Vidnesbyrd for menigheden bind 6 kapitel 43fra side341

tilbage

Sektion seks - Advarsler og råd
Om at vise gæstfrihed

(341)  (341) [Bibelen lægger megen vægt på udøvelse af gæstfrihed. Ikke alene påbyder den gæstfrihed som en pligt, men den fremholder mange smukke eksempler på udøvelsen af denne dyd og på de velsignelser, som den medfører. I første række blandt disse har vi Abrahams erfaring. ret

(341)  I beretningen i første Mosebog ser vi patriarken en hed sommerdag sidde ved middagstid i sin teltdør for at hvile i skyggen af egetræerne i Mamre lund. Tre vandringsmænd passerer forbi i nærheden. De fremkommer ikke med nogen anmodning om gæstfrihed, søger ingen gunstbevisning; men Abraham tillader dem ikke at fortsætte vandringen uden opvartning. Han er en mand med værdighed og rigdom, højt agtet, vant til at byde; men så snart han så disse fremmede, »løb han dem i møde fra teltdøren« og »bøjede sig til jorden«. Henvendt til den ledende sagde han: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din træl forbi!« 1.Mos. 18,2-3. Med sine egne hænder skaffede han vand, så de kunne tvætte støvet af deres fødder efter vandringen. Han udsøgte selv deres mad; medens de hvilede i den svalende skygge, gjorde hans hustru Sara forberedelser til deres bespisning og Abraham viste sin agtelse ved at stå hos dem, medens de gjorde sig til gode af hans gæstfrihed. Denne venlighed viste han dem blot som vandringsmænd, forbifarende fremmede, som måske aldrig ville se ham igen. Men da opvartningen var besørget, viste det sig, hvem hans gæster var. Han havde ikke alene betjent (342) himmelske engle, men deres herlige anfører, hans Skaber, Genløser og Konge. Og for Abraham blev himmelens rådslagninger åbenbaret og han blev kaldt »Guds ven«. ret

(342)  Lot, Abrahams brodersøn, var besjælet af patriarkens venlige og gæstfri ånd, skønt han havde gjort Sodoma til sit hjem. Da han ved aftenstid fik øje på to fremmede i byporten og vidste, hvilken fare de visselig befandt sig i, i den ugudelige stad, bad han dem indtrængende om at tage ind i hans hus. Hvilken fare dette måske kunne medføre for hans egen familie, skænkede han ingen tanke. Det var en del af hans livsgerning at beskærme dem, der var i fare og at drage omsorg for de hjemløse; og hans venlige handling mod disse to ukendte vandringsmænd førte engle til hans hjem. De, som han søgte at beskytte, beskyttede ham. Ved aftenstid havde han ført dem til sin dør for at bringe dem i sikkerhed; ved daggry førte de ham og hans familie i sikkerhed gennem porten i den by, som var dømt til undergang. (1.Mos.19,1) ret

(342)  Gud anså disse venlige handlinger for at være af tilstrækkelig betydning til at blive omtalt i hans ord; og over et tusind år senere henviser en inspireret apostel til dem: »Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft engle til gæster.« Hebr. 13,2. ret

(342)  Det privilegium, der blev tilstået Abraham og Lot, er ikke blevet os nægtet. Ved at vise gæstfrihed mod Guds børn kan også vi modtage hans engle i vore boliger. Også i vor tid kommer engle i menneskelig skikkelse ind i menneskers hjem og opvartes af dem. De kristne, der lever i Guds åsyns lys, ledsages altid af usynlige engle og disse hellige væsener efterlader sig en velsignelse i vore hjem. ret

(342)  At være »gæstfri« hører med til de egenskaber Helligånden påpeger som et træk hos den, der skal bære ansvar i menigheden. Og til hele menigheden (343) gives dette pålæg: »Vær gæstfri mod hverandre uden knurren. Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået.« 1.Pet. 4,9-10. ret

