(654) [Efter som enden nærmer sig og arbejdet med at bringe verden den sidste advarsel udvides, bliver det af større vigtighed for dem, der antager den nærværende sandhed, at have en klar forståelse af Vidnesbyrdenes natur og indflydelse, disse vidnesbyrd, som Gud i sit forsyn har knyttet til det tredje engle budskabs værk fra dets allerførste begyndelse. På de efterfølgende blade gengives nogle uddrag af, hvad jeg i de sidste fyrretyve år har skrevet vedrørende mine egne tidligste erfaringer i denne særskilte gerning, samt hvad Gud har vist mig angående Vidnesbyrdenes natur og betydning, måden hvorpå de er fremkommet og hvordan de bør betragtes. ret
(654) "Det var ikke længe efter skuffelsen i 1844, at jeg fik mit første syn. Jeg besøgte en kær søster i Kristus, hvis hjerte var knyttet til mit. Fem af os, alle sammen kvinder, knælede i stilhed ved familiealteret. Medens vi bad, kom Herrens kraft over mig, sådan som jeg aldrig havde følt den (655) tidligere. Jeg syntes at være omgivet af lys og at stige højere og højere op fra jorden." Denne gang havde jeg et syn angående de adventtroendes erfaring, Kristi komme og den belønning, de trofaste vil få. ret
(655) "I et andet syn, der fulgte snart efter det første, så jeg de prøvelser, jeg måtte gennemgå, samt at det var min pligt at rejse ud og fortælle andre, hvad Gud havde åbenbaret for mig. Det blev vist mig, at mit arbejde ville møde stor modstand og at mit hjerte ville sønderrives af angst, men at Guds nåde ville være nok til at holde mig oppe gennem det alt sammen. Lærdommen i dette syn besværede mig overmåde; for den anviste mig som min pligt at gå ud iblandt folket og fremholde sandheden. ret
(655) "En ting, som jeg nærede stor frygt for og som trykkede mig, var, at hvis jeg fulgte pligtens kald og drog ud og udgav mig for at være en, som af den højeste blev begunstiget med syner og åbenbarelser til hans folk, ville jeg kunne give efter for en syndig selvophøjelse og hæve mig op over den stilling, som det var rigtigt for mig at indtage, pådrage mig Guds mishag og miste min egen sjæl. Jeg vidste om flere sådanne tilfælde, som jeg har skildret og mit hjerte krympede sig for den hårde ildprøve. ret
(655) "Jeg bad nu inderligt om, at jeg måtte blive bevaret fra utilbørlig selvophøjelse, hvis jeg måtte rejse ud for at berette, hvad Herren havde vist mig. Engelen sagde: »Dine bønner er hørt og vil blive besvaret. Hvis dette onde, som du gruer for, truer dig, vil Guds hånd være udstrakt for at frelse dig. Ved trængsel vil han drage dig til sig og bevare din ydmyghed. Vær trofast i at frembære budskabet. Hold ud indtil enden, så skal du nyde frugten af livets træ og drikke af livets vand.« ret
(655) "På den tid var der sværmeri blandt nogle af dem, der havde troet det første budskab. Alvorlige vildfarelser i lære og handling forekom og nogle var rede til at fordømme alle, der ikke ville tiltræde deres anskuelser. Gud åbenbarede (656) disse vildfarelser for mig i syner og sendte mig til sine vildfarende børn for at påvise dem; men under udførelsen af denne pligt mødte jeg bitter modstand og bebrejdelser. ret
(656) "Det var et tungt kors for mig at skulle fortælle de vildfarende, hvad der var blevet åbenbaret for mig angående dem. Det voldte mig stor smerte at se andre føle sig besværede eller bedrøvede. Og når jeg måtte frembære budskaberne, søgte jeg ofte at mildne dem og fremstille dem så gunstige som muligt for den pågældende og derefter kunne jeg gå afsides for mig selv og græde af åndelig kval. Jeg betragtede dem, der kun havde deres egne sjæle at drage omsorg for og tænkte, at om jeg var stillet som dem, ville jeg ikke knurre. Det var svært at skulle fortælle de tydelige, skarpe vidnesbyrd, Gud gav mig. Med ængstelse gav jeg agt på resultatet og dersom de, der blev vist til rette, satte sig imod irettesættelsen og bagefter modarbejdede sandheden, opstod disse spørgsmål i mit sind: Fremholdt jeg budskabet netop sådan, som jeg skulle? Kunne der ikke have været en eller anden måde at frelse vedkommende på? Og så trængte der sig en sådan smerte ind i min sjæl, at jeg ofte syntes, døden ville være en velkommen gæst og graven et lifligt hvilested. ret
(656) "Jeg forstod ikke, hvilken fare og synd der lå i en sådan handlemåde, før jeg i et syn blev ført frem for Jesu åsyn. Han så på mig med et misbilligende blik og vendte sig derpå bort fra mig. Det er umuligt at beskrive den rædsel og angst, jeg da følte. Jeg faldt på mit ansigt for ham, men formåede ikke at sige et ord. Oh, hvor jeg længtes efter at blive skærmet og skjult for dette forfærdelige blik! Da kunne jeg i nogen grad forstå, hvordan de fortabte vil føle, når de råber til »bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen og for Lammets vrede!" ret
(656) "Snart bød en engel mig, at jeg skulle stå op og det syn, der mødte mine øjne, kan næppe beskrives. Foran mig var der en skare, hvis hår og tøj var forrevet og hvis ansigter var det udtrykte billede af fortvivlelse og skræk. De kom nær hen til mig og gned deres klæder op ad mine. Ved at betragte mine (657) klæder så jeg, at de var tilsølede af blod. Atter faldt jeg om som en død for min ledsagende engels fødder. Jeg kunne ikke påberåbe mig en eneste undskyldning og længtes efter at komme bort fra dette hellige sted. Engelen rejste mig op på mine fødder og sagde: "Dette er ikke din tilstand nu, men dette skue er blevet fremstillet for dig for at lade dig vide, hvordan du vil blive stillet, hvis du undlader at fortælle andre, hvad Herren har åbenbaret for dig." Med denne højtidelige advarsel i minde gik jeg ud for at bringe folket den tilrettevisning og lærdom; Gud havde givet mig. ret
(657) Personlige vidnesbyrd
De budskaber, der blev mig givet til forskellige personer, gav jeg dem ofte skriftligt, hvilket jeg i mange tilfælde gjorde efter deres indtrængende anmodning. Efter som mit arbejde blev mere og mere omfattende, blev dette en meget vigtig og anstrengende del af min gerning. Forud for udgivelsen af Vidnesbyrd nr. 15 (i 1868) modtog jeg fra sådanne, som jeg havde givet råd eller tilrettevisning, anmodninger om skrevne vidnesbyrd; men jeg var meget udmattet af opslidende arbejde og gruede for opgaven, særlig fordi jeg vidste, at mange af disse mennesker var meget uværdige og der syntes at være ringe håb om, at de givne advarsler ville bevirke nogen afgjort forandring hos dem. Ved denne tid blev jeg meget opmuntret af følgende drøm: ret
(657) "En person kom til mig med et stykke hvidt tøj og bad mig tilklippe klædninger deraf til mennesker af alle størrelser og af alle slags karakterer og omstændigheder i livet. Jeg blev opfordret til at klippe dem og hænge dem op helt færdige til at syes, når det blev krævet. Jeg havde det indtryk, at mange, som jeg skulle klippe klædninger til, var uværdige. Jeg spurgte, om dette var det sidste stykke tøj, jeg skulle klippe og fik at vide, at det var det ikke; så snart jeg var færdig med dette, var der andre, jeg skulle tage fat på. Jeg følte mig modløs over den mængde arbejde, der ventede mig og udtalte, at jeg nu i over tyve år havde beskæftiget mig med at klippe klædninger til andre og mit arbejde (658) var ikke blevet påskønnet, ej heller kunne jeg indse, at mit arbejde havde udrettet noget synderlig godt. Til den, der bragte mig tøjet, fortalte jeg særlig om en bestemt kvinde, han havde anmodet mig om at klippe en klædning til. Jeg sagde, at hun ikke ville sætte pris på tøjet og at det ville være spild af tid og materiale at give det til hende. Hun var meget fattig, forstandsmæssig underudviklet og uproper i sine vaner og ville snart søle det til. ret
(658) "Den pågældende svarede: "Klip klædningerne. Dette er din pligt. Det er ikke dig, som bærer tabet, men mig. Gud ser ikke, som mennesker ser. Han fremlægger det arbejde, han ønsker skal udføres og du ved ikke, hvilket vil lykkes, dette eller hint." ret
(658) "Da holdt jeg mine hænder op, grove og hårde som de var efter den langvarige brug af saksen og udtalte, at jeg ikke kunne andet end grue ved tanken om at skulle fortsætte dette arbejde. Vedkommende svarede på ny: ret
(658) "Klip klædningerne! Din afløsning er endnu ikke kommet." Med en stærk følelse af træthed rejste jeg mig op for at tage fat på arbejdet. Foran mig lå en ny, blank saks, som jeg begyndte at bruge. Følelsen af træthed og modløshed forlod mig lige med ét, saksen syntes at skære næsten uden nogen anstrengelse fra min side og jeg klippede den ene klædning efter den anden forholdsvis let. ret
(658) "Der gives mange drømme, som er fremkaldt af ting i det daglige liv og som Guds Ånd ikke har noget at gøre med. Der er også falske drømme, ligesom der er falske syner, som inspireres af Satans ånd. Men drømme fra Herren stilles i Guds ord i klasse med syner og er lige så vist frugten af profetiens ånd, som tilfældet er med syner. Sådanne drømme rummer i sig selv beviset på deres ægthed, når hensyn tages til de mennesker, der får dem og til de omstændigheder, under hvilke de gives. ret
