(349) (349) [Der følger store velsignelser med at holde sabbatten hellig og Gud ønsker, at sabbatsdagen skal være en glædesdag for os. Der var glæde, da sabbatten blev indstiftet. Gud betragtede med tilfredshed sine hænders gerning. Han erklærede alt, hvad han havde udført, for at være »såre godt«. 1.Mos. 1,31. Himmel og Jord var fyldt med glæde. »Mens morgenstjernerne jubled til hobe og alle gudssønner råbte af glæde.« Job 38,7. Selv om synden er kommet ind i verden og har skæmmet Guds fuldkomne gerning, giver han os fremdeles sabbatten som et vidnesbyrd om, at han, som er almægtig, uendelig i godhed og barmhjertighed, skabte alle ting. Det er vor himmelske Faders ønske, at menneskene ved at holde sabbatten skal bevare kundskaben om ham. Han ønsker, at sabbatten skal lede vore tanker til ham som den sande og levende Gud og at vi ved at kende ham kan få liv og fred. ret
(349) Da Herren udfriede sit folk Israel fra Ægypten og gav dem sin lov, lærte han dem, at de netop ved at holde sabbatten skulle kunne skelnes fra afgudsdyrkerne. Det var dette, som dannede forskellen mellem dem, der anerkendte Guds overhøjhed og dem, der nægtede at anerkende ham som deres Skaber og Konge. »Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne,« sagde Herren, »Israelitterne skal holde sabbatten, så at de fejrer sabbatten fra slægt. til slægt som en evig gyldig pagt.« 2.Mos. 31,17-16. ret
(349) På samme måde som sabbatten var det tegn, som særprægede Israel, da de kom ud af Ægypten for at drage ind i det jordiske Kanaan, således er den også det tegn, som nu kendetegner Guds folk, når de kommer ud fra verden for at drage ind til den himmelske hvile. Sabbatten er et tegn på det forhold, som eksisterer (350) mellem Gud og hans folk, et tegn på, at de ærer hans lov. Den drager en skillelinje mellem hans lydige undersåtter og overtræderne. ret
(350) Fra skystøtten erklærede Kristus angående sabbatten: »Fremfor alt skal I holde mine sabbatter, thi sabbatten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder« 2.Mos. 31,13. ret
(350) Sabbatten, som blev givet til verden som et tegn på at Gud er Skaberen, er også tegnet på at det er ham, som herliggør. Den kraft, som skabte alle ting, genskaber også sjælen, så den kommer til at ligne ham. Sabbatten er et tegn på helliggørelse for dem, som holder den hellig. Sand helliggørelse er overensstemmelse med Gud, lighed med ham i karakter. Man kommer i besiddelse af den, når man er lydig imod de principper, som er et udtryk for hans karakter. Sabbatten er et tegn på lydighed. Det menneske, som af hele sit hjerte adlyder det fjerde bud, vil adlyde hele loven. Det bliver helliget ved lydighed. ret
(350) Både for os og for Israel er sabbatten »en evig gyldig pagt«. For de mennesker, som har ærefrygt for Guds hellige dag, er sabbatten et tegn på, at Gud anerkender dem som sit udvalgte folk. Det er et pant på, at han vil holde sin pagt med dem. Enhver sjæl, som tager imod tegnet på Guds herredømme, stiller sig under den guddommelige evige pagt. Han fæstner sig til lydighedens gyldne kæde, på hvilken hvert led er et løfte. ret
(350) Det fjerde bud er det eneste af de ti bud, som indeholder den store Lovgivers, himmelens og jordens Skabers segl. De, som adlyder dette bud, tager hans navn på sig og får del i alle de velsignelser, som dette indbefatter. "Herren talte fremdeles til Moses og sagde: Tal til Aron og hans sønner og sig: Når I velsigner israelitterne, skal I sige til dem: ret
(351) »Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Således skal de lægge mit navn på Israelitterne,
og jeg vil velsigne dem.« 4.Mos. 6,22-27. ret
(351) Gennem Moses blev dette højtidelige løfte givet: »Herren skal gøre dig til sit hellige folk, som han tilsvor dig, når du holder Herren din Guds bud og vandrer på hans veje. Og alle jordens folk skal se, at Herrens navn er nævnet over dig. ..... Herren skal gøre dig til hoved ikke til hale og det skal stadig gå opad for dig og ikke nedad, når du lytter til Herren din Guds bud, som jeg i dag pålægger dig og omhyggeligt handler efter dem.« 5.Mos. 28,9-13. ret
(351) Drevet af Helligånden sagde salmisten:
»Kom, lad os juble for Herren,
råbe af fryd for vor frelses klippe. .....
