøn, derefter kom forsømmelse af andre religiøse pligter og således forberedtes vejen for alle de synder, som fulgte efter. Enhver kristen vil blive bestormet af verdens tillokkelser, af den kødelige naturs krav og af Satans umiddelbare fristelser. Ingen er tryg. Uanset hvilken erfaring vi har haft, uanset hvor høj vor stilling måtte være, behøver vi at våge og bede uden afbrydelse. Vi må daglig beherskes af Guds ånd, ellers beherskes vi af Satan. ret
(102) Frelserens undervisning til disciplene blev givet til gavn for hans efterfølgere i enhver tidsalder. Da han sagde: »Vogt jer!« havde han dem for øje, der levede nær ved tidens afslutning. Det er vor opgave hver for sig at nære Helligåndens kostelige dyder i hjertet. ret
(102) Satan arbejder med en aldrig svigtende ihærdighed og anspændt energi for at drage Kristi bekendende efterfølgere ind i sine rækker. Han virker »med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes.« Men Satan er ikke den eneste arbejder, der (103) støtter mørkets rige. Enhver, som opfordrer til synd er en frister. Enhver, som efterligner den store bedrager, bliver hans medhjælper. De, der ved deres indflydelse støtter en ond gerning, udfører trællearbejde for Satan. ret
(103) Handlingen åbenbarer principper og bevæggrunde. Mange, der bekender sig til at være planter i Herrens vingård, bærer frugt, som viser, at de kun er torne og tidsler. En hel menighed kan billige nogle af sine medlemmers urigtige handlemåde, men denne billigelse beviser ikke, at det urigtige er rigtigt. Den kan ikke gøre tjørnebær til vindruer. ret
(103) Hvis nogle, der bekender sig til at tro den nærværende sandhed, forstod deres sande stilling, ville de forfærdes over Guds barmhjertighed. Hele deres indflydelse har været i modstrid med sandheden, i modstrid med advarselens røst, i modstrid med Guds folk. De udfører Satans gerning. Mange er blevet så forblindede af hans forførelser, at de aldrig vil forvinde det. Et sådant frafald kan ikke forekomme uden at blive årsag til mange sjæles fortabelse. ret
(103) Menigheden har fået advarsel på advarsel. Guds folks pligter og farer er tydeligt blevet åbenbaret. Men det verdslige element har vist sig at være for stærkt for dem. Sæder, skikke og moder, der leder sjælen bort fra Gud, har i årevis vundet terræn trods Helligåndens advarsler og overtalelser, indtil deres veje til sidst synes at være rette i deres øjne og Åndens stemme kan næppe høres. Ingen kan sige, hvor langt han vil kunne gå i synd, når han først overgiver sig i den store forførers vold. Satan for ind i Judas Iskariot og formåede ham til at forråde sin Herre. Satan ledte Ananias og Safira til at lyve imod Helligånden. De, der ikke er helt overgivet til Gud, kan ledes til at gøre Satans gerning, medens de smigrer sig med, at de er i Kristi tjeneste. ret
(103) Brødre og søstre, jeg formaner jer: "Ransag jer selv, om I er i troen; jer selv skal I prøve!" For at kunne holde (104) kristenkærlighedens varme og renhed ved lige kræves der en stadig forsyning af Kristi nåde. Har I gjort brug af ethvert middel til, »at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere rig«, »så I kan skønne, hvad der er det væsentlige« og fyldes »med retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris?." ret
(104) Mange, som burde holde fast ved retfærdighed og renhed, har åbenbaret en svaghed og ubeslutsomhed, der har ansporet Satan til angreb. De, der undlader at vokse i nåden og ikke søger at nå op til det højeste ideal i det guddommelige, vil blive overvundet. ret
(104) For en kristen er denne verden et fremmed land, et fjendeland. Medmindre han tager den guddommelige rustning til sit forsvar og bruger Åndens sværd, vil han blive et bytte for mørkets magter. Alles tro vil blive prøvet. Alle vil blive lutret, ligesom guld lutres i ilden. ret
(104) Menigheden er sammensat af ufuldkomne, fejlende mænd og kvinder, som kræver en stadig udøvelse af kærlighed og overbærenhed. Men der har været en lang periode med almindelig udbredt lunkenhed; en verdslig ånd, som er kommet ind i menigheden, har medført en frastødende holdning, kritik, had, trætte og ugudelighed. ret
(104) Hvis der var mindre prædiken af mænd, som er vanhellige i hjerte og vandel og hvis der blev anvendt mere tid til at ydmyge sjælen for Gud, kunne vi have håb om, at Herren ville komme jer til hjælp og læge jeres frafald. En stor del af den senere tids prædiken afføder en falsk tryghed. Betydningsfulde interesser i Guds sag kan ikke ledes på en klog måde af dem, der har haft så lidt virkelig forbindelse med Gud, som tilfældet er med nogle af vore prædikanter. At betro virksomheden til sådanne mænd er som at sætte børn til at styre store fartøjer til søs. De, som er blottet for himmelsk visdom, blottede for Guds levende kraft, er ikke kompetente til at styre evangelieskibet mellem isbjerge og storme. Menigheden gennemgår mange alvorlige kampe, men medens den er i fare, vil mange betro den i hænder, som visselig vil påføre (105) den forlis. Vi behøver nu en lods om bord, for vi nærmer os havnen. Som et folk skulle vi være verdens lys. Men hvor mange er ikke uforstandige jomfruer, som ingen olie har sammen med deres lamper. Måtte al nådes Gud, som er rig på miskundhed og fuld af forladelse, forbarme sig over os og frelse os, for at vi ikke skal omkomme sammen med de gudløse! ret
(105) I denne kampens og prøvelsens tid trænger vi til al den støtte og trøst, vi kan hente fra rigtige principper, fra en fast religiøs overbevisning, fra en blivende forvisning om Kristi kærlighed og fra en rig erfaring i det, som hører Gud til. Kun som følge af en stadig vækst i nåden vil vi kunne må frem til fuld modenhed som mænd og kvinder i Kristus Jesus. ret
(105) Oh, hvad kan jeg sige for at åbne blinde øjne og oplyse den åndelige forstand! Synden må korsfæstes. En fuldstændig moralsk fornyelse må virkes ved Helligånden. Vi må have Guds kærlighed sammen med en levende, blivende tro. Dette er guldet, som er lutret i ilden. Vi kan få det hos Kristus alene. Enhver oprigtig og alvorlig søgende vil blive delagtig i den guddommelige natur. Hans sjæl vil blive fyldt af en stærk længsel efter at kende fylden af den kærlighed, som overgår al kundskab; efter som han gør fremgang i det guddommelige liv, vil han blive bedre i stand til at fatte de ophøjede, forædlede sandheder i Guds ord, indtil han forvandles ved beskuelse og sættes i stand til at genstråle sin Genløsers lignelse. Vejl f menigh bd. 2 side 11-16]