Vidnesbyrd for menigheden bind 6 kapitel 33fra side273

ren side - tilbage

Vor pligt mod verden

(273)  (273) »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne.« Han »sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham«. Joh. 3,16-17. Guds kærlighed omfatter hele menneskeslægten. Da Kristus gav disciplene missionsbefalingen, sagde han: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!« Mark. 16-15. ret

(273)  Kristus havde til hensigt, at der skulle udføres et større arbejde for menneskene, end vi endnu har set. Det var ikke hans hensigt, at så store mængder skulle vælge at stå under Satans banner og stille sig som oprørere imod Guds herredømme. Verdens Genløser havde ikke til hensigt, at hans købte arv skulle leve og dø i deres synder. Hvorfor er der da så få, som bliver påvirket og frelst? Det skyldes, at så mange af dem, der bekender sig til at være kristne, arbejder efter de samme linjer som den store oprører. Tusinder af mennesker, som ikke kender Gud, kunne i dag have glædet sig i hans kærlighed, hvis de, der bekender sig til at tjene ham, ville virke, som Kristus virkede. ret

(273)  Frelsens velsignelser, timelige såvel som åndelige, er for alle mennesker. Der er mange, som klager over Gud, fordi verden er så fuld af savn og lidelse; men det var aldrig Guds mening, at elendighed skulle eksistere. Det var aldrig hans mening, at det ene menneske skulle have en overflod af livets luksus, medens andres børn råber efter brød. Herren er en godgørenhedens Gud. Han har gjort rigelige foranstaltninger for alles behov og gennem hans repræsentanter, som han har betroet sit gods, er det hans plan, at alle hans skabningers nød skal afhjælpes. ret

(273)  Lad dem, der tror Herrens ord, læse den undervisning, der findes i tredje og femte Mosebog. (274) Der vil de se, hvilken undervisning familierne i Israel fik. Medens Guds udvalgte folk skulle stå adskilt og være helligt, skilt fra de folkeslag, der ikke kendte ham, skulle de behandle den fremmede med venlighed. Man skulle ikke se ned på ham, fordi han ikke tilhørte Israel. Israelitterne skulle elske den fremmede, fordi Kristus lige så vist døde for at frelse ham som for at frelse Israel. Når de ved deres taksigelseshøjtider omtalte Guds velgerninger, skulle den fremmede bydes velkommen. Under høsten skulle de lade en del af markens afgrøde blive liggende til den fremmede og den fattige. Således skulle de fremmede også have del i Guds åndelige velsignelser. Herren Israels Gud påbød, at man skulle tage imod dem, hvis de valgte at være sammen med dem, der kendte og anerkendte ham. På denne måde ville de få kendskab til Jehovas lov og herliggøre ham ved deres lydighed. ret

(274)  Således ønsker Gud i dag, at hans børn både i åndelig og timelig henseende skal uddele velsignelser til verden. Til enhver Kristi discipel i enhver tidsalder blev disse dyrebare ord af vor Frelser udtalt: »Fra hans indre skal der ..... rinde strømme af levende vand.« Joh. 7,38. ret

(274)  Men i stedet for at meddele Guds gaver er mange, der bekender sig til at være kristne, optaget af deres egne snævre interesser og i egenkærlighed holder de Guds velsignelser tilbage fra deres medmennesker. ret

(274)  Samtidig som Gud i sit forsyn har fyldt jorden med sine nådegaver og dens forrådshuse med livets bekvemmeligheder, råder savn og elendighed til alle sider. Et gavmildt forsyn har i sine menneskelige redskabers hænder lagt en overflod til at skaffe alle, hvad de trænger til; men Guds husholdere er utro. De midler, der indenfor den kristne verden anvendes til overdådig stads, ville være nok til at kunne afhjælpe alle de hungriges behov og til at klæde de nøgne. Mange, der har antaget (275) Kristi navn, bruger hans penge til egenkærlig fornøjelse, til tilfredsstillelse af appetitten, til stærk drik og fine lækkerier, til overdådige huse og møbler og klæder, medens de næppe skænker lidende mennesker et sympatisk blik eller et medfølende ord. ret