(658) "Eftersom den advarsel og undervisning, der er givet i vidnesbyrd til enkelte personer, i lige så høj grad gjaldt mange andre, der (659) ikke tydeligt var blevet udpeget på denne måde, syntes det at være min pligt at udgive de personlige vidnesbyrd til gavn for menigheden. Idet jeg i Vidnesbyrd nr, 15 skrev om nødvendigheden af at gøre dette, udtalte jeg: »Jeg kender ikke nogen bedre måde, hvorpå jeg kan fremholde mine anskuelser om almindelige farer og fejl og om alle deres pligt, som elsker Gud og holder hans bud, end ved at give disse vidnesbyrd. Der findes måske ingen kraftigere og mere direkte måde, hvorpå jeg kan fremholde, hvad Herren har vist mig." ret
(659) "I et syn, som jeg fik den 12. juni 1868, så jeg noget, der til fulde retfærdiggør udgivelsen af personlige vidnesbyrd. Når Herren udvælger personlige tilfælde og påpeger deres synder, sker det tit, at andre, der ikke er blevet vist mig i syner, anser det for givet, at deres vandel er rigtig, eller næsten rigtig. Hvis nogen bliver tilrettevist for en speciel synd, bør brødre og søstre omhyggeligt ransage sig selv for at se, hvori de har fejlet og hvori de har gjort sig skyldige i den samme synd. De bør være i besiddelse af en ydmyg bekendelsens ånd. At andre mener sig at være retfærdige, gør dem ikke retfærdige. Gud ser på hjertet. Det er på denne måde, han prøver og forsøger sjæle. Ved at straffe den enes synder har han til hensigt at tilrettevise mange. Men hvis de undlader selv at tage sig irettesættelsen til hjerte og smigrer sig med, at Gud forbigår deres fejl, fordi han ikke særskilt påpeger dem, bedrager de deres egne sjæle og vil blive indesluttet i mørke og overladt til deres egne veje for at følge deres egne hjerters råd. ret
(659) "Der er mange, som handler uærligt med deres egne sjæle og som i høj grad bedrager sig selv med hensyn til deres sande stilling over for Gud. For at påvise, hvad de, der bekender sig til at være hans efterfølgere, har i deres hjerter, benytter han sådanne midler og måder, som bedst tjener hans hensigt. Han fremholder klart nogles synder, for at andre derved kan blive advaret og frygte og afholde sig fra disse fejl. Ved selvransagelse vil de måske finde, at de gør de samme ting, som Gud fordømmer hos andre. Dersom de virkelig ønsker at tjene Gud og frygter for at fortørne ham, vil de ikke vente med at bekende deres synder (660) og i ydmyg bodfærdighed omvende sig til Herren, indtil disse synder bliver påpeget. De vil afstå fra de ting, som ifølge det lys, andre fik, har mishaget Gud. Hvis derimod de, der ikke handler ret, indser, at de er skyldige netop i de synder, andre er blevet tilrettevist for og alligevel fortsætter på samme vanhellige vis, fordi de ikke særskilt er blevet nævnt, stiller de deres egne sjæle i fare og Satan vil få magt over dem, så de må gøre hans vilje. ret
(660) "Jeg så, at ifølge Guds visdom vil ikke alles synder og fejl blive åbenbaret. I disse personlige vidnesbyrd tales der til alle, som er skyldige, selv om deres navne måske ikke nævnes i det specielle vidnesbyrd, der gives; og hvis der er nogle, som forbigår og dækker over deres synder, fordi deres navne ikke særskilt nævnes, vil Gud ikke give dem fremgang. De kan ikke gøre fremskridt i det guddommelige liv, men vil blive mørkere og mørkere, indtil himmelens lys trækkes helt tilbage." ret
(660) I et syn, jeg havde for omtrent tyve år siden (i 1871), blev jeg opfordret til at fremholde almindelige principper i tale og i skrift og til samtidig at nævne nogle enkelte personers farer, fejl og synder, for at alle kunne blive advaret, tilrettevist og vejledet. Jeg så, at alle nøje bør ransage deres egne hjerter og deres liv for at se, om de ikke har begået de samme fejl, som andre blev irettesat for og om de advarsler, der bliver givet til andre, ikke var anvendelige for deres vedkommende. I så fald bør de betragte disse råd og irettesættelser som givet særskilt til dem og gøre en lige så praktisk anvendelse deraf, som om der specielt var blevet talt til dem selv. Gud har til hensigt at prøve troen hos alle, som bekender sig til at følge Kristus. Han vil prøve oprigtigheden af alle deres bønner, som hævder, at de har et alvorligt ønske om at kende deres pligt. Han vil gøre pligten klar. Han vil give alle rigelig anledning til at udvikle, hvad der er i deres hjerter." ret
(661) Hensigten med "Vidnesbyrdene"
(661) "I fordums tid talte Gud til menneskene ved profeters og apostles mund. I disse dage taler han til dem ved sin Ånds vidnesbyrd. Der har aldrig været en tid, da Gud underviste sit folk med større alvor, end han nu underviser dem om sin vilje og om den vej, han ønsker, at de skal følge." ret
(661) "Det har behaget Herren at give mig et indblik i sit folks trang og fejl. Skønt det har været pinligt for mig, har jeg med troskab vist de fejlende deres synder og midlet til at afhjælpe disse. ... Således har Guds Ånd udtalt advarsler og straffedomme, uden dog at tilbageholde den liflige forjættelse om nåde.... ret
(661) "Angrende syndere har ingen grund til at fortvivle, fordi de bliver mindet om deres overtrædelser og advaret om deres fare. Netop disse bestræbelser til deres bedste viser, hvor meget Gud elsker dem og ønsker at frelse dem. For at arve evigt liv behøver de kun at følge hans råd og gøre hans vilje. Gud fremstiller sit fejlende folks synder for dem, for at de i den guddommelige sandheds lys må kunne se dem i al deres afskyelighed. Det er deres pligt at afstå fra dem for al tid. Hvis Guds folk ville forstå hans handlemåde med dem og tage imod hans lærdomme, ville de finde en ret sti for deres fødder og et lys til at lede dem gennem mørke og modløshed. ret
(661) "Advarsler og irettesættelser gives ikke til syvende-dags adventisterne, fordi deres liv er mere dadel værdigt end bekendende kristnes liv i de almindelige kirkesamfund, ej heller fordi deres eksempel eller deres handlinger er slettere end de adventisters, der ikke vil adlyde Guds lovs krav, men fordi de har stort lys og ved deres bekendelse tager standpunkt som Guds særskilte, udvalgte folk, der har hans lov skrevet (662) i deres hjerter. De giver deres troskab mod himmelens Gud til kende ved at vise lydighed mod hans riges love. De er Guds repræsentanter på jorden. Enhver synd hos dem skiller dem fra Gud og vanærer på en særlig måde hans navn ved at give fjender af hans hellige lov anledning til at dadle hans sag og hans folk, som han har kaldt »en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk«, for at de skulle forkynde hans dyder, som kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys.... ret
(662) "Herren revser og tilretteviser det folk, der bekender sig til at holde hans lov. Han påpeger deres synder og blotlægger deres uretfærdighed, fordi han ønsker at skille dem af med al synd og ondskab, så de kan fuldkomme hellighed i hans frygt. Gud straffer, revser og irettesætter dem, for at de må lutres, helliges, opløftes og til sidst ophøjes til hans egen trone. ret
(662) "Jeg har gennemset Vidnesbyrdene, som sabbatsholdere har fået og jeg er forbavset over Guds barmhjertighed og hans omhu for sit folk, idet han giver dem så mange advarsler, påpeger deres farer og viser dem den ophøjede stilling, han ønsker, at de skulle indtage. Dersom de ville blive i hans kærlighed og holde sig adskilte fra verden, ville han lade sine særskilte velsignelser hvile over dem og lade sit lys skinne rundt omkring dem. Deres indflydelse til det gode ville kunne mærkes i enhver gren af værket og i alle dele af evangeliets virkefelt. Men hvis de undlader at efterkomme hans vilje, hvis de vedblivende har så ringe forståelse af værkets ophøjede karakter, som de har haft i den henrundne tid, vil deres indflydelse og eksempel vise sig at være en frygtelig forbandelse. De vil gøre skade, intet andet end skade. Dyrebare sjæles blod vil blive fundet på deres klæder. ret
(662) "Advarende vidnesbyrd har lydt gentagne gange. Jeg spørger: Hvem har givet agt på dem? Hvem har været nidkær i at omvende (663) sig fra sine synder og sit afguderi og til med alvor at jage mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus? Jeg har ventet med spænding i håb om, at Gud ville lægge sin hånd på nogle og bruge dem som retfærdigheds redskaber til at vække hans menighed og sætte den i rette skik. Jeg har været nær ved at fortvivle, når jeg år efter år har været vidne til en større afvigelse fra den enkelhed, som Gud har vist mig bør kendetegne hans efterfølgeres liv. Interessen og hengivenheden for Guds sag er blevet mindre og mindre. Jeg spørger: Hvori har de, der bekender sig til at have tillid til Vidnesbyrdene, søgt at leve efter det lys, der blev dem givet? Hvori har de agtet på de lærdomme, de har fået? ret
(663) Skal ikke erstatte bibelen
At Vidnesbyrdene ikke blev givet for at skulle træde i stedet for Bibelen, vil man kunne se af følgende uddrag af et vidnesbyrd, der udkom i 1876: ret
