(243) (243) Det fjerde kapitel i Efeserbrevet indeholder lektier til os, fra Gud. I dette kapitel taler én under Guds inspiration, én som Gud, i hellige syner, har undervist. Han beskriver fordelingen af Guds gaver til sine arbejdere og siger: »Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.« Ef.4,11-13. Her får vi vist at Gud giver hvert menneske sin gerning og gør mennesket dette arbejde, fuldfører han sin del af Guds store plan. ret
(243) Denne lektie bør vore læge- og sundhedsmissionærere overveje nøje. Gud oprettede sine instrumenter hos et folk, som vedkender sig den guddommelige regerings love. Den syge skal helbredes ved menneskelige og guddommelige anstrengelser i forening. Enhver gave, enhver kraft, som Kristus har lovet sine disciple, giver han dem, som vil tjene ham trofast. Og ham, som giver åndelige evner og som betror mænd og kvinder talenter, der er hans ved skabelsen og forløsningen, forventer at disse talenter og evner vil øges ved anvendelse. Hvert talent må bruges til andres velsignelse og derved bringe Gud ære. Men læger er kommet til at tro at deres evner var deres personlige ejendom. De kræfter de fik til Guds arbejde, har de brugt på at dele ud i arbejdsområder, som Gud ikke har anvist dem. ret
(243) Satan arbejder altid på, at få anledning til at (244) liste sig ind. Han fortæller lægen, at hans talenter er for værdifulde til at bindes for syvendedags adventister; og var han fri, kunne han gøre et meget stort arbejde. Lægen fristes til at tro, at han gennemføre metoder uafhængigt af det folk Gud har bearbejdet, for at Gud kan sætte det over alle andre folk på jordens overflade. Men lad ikke lægen tro at hans indflydelse bliver større, hvis han adskiller sig selv fra dette værk. Forsøger han at gennemføre sine planer, vil det ikke lykkes for ham. ret
(244) Selviskhed indført i mindste grad i præste- eller lægearbejdet er en krænkelse af Guds lov. Når mennesker fryder sig ved deres evner og får menneskers ros til at flyde til begrænsede mennesker, vanærer de Gud og han vil fjerne det de ærer. Lægerne på vore sanatorier og i sundhedsarbejde er ved Guds forsyn blevet bundet til dette folk, som han har pålagt at være et lys for verden. Deres arbejde skal give alt det Herren har givet dem at give, ikke som en indflydelse blandt mange andre, men som den indflydelse Gud bruger til at gøre denne tids sandhed virkningsfuld med. ret
(244) Gud har betroet os et særligt arbejde, et arbejde som ingen andre folk kan gøre. Han har lovet os sin Helligånds hjælp. Den himmelske strøm flyder mod jorden, for at udrette det arbejde, vi har fået fastsat. Lad ikke denne himmelske strøm bortvendes på grund af vore afvigelser fra den af Kristus markerede klare sti. ret
(244) Læger skal ikke tro at de kan omspænde verden ved deres planer og indsats. Gud har ikke sendt dem til at favne så meget, når de kun har det arbejde de har. Det menneske, som bruger sine kræfter i mange linjer af værket, kan ikke tage ledelsen af en helseinstitution i sine hænder og samtidig gøre det godt. ret
(245) (245) Hvis Herrens arbejdere tager de arbejdslinjer op, som fortrænger det, de burde have gjort, at viderebringe lys til verden, får Gud ikke den ære, ved deres arbejde, som burde tilfalde hans hellige navn. Når Gud kalder et menneske til et bestemt arbejde i hans sag, pålægger han det ikke andre byrder, som andre mennesker kan og burde bære. Måske er det vigtige byrder. Gud tilmåler hvert menneske et arbejde, efter sin egen klogskab. Han ønsker ikke at hans ansvarsbetyngede mennesker skal belastes til det yderste, ved at de skal tage mange arbejdsområder op. Hvis arbejderen ikke tager sin fastsatte opgave op, netop den opgave som Herren ser han kan gøre, forsømmer han de pligter, som kunne føre til sandhedens forkyndelse og vil berede mennesker for den store forestående krise, hvis de blev udført rigtigt. ret