(275)   Hvilken elendighed råder der ikke midt i vore såkaldte kristne lande! Tænk på de fattiges kår i vore store byer! I disse byer er der skarer af menneskelige væsener, der ikke nyder så megen omsorg og hensynsfuldhed, som dyrene får. Der findes tusinder af ulykkelige børn, pjaltede og forsultne, medens last og fordærvelse står skrevet i deres ansigtstræk. Familier stuves sammen i usle lejekaserner, mange af dem i mørke kældre, der er gennemtrængte af fugtighed og snavs. Børn bliver født på disse skrækkelige steder. I barndommen og ungdommen ser de intet tiltrækkende, intet af det skønne i naturen, som Gud har skabt til at fryde sanserne. Disse børn får lov til at vokse op med karakteren præget og tildannet af de slette forhold og af den elendighed og det syndige eksempel, som de er omgivet af. Guds navn hører de kun i bespottelig tale. Urene ord, dunster af brændevin og tobak og moralsk nedværdigelse af enhver slags møder øjet fordærver sanserne. Og fra disse elendighedens tilholdssteder udgår der ynkelige råb om føde og klæder fra mange, som intet kendskab har til bøn. ret

(275)  For vore menigheder er der et arbejde at udføre, som mange har ringe begreb om, et arbejde, som endnu henligger næsten urørt. »Jeg var sulten,« sagde Kristus, »og I gav mig at spise; jeg var tørstig og I gav mig at drikke; jeg var fremmed og I tog jer af mig; jeg var nøgen og I gav mig klæder; jeg var syg og I så til mig; jeg var i fængsel og I besøgte mig.« Matt. 25,35-36. Nogle mener, at når de giver penge til dette arbejde, så er det alt, hvad der kræves af dem; men dette er en fejltagelse. Pengegaver kan ikke erstatte personlig tjeneste. Vi gør ret, når vi giver af vore midler og mange flere skulle gøre dette; men (276) personlig tjeneste kræves af alle i forhold til deres kræfter og anledninger. ret

(276)  Arbejdet med at hjælpe de trængende, de lidende, de fattige er netop den gerning, enhver menighed, der tror sandheden for denne tid, for længe siden burde have beskæftiget sig med. Vi bør vise samaritanerens medfølelse ved at skaffe de trængende legemlige fornødenheder, give de sultne mad, tage de udstødte fattige ind i vore hjem og hver dag søge Gud om nåde og styrke, der vil sætte os i stand til at række ned til selve dybet af menneskelig elendighed og hjælpe dem, der umuligt kan hjælpe sig selv. Under udøvelsen af denne gerning har vi en gunstig anledning til at fremholde Kristus, den korsfæstede. ret

(276)  Hvert menighedsmedlem bør føle det som sin særskilte pligt at virke for dem, der bor i hans nærhed. Overvej, hvordan du bedst kan hjælpe dem, der ingen interesse har for religiøse spørgsmål. Når du besøger dine venner og naboer, så vis interesse for deres åndelige såvel som for deres timelige velfærd. Fremhold Kristus som en syndstilgivende Frelser. Indbyd dine naboer til dit hjem og læs for dem fra den dyrebare bibel og fra bøger, der forklarer dens sandheder. I forbindelse med enkle sange og inderlige bønner vil dette røre deres hjerter. Lad menighedsmedlemmerne lære at gøre dette arbejde. Dette er af lige så stor betydning som at frelse formørkede sjæle i fremmede lande. Når nogle føler en byrde for sjæle langt borte, lad også de mange herhjemme føle byrden for dyrebare sjæle i deres nærhed og arbejde lige så flittigt for deres frelse. ret

(276)  De timer, der ofte bliver brugt til fornøjelse, som hverken styrker legeme eller sjæl, skulle anvendes til at besøge de fattige, de syge og de lidende eller til at søge at hjælpe en eller anden, som er i nød. ret