(663) "Br. J ville forvirre sindene ved at give det udseende af, at det lys, Gud har givet gennem Vidnesbyrdene, er et tillæg til Guds ord; men derved fremstiller han sagen i et falsk lys. Det har behaget Gud på denne måde at henlede sit folks opmærksomhed til hans ord og at give dem en klarere forståelse deraf." Guds ord er tilstrækkeligt til at oplyse det mest omtågede sind og kan forstås af dem, der nærer ønske om at forstå det." "Men trods alt dette er der nogle, som foregiver, at de gør Guds ord til deres studium, men som befindes at leve i åbenbar strid med dets tydeligste lærdomme. For at menneskene skal være uden undskyldning, giver Gud dem derfor tydelige og skarpe vidnesbyrd og leder dem således tilbage til ordet, som de har undladt at følge." "Guds ord indeholder en overflod af almindelige principper for (664) dannelsen af rigtige livsvaner og Vidnesbyrdene, både de almindelige og de private, har til hensigt mere særskilt at gøre dem opmærksomme på disse principper. ret
(664) "Dem 30. april 1871 blev denne sag fremstillet for mig i en drøm. Jeg syntes at være til stede ved et vigtigt møde, hvor en stor skare var samlet. Mange lå bøjet for Gud i alvorlig bøn og de så ud til at være besværede. De tryglede Herren om særskilt lys. Nogle syntes at være i åndelig nød; de var grebet af stærke følelser og med tårer råbte de højt om hjælp og lys. Vore mest fremstående brødre deltog i denne højst indtryksfulde scene. Br. S lå henstrakt på gulvet, øjensynlig i stor forlegenhed. Hans hustru sad sammen med en flok ligegyldige spottere. Hun så ud, som om hun ønskede, at alle skulle forstå, at hun foragtede dem, der således ydmygede sig. ret
(664) "Jeg drømte, at Herrens Ånd kom over mig og jeg rejste mig op midt under råb og bønner og sagde: Herren Guds Ånd er over mig. Jeg føler mig tilskyndet til at sige til jer, at I hver især må begynde at arbejde for jer selv. I ser hen til Gud og ønsker, at han skal udrette en gerning for jer, som han har overladt til jer at gøre. Dersom I vil udføre den gerning for jer selv, som I ved, at I burde udføre, vil Gud hjælpe jer, når I behøver hjælp. I har ladet netop de ting været ugjort, som Gud har givet jer at gøre. I har bedt Gud om at gøre jeres arbejde. Havde I fulgt det lys, han har givet jer, ville han have ladet mere lys skinne for jer; men hvorledes kan I vente, at Gud skal give jer mere lys og flere velsignelser at forsømme og forkaste, al den stund I forsømmer de råd, advarsler og irettesættelser, som er givet? Gud er ikke som et menneske; han lader sig ikke gække. ret
(664) "Jeg tog den dyrebare Bibel og omgav den med de Vidnesbyrd til menigheden, som Guds folk har fået. Her, sagde jeg, vil næsten enhver finde, hvad han behøver. De synder, (665) de bør sky, er påpeget. De råd, som de ønsker, kan findes heri, råd, som blev givet til andre, der befandt sig i en lignende stilling som dem. Det har behaget Gud at give linje på linje og bud på bud. Men der er ikke mange af jer, der virkelig ved, hvad Vidnesbyrdene indeholder. I er ikke fortrolige med Skrifterne. Hvis I havde gjort Guds ord til jeres studium med et ønske om at nå op til det bibelske ideal og erhverve kristelig fuldkommenhed, ville I ikke have behøvet Vidnesbyrdene. Det er, fordi I har forsømt at lære Guds inspirerede bog at kende, at han har søgt at nå jer med enkle, direkte vidnesbyrd og gøre jer opmærksomme på det inspirerede ord, som I har undladt at lyde og tilskynde jer til at indrette jeres liv i overensstemmelse med dets rene og ophøjede lærdomme. ret
(665) "Gennem de vidnesbyrd, som gives, har Herren til hensigt at advare, tilrettevise og råde jer og at indprente betydningen af hans ords sandhed på jeres sind. De skrevne vidnesbyrd skal ikke give nyt lys, men bibringe hjertet et levende indtryk af de inspirerede sandheder, som allerede er åbenbaret. Menneskets pligt mod Gud og mod sine medmennesker er klart påvist i Guds ord; alligevel er der kun få af jer, som viser lydighed mod det lys, der er givet. Der tilføjes intet til sandheden; men Gud har gennem Vidnesbyrdene forenklet de store sandheder, som allerede var givet og på den måde, han selv har valgt, fremlagt dem for folket for derved at vække og påvirke deres sind, for at alle skal være uden undskyldning. ret
(665) "Stolthed, selvkærlighed, egoisme, had, misundelse og avind har omtåget evnen til at fatte og sandheden, der kunne gøre jer vise til salighed, har mistet sin kraft til at betage og beherske sindet. Gudfrygtighedens principper, som er af meget væsentlig betydning, bliver ikke forstået, fordi hunger og tørst efter bibelsk kundskab, renhed i hjertet og hellighed i livet ikke er til stede. Vidnesbyrdene skal ikke forklejne Guds ord, men ophøje det og lede tankerne hen til det, for at sandheden i sin enkle skønhed må kunne gøre indtryk på alle. ret
(666) (666) "Jeg sagde videre: Ligesom Guds ord er indhegnet med disse bøger og brochurer, således har Gud indhegnet jer med tilrettevisninger, råd, advarsler og opmuntringer. Her anråber I Gud i sjælens fortvivlelse om mere lys. Gud har bemyndiget mig til at sige jer, at ikke en eneste ny lysstråle gennem Vidnesbyrdene vil skinne på jeres sti, før I gør en praktisk anvendelse af det lys, der allerede er givet. Herren har omhegnet jer med lys, men I har ikke værdsat lyset; I har trådt det under fødder. Medens nogle har ringeagtet lyset, har andre forsømt det eller fulgt det med ligegyldighed. Nogle få har af hjertet foresat sig at følge det lys, som det har behaget Gud at give dem. ret
(666) "Nogle, som har fået særlige advarsler gennem et vidnesbyrd, har i løbet af få uger glemt den givne tilrettevisning. For nogles vedkommende er vidnesbyrdene blevet gentaget flere gange, men de har ikke anset dem for at være af tilstrækkelig betydning til at blive omhyggeligt påagtede. For dem har de været som tom tale. Hvis de havde givet agt på lyset, ville de have undgået tab og prøvelser, der forekommer dem hårde og svære. De har kun sig selv at bebrejde. De har lagt et åg på deres hals, som de finder det svært at bære. Det er ikke det åg, Kristus har lagt på dem. Gud viste dem omhu og kærlighed, men deres egennyttige, onde, vantro sjæle kunne ikke se hans godhed og miskundhed. De fremturer i deres visdom, indtil de, overvældede af prøvelser og forvirrede af forviklinger, besnæres af Satan. Når I opsamler de lysstråler, Gud tidligere har givet, vil han skænke forøget lys. ret
(666) "Jeg henviste dem til det gamle Israel. Gud gav dem sin lov, men de ville ikke lyde den. Derpå gav han dem ceremonier og forordninger, for at de ved gennemførelsen af disse måtte komme Gud i hu. De var så tilbøjelige til at glemme ham og hans krav til dem, at det var nødvendigt at holde deres sind vågent, så de kunne erkende deres pligt til at (667) lyde og ære deres Skaber. Havde de været lydige og gerne villet holdt Guds bud, ville denne mangfoldighed af ceremonier og forordninger ikke have været påkrævet. ret
(667) "Hvis det folk, der bekender sig til at være Guds eget klenodie, ville efterkomme hans fordringer, således som disse påpeges i hans ord, ville særskilte vidnesbyrd ikke blive givet for at vække dem til forståelse af deres pligt og for at gøre dem opmærksomme på deres syndighed og på den frygtelige fare ved undladelse af at lyde Guds ord. Samvittigheden er blevet sløvet, fordi lyset er blevet tilsidesat, forsømt og forsmået. ret
(667) "Der stod En ved min side og sagde: »Gud har oprejst dig og givet dig at kunne tale til folket og til at påvirke hjerter, således som han ikke har givet det til noget andet menneske. Han har tildannet dine vidnesbyrd sådan, at de svarer til deres behov, der trænger til hjælp. Du må stå upåvirket af spot, hån, foragt, forsmædelse og dadel. For at kunne være Guds særskilte redskab bør du ikke støtte dig til nogen, men hænge fast ved ham alene og ligesom den klyngende vinranke lade dine slyngtråde omslutte ham. Han vil gøre dig til et middel, gennem hvilket han meddeler sit lys til folket. Du må daglig samle styrke fra Gud for at kunne være væbnet, således at dine omgivelser ikke skal fordunkle eller formørke det lys, han har tilladt at skinne på sit folk gennem dig. Det er Satans særskilte hensigt at forhindre, at dette lys kommer til Guds folk, som så hårdt behøver det under disse sidste dages farer. ret
(667) "Din fremgang afhænger af din enfoldighed. Så snart du afviger fra denne og tillemper dine vidnesbyrd efter nogen andens mening, er det forbi med din kraft. Næsten alting i denne tid er besmykket og uvirkeligt. Verden har en overflod af vidnesbyrd, der gives for at behage og fortrylle i øjeblikket og for at ophøje selvet. Dit vidnesbyrd er af en anden art. Det skal nå ned til livets småting, bevare den svage tro fra at sygne hen og indprente de troende nødvendigheden af at skinne som lys i verden. ret
(667) "Gud har givet dig dit vidnesbyrd for at vise den frafaldne og synderen hans sande tilstand og det umådelige (668) tab, han lider ved at fortsætte et liv i synd. Gud har indprentet dig dette ved at åbenbare det for dit syn, således som han ikke har åbenbaret det for nogen anden nulevende og i forhold til det lys, han har givet dig, vil han holde dig ansvarlig. »Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarernes Herre.« »Løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder.« ret
(668) En urigtig brug af "Vidnesbyrdene"
