(219) (219) [Hver institution, der oprettes af syvende-dags adventisterne, skal være for verden, hvad Josef var i Ægypten og hvad Daniel og hans medbrødre var i Babylon. Når disse udvalgte mænd blev taget til fange, var det for at bringe hedenske folkeslag de velsignelser, der kommer til menneskene gennem kundskaben om Gud. De skulle være Jehovas repræsentanter. De skulle aldrig indgå kompromis med afgudsdyrkere; deres religiøse tro og deres navn som tilbedere af Israels Gud skulle de bære som en særskilt hæder. ret
(219) Og dette gjorde de, i medgang og modgang ærede de Gud og Gud ærede dem. ret
(219) Hentet fra et fangehul, en tjener for fanger, et bytte for utaknemmelighed og misundelse, viste Josef sig at være tro i sin lydighed mod Himmelens Gud. Og hele Ægypten undrede sig over den mands visdom, som Gud oplyste. Farao »tog ham til herre for sit hus, til hersker over alt sit gods; han styrede hans øverste efter sin vilje og viste hans ældste til rette«. Sl. 105,21-22. Ikke alene for folket i Ægypten, men for alle nationer, der havde forbindelse med dette mægtige rige, åbenbarede Gud sig gennem Josef. Han ønskede at gøre ham til en lysbærer for alle folk og han satte ham nærmest tronen i verdens største kongerige, for at den himmelske glans kunne skinne fjern og nær, Ved sin klogskab og retvished, (220) ved sin renhed og menneskekærlighed i det daglige liv, ved den hengivenhed, hvormed han tog sig af folkets interesser og dette folk var en slægt, som bestod af afgudsdyrkere, var Josef en Kristi repræsentant. I deres velgører, til hvem hele Ægypten vendte sig med taknemmelighed og pris, skulle dette hedenske folk og dermed alle tilknyttede nationer kunne se deres Skabers og Genløsers kærlighed. ret
(220) Således stillede Gud også ved Daniel et lys ved siden af troen i verdens største rige, for at alle, der ville, kunne få oplysning om den sande og levende Gud. Ved det babyloniske hof var der samlet repræsentanter fra alle lande, mænd med de mest udsøgte talenter, mænd, som i rigeste mål var udrustede med unaturlig begavelse og som var i besiddelse af den højeste kultur, denne verden kunne give; men iblandt dem alle var der ingen, som kunne måle sig med de hebraiske fanger. I fysisk kraft og skønhed, i forstandsevnernes vitalitet, i litterær udvikling og i åndelig styrke og indsigt var de uden lige. »Når som helst kongen spurgte dem om noget, der krævede visdom og indsigt, fandt han dem ti gange dygtigere end alle drømmetydere og manere i hele sit rige.« Dan. 1,20. På samme tid som Daniel var tro i sine pligter ved kongens hof, bevarede han sin lydighed mod Gud med en sådan troskab, at Gud kunne hædre ham som sin budbringer til den babyloniske konge. Gennem ham blev fremtidens hemmeligheder udfoldet og Nebukadnezar selv blev nødt til at anerkende Daniels Gud som »gudernes Gud og kongernes Herre«, der »kan åbenbare hemmeligheder«. Dan. 2,47. ret
(220) Således skal de institutioner, Guds folk opretter i dag, herliggøre hans navn. Den eneste måde, hvorpå vi kan opfylde hans forventning, er, at vi repræsenterer sandheden for denne tid. Gud skal kunne ses i de institutioner, syvende-dags adventisterne opretter. Af dem skal sandheden for denne tid fremstilles for verden med overbevisning og kraft. ret
(221) (221) Vi er kaldet til at repræsentere Guds karakter for verden, sådan som den blev åbenbaret for Moses. Som svar på Moses' bøn: »Lad mig dog skue din herlighed!« gav Herren dette løfte: »Jeg vil lade al min rigdom (herlighed) drage forbi dig.« »Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.« 2.Mos. 33,18-19; 34,6-7. Dette er den frugt, Gud ønsker af sit folk. I deres rene karakter, i deres hellige liv og i deres barmhjertighed og miskundhed og medlidenhed skal de bevise, at »Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen«. Sl. 19,8. ret
(221) Guds forsæt med hans institutioner i dag, kan han også se i det forsæt, han søgte at fuldbyrde gennem det jødiske folk. Ved Israel var det hans plan at meddele rige velsignelser til alle folk. Gennem dem var vejen forberedt til lysets udbredelse i hele verden. Ved at følge fordærvelige skikke havde folkeslagene på jorden tabt kundskaben om Gud. Men i sin barmhjertighed tilintetgjorde han dem ikke. Han fattede det forsæt at give dem en anledning til at lære ham at kende gennem sin menighed. Hans hensigt var, at de principper, der åbenbaredes gennem hans folk, skulle være midlet til at genoprette Guds moralske billede i menneskene. ret