(277)  (277) Når I søger at hjælpe de fattige, de ringeagtede og de forladte, så stig ikke op på jeres værdigheds og overlegenheds høje stylter, mens I virker for dem, for på den måde kan intet udrettes. Bliv grundigt omvendte og lær af ham, som er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Vi må altid have Herren for øje. For ikke at glemme dette må I som Kristi tjenere til stadighed sige: "Jeg er dyrt købt." ret

(277)  Gud stiller ikke blot krav om jeres godgørenhed, men om jeres glade ansigt, jeres håbefulde ord, jeres håndtryk. Når I besøger Herrens lidende vil I træffe nogle, fra hvem håbet er veget bort; bring solskinnet tilbage til dem! Der er nogle, som behøver livets brød; læs Guds ord for dem! Andre lider af en sjælens sygdom, som ingen jordisk balsam kan påvirke, ingen læge helbrede; bed for sådanne og led dem til Jesus! ret

(277)  Ved særskilte anledninger hengiver nogle sig til sentimentale følelser, der fører til impulsive handlinger. De mener måske, at de på denne måde udfører en stor gerning for Kristus; men det gør de ikke. Denne nidkærhed dør snart hen og så bliver Kristi tjeneste forsømt. Det er ikke en aktivitet, vi kan gøre godt mod vore medmennesker. Periodiske bestræbelser for at gøre godt vil tit gøre mere skade end gavn. ret

(277)  Midler og metoder til hjælp for de trængende bør overvejes omhyggeligt og under bøn. Vi må søge Gud om visdom, for han ved bedre end kortsynede dødelige mennesker, hvordan der skal sørges for de skabninger, han har dannet. Der er nogle, som kritikløst giver enhver, som beder dem om hjælp. Deri gør de fejl. I forsøg på at hjælpe de trængende bør vi nøje se til, at vi yder dem den rette hjælp. Nogle, der bliver hjulpet, vedbliver med at gøre sig selv særskilt trængende. De vil være afhængige, så længe (278) der er noget at være afhængig af. Ved ubetimeligt at skænke sådanne mennesker tid og opmærksomhed kan vi anspore dem til dovenskab, ubehjælpsomhed, overdådighed og uafholdenhed. ret

(278)  Når vi giver til de fattige, bør vi spørge os selv: "Opmuntrer jeg til ødselhed? Hjælper jeg dem, eller gør jeg dem skade?" Ingen, der kan tjene til sit eget udkomme, har nogen ret til at være afhængig af andre. ret

(278)  Ordsproget: "Verden skylder mig et levebrød," indeholder grundbestanddelen i falskhed, bedrageri og tyveri. Verden skylder ingen et levebrød, når vedkommende er i stand til at arbejde og selv skaffe sig et udkomme. Men hvis nogen kommer til vor dør og beder om mad, bør vi ikke sende ham sulten bort. Hans fattigdom kan skyldes modgang. ret

(278)  Vi bør hjælpe dem, der med en stor familie at underholde, må kæmpe med svaghed og fattigdom. Mangen enke med sine faderløse børn arbejder langt over sine kræfter for at kunne holde sine børn hos sig og skaffe dem føde og klæder. Mange sådanne mødre er døde af overanstrengelse. Enhver enke behøver den trøst, som håbefulde, opmuntrende ord bringer og der er mange, som bør have materiel støtte. ret

(278)  Gudfrygtige mænd og kvinder, sådanne som er i besiddelse af dømmekraft og visdom, bør udpeges til at have tilsyn med de fattige og trængende, først med troens egne. De bør aflægge beretning for menigheden og give råd med hensyn til, hvad der bør gøres. ret

(278)  I stedet for at opmuntre de fattige til at mene, at de kan få mad og drikke gratis eller næsten gratis, bør vi lære dem at hjælpe sig selv. Vi bør søge at skaffe dem arbejde og om nødvendigt lære dem at arbejde. Lad medlemmerne i fattige familier blive oplært til at lave mad, sy og reparere deres eget tøj og at tage sig af hjemmet på den rette måde. Lad drenge og piger få grundig oplæring i et eller andet (279) nyttigt håndværk eller arbejde. Vi skal uddanne de fattige til at klare sig selv. Dette vil være virkelig hjælp, for den vil ikke alene gøre dem selvunderholdende, men også sætte dem i stand til at hjælpe andre. ret