Nogle, der tror på Vidnesbyrdene, har handlet forkert ved utilbørligt at tvinge dem ind på andre. I første bind, nr. 8, er der et vidnesbyrd angående dette punkt: "Der var nogle i___ som var Guds børn, men dog tvivlede på synerne. Andre gjorde ingen modstand, men vovede dog ikke at indtage et bestemt standpunkt med hensyn til dem. Nogle var i tvivl, hvad de havde tilstrækkelig grund til at være. De falske syner og sværmeriske øvelser samt de ulykkelige frugter, der fulgte med, havde deres indflydelse på sagen i ___ således at det gjorde folk bange for alt, hvad der hed syner. Alle disse ting burde man have taget med i betragtning og handlet med visdom. De, som aldrig har set den, der har syner og som ikke har haft noget personligt kendskab til synernes indflydelse, bør ikke underkastes forhør eller bebrejdes. Sådanne bør ikke berøves menighedens fordele og privilegier, hvis deres kristelige vandel for øvrigt er, som den bør være. ... ret
(668) "Jeg så, at nogle kunne tage imod de offentliggjorte syner, idet de bedømte træet efter dets frugter. Andre ligner den tvivlende Tomas: de kan ikke tro på Vidnesbyrdene, der er udgivet, ej heller lade sig overbevise gennem andres vidnesbyrd, men må selv se og have beviset. Sådanne må ikke tilsidesættes; der bør vises dem langvarig tålmodighed og broderlig kærlighed, indtil de finder deres standpunkt og bliver grundfæstede enten for eller imod. Hvis de bekæmper synerne, (669) som de ikke har kendskab til og dersom de går så vidt i deres modstand, at de modarbejder det, som de ikke har haft nogen erfaring i, ... kan menigheden vide, at de er på forkert vej." ret
(669) "Nogle af vore brødre havde haft lang erfaring i sandheden og havde i årevis haft kendskab til mig og min gerning. De havde beviser for Vidnesbyrdenes sandfærdighed og havde hævdet deres tiltro til dem. De havde følt Guds Ånds mægtige tilskyndelse til at vidne om deres sandfærdighed. Jeg så, at hvis sådanne, når de blev tilrettevist gennem Vidnesbyrdene, sætter sig op imod dem og i det skjulte arbejder for at svække deres indflydelse, bør man optræde bestemt over for dem, for de vil kunne bringe dem i fare, der mangler erfaring. ret
(669) "Det allerførste nummer af Vidnesbyrdene, der udkom, advarer imod en uforstandig anvendelse af det lys, Guds folk således har fået. Jeg udtalte, at nogle havde fulgt en uklog fremgangsmåde. Når de havde fremholdt deres anskuelser for ikke-troende og var blevet spurgt om beviser, havde de læst fra mine skrifter i stedet for at ty til Bibelen efter bevis. Det blev åbenbaret for mig, at en sådan fremgangsmåde var inkonsekvent og ville vække fordom mod sandheden hos ikke-troende. Vidnesbyrdene kan ikke have nogen vægt hos dem, der intet kendskab har til deres ånd. Der bør ikke henvises til dem i sådanne tilfælde. ret
(669) "Andre advarsler vedrørende Vidnesbyrdenes anvendelse er fra tid til anden fremkommet som følger: ret
(669) "Nogle af prædikanterne står langt tilbage. De bekender sig til at tro det vidnesbyrd, der frembæres og nogle gør skade ved at gøre dem til en jernhård regel for sådanne, som ingen erfaring har vedrørende dem, men selv efterlever de dem ikke. De har gentagne gange modtaget vidnesbyrd, som de fuldstændig har sat sig ud over. Sådanne handler ikke konsekvent." ret
(669) "Jeg så, at mange har benyttet sig af, hvad Gud har påvist angående andres synder og fejl. De har lagt en yderliggående mening i, hvad der er blevet påvist i syner og derefter hævdet det med en sådan styrke, at de (670) har medført en svækkelse af manges tro på, hvad Gud har åbenbaret og også bidraget til at gøre menigheden modløs og forsagt." ret
(670) "Fjenden vil gribe ethvert middel, han kan bruge for at ødelægge sjæle. Der er fremkommet vidnesbyrd til gunst for personer, der sidder i vigtige stillinger. De begynder godt med at løfte byrderne og udføre deres del af arbejdet i forbindelse med Guds værk. Men Satan efterstræber dem med sine fristelser og til sidst bliver de overvundet. Når andre ser deres urigtige vandel, indskyder Satan den tanke i deres sind, at der må foreligge en fejltagelse i vidnesbyrdene til disse mænd, for ellers kunne de ikke have vist sig uværdige til at have del i Guds værk. ret
(670) "Således opstår der tvivl angående det lys, Gud har givet. Hvad der under disse forhold kan siges om mennesker, kan ikke siges om dem under andre forhold. Menneskene er så svage, hvad moralsk styrke angår, så overmåde egoistiske, så selvgode og bliver så let opblæste af forfængelige tanker, at Gud ikke kan arbejde sammen med dem og de får lov til at handle som blinde mennesker og til at lægge så stor svaghed og dårskab for dagen, at mange forbavses over, at sådanne personer nogensinde er blevet antaget og anerkendt som værdige til at have nogen forbindelse med Guds værk. Dette er netop. hvad Satan tilsigtede. Dette var hans hensigt fra den stund, da han først på en særlig måde fristede dem til at føre skam over Guds sag og til at kaste en skygge på Vidnesbyrdene. Hvis de var forblevet på steder, hvor deres indflydelse på Guds sag ikke ville have været særlig mærkbar, ville Satan ikke have sat ind på dem med sådan heftighed; for da kunne han ikke have opnået sin hensigt ved at bruge dem som sine redskaber til at udføre en speciel gerning." ret
(671) Skal bedømmes efter deres frugter
(671) Lad Vidnesbyrdene blive bedømt efter deres frugter. Hvad er ånden i deres lære? Hvad har følgen af deres indflydelse været? Alle, der ønsker det, kan skaffe sig kundskab om frugterne af disse syner. I sytten år har det behaget Gud at lade dem leve videre og styrkes under modstanden fra Satans magter og under indflydelsen af menneskelige redskaber, som har bistået Satan i hans gerning." ret
(671) "Enten underviser Gud sin menighed, irettesætter den for dens synder og styrker dens tro, eller også gør han det ikke. Dette værk er af Gud, eller også er det ikke af Gud. Gud gør intet i fællesskab med Satan. Min gerning bærer enten Guds stempel eller fjendens stempel. Der gives ingen tvedelt gerning i denne sag. Enten stammer Vidnesbyrdene fra Guds Ånd eller fra djævelen." ret
(671) "Eftersom Herren har åbenbaret sig gennem profetiens ånd, er fortiden, nutiden og fremtiden blevet oprullet for mig. Ansigter, som jeg aldrig havde set, blev fremstillet for mig og flere år senere kendte jeg dem igen, når jeg fik dem at se. Jeg er blevet vækket op af min søvn med en livagtig forståelse af emner, der tidligere blev fremstillet for mit sind; og jeg har ved midnatstid skrevet breve, som er gået tværs over kontinentet og er kommet frem i en krisestund, hvorved Guds sag er blevet sparet for store ulykker. Dette har været min gerning i mange år. En magt har drevet mig til at irettesætte og straffe synder, som jeg ikke havde tænkt på. Er dette arbejde i de sidste seks og tredive år fra det høje eller fra det dybe?" ret
(671) Kristus sagde advarende til sine disciple: »Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter og det dårlige træ bærer slette frugter. Et godt træ kan ikke bære slette frugter og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, der ikke bærer (672) gode frugter, hugges om og kastes i ilden. Altså: af deres frugter skal I kende dem.« Her er en prøvesten og alle kan gøre brug af den, hvis de vil. De, der virkelig ønsker at kende sandheden, vil finde tilstrækkeligt bevis for at tro. ret
(672) Tvivl angående "Vidnesbyrdene"
"Det er Satans plan at svække Guds folks tro på Vidnesbyrdene," "Satan ved, hvorledes han skal gøre sine angreb. Han virker på menneskers sind for at vække misundelse og utilfredshed mod dem, der har ledelsen af værket. Dernæst drages de åndelige gaver i tvivl, hvorefter disse selvfølgelig kun har liden betydning og den undervisning, der gives gennem syner, lades uænset. Derpå følger skepsis angående de vigtigste punkter i vor tro, grundpillerne for vort standpunkt, derefter tvivl med hensyn til de hellige skrifter og så følger vandringen nedad til fordærvelse. Satan ved, at når Vidnesbyrdene, som man engang troede på, bliver betvivlet og opgives, vil de forførte ikke standse dermed; og han fordobler sine anstrengelser, indtil han fører dem ud i åbent oprør, som ikke kan læges og som ender med ødelæggelse." "Ved at give plads for tvivl og vantro med hensyn til Guds værk og ved at nære mistillid og hjerteløs skinsyge forbereder de sig selv for et fuldstændigt bedrag. Med bitre følelser sætter de sig op imod dem, der vover at tale om deres vildfarelser og at irettesætte deres synder. ret
(672) "Et vidnesbyrd til nogle unge mænd, først udgivet i 1880, udtaler følgende med hensyn til dette punkt: »En rådende tvivl angående Guds Ånds vidnesbyrd er i stadig tiltagen; og disse unge mennesker opelsker spørgen og tvivl i stedet for at fjerne dem, fordi de er uvidende om Vidnesbyrdenes ånd og kraft og deres vægt." ret
(672) "Det blev åbenbaret for mig, at mange havde så lidt åndelighed, at de ikke forstod Vidnesbyrdenes værdi eller deres sande formål. De talte letsindigt om Vidnesbyrdene, som (673) Gud har givet til gavn for sit folk, satte sig til doms over dem, udtalte deres mening og kritiserede dette og hint, medens de hellere burde have holdt hænderne for deres læber og kastet sig selv i støvet; for de kunne ikke værdsætte Vidnesbyrdenes ånd, da de kendte så lidt til Guds Ånd. Vejl f menigh bd. 2 side 226-240] ret