(343)  Disse formaninger er i en særlig grad blevet forsømt. Selv blandt dem, der bekender sig til at være kristne, vises der liden sand gæstfrihed. Iblandt vort eget folk bliver anledningen til at øve gæstfrihed ikke påagtet, som den skulle: som et privilegium og en velsignelse. Der er alt for lidt gæstfrihed, for lidt tilbøjelighed til uformelt og uden stads at give plads til to eller tre mere ved familiens bord. Nogle påberåber sig, at "det er for megen ulejlighed". Det ville det ikke være, hvis du ikke tilbereder noget særskilt, men indbyder de besøgende til at spise af, hvad I har. Den uventede gæst sætter langt større pris på et "velkommen" end på de mest raffinerede retter. ret

(343)  At man af hensyn til besøgende gør forberedelser, der kræver tid, som egentlig hører Herren til, er en fornægtelse af Kristus. Derved begår vi tyveri over for Gud, ligesom vi også foruretter andre. Ved at tilberede et overdådigt måltid for besøgende, berøver mange deres egne familier den nødvendige opvartning og deres eksempel leder andre til at følge den samme fremgangsmåde. ret

(343)  Ønsket om at kunne stille noget til skue under bespisning af besøgende skaber mange unødige bekymringer og byrder. Husmoderen overanstrenger sig ved tilberedelse af en masse retter til at sætte på bordet. Som følge af de mange retter, der tilberedes, forspiser gæsterne sig og resultatet bliver sygdom og lidelse på den ene side og forspisning på den anden. Disse overdådige retter er en byrde og volder skade. ret

(343)  Men det er Herrens hensigt, at vi skal have omsorg for vore brødres og søstres interesser. Apostelen Paulus har givet et eksempel på dette. Til menigheden i Rom siger han: »Jeg anbefaler jer Føbe, vor søster, der er menigheds-tjenerinde i Kenkreæ, for at I (344) må tage imod hende i Herren, som det sømmer sig for de hellige og hjælpe hende med alt, hvori hun kommer til at trænge til jer; thi hun har været en hjælp for mange og for mig med.« Rom. 16,1-2. Føbe opvartede apostelen og hun var i udpræget grad en værtinde for fremmede, der behøvede hjælp. Hendes eksempel bør efterfølges i menighederne i dag. ret

(344)  Den selviske interesse, som så ofte lægges for dagen for "mig og min familie", mishager Gud. Hver familie, der nærer denne ånd, trænger til omvendelse ved de rene principper, som Kristi liv var et eksempel på. De, som lukker sig inde i sig selv, som er uvillige til at lade sig besvære med at skulle opvarte besøgende, går glip af mange velsignelser. ret

(344)  Nogle af vore arbejdere har stillinger, som gør det nødvendigt for dem tit at måtte tage imod gæster, enten deres egne brødre eller fremmede. Nogle hævder, at dette bør føres på konferensens regning, at de i tillæg til deres regulære løn bør tilstås et tilstrækkeligt beløb til at dække denne ekstra udgift. Men den opgave at vise gæstfrihed har Herren givet til hele sit folk. Det er ikke Guds forordning, at én eller to skal øve gæstfrihed for en konferens eller en menighed, eller at arbejdere skal have betaling for at bespise deres brødre. Dette er et påfund, der skyldes egoisme og Guds engle mærker sig disse ting. ret

(344)  De, der rejser fra sted til sted som evangelister eller missionærer i en eller anden gren, bør modtage gæstfrihed hos medlemmerne i de menigheder, hvor de måtte virke. Brødre og søstre, skab et hjem for disse arbejdere, selv om det sker med betydelig personlig opofrelse. ret

(344)  Kristus fører regnskab over enhver udgift, nogen pådrager sig ved at vise gæstfrihed for hans skyld. Han tilvejebringer alt, hvad der kræves til denne gerning. De, der for Kristi skyld underholder deres brødre og yder deres bedste for ved besøget at (345) gavne både deres gæster og sig selv, nedtegnes i himmelen som værdige til særskilte velsignelser. ret

