(651) (651) [Kære broder Q. Det glæder mig, at du nu er i ___, og hvis du gør dit bedste, vil du være den rette mand på den rette plads. Hold jeget ude af syne; lad det ikke trænge ind og skade virksomheden, selv om dette vil være naturligt. Vandre med Gud i ydmyghed. Lad os virke for Mesteren med uegennyttig kraft og bevare bevidstheden om Guds stadige nærværelse. Tænk på Moses - hvilken udholdenhed og tålmodighed prægede ikke hans liv! I sit brev til hebræerne siger Paulus: »Han holdt ud, som om han så den usynlige.« Den karakter, Paulus således tilskriver Moses, betyder ikke blot en passiv modstand mod det onde, men ihærdighed i, hvad der er ret. Han havde altid Herren for øje og Herren var altid ved hans højre hånd for at hjælpe ham. ret
(651) Moses havde en dyb erkendelse af Guds personlige nærværelse. Ikke alene skuede han ned gennem tiderne, til Kristus skulle åbenbares i kød, men han så Kristus på en særskilt måde ledsage Israels børn på alle deres vandringer. Gud var en virkelighed for ham, altid nærværende i hans tanker. Når han blev misforstået, når det faldt i hans lod at møde farer og at bære forhånelse for Kristi skyld, tålte han det uden at gengælde ondt med ondt. Moses troede på Gud som En, han behøvede og som En, der ville hjælpe ham af hensyn til hans trang. Gud var for ham en hjælp som var nær. ret
(651) Meget af den tro, som vi ser, er kun et navn; den virkelige, fortrøstningsfulde, vedholdende tro er sjælden. Moses oplevede i sin egen erfaring opfyldelsen af det løfte, at Gud ville belønne dem, der søger ham med flid. Han så frem til lønnen. Her er et andet punkt i forbindelse med troen, som vi ønsker at betone. Gud vil belønne det menneske, der viser tro og lydighed. Hvis denne tro bringes ind i livets erfaring, vil den sætte enhver, som frygter og elsker Gud, i stand til at udholde prøvelser. Moses var fuld af tillid til Gud, fordi han havde en blegnende (652) tro. Han behøvede hjælp, han bad om den, greb den i tro og indflettede i sin erfaring den tillid, at Gud havde omsorg for ham. Han troede, at Gud herskede særskilt over hans liv. Han så og anerkendte Gud i alle livets enkeltheder og følte, at den altseende, som vejer motiver og prøver hjertet, holdt sit øje over ham. Han så hen til Gud og forlod sig på hans styrke til at blive båret ubesmittet gennem fristelse i enhver skikkelse. Han vidste, at en særskilt gerning var blevet ham anvist og han ønskede så langt som muligt at gøre denne gerning helt igennem vellykket. Men han vidste, at han ikke kunne gøre dette uden guddommelig bistand; for han havde med et fordærvet folk at gøre. Guds nærværelse var nok til at bringe han igennem alle de mest prøvende situationer, et menneske kan blive stillet i. ret
(652) Moses havde ikke alene Gud i sine tanker; han så ham. Gud var det syn, han stadig havde for sig; han tabte ham aldrig af syne. Han så Jesus som sin Frelser og han troede, at Frelserens fortjenester ville blive ham tilregnet. For Moses var denne tro ingen gisning; den var en virkelighed. Det er den slags tro, vi behøver en tro, som tåler prøven. Oh, hvor tit vi dog giver efter for fristelse, fordi vi ikke holder vort blik fæstet på Jesus! Vor tro er ikke vedholdende, fordi vi ved at føje selvet synder og derfor ikke kan holde ud, som om vi »så den usynlige«. ret
(652) Min broder, gør Kristus til din ledsager hver dag, hver time, så vil du ikke klage over, at du ingen tro har. Dvæl ved Kristus. Betragt hans karakter. Tal om ham. Jo mindre du ophøjer dig selv, desto mere vil du finde at ophøje hos Jesus. Gud har en gerning for dig at gøre. Hold dig altid Herren for øje. Broder og søster Q, stig højere, stadig højere op for at få klarere opfattelser angående Kristi karakter. Da Moses bad: »Lad mig dog skue din herlighed!« irettesatte Herren ham ikke, men tilstod ham hans begæring. Gud sagde til sin tjener: »Jeg vil lade al min rigdom [godhed] (653) drage forbi dig.« Vi holder os borte fra Gud og dette er grunden til, at vi ikke ser åbenbarelserne af hans kraft. Vejl f menigh bd. 2 side 224-225] ret
(653) Kristi nærvær i klasseværelset
Min bror, min søster, måtte Herren give jer begge visdom, så I kan vide hvordan I skal behandle mennesker. Måtte Herren lære jer hvor store ting han kan gøre, hvis I blot tror. Tag Jesus med jer, som jeres ledsager, i klasseværelset. Hold ham foran jer når I taler, så venlighedens lov må komme fra jeres læber. Lad ingen forme jer i dette henseende. Lad børn i jeres varetægt have en personlighed, såvel som jer selv. Forsøg altid at lede dem, men aldrig drive dem. ret
(653) Jeg ser nogle ting her i Schweiz, som jeg mener er efterlignelse værdig. Skolernes lærer går ofte ud sammen med deres elever, når de lejer og lærer dem hvordan de skal fornøje dem selv og er i nærheden for at holde enhver uorden eller fejl nede. Nogle gange tager de deres elever med ud og får en lang tur med dem. Dette kan jeg lide, jeg mener at børnene ikke får så mange anledninger til at falde for fristelse. Det er som om at lærerne går med ind i børnenes sportsgrene og styrer dem. Jeg kan ikke på nogen måde godkende den tanke, at børn må føle at de er under stadig mistanke og ikke kan handle som børn. Men lad lærerne gå sammen med børnene i deres fornøjelser, blive et med dem og vise at de ønsker de skal have det godt og det vil give børnene tillid. De kan styres ved kærlighed, men ikke ved at følge dem i deres måltider og i deres fornøjelser med en streng og ubøjelig hårdhed. ret
(653) Lad mig sige her at dem, som aldrig har haft deres egne børn, er sædvanligvis ikke de bedst kvalificerede til at lede børn og unges forskellige sindelag på en forstandig måde. De er tilbøjelige til at lave en lov, som der ikke kan appelleres fra. Lærer må huske at de selv engang var børn. De (654) bør tilpasse deres lære til børnenes sindelag, sætte sig i deres sted; så børnene kan belæres og hjælpes, både ved forskrift og eksempel. ret
(654) Måtte Jesu ånd komme ind og forme jeres hjerter, danne jeres karakter og ophøje og forædle jeres sjæle! Kristus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i himmeriget.« Der er behov for at lægge disse jernstøbte regler til side, komme ned fra disse stylter og til barnets ydmyghed. Og, om noget af den strenghed måtte udskiftes til kærlighedens ånd, så lykke og solskin måtte tage modløshedens og sorgens sted!