(673) "Der er nogle i ___, som aldrig helt har ladet sig irettesætte. De har taget egen valgte kurs. De har altid, i større eller mindre grad, udøvet en indflydelse mod dem, som har stået frem og forsvaret det rigtige og irettesat det forkerte. Disse personers indflydelse på dem, der kommer her og kommer i kontakt med delegerede, er meget dårlig. De fylder disse nyankommendes sind med spørgsmål og tvivl om Guds Ånds vidnesbyrd. De giver et falsk billede af Vidnesbyrdene; og i stedet for at lede disse personer til helligelse til Gud og lytte til menighedens røst, lærer de dem at blive uafhængige og ikke lægge mærke til andres meninger og bedømmelse. Indflydelsen fra denne klasse har arbejdet i det skjulte. Nogle ved ikke om den skade de gør; men når de selv er de uhelligede, stolte og oprørske, leder de andre ind på det forkerte spor. En giftig atmosfære indhaleres fra disse uhelligede mennesker. Sjæles blod er på disses klæder og Kristus vil sige til dem på den endelige dag: »Gå bort fra mig alle I, som øver uret!« De vil blive forbavsede; men deres bekendende kristne liv var et bedrag." ret
(673) "Nogle siger at søster Whites vidnesbyrd ikke er troværdigt. Dette er alt det, som mange uhellige ønsker det. Irettesættelses-vidnesbyrdene har bremset deres forfængelighed og stolthed; men hvis de turde, ville de gå til næsten det yderste i mode og stolthed. Gud vil give alle sådanne en anledning til at prøve sig selv og til at udvikle deres sande karakter." ret
(674) (674) "Jeg så, at grunden til, at synerne ikke har været hyppigere i den senere tid, er, at menigheden ikke har værdsat dem. Menigheden har næsten mistet sin åndelighed og tro og irettesættelser og advarsler har kun haft ringe indvirkning på den. Mange, der har bekendt sig til at tro på synerne, har ikke agtet på dem." ret
(674) ["Taber I tilliden til Vidnesbyrdene, vil I ledes bort fra Bibelens sandhed. Jeg har frygtet for, at mange ville indtage et spørgende, tvivlende standpunkt og i min ængstelse for jeres sjæle ønsker jeg at advare jer. Hvor mange vil agte på advarselen? Hvis der kom et vidnesbyrd, der angik jer og irettesatte jer for fejl, ville I så, med jeres nuværende syn på Vidnesbyrdene, føle jer fuldstændigt fri til at godkende eller forkaste nogen del deraf, eller det hele? Det, som I vil være mindst tilbøjelige til at godkende, er netop det mest påkrævede." ret
(674) "Mine brødre, vogt jer for et ondt og vantro hjerte! Guds ord er tydeligt og indgribende i sine restriktioner; det kommer på tværs af jeres selviske tilbøjeligheder og derfor adlyder I det ikke. Hans Ånds vidnesbyrd henleder jeres opmærksomhed på skriften, påpeger jeres karaktermangler og straffer jeres synder; derfor agter I ikke på dem. Og for at forsvare jeres kødelige handlemåde og jeres lyst til magelighed begynder I at nære tvivl om, hvorvidt Vidnesbyrdene er fra Gud. Dersom I ville adlyde deres lærdomme, ville I blive overbeviste om deres guddommelige oprindelse. Husk på, at jeres vantro ikke påvirker deres sandfærdighed. Hvis de er fra Gud, vil de bestå." ret
(674) "Det er blevet fremstillet for mig, at tvivl om Vidnesbyrdene med advarsel, opmuntring og tilrettevisning stænger lyset ude fra Guds folk. Vantro lukker deres øjne, så de er uvidende om deres sande tilstand. De mener, at Guds Ånds vidnesbyrd med irettesættelse er upåkrævet, eller at det ikke gælder dem. Sådanne trænger mest til Guds (675) nåde og til et åndeligt syn for at kunne opdage deres mangel på åndelig erkendelse." ret
(675) "Mange, som er gået bort fra sandheden, angiver som grund for deres handlemåde, at de ikke tror på Vidnesbyrdene. Spørgsmålet er nu: Vil de give slip på deres afgud, som Gud fordømmer, eller vil de fortsætte deres urigtige handlemåde, følge deres tilbøjelighed og forkaste det lys, som Gud har givet dem og som fordømmer netop de ting, de har lyst til? Spørgsmålet for dem at afgøre er: Skal jeg fornægte mig selv og modtage Vidnesbyrdene som fra Gud, når de dadler mine synder, eller skal jeg forkaste Vidnesbyrdene, fordi de dadler mine synder? ret
(675) "I mange tilfælde modtages Vidnesbyrdene fuldt ud, synden og selvoverbærelsen afbrydes og en reform begynder straks i overensstemmelse med det lys, Gud har givet. I andre tilfælde fastholdes syndige nydelser, Vidnesbyrdene forkastes og over for andre fremføres mange falske undskyldninger for, at man nægter at modtage dem. Den sande grund angives ikke, nemlig mangel på moralsk mod - en vilje, styrket og behersket af Guds Ånd til at fornægte skadelige vaner." ret
(675) "Satan formår at indskyde tvivl og at finde indvendinger mod de skarpe vidnesbyrd, som Gud sender og mange betragter det som en dyd, som et tegn på intelligens at være vantro, tvivle og bruge spidsfindigheder. De, der ønsker at tvivle, vil have rigelig anledning dertil. Gud har ikke til hensigt at fjerne enhver grund til vantro. Han giver åbenbare beviser, som omhyggeligt må undersøges med et ydmygt sind og en lærvillig ånd; og alle bør træffe en afgørelse på grundlag af bevisernes vægt." "Gud giver den oprigtige tilstrækkeligt bevis for troen; men den, der vender sig bort fra bevisernes vægt, fordi der er enkelte ting, han ikke kan klargøre for sin menneskelige forstand, (676) vil blive efterladt i vantroens og uvishedens kolde, isnende atmosfære og lide skibbrud på troen." samme s 240-242] ret
(676) Pligt at irettesætte
"Dersom synder er åbenbare iblandt hans folk og dersom Guds tjenere stiller sig ligegyldige over for disse synder, støtter og forsvarer de i virkeligheden synderen og er lige, så skyldige og vil lige så sikkert blive genstand for Guds mishag; for de vil blive holdt ansvarlige for den skyldiges synder. I syner er mange tilfælde blevet fremstillet for mig, hvor Guds mishag er blevet pådraget ved, at hans tjenere har forsømt at tage sig af de fejl og synder, som findes iblandt dem. De, der har undskyldt disse fejl, er af folket blevet anset for at være meget fredsommelige og kærlige af sindelag, blot fordi de veg tilbage fra at udføre en tydelig bibelsk pligt. Opgaven var ikke behagelig for deres følelser; derfor undveg de den." ret
(676) "Det klare vidnesbyrd må have nyt liv og det vil adskille dem fra Israel som altid har været i krig med de midler Gud har forordnet til at holde fordærv ude af menigheden. Fejl må kaldes fejl. Alvorlige synder må kaldes ved deres rette navn. Hele Guds folk må komme nærmere til ham. ... Så vil de se synd i det sande lys og vil erkende hvor modbydelig den er i Guds øjne." "Det klare, tydelige vidnesbyrd må leve i menigheden, ellers vil Guds forbandelse hvile over sit folk lige så sikkert som den gjorde over fortidens Israel på grund af deres synder." ret
(676) "Aldrig har der været større behov for nøjagtige advarsler og irettesættelser .... end på dette tidspunkt. Satan er kommet ned i stor kraft og ved at hans tid er kort. Han gennemstrømmer verden med behagelige fabler og Guds folk elsker at få fortalt behagelige ting. .... Jeg fik vist at Guds folk må gøre mere faste, beslutsomme anstrengelser for at holde (677) det indkommende mørke tilbage. Guds Ånds grundige arbejde behøves nu som aldrig før." ret
(677) Da jeg i min ungdom antog det arbejde jeg fik af Gud, fik jeg sammen med det et løfte om at få særlig hjælp fra den mægtige Hjælper. Jeg fik også den højtidelige opgave at overbringe Herrens budskab redeligt og ikke gøre forskel på venner eller fjender. Hos Gud er der ingen personsanseelse. Uanset om jeg har med rige eller fattige, høje eller lave, dannede eller uvidne at gøre, må der ikke ske forræderi med sandhederne, hos Herrens budbringer. ret
(677) "Lad ingen nære tanken at jeg fortryder eller tilbagetrækker nogle af de tydelige vidnesbyrd, som jeg har frembåret enkeltpersoner eller folk. Hvis jeg har fejlet noget sted, er det ikke i at irettesætte synd for bestemt og fast. Nogle af brødrene har taget ansvar for at kritisere mit arbejde og foreslå en lettere måde at rette fejl på. Til disse personer vil jeg sige: Jeg tager Guds vej og ikke jeres. Hvad jeg har sagt eller skrevet i vidnesbyrd eller irettesættelser er ikke blevet udtrykt for tydeligt.... ret
(677) Dem som på nogen måde vil mindske de, af Gud givne, skarpe irettesættelsers kraft, må møde deres gerninger ved dommen. .... Til dem, som har påtaget sig ansvaret at irettesætte mig og i deres endelige dom, foreslå en vej som ser klogere ud for dem, gentager jeg: Jeg antager ikke jeres anstrengelser. Efterlad mig sammen med Gud og lad ham lære mig. Jeg vil tage ordene fra Herren og sige dem til folket. Jeg forventer ikke at alle vil acceptere irettesættelserne og reformere sig, men jeg må gøre min pligt, uanset hvad. Jeg vil vandre i ydmyghed for Gud, gøre mit arbejde for tiden og for evigheden. ret