(221) Kristus var den, der underviste dem. Ligesom han var med dem i ørkenen, var han fremdeles deres lærer og vejleder efter deres bosættelse i det forjættede land. I tabernaklet og i templet dvælede hans herlighed i den hellige glans over nådestolen. I deres interesse åbenbarede han stadig sin kærligheds og sin tålmodigheds rigdom. ret
(221) Gud ønskede at gøre sit folk Israel til pris og herlighed. Ethvert åndeligt fortrin blev dem tilstået. Gud (222) forholdt dem intet, som var gunstigt for dannelsen af en karakter, der ville gøre dem til hans repræsentanter. ret
(222) Deres lydighed mod Guds love ville gøre deres fremgang til et under for folkeslagene i verden. ret
(222) Han, som kunne give dem visdom og dygtighed til alt kunstfærdigt arbejde, ville vedblivende være deres lærer og han ville adle og ophøje dem ved lydighed mod hans love. Hvis de var lydige, ville de blive bevaret fra de sygdomme, der plagede andre folkeslag og velsignet med intellektuel styrke. Guds herlighed, hans storhed og magt skulle åbenbares i al deres fremgang. De skulle være et kongerige af præster og fyrster. Gud gav dem enhver mulighed for at blive den største nation på jorden. ret
(222) Ved Moses åbenbarede Gud på den tydeligste måde sit forsæt for dem og klargjorde betingelserne for deres fremgang. »Du er et folk, der er helliget Herren din Gud,« Sagde han. »Dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. ..... Så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt. ..... Når I nu hører disse lovbud og holder dem og handler efter dem, så skal Herren din Gud til løn derfor holde fast ved den pagt og den miskundhed, han tilsvor dine fædre. Han skal elske dig, velsigne dig og gøre dig mangfoldig. ..... Velsignet skal du være frem for alle andre folk.« 5.Mos 7,6-14 ret
(222) »Du har i dag ladet Herren tilsige dig, at han vil være din Gud og at han vil sætte dig højt over alle folk, som han har skabt, til pris og berømmelse og ære. Og Herren har i dag ladet dig tilsige ham, (223) at du vil være hans ejendomsfolk, som han har sagt dig og tage vare på alle hans bud og at du vil gå på hans veje og holde hans anordninger, bud og lovbud og høre hans røst og at du vil være Herren din Gud et helligt folk, som han har sagt.« 5.Mos 26,17-19 ret
(223) I disse ord fremholdes betingelserne for al sand fremgang, betingelser alle vore institutioner må efterkomme, om de skal kunne opfylde hensigten med deres oprettelse. ret
(223) For år tilbage gav Herren mig særskilt lys angående oprettelsen af en sundhedsanstalt, hvor de syge kunne behandles efter ganske andre metoder end dem, der blev fulgt i enhver anden institution i verden. Som et Herrens redskab skulle den grundlægges på og ledes efter bibelske principper og den skulle i hans hånd være et af de mest virkningsfulde midler til at bringe verden lys. Det var Guds hensigt, at den skulle repræsentere videnskabelig dygtighed, moralsk og åndelig kraft og stå som en trofast vagtpost for reform i alle dens faser. Alle, der blev tilknyttet institutionen, skulle virke for reformen, respektere dens principper og agte på det lys, der skinner på os som et folk vedrørende sundhedsreformen. ret
(223) Guds plan var, at den institution, han ville oprette, skulle stå som en fakkel til oplysning, advarsel og tilrettevisning. Han ville bevise for verden, at en institution ledet efter religiøse principper som et tilflugtsted for syge ville kunne opretholdes, uden at man giver afkald på dens ejendommelige, hellige karakter og at den kunne holdes fri for de tvivlsomme ting, der forekommer i andre sundhedsanstalter. Den skulle være et middel til indførelse af en stor reform. ret
