(124) (124) [Lignelsen om det fortabte får bør bevares som et motto i enhver familie. Den guddommelige Hyrde forlader de ni og halvfemsindstyve og går ud i ørkenen for at søge efter det ene fortabte. Der er krat, hængedynd og farlige revner i klipperne og Hyrden ved, at hvis fåret befinder sig på et af disse steder, må en venlig hånd hjælpe det ud igen. Når han hører dets brægen langt borte, går han hvilken som helst vanskelighed i møde for at redde sit får, som er tabt. Når han opdager det bortkomne, hilser han det ikke med bebrejdelser. Han er kun glad for, at han har fundet det i live. Med fast, men mild hånd skiller han det fra tornene eller løfter det ud af dyndet. Ømt lægger han det på sine skuldre og bærer det tilbage til folden. Den rene, syndfri Genløser bærer det syndige, det urene. ret
(124) Den guddommelige, som bærer synden, bærer det tilsmudsede får; men så dyrebar er hans byrde, at han glæder sig og synger: »Jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.« Luk. 15,6. Lad enhver af jer betænke, at I hver især således er blevet båret på Kristi skuldre. Lad ingen nære en overlegen ånd, en selvretfærdig, kritisk ånd; for ikke et eneste får ville nogensinde være kommet ind i folden, hvis Hyrden ikke havde foretaget en smertefuld søgen i ørkenen. Den omstændighed, at ét får var tabt, var nok til at vække Hyrdens medfølelse og lede ham til at optage sin eftersøgning. ret
(124) Det lille støvgran, vor verden er, var skuepladsen for Guds Søns menneskevorden og lidelse. Kristus drog ikke ud til ufaldne verdener, men han kom til denne verden, som helt igennem var brændemærket og skæmmet af forbandelsen. Udsigterne var ikke gunstige, men i højeste grad nedslående. Men han »vansmægter, udmattes ikke, før (125) han får sat ret på jorden«. Es. 42,4. Vi må erindre den store glæde. Hyrden lægger for dagen, når han genfinder det tabte. Han kalder sine naboer sammen og siger: "Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet." Og hele himmelen genlyder af glædessangen. Faderen selv glæder sig over det reddede med sang. Hvilken hellig henrykkelse kommer ikke til udtryk i denne lignelse. Denne glæde er det jeres privilegium at have del i. ret
(125) Samarbejder I, der har dette forbillede foran jer, med ham i at søge og frelse det fortabte? Er I Kristi medarbejdere? Kan I ikke for hans skyld tåle lidelse, opofrelse og prøvelse? Der er anledning til at gøre godt mod de unge og de vildfarendes sjæle. Hvis I ser nogen, hvis tale eller handling viser, at han er skilt fra Gud, bebrejd ham det ikke. Det er ikke jeres opgave at fordømme ham, men kom ham nær og giv ham hjælp. Betænk Kristi ydmygelse, hans sagtmodighed og ydmyghed og virk, som han virkede, med et hjerte, som er fuldt af helliget ømhed. »Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israels slægters Gud og de skal være mit folk. Så siger Herren: Folket, der undslap sværdet, fandt nåde i ørkenen, Israel vandrede til sin hvile, i det fjerne åbenbarede Herren sig for det. Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.« Jer. 31,1-3. ret
(125) For at vi skal kunne arbejde, som Kristus arbejdede, må selvet korsfæstes. Det er en smertefuld død; men det er liv, liv for sjælen. »Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er "Hellig": I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.« Es. 57,15. Vejl f menigh bd. 2 side 335-336]