(677) "Gud har ikke givet mine brødre det arbejde som han har givet mig. Det er blevet sagt indtrængende at min måde at irettesætte på i det offentlige, har fået andre til at blive skarpskårne, kritiske og hårde. Hvis det er tilfældet, må de afklare dette med Herren. Hvis andre påtager et (678) ansvar, som Gud ikke har lagt på dem; hvis de ignorerer den belæring han har givet dem igen og igen, igennem hans udvalgte ydmyge redskab, til at være venlig, tålmodig og overbærende må de alene svare for resultaterne. Med et sorgbebyrdet hjerte, har jeg gjort min ubehagelige pligt for mine kæreste venner, uden at turde tilbageholde irettesættelserne til mit behag, endog fra min mand. Jeg skal heller ikke være mindre påpasselig at advare andre, hvad enten de vil høre eller ej. Når jeg taler til folk siger jeg meget som jeg ikke har tænkt over i forvejen. Herrens Ånd kommer ofte over mig. Jeg har det som om jeg føres ud og bort af mig selv; forskellige personers liv og karakter fremstilles for mig i mit sind. Jeg ser deres fejl og farer og føler mig tvunget til at sige det, som bringes frem for mig Jeg tør ikke modstå Guds Ånd." ret
(678) Irettesættelsen forkastes
"Mange foragter nu de trofaste irettesættelser de har fået af Gud i vidnesbyrdet. Jeg er blevet vist at nogle, i disse dage, er gået så langt, som at brænde de nedskrevne irettesættelser og advarsler, ligesom Israels onde konge gjorde. Men modstand mod Guds trusler forhindrer ikke deres fuldbyrdelse. At trodse Herrens ord, udtalt gennem hans udvalgte redskaber, vil blot fremkalde hans vrede og i sidste instans bringe ruin over forbryderen. Harme optændes ofte i synderens hjerte mod den agent Gud vælger til at overlevere sin irettesættelser. Sådan har det altid været og i dag er den samme ånd som forfulgte og fængslede Jeremias for at adlyde Herrens ord." ret
(678) Fra begyndelsen af mit arbejde, idet jeg er blevet kaldet til at frembære et tydeligt, pegende vidnesbyrd, irettesætte fejl og ikke spare, har der været dem, som har modsat sig mit vidnesbyrd og er fulgt efter for at sige glatte (679) ting, for at udglatte med afhærdene mørtel og for at ødelægge indflydelsen af mit arbejde. Herren ville bevæge mig til at frembære irettesættelse og da vil enkeltpersoner gå ind mellem mig og folk for at mit vidnesbyrd ikke skal have virkning. ret
(679) "I næsten hvert eneste tilfælde, hvor irettesættelse er nødvendig, vil der være nogle, som ganske overser den kendsgerning, at Herrens ånd er blevet bedrøvet og at hans sag er blevet påført skam. Disse vil have medynk med dem, der fortjente irettesættelse, fordi personlige følelser er blevet såret. Denne vanhellige medfølelse gør de medfølende delagtige i skylden hos dem, der irettesættes. I ni tilfælde af ti kunne den irettesatte være blevet hjulpet, dersom han var blevet ledet til at indse sin fejl og derved blive bragt til omvendelse. Men geskæftige, vanhellige, medfølende mennesker lægger en fuldstændig urigtig betydning i den irettesættendes bevæggrunde og i arten af den givne tilrettevisning og ved at sympatisere med den irettesatte bringer de ham til at føle, at han i virkeligheden er blevet urigtigt behandlet og hans følelser rejser sig, imod den, der kun har gjort sin pligt. De, der i forståelse af deres ansvar over for Gud trofast udfører deres ubehagelige pligter, vil få hans velsignelse." ret
(679) "Der er nogle i disse sidste dage, som vil råbe: "Sig behagelige ting til os, profeter løgne." Men dette er ikke min opgave. Gud har sendt mig som sit folks revser; og ligeså sikkert som han har pålagt mig den tunge byrde, vil han gøre dem, der har fået dette budskab, ansvarlige for den måde de behandler det på. Gud er ikke til at spøge med og dem som foragter hans arbejde vil få efter deres gerninger. Jeg har ikke valgt dette ubehagelige arbejde af mig selv. Det er ikke et arbejde, som vil give mig menneskers gunst og taknemmelighed. Det er et arbejde, som kun få værdsætter. Men dem, som forsøger at gøre mit arbejde dobbelt så vanskeligt, ved deres forkerte fremstillinger, dårlige misundelse og vantro, skaber derved fordomme for andre, mod vidnesbyrd Gud har givet mig og begrænser (680) mit arbejde, har noget at gøre op med Gud om, medens jeg skal gå frem som Forsynet og mine brødre kan åbne vejen for mig. I min Forløsers navn og styrke, skal jeg gøre hvad jeg kan. .... Min opgave er ikke at behage mig selv, men at gøre min himmelske Faders vilje, som har givet mig mit arbejde." ret
(680) Hvis Gud har givet mig et budskab at frembære for sit folk, vil dem, som forhindrer mig i dette og mindsker folks tro på dets sandhed, ikke kæmpe mod redskabet, men mod Gud. "Det er ikke det redskab som I ringeagter og forhåner, men Gud, som har talt til jer, i disse advarsler og irettesættelser." "Det er næsten umuligt for mennesker at give en større forhånelse imod Gud end at foragte og afvise de menneskelige redskaber som han har udpeget til at lede dem." ret
(680) Tilsidesættelse af "Vidnesbyrdene"
[De, som åbent forkaster Vidnesbyrdene, eller som nærer tvivl angående disse, er ikke de eneste, der befinder sig på farlig grund. At lade lyset uænset er ensbetydende med at forkaste det. ret
(680) "Nogle af jer vil med munden anerkende tilrettevisning; men I tager ikke af hjertet imod den. I fortsætter som før, kun mindre modtagelige for Guds Ånds indflydelse, bliver mere og mere forblindede, besidder mindre visdom, mindre selvbeherskelse, mindre moralsk styrke og har mindre nidkærhed og smag for religiøse øvelser; og medmindre I omvender jer, vil I til slut give helt slip på Gud. Der er ikke sket nogen afgjort forandring i jeres liv, når tilrettevisning er kommet, fordi I ikke har indset og forstået jeres karaktermangler og den store modsætning mellem jeres liv og Kristi liv. Hvad gavner jeres bønner, når I skuer uret i jeres hjerter? Medmindre I gør en gennemgribende forandring, vil I inden længe blive trætte af irettesættelser, ligesom tilfældet var med Israels børn og ligesom de vil I gå bort fra Gud." ret
(681) (681) "Mange handler i åbenbar strid med det lys, Gud har givet sit folk, fordi de ikke læser de bøger, der i form af råd, tilrettevisning og advarsler indeholder lys og kundskab. Verdens bekymringer, lyst til at følge moden samt mangel på gudsfrygt har vendt deres opmærksomhed bort fra det lys, Gud så nådigt har skænket, medens bøger og tidsskrifter, som indeholder vildfarelser, udbredes overalt i landet. Tvivl og vantro tiltager alle vegne. Lys, som er så dyrebart og som udgår fra Guds trone, gemmes under en skæppe. Gud vil holde sit folk ansvarligt for denne tilsidesættelse. Der må aflægges regnskab over for ham for hver lysstråle, han har ladet skinne på vor sti, enten den er blevet udnyttet til at fremme vor vækst i guddommelige ting eller forkastet, fordi det var mere behageligt at følge vor tilbøjelighed." ret
(681) "Bøgerne Spirit of Prophecy (Profetiens Ånd) og ligeledes Vidnesbyrdene bør anskaffes af enhver familie, som holder sabbatten og vore trossøskende burde kende deres betydning og tilskyndes til at læse dem. At sætte en så lav pris på disse bøger og kun have en serie af dem i menigheden er ikke den klogeste plan. De burde findes i hver families bibliotek og læses igen og igen. Lad dem blive opbevaret på et sted, hvor de vil kunne læses af mange." ret
(681) "Prædikanter og medlemmer bør huske på, at evangeliets sandhed forhærder, når den ikke frelser. Forkastet lys efterlader menneskene i trældom, bundne i mørkets og vantroens lænker. Den, der dag efter dag nægter at lytte til nådens indbydelser, vil snart kunne lytte til de mest indtrængende formaninger, uden at det rører hans sjæl. Som Guds medarbejdere behøver vi en mere brændende gudsfrygt og mindre selvophøjelse. Jo mere selvet bliver ophøjet, desto mere vil troen på Guds Ånds vidnesbyrd aftage. De, der stoler helt på sig selv, vil se mindre og mindre af Gud i hans Ånds vidnesbyrd. ret
(682) Hvorledes tilrettevisning bør modtages
(682) De, der bliver tilrettevist af Guds Ånd, bør ikke sætte sig op imod det ringe redskab. Det er Gud og ikke et fejlende menneske, som har talt for at frelse dem fra ødelæggelse. Det er ikke behageligt for menneskenaturen at blive irettesat, ej heller er det muligt for det menneskelige hjerte, som ikke er oplyst af Guds Ånd, at indse nødvendigheden af irettesættelse eller at se den velsignelse, som den ifølge sin hensigt skulle bringe. Når et menneske giver efter for fristelse og hengiver sig til synd, bliver sindet formørket. Den moralske sans fordærves. Samvittighedens advarsler ænses ikke og dens stemme høres mindre klart. Vedkommende mister gradvis evnen til at skelne mellem ret og uret, indtil han ingen sand forståelse har af sin stilling over for Gud. Han iagttager måske de religiøse former og holder måske nidkært fast ved religionens læresætninger, medens han er blottet for dens ånd. Hans stilling er den, der skildres af det sanddru vidne: »Du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget,« og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.« Når Guds Ånd i et irettesættende budskab erklærer, at dette er hans tilstand, kan han ikke se, at budskabet er sandt. Skal han derfor forkaste advarselen? Nej. Gud har givet tilstrækkeligt bevis, således at alle, som ønsker det, kan forvisse sig om Vidnesbyrdenes natur; og når de har erkendt dem at være fra Gud, er det deres pligt at tage imod tilrettevisning, om de end ikke selv indser det syndige i deres handlemåde. Hvis de til fulde forstod deres tilstand, hvilket behov ville der så være for tilrettevisning? Fordi de ikke kender den, fremholder Gud den for dem i nåde, for at de må kunne omvende sig og gennemføre en reform, inden det er for sent. De, der foragter advarselen, vil blive efterladt i blindhed som offer for selvbedrag; men de, som agter på den og med nidkærhed går til værks for at skille sig af med deres synder for at kunne opnå de nødvendige dyder, vil lukke deres hjertedør op, så den kære frelser kan komme ind og bo hos dem." "De, som har den inderligste forbindelse med Gud, er (683) dem, der kender hans røst, når han taler til dem. De, som er åndelige, fatter åndelige ting. De vil være taknemmelige for, at Herren har påpeget deres vildfarelser." ret