(245) Gud kan hverken give fysisk eller mental kraft i noget stort omfang til dem, som samler byrder til sig selv, som han ikke har fastsat. Når mennesker påtager sig selv sådanne ansvar, uanset hvor godt arbejdet kan være, overbebyrdes deres fysiske styrke og de bliver forvirrede og de kan ikke nå den højeste succes. ret
(245) Lægerne på vore institutioner bør ikke gå ind i utallige virksomheder og derved lade deres arbejde dø hen, hvor det burde stå fast på principperne og udøve en verdensopspændende indflydelse. Gud har ikke sat sine medarbejdere til at spænde sig over så mange ting og gøre så store planer, at de ikke, på deres indrettede sted, kan gøre det meget godt han forventer at de skal, ved at sprede lys til verden og drage mænd og kvinder, som han leder ved hans højeste visdom. ret
(245) Fjenden har bestemt sig for at modarbejde Guds planer om at gavne menneskeheden og åbenbare for dem hvad sand sundhedsarbejde er. Så mange (246) interesser er kommet ind, at arbejderne ikke kan gøre alle ting, efter det anviste forbillede på bjerget. Jeg er blevet belært om at lægerne på vore institutioner har fået har rigeligt arbejde og hvad Herren forlanger af dem, er at kæde sig tæt sammen med evangeliemissionærerne og gøre deres arbejde trofast. Han har ikke bedt vor læger om at påtage sig så meget og vidtspændende arbejde, som de har påtaget sig. Han har ikke gjort det til vore lægers særlige gerning, at arbejde for dem i syndebuler i vore store byer. Herren kræver ikke umuligheder af sine tjenere. Det arbejde som han gav vore læger, var at symbolisere evangeliets tjeneste for verden i form af sundhedsarbejde. ret
(246) Herren pålægger ikke sit folk alle de arbejdsbyrder for en så syndsforhærdet klasse, at mange af dem selv ikke vil få gavn af det, ej heller andre. Hvis der er mænd som kan tage arbejdet op for de mest nedbrudte, hvis Gud pålægger dem en arbejdsbyrde for masserne på forskellige måder, så lad disse gå ud og indsamle de nødvendige midler fra verden, til at gøre dette. Lad dem ikke være afhængige af midler, som Gud har bevilget til arbejdet af den tredje engels budskab. ret
(246) Vore sanatorier behøver den hjerne- og hjertestyrke, som de er blevet berøvet af andre steder i værket. Alt hvad Satan kan gøre, vil han gøre for at mangedoble vore lægers ansvar, for han ved at det betyder svækkelse i stedet for styrke for de institutioner de er på. ret
(246) Der bør udvises stor hensynsfuldhed i det arbejde som vi påtager os. Vi skal ikke påtage os store byrder, når vi tager os af små børn. Dette arbejde gør andre. Vi har et særligt arbejde med at tage os af og uddanne større børn. Lad familier som kan dette, tage sig af de små og de vil (247) få en stor velsignelse når de gør dette. Men der er et højere og mere specielt arbejde med at få vore læger til at uddanne dem, som er vokset op med en deformeret karakter. Sundhedsreformens principper må frembringes for forældrene. De må omvendes, så de kan virke som missionærere i deres egne hjem. Dette har vore læger gjort og kan stadig gøre, hvis de da ikke vil ofre sig selv ved at bære så mange og forskellige ansvar. ret
(247) Overlægen på en institution har en vanskelig opgave og han bør friholde sig selv for mindre ansvar; for de vil ikke give ham tid til hvile. Han bør have tilstrækkelig troværdig hjælp, for han har en vanskelig opgave at løse. Han må bøje sig ned i bøn, sammen med de lidende og lede sine patienter til den Store Læge. Hvis han i ydmyg bøn, søger Gud for visdom, til at behandle hvert tilfælde, vil han få forøget sin styrke og indflydelse meget. ret