(223) Herren har åbenbaret, at sanatoriets fremgang ikke skulle være afhængig alene af lægernes kundskab og dygtighed, men af Guds nåde. Det skulle blive kendt som en institution, hvor Gud (224) anerkendes som universets Enehersker, en institution, der stod under hans særskilte tilsyn. Dets ledere skulle gøre Gud til den første og den sidste og det bedste i alle ting. Og dette skulle være dets styrke. Hvis det blev ledet på den måde, som Gud kunne bifalde, ville det i høj grad blive fremgangsrigt og stå foran alle andre institutioner af den slags i verden. Stort lys, stor kundskab og mange privilegier blev givet; og i forhold til det lys, der er modtaget, vil ansvaret være for dem, som institutionens drift blev betroet. ret
(224) Medens vor virksomhed er blevet udvidet og institutionernes antal forøget, vedbliver Guds hensigt med deres oprettelse at være den samme. Betingelserne for fremgang er uændrede. ret
(224) Menneskeslægten lider, fordi Guds love er blevet overtrådt. Herren ønsker, at menneskene skal bringes til at forstå årsagen til deres lidelse og den eneste vej til lindring. Han ønsker, at de skal indse, at deres fysiske og åndelige moralske velvære afhænger af deres lydighed mod hans lov. Det er hans hensigt, at vore institutioner skal tjene som en anskuelsesundervisning og påvise følgerne af lydighed mod rigtige principper. ret
(224) I forberedelsen af et folk for Herrens andet komme skal der udføres et stort værk gennem kundgørelse af sundhedsprincipperne. Menneskene skal undervises om den fysiske organismes tarv og om værdien af en sundhedsmæssig levevis, således som skriften lærer, for at de legemer, Gud har skabt, må kunne fremstilles for ham som et levende offer, skikket til at yde ham en velbehagelig tjeneste. Der er en stor gerning at udføre for lidende mennesker, ved at mildne deres lidelser ved brug af de naturlige midler, som Gud har skaffet og ved at lære dem, hvordan sygdom kan forebygges ved beherskelse af lysterne og lidenskaberne. Menneskene (225) bør oplyses om, at overtrædelse af naturlovene er overtrædelse af Guds love. De bør undervises om den på fysiske såvel som på åndelige områder gældende sandhed, at »Herrens frygt er vej til liv«. »Vil du gå ind til livet,« sagde Kristus, »så hold budene!« Når Guds bud adlydes, er det »liv for dem, der finder det, helse for alt deres kød«. Ordsp. 19,23; Matt. 19,17; Ordsp. 4,22. ret
(225) Vore sanatorier er et redskab til oplysning for at undervise folket på disse områder. De, der modtager undervisning, kan så igen meddele andre kundskab om sundhedsbringende og sundhedsbevarende principper. Således skal vore sanatorier være et redskab til at nå folket, et middel til at vise dem det urigtige ved at sætte sig ud over livets og sundhedens love og til at lære dem, hvordan de kan bevare legemet i den bedste kondition. Sanatorier skal oprettes i forskellige lande, hvor vore missionærer er trængt ind og de skal være centraler, hvorfra der udføres et arbejde for at helbrede, genopbygge og undervise. ret
(225) Vi skal arbejde både for legemets sundhed og for sjælens frelse. Vor mission er den samme som Mesterens, om hvem der står skrevet, at han drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af djævelen. Apg. 10,38. Om sin egen gerning siger han: »Den Herre Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter.« »Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed.« Es. 61,1; Luk. 4,18. Når vi følger Kristi eksempel for andres vel, vækker vi deres, interesse for den Gud, vi tjener. ret
(225) Vore sanatorier bør i alle deres afdelinger være (226) mindesmærker for Gud, hans redskaber til at udså sandhedens sæd i menneskers hjerter. Dette vil de være, hvis de bliver ledet på den rette måde. ret
(226) Guds levende sandhed skal kundgøres på vore sundhedsinstitutioner. Mange, som kommer dertil, hungrer og tørster efter sandhed og når den bliver fremholdt for dem på den rette måde, vil de modtage den med glæde. Vore sanatorier har været et middel til at ophøje sandheden for denne tid og bringe den frem for tusinder. Den religiøse indflydelse, der gennemtrænger disse institutioner, giver gæsterne tillid. Forvisningen om, at Herren er den ledende dér og om de mange bønner, der opsendes for de syge, gør indtryk på deres hjerter. Mange, der før aldrig tænkte på sjælens værdi, overbevises af Guds Ånd og ikke så få, ledes til at forandre hele deres livsførelse. Mange, som har været tilfredse med sig selv og ment, at deres egen karakters standard var tilstrækkelig og som ikke har følt nogen trang til Kristi retfærdighed, modtager indtryk, der aldrig vil udslettes. Når fremtidens prøvelse kommer og lyset skinner for dem, vil ikke så få af disse indtage deres standpunkt, sammen med de overlevne iblandt Guds folk. ret