(683) "David lærte visdom af Guds handlemåde med ham og bøjede sig i ydmyghed under den Højestes revselse, Profeten Natans oprigtige skildring af hans sande tilstand gjorde David bekendt med sine egne synder og hjalp ham til at aflægge dem. Han modtog råd med sagtmodighed og ydmygede sig for Gud. »Herrens lov vederkvæger sjælen,« udbryder han. ret
(683) »Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I ..... ikke sønner.« Vor Herre har sagt: »Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg.« »Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.« Om tugtelsen end er bitter, er det dog en Faders, ømme kærlighed, der har forordnet den, »for at vi skal få del i hans hellighed«. samme s 242-244] ret
(683) En uretfærdig forskel
[Nogle har indtaget det standpunkt, at de advarsler, råd og tilrettevisninger, Herren har givet ved sin tjenerinde, ikke bør tillægges større vægt end formaninger og advarsler fra andre kilder, medmindre de i hvert enkelt tilfælde kommer gennem et særskilt syn. I nogle tilfælde er det blevet fremholdt, at når jeg har givet et vidnesbyrd til menigheden eller til enkelte personer, er jeg ved breve, som jeg har modtaget fra menighedsmedlemmer, blevet påvirket til at skrive, som jeg gjorde. Der har været dem, der har påstået, at vidnesbyrd, som siges at være givet ved Guds Ånd, kun var udtryk for mit eget skøn, grundet på oplysning samlet fra menneskelige kilder. Denne påstand er fuldstændig urigtig. Hvis der imidlertid som svar på et eller andet spørgsmål, en udtalelse eller en henvendelse fra menigheder eller fra enkelte personer bliver skrevet et vidnesbyrd, som fremholder det lys, Gud har givet angående (684) dem, vil den omstændighed, at det er fremkommet på denne måde, ikke i nogen henseende forringe dets gyldighed eller betydning. Jeg citerer nogle få paragraffer fra vidnesbyrd nr. 31, som direkte berører denne sag: ret
(684) "Hvordan forholdt det sig med apostelen Paulus? De meddelelser, han havde modtaget af Kloes' husfolk angående tilstanden i menigheden i Korint, var foranledningen til, at han skrev sit første brev til denne menighed. Han havde modtaget private breve, der omtalte kendsgerningerne, som de forelå og i sit svar fremholdt han almindelige principper, som, hvis de blev fulgt, ville rette på de bestående onder. Med stor ømhed og visdom formaner han dem alle til at føre samme tale, for at der ikke skulle være splittelser iblandt dem. ret
(684) "Paulus var en inspireret apostel og dog åbenbarede Herren ikke altid sit folks tilstand for ham. De, der nærede interesse for menighedens velfærd og så det onde snige sig ind, fremlagde sagen for ham og ud fra det lys, han tidligere havde modtaget, var han forberedt til at kunne bedømme disse forholds sande karakter. Selv om Herren ikke havde givet ham en ny åbenbaring netop på dette tidspunkt, kastede de, der virkelig søgte efter lys, ikke derfor vrag på hans budskab som blot et almindeligt brev. Nej, ingenlunde. Herren havde vist ham de vanskeligheder og farer, der ville opstå i menighederne, for at han, når de kom til udvikling, kunne vide, netop hvordan han skulle behandle dem. ret
(684) "Han var sat til værn for menigheden; han skulle våge over sjæle som den, der måtte aflægge regnskab for Gud; og skulle han ikke tage hensyn til meddelelser om deres anarki og uenighed? Jo, visselig. Og den tilrettevisning, han sendte dem, var lige så fuldt skrevet under Guds Ånds inspiration, som tilfældet var med ethvert af hans breve. Men da disse irettesættelser kom, var der nogle, som ikke ville lade sig vise til rette. De indtog det standpunkt, at Gud ikke havde talt til dem gennem Paulus, at han kun havde givet sin mening til kende som et menneske og de anså deres eget skøn for at være lige så godt som apostelens. Således forholder (685) det sig med mange blandt vort folk, som er kommet bort fra de gamle landemærker og som har fulgt deres egen forstand." ret
(685) Når vort folk indtager dette standpunkt, kan Guds særskilte advarsler og råd gennem profetiens ånd ikke have nogen indflydelse hos dem til at fremkalde en reform i liv og karakter. Herren giver ikke et syn for at afhjælpe enhver vanskelighed, der måtte opstå i de forskellige situationer, hans folk kommer i under værkets udvikling. Men han har vist mig, at hans måde at behandle sin menighed på i tidligere tider har været, at han har påvirket sine udvalgte tjeneres sind med indtryk af hans sags og enkelte menneskers behov og farer og pålagt dem den byrde at give råd og advarsel. ret
(685) Således har Gud i mange tilfælde givet mig lys angående særskilte karaktermangler hos medlemmer i menigheden og angående farerne for den enkelte og for sagen, dersom disse mangler ikke bliver fjernet. Under visse omstændigheder er slette tendenser tilbøjelige til at udvikle sig stærkt og til at befæstes, indvirke skadeligt på Guds sag og ødelægge det enkelte menneske. Når specielle farer truer Guds sag eller særskilte personer, sker det undertiden, at der kommer en meddelelse til mig fra Herren enten i en drøm eller et syn om natten og disse tilfælde fremstilles levende for mit sind. Jeg hører en stemme sige til mig: "Stå op og skriv; disse sjæle er i fare." Jeg følger Guds Ånds påvirkning og min pen skildrer deres sande tilstand. Når jeg er på rejse og står frem for folket på forskellige steder, bringer Herrens Ånd tydeligt frem for mig de tilfælde, jeg har set og genopliver den sag, der tidligere blev vist mig. ret
(685) I de sidste fem og fyrretyve år har Herren åbenbaret for mig, hvad hans sag trængte til og vist mig enkeltpersoners erfaringer under alle mulige forhold og påvist, hvori og hvordan de har undladt at fuldkomme en kristelig karakter. Hundreder af menneskers liv er blevet fremstillet for mig og hvad Gud bifalder, (686) og hvad han fordømmer, er blevet klarlagt for mig. Gud har åbenbaret for mig, at dersom en vis fremgangsmåde blev fulgt, eller om visse karaktertræk opretholdtes, ville det medføre visse følger. Således har han undervist og oplært mig, for at jeg måtte se de farer, der truer sjæle og belære og advare hans folk med linje på linje og bud på bud, så de ikke skulle være uvidende om Satans anslag, men kunne undfly hans snarer. ret
(686) Den gerning, Herren særlig har forelagt mig, er at tilskynde unge og gamle, lærde og ulærde til selv at ransage Skrifterne; at gøre det klart for alle, af Guds ords læsning vil udvikle ånden, styrke enhver åndsevne og gøre forstanden skikket til at arbejde med dybe og vidtrækkende sandhedsproblemer; at forvisse alle om, at en klar kundskab om Bibelen overgår al anden kundskab ved at gøre menneskene til, hvad de efter Guds bestemmelse skulle være. »Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt.« Kan jeg med det lys, som granskning af Guds ord har bragt, med den specielle kundskab, der er givet angående enkelte medlemmer iblandt hans folk under alle forskellige forhold og i enhver erfaring, nu være lige så uvidende, lige så uvis, i mit sind og lige så åndelig blind som jeg var ved begyndelsen af denne erfaring? Vil mine brødre sige, at søster White har været så sløv en lærling, at hendes skøn i denne retning ikke er bedre, end det var, da hun først begyndte i Kristi skole for at oplæres og uddannes til en særskilt gerning? Har jeg ikke mere forståelse vedrørende Guds folks pligter og farer, end de, for hvem disse ting aldrig er blevet fremstillet? Jeg ønsker ikke at vanære min Skaber ved at indrømme, at alt dette lys, al denne tilkendegivelse af hans vældige kraft i mit arbejde og min erfaring har været værdiløs, at det ikke har udviklet mit skøn eller gjort mig bedre skikket til hans gerning. ret
(686) Når jeg ser mænd og kvinder følge netop den vej og opelske netop de træk, som har stillet andre sjæle i fare og skadet Guds sag og som Herren har (687) dadlet igen og igen, hvor kan jeg da andet end blive ængstelig? Når jeg ser frygtsomme sjæle trykkede af en følelse af deres ufuldkommenheder, men dog samvittighedsfuldt stræbe efter at gøre, hvad Gud har sagt er ret og når jeg ved, at Gud smilende skuer ned og ser deres trofaste bestræbelser, skal jeg så ikke tale et opmuntrende ord til disse arme, bævende hjerter? Skal jeg forholde mig tavs, fordi ikke hvert enkelt personligt tilfælde direkte er blevet påpeget for mig i et syn? ret