(247) Hvad kan mennesket udrette af sig selv, i det store arbejde den evige Gud har fremlagt? Kristus siger: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Joh.15,5. Han kom til vor verden for at vise menneskene, hvordan de skulle udføre det arbejde, de havde fået af Gud og han siger til os: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Thi mit åg er gavnligt og min byrde er let.« Matt.11,28-30. Hvorfor er Kristi åg nemt og hans byrde let? Fordi han bar dens vægt på Golgatas kors. ret
(247) Personlig religion er nødvendig for enhver læge, hvis hans omsorg for den syge skal lykkes. Han behøver en stærkere kraft end hans egen umiddelbare opfattelse og dygtighed. Gud ønsker at læger skal knytte sig til ham og vide at alle sjæle er dyrebare i hans øjne. Han som beror sig på (248) Gud og erkender at det er ham alene der skaber mennesket, ved hvordan det ledes, vil ikke svigte i sit bestemte arbejde som helbreder af legemlige svagheder, eller som en sjælelæge, hvem Kristus døde for. ret
(248) Én, som bærer lægens tunge ansvar, behøver evangelieprædikantens bønner og han burde kædes sammen med Guds sandhed i sjæl, sind og legeme. Så kan han tale i rette tid for den, som er plaget. Han kan overvåge sjæle på samme måde som ham, der skal aflægge et regnskab. Han kan viderebringe Kristus som vejen, sandheden og livet. Skriftstederne kommer klart frem for ham og han taler som én, der kender de sjæles værdi, han har med at gøre. ret
(248) Tilpasning til verden
Herren Jesus har sagt: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.« Luk.9,23 Kristi ord gør indtryk på tilhørernes tanker. Selvom de ikke forstod hans lære så klart, kom mange af dyb overbevisning, til at sige: »Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.« Joh.7,46. Disciplene forstår ikke altid de lektier som Kristus ønskede at bringe ved lignelser og når tilhørerskaren var gået bort, ville de bede ham forklare hans ord. Han var altid parat til at føre dem til en fuldkommen forståelse af hans ord og hans vilje; for fra dem, skulle sandheden nå ud til verden i klare og tydelige linjer. ret
(248) Til tider irettesatte Kristus sine disciple for at fatte tingene for tungt. Han ilagde dem sandheder, som de var lidt mistroiske over for. Han havde været sammen med dem en lang tid og givet dem lektier i guddommelig sandhed; men deres religiøse baggrund, - den fejlagtige tolkning som de havde hørt jødiske lærere give skrifterne, - omtågede deres (249) tanker. Kristus lovede dem at han vil sende dem sin Ånd, som vil genkalde hans ord for dem, som glemte sandheder. »Han skal lære jer alle ting,« sagde Kristus, »og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.« Joh.14,26. ret
(249) Den måde de jødiske lærere forklarede skrifterne på - deres endeløse gentagelser af leveregler og opdigtelse, fremkaldte disse ord fra Kristus: »Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig.« De gik deres rundgang i tempelsalene. De ofrede ofre der afbillede det store offer og sagde ved deres ceremonier, "Kom, min Frelser," alligevel var Kristus, ham alle disse ceremonier repræsenterede, iblandt dem og de ville ikke genkende ham. Frelseren erklærede: »Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.« Matt.15,8.9. ret
(249) I dag siger Kristus til sine tjenere, ligesom han sagde til sine disciple: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Men mennesker i dag er ligeså træge til at lære, som på Kristi tid. Gud har givet sit folk advarsel efter advarsel, men verdens sæder, vaner og skikke har haft så stor kraft på hans bekendende folks tanker, at hans advarsler er blevet ignoreret. ret
