(269) Nye sabbatsholdere
(269) Der er to klasser fattige, vi altid har inden for vore rækker, nemlig sådanne, som ødelægger sig selv ved deres egen selvstændige handlemåde og vedbliver i deres overtrædelse og dernæst sådanne, som for sandhedens skyld er kommet i trange forhold. Vi skal elske vor næste som os selv og så skal vi, vejlede og rådet af sand visdom, gøre det rigtige for begge disse klasser. ret
(269) Hvad Herrens fattige angår, er der ingen tvivl. De skal hjælpes i ethvert tilfælde, hvor det vil være til deres gavn. ret
(269) Gud ønsker, at hans folk skal vise en syndig verden, at han ikke har overladt dem til at omkomme. Man bør gøre sig særskilt flid for at hjælpe sådanne, som for sandhedens skyld bliver udstødt fra deres hjem og må lide. Mere og mere vil der blive behov for store, åbne, højsindede hjerter, sådanne, som vil fornægte selvet og netop tage sig af disse, som Herren elsker. De fattige iblandt Guds folk må ikke overlades til sig selv, uden at man sørger for deres tarv. Der må findes en eller anden udvej for dem til at skaffe sig et udkomme. Nogle vil behøve at lære at arbejde. Andre, der arbejder hårdt og af yderste evne anstrenger sig for at underholde deres familier, behøver særskilt støtte. Vi bør tage os af disse tilfælde og hjælpe dem til at finde beskæftigelse. Der bør være et fond til hjælp for sådanne værdige familier, som elsker Gud og holder hans bud. ret
(269) Man må se til, at de midler, som trænges til dette øjemed, ikke bliver brugt til andre formål. Der er forskel på, om vi hjælper de fattige, der ved at holde Guds bud påføres savn og (270) lidelse, eller om vi forsømmer disse for at kunne hjælpe bespottere, som træder Guds bud under fødder. Og Gud mærker sig forskellen. De, der holder sabbatten, bør ikke forbigå Herrens lidende, trængende børn for at påtage sig den byrde at forsørge sådanne, som fortsætter i overtrædelse af Guds lov, sådanne, som er oplærte til at forvente hjælp af hvem som helst der vil underholde dem. Dette er ikke den rette slags missionsarbejde. Det er ikke i overensstemmelse med Herrens plan. ret
(270) Hvor som helst en menighed oprettes, skal dens medlemmer gøre et samvittighedsfuldt arbejde for de troende, som er i nød. Men de skal ikke nøjes dermed. De skal også hjælpe andre uden hensyn til deres tro. Som følge af en sådan bestræbelse vil nogle af disse tage imod de særskilte sandheder for denne tid. ret
(270) De fattige, de syge og de gamle
»Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre inden dine porte et sted i dit land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til. Vogt dig for, at ikke sådan nedrig tanke kommer op i dig: »Der er ikke længe til det syvende år, friåret!« så du ser med onde øjne på din fattige broder og ikke giver ham noget; thi da vil han råbe til Herren over dig og du vil pådrage dig synd. Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit hjerte over at skulle give ham; thi for den sags skyld vil Herren din Gud velsigne dig i alt dit virke, i alt hvad du tager dig for. Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig: Du skal villigt lukke din hånd op for din nødlidende og fattige broder i dit land.« 5.Mos. 15,7-11. ret
(271) (271) Nogle, der elsker og lyder Gud, vil på grund af visse omstændigheder blive fattige. Nogle er ikke påpasselige; de forstår ikke at styre. Andre er fattige på grund af sygdom eller uheld. Hvad årsagen end måtte være, er de trængende og at hjælpe dem er en vigtig del af missionsarbejdet ret
(271) Alle vore menigheder bør have omsorg for deres egne fattige. Vor kærlighed til Gud skal give sig udtryk i godgørenhed mod de trængende og lidende blandt troens egne, hvis behov kommer til vor kundskab og kræver vor omsorg. Enhver står under særlig forpligtelse over for Gud til at vise særskilt medlidenhed med hans værdige fattige. Under ingen omstændigheder må disse blive forbigået. ret
(271) Paulus skrev til menigheden i Korinth: »Vi kan fortælle jer, brødre, om den Guds nåde, som er givet Makedoniens menigheder, at samtidig med, at de stod deres prøve i megen trængsel, er der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en rigdom af gavmildhed. Thi det kan jeg vidne: de gav efter evne, ja over evne og det uopfordret. Indtrængende bad de os om den nåde at måtte være med i hjælpen til de hellige og de gav ikke blot, som vi havde håbet, men drevne af Guds vilje gav de sig selv, først og fremmest til Herren og dernæst til os. Dette har fået os til at bede Titus om nu at bringe også indsamlingen af denne kærlighedsgave hos jer til afslutning, ligesom han før havde begyndt på den.« 2.Kor. 8,1-6 ret
(271) Der havde været en hungersnød i Jerusalem og Paulus vidste, at mange af de kristne var blevet spredt viden om og at de, der blev igen, sandsynligvis ville være berøvet menneskelig sympati og være udsatte for religiøst fjendskab. Derfor opmuntrede han menighederne til at sende økonomisk hjælp til brødrene i Jerusalem. Det beløb, menighederne indsamlede, oversteg apostlenes forventning. Drevne af Kristi kærlighed gav de troende rigeligt og de var fulde af glæde over således at kunne give udtryk for deres taknemmelighed til (272) Genløseren og deres kærlighed til brødrene. Dette er det sande grundlag for godgørenhed ifølge Guds ord. ret
(272) Spørgsmålet om omsorg for vore aldrende brødre og søstre, der intet hjem har, bliver stadig fremhævet. Hvad kan der gøres for dem? Det lys, Herren har givet mig, er blevet gentaget: Det er ikke bedst at oprette institutioner til at tage sig af de gamle, hvor de kan være samlede i en gruppe. Ej heller bør de sendes bort fra hjemmet for at blive taget vare på. Lad medlemmerne i hver familie hjælpe deres egne slægtninge. Hvor dette ikke er muligt, tilfalder arbejdet menigheden, der bør tage imod det både som en pligt og som et privilegium. Alle, som har Kristi Ånd, vil betragte de svage og aldrende med særskilt agtelse og ømhed. ret
(272) Gud tillader, at der inden for hver menighed findes nogle af hans fattige. De vil altid være iblandt os og Herren pålægger medlemmerne i hver menighed som et personligt ansvar at sørge for dem. Vi skal ikke lægge vort ansvar over på andre. For dem, der befinder sig inden for vore egne rækker, skal vi vise den samme kærlighed og sympati, som Kristus ville lægge for dagen, om han var i vort sted. Således skal vi oplæres, for at vi må beredes til at virke efter de samme retningslinjer som Kristus. ret
(272) Prædikanten bør oplære de forskellige familier og styrke menigheden til at tage sig af deres egne syge og fattige. De evner, Gud har givet folket, bør han sætte i virksomhed og hvis én menighed bliver overbebyrdet på dette område, bør andre menigheder komme den til hjælp. Lad menighedsmedlemmerne vise takt og opfindsomhed i deres omsorg for disse, som er Guds børn. Lad den fornægte sig luksus og unødige prydelser for at kunne gøre det bekvemt for de lidende og trængende. Når de gør dette, følger de den undervisning, der gives i det 58. kapitel hos Esajas og de vil få den velsignelse, som der omtales.