(261) (261) Medens verden behøver sympati, medens den trænger til Guds folks bønner og medens den er i behov af at kunne se Kristus i hans efterfølgeres liv, er Guds folk i lige så stor trang til anledninger, der vækker deres medfølelse, giver deres bønner virkekraft og udvikler hos dem, en karakter i lighed med den, som det guddommelige mønster åbenbarede. ret
(261) Det er for at tilvejebringe disse anledninger, Gud har sat de fattige, de ulykkelige, de syge og de lidende iblandt os. De er Kristi arv til hans menighed og der skal sørges for dem, ligesom han ville have gjort. På denne måde fjerner Gud det værdiløse, lutrer guldet og giver os den hjertets karakterens dannelse, som vi behøver. ret
(261) Herren kunne udføre sit værk uden vort samarbejde. Han er ikke afhængig af os med vore penge, vor tid eller vort arbejde. Men menigheden er meget dyrebar i hans øjne. Den er det skrin, som indeholder hans juveler, den fold, der omhegner hans hjord og han længes efter at se den uden plet eller rynke eller noget sådant. Han længes efter den med en usigelig kærlighed. Dette er grunden til, at han har givet os anledninger til at virke for ham og han tager imod vort arbejde som tegn på vor kærlighed og troskab. ret
(261) Ved at sætte de fattige og de lidende iblandt os prøver Herren os for at åbenbare for os, hvad der bor i vore hjerter. Vi kan ikke uden fare afvige fra principper; vi kan ikke krænke retfærdighed; vi kan ikke forsømme barmhjertighed. Når vi ser, at det går tilbage med en broder, skal vi ikke gå ham forbi på den anden side af vejen, men gøre bestemte og øjeblikkelige anstrengelser for at opfylde Guds ord ved at hjælpe ham. Vi kan ikke arbejde i modstrid med Guds særskilte anvisninger, uden at følgen af vor gerning falder tilbage på os. Den sandhed bør (262) være fast afgjort, rodfæstet og grundfæstet i vor samvittighed, at intet i vor handlemåde, der vanærer Gud, kan tjene os til gavn. ret
(262) Det bør indridses i samvittigheden som med en jerngriffel på en klippe, at den, der sætter sig ud over barmhjertighed, medlidenhed og retfærdighed, den, som forsømmer de fattige, som overser lidende menneskers trang og som ikke er venlig og høflig, opfører sig på en sådan måde, at Gud ikke kan samarbejde med ham i karakterens udvikling. Sindets og hjertets dannelse foregår lettere, når vi nærer en sådan medfølelse med andre, at vi benytter vore fordele og privilegier til at lindre deres trang. At samle og selv beholde alt, hvad vi kan, fører til armod i sjælen. Men alle Kristi egenskaber venter på at blive vedtaget af dem, der vil udføre netop den gerning, Gud har bestemt til dem, idet de virker efter Kristi eksempel. ret
(262) Vor Genløser udsender sine sendebud, for at de skal bære et vidnesbyrd til hans folk. Han siger: »Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.« Åb. 3,20. Men mange nægter at modtage ham. Helligånden venter på at kunne mildne og betvinge hjerterne; men de er ikke villige til at åbne døren og slippe Frelseren ind af frygt for, at han vil kræve noget af dem. Og så går Jesus fra Nazaret forbi. Han længes efter at skænke dem sin nådes rige velsignelser, men de afslår at modtage dem. Hvilken frygtelig sag er det ikke at lukke Kristus ude fra hans eget tempel! Hvilket tab for menigheden!
(262) Gode gerninger koster os et offer; men det er netop dette offer, der bringer disciplin. Disse forpligtelser stiller os i modstrid med naturlige følelser og tilbøjeligheder, (263) og ved at opfylde dem, vinder vi sejr på sejr over de forkastelige træk i vor karakter. Striden føres videre og derved vokser vi i nåden. Således genspejler vi Kristi lignelse og beredes til en plads i Guds salige rige.
(263) Velsignelser, både timelige og åndelige, vil ledsage dem, der giver til de trængende, hvad de modtager af Mesteren. Jesus gjorde et under for at mætte de fem tusind, en træt, hungrig skare. Han valgte et behageligt sted, hvor der var plads til folket og bød dem sætte sig. Derpå tog han de fem brød og de to små fisk. Uden tvivl faldt der mange bemærkninger om umuligheden af at mætte fem tusind sultne mænd foruden kvinder og børn med dette knappe forråd. Men Jesus takkede og lagde føden i disciplenes hænder til fordeling. De serverede til folkemængden og føden forøgedes i deres hænder. Og efter at mængden var blevet mættet, satte disciplene sig og spiste af forsyningen fra himmelen sammen med Kristus. Dette er en dyrebar lærdom for enhver Kristi efterfølger.