(687) »Men når vægteren ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så at folket ikke advares og sværdet kommer og river en af dem bort, så rives han vel bort for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd. Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal dem gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den og han ikke omvender sig, så skal han vel dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl." ret
(687) I en drøm for nylig blev jeg ført frem for en forsamling af mennesker, hvoraf nogle gjorde forsøg på at tilintetgøre indtrykket af et overmåde højtideligt advarende vidnesbyrd, som jeg havde givet dem. De sagde: "Vi tror på søster Whites vidnesbyrd; men når hun fortæller os noget, som hun ikke direkte har set i et syn angående det specielle tilfælde, som det drejer sig om, har hendes ord ikke større betydning for os, end hvad enhver anden måtte sige." Herrens Ånd kom over mig og jeg rejste mig op og irettesatte dem i Herrens navn. Jeg gentog i hovedsagen, hvad der ovenfor er anført om vægteren, Disse ord, sagde jeg, kan passende anvendes på jer og på mig. ret
(687) Hvis nu de, til hvem disse højtidelige advarsler sendes, siger: "Det er kun søster Whites personlige mening; jeg (688) vil fremdeles følge mit eget skøn," og hvis de vedblivende gør de samme ting, som de blev formanet til ikke at gøre, viser det, at de lader hånt om Guds råd og følgen bliver netop, hvad Guds Ånd har vist mig, at den ville blive til skade for Guds sag og ødelæggelse for dem selv. Nogle, der ønsker at styrke deres egen stilling, vil fra Vidnesbyrdene fremdrage udtalelser, som de tror bekræfter deres egne meninger og de vil tillægge dem den stærkest mulige betydning; men det, som stiller deres handlemåde i et tvivlsomt lys, eller som ikke falder sammen med deres egne anskuelser, siger de er søster Whites mening. Derved benægter de dets himmelske oprindelse og stiller det på lige linje med deres eget skøn. ret
(688) Hvis I, mine brødre, som i mange år har haft kendskab til mig og mit arbejde, indtager det standpunkt, at mit råd ikke har større værdi end deres, der ikke specielt er blevet opdraget til denne gerning, så bed mig ikke om at forene mig med jer i arbejdet; for når I indtager dette standpunkt, vil I uundgåeligt modvirke indflydelsen af min gerning. Dersom I føler jer lige så trygge ved at følge jeres egne tilskyndelser som ved at følge det lys, der gives ved Guds udvalgte tjener, så gør l det på egen risiko; I vil blive dømt, fordi I forkastede det lys, der blev sendt jer fra himmelen. ret
(688) Medens jeg opholdt mig i___ kom Herren til mig i nattens timer og talte dyrebare og opmuntrende ord angående mit arbejde og gentog det samme budskab, som jeg havde fået flere gange tidligere. Med hensyn til dem, som har vendt sig bort fra det lys, der blev sendt til dem, sagde ham: "Når de ringeagter og forkaster det vidnesbyrd, jeg har givet dig at frembære, er det ikke dig, de har ringeagtet, men mig, din Herre." ret
(688) Hvis de, der er genstridige og fulde af selvtillid, uhæmmet fortsætter deres løb, hvordan vil så forholdene i menigheden blive? Hvordan skal der kunne rettes på de fejl, der findes hos disse viljestærke, ærgerrige mennesker? Ved hvilke midler skal Gud kunne nå dem? Hvorledes vil han sætte sin menighed i rette skik? Der opstår stadig meningsforskel og der sker ofte frafald i menigheden. Når strid og splidagtighed (689) opstår, hævder alle parter, at de har ret og at de har en uskadt samvittighed og de vil ikke lade sig belære af dem, som længe har båret arbejdets byrde og som de har grund til at tro har været ledet af Herren. Lys er blevet sendt for at sprede mørket omkring dem, men de har været for stolte i hjertet til at tage imod det og de vælger mørket. De foragter Guds råd, fordi det ikke falder sammen med deres anskuelser og planer og ikke billiger deres urigtige karaktertræk. Guds Ånds gerning, der ville bringe dem i den rette stilling, hvis de var villige til at modtage den, er ikke foregået på en måde, som behager dem eller smigrer deres selvretfærdighed. Lyset, som Gud har givet, er ikke lys for dem og de vandrer i mørke. De påstår, at man ikke kan sætte mere lid til dens skøn, der har haft en så lang erfaring og hvem Herren har undervist og brugt til at udføre en speciel gerning, end til enhver andens skøn. Er det Guds plan, at de skulle handle således, eller er det al retfærdigheds fjendes særskilte virke for at holde sjæle i mørke, for at binde dem i kraftige vildfarelser, der ikke kan brydes, fordi de har stillet sig uden for de midlers indflydelse, som Gud har forordnet til at vejlede sin menighed? ret
(689) Herren har gennem alle tider givet sin menighed tilrettevisning, råd og tugtelse. Disse advarsler blev på Kristi tid foragtet og forkastet af de selvretfærdige farisæere, der påstod, at de ikke behøvede sådan tilrettevisning og at de blev uretfærdigt behandlet. De ville ikke tage imod Herrens ord ved hans tjenere, fordi det gik deres tilbøjeligheder imod. Dersom Herren i vore dage gav et syn direkte for sådanne menneskers øjne og påpegede deres fejl, revsede deres selvretfærdighed og fordømte deres synder, ville de rejse sig til modstand, ligesom indbyggerne i Nazaret gjorde, da Kristus viste dem deres sande tilstand. ret
(689) Hvis disse mennesker ikke ydmyger deres hjerter for Gud og hvis de vedblivende giver Satans indskydelser rum, vil tvivl og vantro tage sjælen i besiddelse og de vil se alting (690) i et urigtigt lys. Lad tvivlens frø engang blive sået i deres hjerter, så vil de komme til at indsamle en rig høst. De vil komme til at nære mistillid og vantro angående klare sandheder, som er fulde af skønhed for andre, der ikke har opelsket vantro. De, der opøver deres sind til at gribe enhver ting, de kan bruge som en pind til at hænge en tvivl på og som fremkaster disse tanker for andre, vil altid finde anledning til tvivl, De vil betvivle og kritisere alt, hvad der fremkommer under sandhedens åbenbarelse, kritisere andres arbejde og stilling, kritisere enhver gren af virksomheden, som de ikke selv har del i. De vil ernære sig åndeligt af andres vildfarelser og misgreb og fejl, "indtil", som engelen sagde, "Herren Jesus engang afslutter sin midlergerning i dem himmelske helligdom, ifører sig hævnens klædebon og overrasker dem under deres vanhellige festmåltid; og de vil opdage, at de ikke er beredte til Lammets bryllupsnadver". Deres smag er blevet så fordærvet, at de ville være tilbøjelige til endog at kritisere Herrens bord i hans rige. ret
(690) Har Gud nogensinde åbenbaret for disse selvbedragne sjæle, at ingen tilrettevisning eller tugtelse fra ham skal have nogen betydning for dem, medmindre den kommer direkte gennem et syn? Jeg dvæler ved dette punkt, fordi den stilling, mange nu indtager desangående, er en Satans fortryllelse for at ødelægge sjæle. Når han ved sin spidsfindige fordrejning af sandheden har besnæret og svækket dem, således at de, om de bliver tilrettevist, vedblivende gør Guds Ånds gerning virkningsløs, vil hans sejr over dem være fuldstændig. Nogle, der bekender sig til at være retfærdige, vil ligesom Judas forråde deres Herre i hans bitreste fjenders hænder. Fast bestemte på at ville følge deres egen vej og forfægte deres egne ideer, vil disse selvtillidsfulde mennesker gå videre fra det onde til det værre, indtil de vil gøre hvad som helst hellere end at opgive deres egen vilje. I blindhed vil de fortsætte på den onde vej, men i et sådant selvbedrag, at de ligesom de vildledte farisæere mener, at de (691) udfører Guds tjeneste. Kristus skildrede, hvordan en vis klasse mennesker vil handle, når de har en anledning til at udfolde deres sande karakter: »Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner og nogle af jer skal de slå ihjel.« ret
(691) Gud har givet mig en særlig og højtidelig erfaring i forbindelse med dette værk; og I kan være overbeviste om, at så længe mit liv spares, vil jeg ikke ophøre med at lade advarselens røst lyde, efter som Gud tilskynder mig dertil, enten menneskene hører eller ej. Jeg har ingen særskilt visdom i mig selv; jeg er kun et redskab i Herrens hånd til at udføre den gerning, han har givet mig at gøre. De lærdomme, jeg har givet med pen eller mund, har været et udtryk for det lys, Gud har givet mig. Jeg har søgt at fremholde for jer de principper, Guds Ånd i årevis har indprentet i mit sind og skrevet i mit hjerte. ret
(691) Og nu, brødre, beder jeg jer indstændigt om ikke at stille jer imellem mig og folket og bortvende det lys, Gud ønsker skal komme til dem. Lad ikke jeres kritik berøve Vidnesbyrdene al vægt, al betydning og kraft Tro ikke, at I kan sønderskære dem, så de svarer til jeres ideer, idet I gør gældende, at Gud har givet jer evne til at forstå, hvad der er lys fra himmelen og hvad der blot er udtryk for menneskelig visdom. Dersom Vidnesbyrdene ikke taler i overensstemmelse med Guds ord, så forkast dem. Kristus og Belial kan ikke forenes. Forvild for Kristi skyld ikke folkets begreber ved menneskelig spidsfindighed og tvivl, så I gør den gerning til intet, som Herren ønsker at udføre. Gør ikke ved jeres mangel på åndelig indsigt dette Guds redskab til en forargelses klippe, hvorved mange vil blive ledet til at snuble og falde og »besnæres og fanges«. Vejl f menigh bd. 2 side 249-251]