(226) Institutioner, der ledes på denne måde, tjener Gud til ære. Han har i sin nåde gjort sanatorierne til en sådan kraft til lindring af fysisk lidelse, at tusinder er søgt dertil for at helbredes for deres sygdomme. Og for manges vedkommende gælder det, at legemlig helbredelse ledsages af lægedom for sjælen. Af Frelseren modtager de deres synders forladelse. De modtager Kristi nåde og forener sig med ham, med hans interesser og hans ære. Mange forlader vore sanatorier med nye hjerter. Forandringen er åbenbar. Når disse vender tilbage til deres hjem, er de som lys i verden. Herren gør dem til sine vidner. Deres vidnesbyrd er: »Jeg har set hans storhed, jeg har smagt hans godhed.« »Kom og hør (227) og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min sjæl!« Sl. 66,16. ret
(227) Ved Guds ånds bistand har vore sanatorier således været et middel til at udrette meget godt. Og de skal nå endnu højere. Gud vil arbejde sammen med det folk, der vil ære ham. ret
(227) Underfuld er den gerning, Gud har til hensigt at udføre gennem sine tjenere, for at hans navn kan blive herliggjort. Gud gjorde Josef til en livets kilde for den ægyptiske nation. Ved Josef blev hele dette folks liv bevaret. Ved Daniel frelste han alle de vise mænds liv i Babylon. Og disse befrielser var som en anskuelsesundervisning; de var for folket en illustration af de åndelige velsignelser, der blev dem tilbudt gennem forbindelse med den Gud, Josef og Daniel tilbad. Således ønsker Gud gennem sit folk i dag at bringe velsignelse til verden. Enhver arbejder, i hvis hjerte Kristus bor, enhver som vil vise verden hans kærlighed, er en Guds medarbejder til velsignelse for menneskeheden. Når han af Frelseren modtager nåde at meddele til andre, udvælder der fra hele hans væsen en strøm af åndeligt liv. Kristus kom som den store Læge for at hele de sår, synden har frembragt hos menneskeslægten og hans ånd, der virker gennem hans tjenere, meddeler syndbetyngede, lidende mennesker en mægtig lægende kraft, som virker både på legeme og sjæl. »På hin dag,« siger skriften, »skal en kilde vælde frem for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed.« Zak. 13,1. Vandene i denne kilde indeholder lægende egenskaber, der vil helbrede både fysiske og åndelige skrøbeligheder. ret
(227) Fra denne kilde udgår den mægtige flod, som viste sig i Ezekiels syn. »Dette vand løber ud i Østerkredsen og ned i Araba og når det falder ud i havet, Salthavet, bliver vandet (228) der sundt; alle de levende væsener, hvoraf det vrimler, skal leve, overalt hvor strømmen kommer hen. ..... På begge flodens bredder skal der vokse alle hånde frugttræer, hvis blade ikke falder af og hvis frugter aldrig får ende; hver måned bærer de nye frugter; thi dets vand udspringer i helligdomme. Frugterne skal tjene til føde og bladene til lægedom.« Ez. 47,8-12. ret
(228) En sådan flod med liv og lægedom er det Guds hensigt, at vore sanatorier skal være derved, at hans kraft virker igennem dem.
(228) Vore sanatorier skal åbenbare himmelens velvilje for verden; og selv om Kristi synlige nærværelse ikke ses i bygningen, kan arbejderne dog tilegne sig løftet: »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,20 Vejl f menigh bd. 2 side 392-398]
(228) Guds løfter til Israel er også til de institutioner, som nu er oprettet til hans navns ære: »Så siger Herren, som skabte jorden og dannede den, idet han grundfæstede den, han hvis navn er Herren: Kald på mig, så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender. Thi så siger Herren, Israels Gud, om denne by: .... Se, jeg vil lade byens sår heles og læges og jeg helbreder dem og oplader for dem en rigdom af fred og sandhed. .... Jeg renser dem for al deres brøde, ... og tilgiver alle deres misgerninger, med hvilke de syndede og forbrød sig imod mig.« »I hine dage skal Juda Frelses og Jerusalem bo trygt og man skal kalde det: Herren vor retfærdighed.« Jer.33,2-9.