(249) Dem som medvirker i Guds store sag, skal ikke følge verdsliges eksempel. Der skal gives agt på Guds røst. Han som beror sig på menneskelig styrke og indflydelse, læner sig op ad brudte tækkerør. ret
(249) Afhængighed af mennesker har været menighedens store svaghed. Mennesker vanærede Gud da de ikke værdsatte hans mægtighed og i stedet for tragtede efter menneskelig indflydelse. På denne måde blev Israel svag. Folket ønskede at være ligesom andre folkeslag i verden og de bad om en konge. De ønskede mere at blive ledt af menneskelig kraft, som de (250) kunne se, end af den guddommelige, usynlige kraft, som til den tid havde ledt og ført dem og havde givet dem sejr i kamp. De gjorde deres eget valg og resultatet kunne ses ved Jerusalems ødelæggelse og spredningen af folket. ret
(250) Vi kan ikke have tillid til noget menneske, uanset hvor lært, hvor ophøjet det end er, medmindre det fra begyndelsen fastholder sin tillid til Gud helt frem til enden. Hvad kunne have været fjendens kraft over for Salomon, mennesket som Inspirationen tre gange kaldte for den Guds-elskede og som fik betroet det store arbejde at bygge templet! I det arbejde gjorde Salomon en alliance med hedenske nationer og han bandt sig selv til hedenske kvinder i ægteskaber med dem og gennem hvis indflydelse han i de sidste år overlod Guds tempel til gudsdyrkelse i småskove, han havde lavet for deres afguder. ret
(250) Således tilsidesætter mennesker Gud, som ikke værende tilstrækkelig for dem. De tyer til verdslige mennesker efter påskønnelse og tror at de, ved indflydelse i verden, kan gøre nogle store ting. Men de går fejl. Ved at støtte sig til verdens arm i stedet for Guds arm, vender de sig bort fra det arbejde som Gud ønsker udrettet, ved sit udvalgte folk. ret
(250) Når lægen bringes i kontakt med de højere samfundslag, så lad ham ikke tro at han skal skjule de særegenheder som helligelse ved sandheden giver ham. De læger, som går ind i Guds arbejde, skal samarbejde med Gud som hans fastsatte redskaber; de skal lægge alle kræfter og evner i, for at forherlige Guds lovlydige folks arbejde. Dem, som i deres menneskelige visdom forsøger at skjule de særegenheder, der adskiller Guds folk fra verden, vil miste deres åndelige liv og vil ikke længere opretholdes af hans kraft. ret
(251) (251) Vore lægearbejdere bør aldrig få den idé at man skal se velhavende ud. Det vil være en stor fristelse at gøre dette, for at det skal give indflydelse. Men jeg er blevet pålagt at sige, at det har den modsatte virkning. ret
(251) Alle, som søger at højne sig selv ved at tilpasse sig verden, sætter et forkert eksempel. Gud ser at kun de er hans, der udøver den selvfornægtelse og opofrelse han har påbudt. Lægerne må forstå at deres kræfter ligger i deres hjertes sagtmodighed og ydmyghed. Gud vil ære dem, som gør sig afhængige af ham. ret
(251) Lægens klædestil og udstyr tæller ikke en tøddel for Gud. Han kan ikke bearbejde dem ved sin Helligånd, som forsøger at kappes med verden i klæder og udseende. Han, som følger Kristus må fornægte sig selv og tage korset op. ret
(251) Den læge som elsker og frygter Gud, har ikke brug for et ydre udseende for at udskille sig selv; for Retfærdighedens Sol skinner i hans hjerte og er åbenbaret i hans liv og dette udskiller ham. Dem som arbejder i Kristi linjer, vil være levende breve, kendt og læst af alle mennesker. Ved deres eksempel og indflydelse vil velhavende og talentfulde mennesker vendes fra den materialistiske billighed, til at gribe fat i evige realiteter. Den læge, som afslører at han får sine anvisninger fra Gud, vil altid nyde den største respekt. Intet vil arbejde så mægtigt for Guds virksomhed, som dem der er i den, til at stå urokkelig for sine tjenere. ret