(263) En ren og ubesmittet gudsdyrkelse »er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden«. Jak. 1,27. Vore menighedsmedlemmer trænger hårdt til at kende praktisk gudsfrygt. De trænger til at øve selvfornægtelse og selvopofrelse. De trænger til at give verden et synligt bevis på, at de ligner Kristus. Derfor skal det arbejde. Kristus kræver af dem, at det ikke overlades til andre, at den byrde, de selv skulle bære, lægges på en anden komité eller institution. De skal blive delagtige i Kristi (264) karakter ved at yde af deres midler og deres tid, deres sympati og personlige arbejde, for at hjælpe de syge, trøste de sørgende, støtte de fattige, opmuntre de modløse, oplyse sjæle i mørke, henvise syndere til Kristus og indprente i menneskenes hjerter, at Guds lov er bindende. ret
(264) Menneskene iagttager og vejer dem, der bekender sig til at tro på de særskilte sandheder for denne tid. De giver agt for at se, hvori deres liv og vandel er en fremstilling af Kristus. Når Guds folk i ydmyghed og med alvor beskæftiger sig med at gøre godt mod alle, vil det øve en indflydelse, der vil gøre sig gældende i enhver by og på ethvert sted, hvor sandheden er trængt ind. Hvis alle, der kender sandheden, vil tage fat på denne gerning, efter som lejlighed tilbyder sig og dag for dag udfører små kærlige handlinger i nabolaget, hvor de bor, vil dette åbenbare Kristus for deres naboer. Evangeliet vil åbenbare sig som en levende kraft og ikke som kløgtigt udtænkte eventyr eller som tomme spekulationer. Det vil åbenbare sig som en virkelighed, ikke som en frugt af fantasi eller begejstring. Dette vil få større betydning end prædikener eller bekendelse eller trosartikler.
(264) Satan deltager i spillet om livet for hver eneste sjæl. Han ved, at praktisk sympati er prøven på hjertets renhed og uegennytte og han vil gøre enhver mulig anstrengelse for at tillukke vore hjerter for andres trang, således at synet af lidelse til sidst ikke rører os. Han vil indføre mange ting for at hindre, at kærlighed og sympati kommer til udtryk. Det var på denne måde, han ødelagde Judas. Judas tænkte stadig på at gavne sig selv, I denne henseende fremstiller han en stor klasse bekendende kristne i dag. Derfor trænger vi til at betragte hans færd. Vi er Kristus lige så nær, som han var. Men dersom vi ligner Judas således, at samfundet med Kristus ikke gør os til ét med ham, dersom det ikke frembringer oprigtig medlidenhed i vore hjerter med dem, for hvem (265) Kristus gav sit liv, står vi ligesom Judas i fare for at være uden Kristus, et bytte for Satans fristelser. ret
(265) Vi behøver at være på vagt imod den første afvigelse fra retfærdighed; for én overtrædelse, én undladelse af at lægge Kristi Ånd for dagen, åbner vejen for en anden og så for en tredje, indtil sindet beherskes af fjendens principper. Hvis egoismens ånd næres, bliver den en fortærende lidenskab, som Kristi magt alene kan underkue. ret
(265) Budskabet i Esajas det 58. kapitel
Jeg kan ikke stærkt nok opfordre alle menighedsmedlemmer, alle, som er sande missionærer, alle, som tror den tredje engels budskab, enhver, som varer sin fod på sabbatten, til at betragte budskabet i det 58. kapitel hos Esajas. Det velfærdsarbejde, der påbydes i dette kapitel, er den gerning, Gud kræver, at hans folk skal udføre i denne tid. Det er en gerning efter hans egen anvisning. Vi lades ikke i tvivl om, hvor budskabet har sin anvendelse og om tiden for dets tydelige opfyldelse, for vi læser: "Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du "murbrudsbøder", "genskaber af farbare veje"." Guds mindesmærke, den syvende dag, sabbatten, tegnet på hans gerning, da han skabte verden, er blevet fjernet af syndens menneske. Guds folk har et særskilt arbejde at udføre med at udbedre det brud, der er gjort i Guds lov; og jo mere vi nærmer os enden, desto mere påtrængende nødvendigt bliver dette arbejde. ret
(265) Alle, som elsker Gud, vil vise, at de bærer hans tegn, ved at holde hans befalinger. De er genskabere af farbare veje. Herren siger: »Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, (266) ..... da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje.« Es. 58,12-14. Således er sandt sundhedsmissionsarbejde uadskilleligt knyttet til overholdelsen af Guds befalinger, hvoraf sabbatten specielt omtales, fordi den er det særskilte minde om Guds skabermagt. Dens helligholdelse hører sammen med den gerning at genoprette Guds moralske billede i mennesket. Dette er den tjeneste, Guds folk skal udrette i denne tid. Udført på den rette måde vil denne tjeneste bringe menigheden rige velsignelser. ret
