Vidnesbyrd for menigheden bind 6 kapitel 30fra side254

tilbage

Verdens trang

(254)  (254) [Da Kristus så skarerne, der samledes omkring ham, »ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyrde har«. Han så sygdommen, sorgen, savnet og udartelsen hos de skarer, der flokkedes omkring ham. Menneskehedens trang og smerte rundt om i verden blev fremstillet for ham. Blandt de høje og de lave, de mest hædrede og de mest udartede så han sjæle, der længtes netop efter de velsignelser, han var kommet for at bringe, sjæle, som blot behøvede kundskab om hans nåde for at blive borgere i hans rige. »Da siger han til sine disciple: »Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.« Matt. 9,36-38. ret

(254)  Den samme trang foreligger i dag. Verden behøver arbejdere, der vil virke, som Kristus virkede for de lidende og for syndere. Der er i sandhed en skare at arbejde for. Verden er fuld af sygdom, lidelse, nød og synd. Den er fuld af sådanne, som behøver at blive hjulpet - de svage, de hjælpeløse de vankundige, de udartede. ret

(254)  Omgivet af kirker, institutioner og hjem, der ifølge bekendelsen er kristne, vælger mange af de unge i denne generation den sti, der fører til fortabelse. Som følge af vanemæssig umådeholdenhed pådrager de sig sygdom og på grund af griskhed efter at skaffe penge til syndige nydelser henfalder de til uærlige handlinger. Helbred og karakter ødelægges. Fremmedgjorte for Gud og udstødte fra samfundet føler disse arme sjæle, at de er uden håb både for dette liv og for det tilkommende. Forældres hjerter sønderknuses. Menneskene taler om disse vildfarende som (255) håbløse; men Gud ser på dem med øm medlidenhed. Han forstår alle de omstændigheder, der førte til, at de faldt under fristelse. Dette er en klasse mennesker, som trænger til, at der bliver arbejdet for dem. ret

(255)  Nær og fjern er der sjæle, ikke blot unge, men mennesker i alle aldre, som befinder sig i fattigdom og nød, nedsunkne i synd og betyngede af skyldfølelse. Det er Guds tjeneres gerning at søge efter disse sjæle, at bede med dem og for dem og skridt for skridt lede dem til Frelseren. ret

(255)  Men de, der ikke indser Guds krav, er ikke de eneste, som er i nød og behøver hjælp. I verden i dag, hvor egoisme, griskhed og undertrykkelse råder, befinder mange af Guds sande børn sig i nød og kummer. På usle og elendige steder, omgivet af fattigdom, sygdom og brøde, er der mange, som tålmodigt bærer deres egen byrde af lidelse og søger at trøste de håbløse og syndbetyngede i deres nærhed. Mange af dem er næsten ukendte for menighederne eller for prædikanterne; men de er Herrens lys, som skinner i mørket For disse har Herren en særlig omhu og han opfordrer sit folk til at være hans hjælpende hånd til at lindre deres trang. Overalt hvor der er en menighed, bør man specielt tænke på at opsøge denne klasse mennesker og bringe dem hjælp. ret

(255)  Og medens vi virker for de fattige, bør vi også tænke på de rige, hvis sjæle er lige så dyrebare i Guds øjne. Kristus virkede for alle, der ville høre hans ord. Han opsøgte ikke blot tolderen og den udstødte, men også den rige og kultiverede farisæer, den jødiske adelsmand og den romerske høvedsmand. Den rige behøver, at man i Guds kærlighed og frygt gør noget for ham. Alt for ofte forlader han sig på sin rigdom og mærker ikke, at han er i fare. Den timelige ejendom, Herren har betroet menneskene, er (256) tit en kilde til stor fristelse. Tusinder forledes således til syndig tilfredsstillelse, der befæster dem i vanemæssig uafholden og last. Blandt de ulykkelige ofre for savn og synd er der mange, som engang var i besiddelse af rigdom. Ved brugen af stærk drik og ved tilfredsstillelse af kødets lyster er mænd i forskellige beskæftigelser og i forskellige stillinger i livet bukket under for verdens besmittelser og er faldet i fristelse. Medens disse faldne mennesker vækker vor medynk og kræver vor hjælp, bør vi da ikke tillige tænke lidt på dem, som endnu ikke er sunket ned til disse dybder, men som alligevel sætter deres fødder på den samme sti? Tusinder af mænd, der beklæder hædrede og nyttige stillinger, hengiver sig til vaner, som betyder ruin for sjæl og legeme. Skulle man ikke gøre de alvorligste bestræbelser for at oplyse disse? ret