(345)  Kristus har i sit eget liv givet os en lærdom om gæstfrihed. Da han var omgivet af den hungrige menneskemængde ved søen, sendte han dem ikke tilbage til deres hjem uden at stille deres sult. Han sagde til sine disciple: »Giv I dem noget at spise!« Matt. 14,16. Ved en skaberhandling skaffede han dem føde nok til at tilfredsstille deres trang. Men hvor enkel var dog ikke den mad, han tilvejebragte! Der var ingen overdådighed. Han, som havde alle himmelens hjælpekilder til sin rådighed, kunne have skaffet folket et rigt måltid. Men han gav dem kun, hvad der ville være tilstrækkeligt til deres behov, det, som udgjorde den daglige kost blandt fiskerbefolkningen ved søen. ret

(345)  Hvis menneskene i dag var enkle i deres vaner og levede i overensstemmelse med naturens love, ville der være et rigeligt forråd til at skaffe alt, hvad menneskefamilien behøver. Der ville være færre indbildte fornødenheder og større anledninger til at arbejde på Guds vis. ret

(345)  Kristus søgte ikke at drage menneskene til sig ved at tilfredsstille ønsket om overdådighed. Den enkle ret han fremskaffede, var ikke blot en forsikring om hans pagt, men om hans ømme omsorg for dem med hensyn til livets almindelige fornødenheder. Og medens han bespiste dem med bygbrødene, gav han dem også at æde af livets brød. Dette er et eksempel for os. Vor kost kan være enkel, eller endog knap. Vor lod kan måske være indskrænket som følge af fattigdom. Vore hjælpekilder er måske ikke større, end disciplenes var med de fem brød og de to fisk. Men når vi kommer i berøring med de trængende, byder Kristus os: »Giv I dem noget at spise!« Vi skal give af, hvad vi har og når vi giver, vil Kristus sørge for, at vor mangel bliver afhjulpet. ret

(345)  Læs i denne forbindelse beretningen om enken i Sarepta. Til denne kvinde i et hedensk land sendte Gud sin tjener i hungersnødens tid for at bede om føde. »Men hun svarede: »Så sandt Herren din Gud lever, jeg ejer ikke brød, men kun en (346) håndfuld mel i krukken og lidt olie i dunken; jeg var netop ved at sanke et par stykker brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min søn; og når vi har spist det, må vi dø« Da sagde Elias til hende: »Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din søn! Thi så siger Herren, Israels Gud: »Melkrukken skal ikke blive tom og olien i dunken skal ikke slippe op, før den dag Herren sender regn over jorden!« Da gik hun og gjorde, som Elias sagde.« 1.Kong. 17,12-15. ret

(346)  Forunderlig var den gæstfrihed, denne fønikiske kvinde viste over for Guds profet og på forunderlig vis blev hendes tro og gavmildhed belønnet. "Både hun og han og hendes søn havde noget at spise en tid lang. Melkrukken blev ikke tom og olien i dunken slap ikke op, efter det ord Herren havde talt ved Elias. Men nogen tid efter blev kvindens, husets ejerindes, søn syg og hans sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var liv i ham. Da sagde hun til Elias: »Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds mand! Er du kommet for at bringe min synd i erindring og volde min søns død?« Men han svarede hende: »Lad mig få din søn!« Og han tog ham fra hendes skød og har ham op i stuen på taget og lagde ham på sin seng. ..... Derpå strakte han sig tre gange hen over drengen og råbte til Herren. ..... Og Herren hørte Elias's røst; drengens sjæl vendte tilbage, så han blev levende. Så tog Elias drengen og bragte ham fra stuen på taget ned i huset og gav hans moder ham, idet han sagde: »Se, din søn lever!« Da sagde kvinden til Elias: »Nu ved jeg vist, at du er en Guds mand og at Herrens ord i din mund er sandhed.« 1.Kong. 17,15-24. ret