(266) Som dem, der tror på Kristus, behøver vi større tro. Vi trænger til at blive mere inderlige i bønnen. Mange undrer sig over, hvorfor deres bønner er så blottede for liv, deres tro så svag og vaklende, deres kristelige erfaring så mørk og uvis. »Har vi ikke fastet,« siger de, »og gået sørgeklædte for Hærskarers Herres åsyn?« Mal. 3,14. I det 58. kapitel hos Esajas har Kristus vist, hvorledes dette forhold kan ændres. Han siger: »Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd.« Es. 58,6-7. Dette er den recept, Kristus har foreskrevet for den forsagte, tvivlende, bævende sjæl. Lad de sorgfulde, der går i sørgeklæder for Herrens åsyn, stå op og hjælpe en eller anden, som behøver hjælp. ret
(266) Enhver menighed behøver Helligåndens beherskende kraft og nu er tiden til at bede derom. Men i al Guds gerning med mennesket er det hans plan, at mennesket skal samarbejde ved ham. I denne hensigt opfordrer Herren menigheden til at opnå en højere grad af fromhed, en rigtigere forståelse af pligten, en klarere opfattelse af deres skyldighed over for Skaberen. (267) Han opfordrer den til at være et rent, helliget, virksomt folk; og kristeligt hjælpearbejde er et af midlerne til opnåelse deraf, idet Helligånden meddeler sig til alle, der udfører Guds tjeneste. ret
(267) Til dem, der har beskæftiget sig med dette arbejde, ønsker jeg at sige: Fortsæt gerningen med takt og dygtighed. Interesser jeres omgivelser i at virke i en eller anden forening, hvor de kan organiseres til at arbejde i fællesskab og enighed. Få de unge mænd og kvinder i menighederne til at arbejde. Forén virksomhed i sundhedsmissionen med forkyndelsen af den tredje engels budskab. Gør regelmæssige, organiserede bestræbelser for at løfte menighedsmedlemmerne ud af det dødvande, hvor de i årevis har befundet sig. Send menighederne sådanne arbejdere, som vil efterleve sundhedsreformens principper. Uddan sådanne, som kan indse nødvendigheden af selvfornægtelse med hensyn til appetitten; ellers vil de blive en snare for menigheden. Forsøg, om ikke livets ånd da vil komme ind i vore menigheder. Der er trang til, at et nyt element indføres i arbejdet. Guds folk må indse deres store trang og fare og tage fat på det arbejde, der ligger det nærmest. ret
(267) Hos dem, som beskæftiger sig med denne gerning, som taler et ord i tide og i utide og som hjælper de trængende og fortæller dem om Kristi underfulde kærlighed til dem, er Frelseren altid nærværende og gør indtryk på de fattiges, de elendiges og de ulykkeliges hjerter. Når menigheden optager det arbejde, Gud har givet den, lyder dette løfte: »Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår, foran dig vandrer din retfærd, Herrens herlighed slutter toget.« Es. 58,8. Kristus er vor retfærdighed; han skal gå foran os i denne gerning og Herrens herlighed følger efter. ret
(267) Alt, hvad himmelen rummer, venter på at blive krævet af enhver, som vil virke efter de retningslinjer, Kristus fulgte. Når menighedens medlemmer enkeltvis optager deres anviste gerning, vil de være omgivet af en ganske anden (268) atmosfære. En velsignelse og en kraft vil ledsage deres arbejde. De vil opnå en højere dannelse i sind og hjerte. Den egenkærlighed, der har bundet deres sjæle, vil blive overvundet. Deres tro vil være et levende princip. Deres bønner vil blive mere inderlige. Helligåndens livgivende, helliggørende indflydelse vil blive udgydt over dem og de vil komme himmeriget nærmere.
(268) Frelseren lader både rang og kaste, verdslig ære og rigdom ude af betragtning. Det, som han tillægger stor værdi, er karakter og et opofrende forsæt. Han stiller sig ikke på de stærkes og verdsligt begunstigedes side. Han, den levende Guds Søn, bøjer sig ned for at opløfte de faldne. Ved løfter og forsikringer søger han at vinde den vildfarende, fortabte sjæl. Engle fra Gud giver agt for at se, hvem af hans efterfølgere vil vise kærlig medynk og sympati. De giver agt for at se, hvem af Guds børn vil lægge Jesus kærlighed for dagen. ret
(268) De, der indser syndens usselhed og Kristi guddommelige medlidenhed i hans grænseløse opofrelse for faldne mennesker, vil have samfund med Kristus. Deres hjerter vil være fulde af ømhed; ansigtsudtrykket og stemmens klang vil fortælle om medfølelse; deres bestræbelser vil udmærke sig ved alvorlig omhu, kærlighed og energi og ved Guds bistand vil de være en kraft til at vinde sjæle for Kristus. ret
(268) Vi behøver alle at udså tålmodighedens, medlidenhedens og kærlighedens sæd. Vi vil komme til at høste, hvad vi sår. Vore karakterer tildannes nu for evigheden. Her på jorden oplæres vi for himmelen. Nåden, uforskyldt nåde, den mægtige nåde skylder vi alt. Det var nåden i pagten, som forordnede vort barnekår. Nåden i Frelseren udvirkede vor forløsning, vor genfødelse og ved den har vi arveret sammen med Kristus. Lad denne nåde blive åbenbaret for andre.