(256)  Evangeliets forkyndere, statsmænd, forfattere, mænd med rigdom og begavelse og mænd med store forretningstalenter svæver i en dødelig fare, fordi de ikke indser nødvendigheden af streng afholdenhed i alle ting. De trænger til at blive gjort opmærksomme på afholdenhedens principper, ikke på en snæversynet eller vilkårlig måde, men i lyset af Guds store forsæt med menneskene. Hvis principperne for sand afholdenhed således kunne blive fremlagt for dem, er der mange i de højere samfundsklasser, som ville indse deres værdi og give dem en hjertelig modtagelse. ret

(256)  Der er en anden fare, som de rige klasser særlig er udsatte for og også her er der et virkefelt for lægemissionæren. Mange, som har fremgang i verden og som aldrig nedlader sig til last i almindelig forstand, ledes alligevel til fordærvelse som følge af lyst til rigdom. Optaget som de er med deres timelige skatte, er de ufølsomme over for Guds krav og deres medmenneskers trang. I stedet for at betragte deres rigdom som et talent, der skulle bruges til Guds ære og (257) til menneskehedens højnelse, ser de på den som et middel til selvtilfredsstillelse og selvforherligelse, De føjer hus til hus og landejendom til landejendom og fylder deres hjem med luksus, medens trangen går rundt på gaderne og der overalt omkring dem er mennesker, som lever i elendighed og forbrydelse, er syge og døende. De, der således lever livet for at tjene sig selv, udvikler ikke Guds, men Satans egenskaber. ret

(257)  Disse mænd behøver evangeliet. De trænger til at få øjnene vendt bort fra de forfængelige materielle ting for at betragte de kostelige varige rigdomme. De behøver at lære, hvilken glæde det er at vide, hvor velsignet det er at være Guds medarbejdere. ret

(257)  Folk tilhørende denne klasse er ofte yderst vanskelige at komme i forbindelse med, men Kristus vil åbne udveje, så man kan få adgang til dem. Lad de forstandige, de mest pålidelige, de mest håbefulde arbejdere søge efter disse sjæle. Med den visdom og takt, som guddommelig kærlighed afføder og med den dannelse og høflighed, som alene er en følge af Kristi nærværelse i sjælen, bør de arbejde for disse, som ikke ser herligheden af den himmelske skat, fordi glansen af jordisk rigdom har blændet dem. ret

(257)  Lad arbejderne studere bibelen sammen med dem og påvirke deres hjerter med sandheden. Læs disse Guds ord for dem: »Men han skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning.« »Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne ting har jeg behag, lyder det fra Herren.« »I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er.« »Så skal da min Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus fuldt ud give jer alt, (258) hvad I trænger til.« 1Kor.1,30 Jer. 9,23.24; Ef. 1,7; Fil. 4,19. ret

(258)  En sådan appel, fremsat i Kristi Ånd, vil ikke blive betragtet som betydningsløs. Den vil gøre indtryk på mange inden for de højere klasser. ret

(258)  Ved kloge og kærlige bestræbelser vil mangen rig mand måske kunne vækkes til forståelse af sit ansvar og sin pligt over for Gud. Når det gøres klart, at Herren forventer, at de som hans repræsentanter, skal lindre iblandt menneskene, vil mange give deres samtykke og yde af deres midler og deres sympati til gavn for de fattige. Når sindet således er blevet bortvendt fra deres egne selviske interesser, vil mange ledes til at overgive sig til Kristus. Ved deres talenter i form af indflydelse og deres midler vil de med glæde forene sig med den beskedne missionsarbejder, som var Guds redskab til deres omvendelse. Ved en rigtig brug af deres jordiske skat vil de samle sig »en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer nær og intet møl ødelægger«. Luk. 12,33. »De vil sikre sig den skat, som visdommen tilbyder, nemlig »varigt gods og retfærdighed«. Ordsp. 8,18. ret

(258)  Ved at iagttage vort liv danner menneskene i verden sig deres mening om Gud og om Kristi religion. Alle, der ikke kender Kristus, behøver til stadighed at kunne beskue hans karakters principper i deres liv, som kender ham, at fylde dette behov, at bringe Kristi kærligheds lys ind i de højes og de laves, de riges og de fattiges hjem, er lægemissionærens ophøjede pligt og dyrebare forret.