(251) Lægen vil finde at det er til hans nuværende og evige gode at følge Herrens arbejdsmetoder. Det sindelag som Gud har gjort, kan formes uden menneskers kraft, men han ærer mennesker ved at bede dem at samarbejde i hans store værk. ret
(252) (252) Mange betragter deres egen visdom som tilstrækkelig og de ordner tingene efter deres egen dømmekraft og tror at de kan nå fantastiske resultater. Men hvis de beror sig på Gud og ikke på sig selv, vil de få himmelsk visdom. Dem, som er så optaget af deres arbejde, at de ikke kan få tid til at bane sig vej til nådens trone og få råd fra Gud, vil vende arbejdet ind i forkerte kanaler. Vor styrke ligger i vor forening med Gud, gennem hans enbårne søn og i vor forening med hinanden. ret
(252) Den mest succesrige kirurg er ham, som elsker Gud, som ser Gud i hans skabte værk og dyrker ham, idet han eftersporer hans viiselige orden i menneskeorganismen. Den mest succesrige lærer, er ham som frygter Gud fra sin ungdom af, ligesom Timoteus, der føler at Kristus er hans stadige ledsager, en ven man altid kan være fortrolig med. En sådan læge vil ikke bytte sin stilling med det højeste embede verden kunne give. Han er mere ivrig efter at ære Gud og få hans billigelse, end at få ære og støtte fra verdens store mænd. ret
(252) Bøn
Ethvert sanatorium, som er oprettet blandt syvendags adventister, burde gøres til et missionscenter. Alle som er knyttet til den gren af værket, burde helliges til Gud. Dem som tjener syge, som gør vanskelige og alvorlige operationer, burde huske på at ét smut med kniven, én nervøs skælven, kan sende en sjæl til evigheden. De bør ikke få lov at tage så mange ansvar, så de ikke har tid til at bede. Ved alvorlig bøn bør de anerkende deres afhængighed af Gud. Kun ved en fornemmelse af at Guds rene sandhed arbejder i sind og (253) hjerte, kun ved den stilhed og styrke som han alene giver, er de udrustet til at de kritiske operationer, som er liv eller død for patienterne. ret
(253) Den oprigtigt omvendte læge vil ikke samle sig ansvar, der kolliderer med hans arbejde for sjæle. Når vi uden Kristus ikke kan gøre noget, hvordan kan en læge eller sundhedsmissionær da gå så vellykket ind i hans vigtige arbejde, uden at søge Herren alvorligt i bøn? Bøn og studium af ordet bringer liv og sundhed til sjælen. ret
(253) Herren venter på at vise sin nåde og kraft ved sit folk. Men han forlanger at dem, som går ind i hans tjeneste, altid skal holde deres tanker rettet mod ham. Hver dag bør de have tid til at læse Guds ord og have tid til bøn. Enhver befalingsmand og enhver soldat undrer Israels Guds kommando behøver tid til at rådføre sig med Gud og søge hans velsignelse. Hvis arbejderen lader sig drage bort fra dette, vil han miste sin åndelige kraft. Vi skal hver især vandre og tale med Gud; da vil den hellige indflydelse fra Kristi evangelium, al dens kostelighed, vise sig i vore liv. ret
(253) Et reformarbejde skal gennemføres på vore institutioner. Læger, arbejdere og sygehjælpere skal indse at de er på prøve - på prøve i deres nuværende liv og for det liv, som måler sig med Guds liv. Vi skal anstrenge alle evner, for at gøre lidende menneskevæsener opmærksom på de frelsende sandheder. Dette må ske i forbindelse med helbredelsen af den syge. Sandhedens sag vil stå frem for verden i den styrke, som Gud har til hensigt den skal have. Ved helligede medarbejderes indflydelse vil sandheden have betydning. Den vil sprede sig »som en lampe der brænder."