(346)  Gud har ikke forandret sig. Hans magt er ikke mindre nu end i Elias's dage. Og det løfte, Kristus har givet, (347) er ikke mindre sikkert nu, end da Frelseren gav det: »Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn.« Matt.10,41. ret

(347)  For hans trofaste tjenere i dag lige så vel som for hans første disciple gælder Kristi ord: »Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig.« Alle venlige handlinger udført i hans navn, vil blive påskønnet og belønnet. Og i den samme ømme påskønnelse indbefatter Kristus selv den svageste og ringeste i Guds familie. Han siger: »Den, som giver en af disse små« - dem, der er som børn i deres tro og deres kundskab om Kristus - »blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.« Matt. 10,40 og 42. ret

(347)  Fattigdom behøver ikke at udelukke os fra at vise gæstfrihed. Vi skal give af det, vi har. Der findes sådanne, som kæmper for deres udkomme og som med deres indtægt har meget vanskeligt for at skaffe det fornødne; men de elsker Jesus i hans hellige skikkelse og er rede til at vise gæstfrihed mod troende og ikke? troende og prøver på at gøre deres besøg gavnlige. Ved familiebordet og ved familiealteret bydes gæsterne velkommen. Bedestunden gør sit indtryk på dem, der nyder gæstfrihed og endog blot ét besøg kan betyde en sjæls frelse fra døden. Herren holder regnskab med denne gerning og siger: "Jeg skal betale." ret

(347)  Brødre og søstre, indbyd sådanne til jeres hjem, som trænger til gæstfrihed og venlig opmærksomhed. Gør ingen stads af det, men tag dem til jer, når I ser deres trang og vis dem kristelig gæstfrihed. Selskabelig omgang rummer dyrebare privilegier. ret

(347)  »Mennesket lever ikke af brød alene,« men ligesom vi deler vor timelige føde med andre, således skal vi også meddele håb og frimodighed og kristelig kærlighed. Vi skal »trøstes af Gud«. 2.Kor.1,4. Og denne forsikring tilhører os: »Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, (348) og endda rigeligt til al god gerning.« 2.Kor. 9,8. ret

(348)  Vi befinder os i en syndens og fristelsens verden; overalt omkring os er der sjæle, som går til grunde uden Kristus og Gud ønsker, at vi skal virke for dem på enhver mulig måde. Hvis I har et hyggeligt hjem, så indbyd de unge, som intet hjem har, sådanne, som behøver hjælp og som længes efter sympati og venlige ord, efter agtelse og høflighed. Hvis I ønsker at lede dem til Kristus, må I vise dem kærlighed og agtelse som dem, der er købte med hans blod. ret

(348)  Ved Guds forsyn færdes vi blandt sådanne, som er uerfarne og blandt mange, som behøver medynk og medlidenhed. De behøver hjælp, for de er svage. Unge mænd trænger til støtte. I hans kraft, som er kærlig og venlig mod de hjælpeløse, de vankundige og dem, der anses for at være de mindste af hans små, skal vi arbejde for deres fremtidige velfærd, for tildannelsen af en kristelig karakter. Netop de, der mest behøver hjælp, vil undertiden stille vor tålmodighed på en hård prøve. »Se til, at I ikke ringeagter en af disse små,« siger Kristus: »thi jeg siger jer: Deres engle i himmelen ser altid min himmelske Faders ansigt.« Og til dem, der tjener disse sjæle, udtaler Frelseren: »Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.« Matt. 18,10; 25,40. ret

(348)  De, der udfører denne gerning, vil bære opofrelsens krans på deres pander. Men de vil få deres løn. I himmelen skal vi se de unge, som vi hjalp, dem, vi indbød til vore hjem og som vi ledte bort fra fristelse. Vi skal se deres ansigter stråle af Guds herligheds glans. »De skal se hans ansigt og hans navn skal stå på deres pander.« Åb. 22,4. Vejl f menigh bd. 2 side 466-472]

------------
ret

næste kapitel