------------
ret

(258)  »I er jordens salt,« sagde Kristus til sine disciple og disse ord udtalte han til dem, som er hans arbejdere (259) i dag. Dersom I er salt, er der frelsende egenskaber i jer og kraften i jeres karakter vil øve en frelsende indflydelse.

------------
ret

(259)  Selv om en mand kan være sunket ned i syndens største dybder, er der mulighed for at redde ham. Mange har mistet sansen for evige realiteter, tabt Guds lignelse og de ved næppe, hvor vidt de har en sjæl at frelse eller ikke. De har hverken tro på Gud eller tillid til mennesker. Men de kan forstå og værdsætte handlinger, der skyldes praktisk sympati og hjælpsomhed. Når de ser nogen, der uden at være tilskyndet af jordisk ros eller belønning, kommer ind i deres hjem og hjælper de syge, mætter de sultne, klæder de nøgne og mildt henviser alle til ham, om hvis kærlighed og medynk det menneskelige redskab kun er budbringer for - når de ser dette, rører det deres hjerter. Taknemmeligheden vågner. Troen tændes. De ser, at Gud har omhu for dem og de er villige til at høre, når hans ord bliver opladt. ret

(259)  I dette genoprettelsesarbejde kræves der megen møjsommelig anstrengelse. Ingen opsigtsvækkende udtalelser om ukendte lærdomme bør fremsættes over for disse sjæle; men idet de modtager hjælp i fysisk henseende, bør sandheden for denne tid fremholdes. Mænd og kvinder og unge mennesker trænger til at få Guds lov med dens vidtrækkende krav at se. Det er ikke genvordigheder, møje eller fattigdom, der nedværdiger menneskeheden; det er synden, overtrædelsen af Guds liv. De anstrengelser, der gøres for at redde de udstødte og faldne, vil være forgæves, medmindre Guds lovs krav og nødvendigheden af lydighed mod ham bliver indprentet i sind og hjerte. Gud har ikke påbudt noget, der ej er påkrævet for at knytte menneskene til ham. »Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen.... Herrens bud er purt, giver øjet glans.« »Ved dine læbers ord,« siger (260) salmisten, »vogted jeg mig for voldsmænds veje.« Sl. 19,8-9; 17,4. ret

(260)  Engle hjælper til i denne gerning for at genrejse de faldne og føre dem tilbage til én, som har givet sit liv for at genløse dem og Helligånden arbejder sammen med menneskelige redskaber i deres tjeneste for at vække de moralske kræfter ved at påvirke hjertet og overbevise om synd, om retfærdighed og om dom. ret

(260)  Når Guds børn helliger sig til denne gerning, vil mange gribe den hånd, der er udstrakt for at frelse dem. De tilskyndes til at vende om fra deres onde veje. Nogle af de reddede vil, ved tro på Kristus, kunne hæve sig op til høje stillinger i tjenesten og blive betroet ansvar i arbejdet for at frelse sjæle. De kender af erfaring hvad disse, som de virker for, behøver og de ved hvordan de kan hjælpe dem; de ved, hvilke midler de bedst kan anvendes til redning for de fortabte. De er fulde af taknemmelighed til Gud for de velsignelser, de har modtaget; kærlighed opliver deres hjerter og de styrkes med kraft til at opløfte andre, som aldrig vil kunne rejse sig uden hjælp. Med bibelen som deres vejleder og med Helligånden som hjælper og trøstermand finder de, at der åbner sig et nyt livsløb for dem. Enhver af disse sjæle, der føjes til arbejderens rækker, udrustet med hjælpemidler og med oplysning om, hvordan man skal frelse sjæle for Kristus, bliver en medarbejder for dem, der bragte ham sandhedens lys. Således bliver Gud æret og hans sandhed fremmet.

------------
ret

(260)  Verden vil blive overbevist, ikke så meget ved, hvad der læres fra prædikestolen, som ved det liv, menigheden lever. Prædikanten forkynder sandhedens teori, men menighedens praktiske gudsfrygt demonstrerer dens kraft.

------------
ret

næste kapitel