(279)  Det er Guds hensigt, at de rige og de fattige skal knyttes nøje til hverandre ved medfølelsens og hjælpsomhedens bånd. Han byder os nære interesse for ethvert tilfælde af lidelse og trang, som vi måtte få kendskab til. ret

(279)  Tro ikke, at det forringer din værdighed at tjene lidende mennesker. Se ikke med ligegyldighed og foragt på sådanne, som har lagt sjælens tempel i ruiner. De er genstand for guddommelig medlidenhed. Han, som skabte alle, har omhu for alle. Selv ikke de dybest faldne er uden for rækkevidden af hans kærlighed og medynk. Er vi i sandhed hans disciple, vil vi lægge den samme ånd for dagen. Den kærlighed, der skyldes vor kærlighed til Jesus, vil i enhver sjæl, rig som fattig, se en værdi, der ikke kan måles ved menneskelig vurdering. Lad dit liv åbenbare en kærlighed, der er højere, end det er muligt for dig at udtrykke med ord. ret

(279)  Menneskenes hjerter vil ofte forhærdes under irettesættelse, men de kan ikke modstå den kærlighed, der kommer til udtryk for dem gennem Kristus. Vi bør påbyde synderen ikke at føle sig forstødt af Gud. Bed synderen om at se hen til Kristus, som alene kan helbrede den sjæl, der lider af syndens spedalskhed. Åbenbar for den fortvivlede, modløse lidende, at han er en fange, for hvem der er håb. Lad dit budskab være: »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!" ret

(279)  Jeg er blevet undervist om, at i arbejdet i sundhedsmissionen vil man på de laveste trin af nedværdigelse opdage mænd, som til trods for, at de har hengivet sig til uafholdenhed og tøjlesløse vaner, dog vil lade sig påvirke, når der virkes for dem på den rette måde. Men de trænger til at blive påagtet og opmuntret. Det vil kræve bestemt, tålmodig og alvorlig anstrengelse at løfte dem op. De kan ikke bringe sig selv på fode igen. Måske hører de (280) Kristi kald, men deres øren er for sløve til at opfatte dets betydning; deres øjne er for blinde til at kunne se, at der er noget godt i vente for dem. De er døde i overtrædelser og synder. Men selv disse er ikke udelukkede fra evangeliets gæstebud. De skal høre indbydelsen: »Kom!« Skønt de måske føler sig uværdige, siger Herren: »Nød dem til at komme ind!« Hør ikke på nogen undskyldning. Grib dem fat med kærlighed og venlighed. ret

(280)  »Men I, mine elskede, opbyg jer selv på jeres højhellige tro, bed i Helligånden, bevar jer selv i Guds kærlighed, medens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus i sin barmhjertighed vil føre jer til evigt liv. Der er nogle, som I skal være barmhjertige mod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden!« Jud. 20-23. Klargør for samvittigheden de frygtelige følger af Guds lovs overtrædelse. Påvis, at det ikke er Gud, som forårsager smerte og lidelse, men at mennesket ved sin egen vankundighed og synd har bragt sig selv i denne tilstand. ret

(280)  Ledet på den rette måde vil dette arbejde redde mangen arme synder som menighederne har forsømt. Mange, der ikke tilhører vor tro, længes netop efter den hjælp, som det påhviler kristne som en menighed at yde. Dersom Guds folk ville vise sand interesse for deres naboer, ville man kunne nå mange med de specielle sandheder for denne tid. Intet kan eller vil nogensinde sætte et sådant præg på værket som dette at hjælpe folk, netop hvor de er. Tusinder kunne i dag glæde sig i budskabet, hvis de, der bekender sig til at elske Gud og holde hans bud, ville virke, som Kristus virkede. ret

(280)  Når arbejdet i sundhedsmissionen således leder mænd og kvinder til en frelsende kundskab om Kristus og hans sandhed, kan man trygt lægge penge og alvorligt arbejde deri; for det er et arbejde, som vil bestå.

------------
ret

næste kapitel