Thi Herren er en vældig Gud,
en konge stor over alle guder;
i
hans hånd er jordens dybder,
bjergenes tinder er hans;
havet er hans, han har skabt det,
det tørre land har hans hænder dannet.
Kom, lad os bøje os, kaste os ned,
knæle for Herren, vor Skaber!
Thi han er vor Gud."
»Han skabte os, vi er hans,
hans folk og den hjord, han vogter."
Sl. 95,1-7; 100,3. ret
(351) Disse løfter, som blev givet til Israel, gælder også Guds folk i dag. Det er disse budskaber, sabbatten bringer os.
(351) En reform med hensyn til sabbatshelligholdelse
Sabbatten er det gyldne spænde, som forener Gud og hans folk. Men sabbatsbuddet er blevet overtrådt. Guds hellige dag er blevet vanhelliget. "Syndens menneske" har revet (352) sabbatten bort fra dens plads og har ophøjet en almindelig arbejdsdag i dens sted. Der er blevet et brud i loven og dette brud skal restaureres. Den sande sabbat skal ophøjes og atter have sin retmæssige stilling som Guds hviledag. I det 58. kap. i Esajas' bog findes en skildring af det arbejde, som Guds folk skal udføre. De skal gøre loven stor og herlig, genopbygge de gamle, ødelagte steder og genrejse de grundvolde, som har ligget øde fra slægt til slægt. Gud siger til dem, som udfører dette arbejde: »Da kaldes du murbrudsbøder, genskaber af farbare veje. Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talt.« Es. 58,12-14. ret
(352) Den sidste store strid, som hele verden skal tage del i, kommer til at dreje sig om sabbatsspørgsmålet. Mennesker har æret Satans principper frem for de principper, som gælder i Himlene. De har anerkendt den falske sabbat, som Satan har ophøjet som tegn på sin myndighed. Men Gud har sat sit segl på sit kongelige krav. Begge disse helligdage bærer navne på sin ophavsmand et uudsletteligt mærke, som viser, hvilken autoritet de begge har. Det er vor opgave at få menneskene til at indse dette. Vi skal vise dem, at det har livsvigtige konsekvenser, om de bærer tegnet på Guds rige eller tegnet på oprørsriget, for de anser sig for at være undersåtter i det rige, hvis mærke de bærer. Gud har valgt os til at holde hans nedtrådte sabbats banner højt hævet. Det er derfor af yderste vigtighed, at vi viser det (353) rette eksempel på sabbatshelligholdelse. ret
(353) Når der stiftes nye menigheder, bør prædikanterne undervise grundigt i den rette form for sabbatshelligholdelse. Vi skal passe på, at de slappe vaner, som findes hos dem, som holder søndagen, ikke skal finde indpas blandt dem, som bekender sig til at holde Guds hellige hviledag. Der må være en klar og tydelig skillelinje mellem dem, der bærer Guds riges mærke og dem, som bærer oprørsrigets mærke. ret
(353) Der er knyttet en langt større hellighed til sabbatten, end mange bekendende sabbatsholdere omgiver den med. Herren er i høj grad blevet vanæret af sådanne, som ikke har holdt sabbatten i overensstemmelse med buddet, enten med hensyn til bogstaven eller ånden. Han kræver en reform med hensyn til sabbatshelligholdelse. ret
(353) Forberedelse til sabbaten
I selve indledningen til det fjerde bud sagde Herren: »Kom i hu.« Han vidste, at menneskene midt i alle deres bekymringer og problemer ville blive fristet til at undlade at opfylde lovens fulde krav, eller at de ville glemme sabbattens hellige betydning. Derfor sagde han: »Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!« 2.Mos. 20,8. ret
(353) Gennem hele ugen skal vi tænke på sabbatten og træffe forberedelser til at holde den efter budet. Vi skal ikke blot holde sabbatten, fordi det nu engang står i loven. Vi skal forstå dens åndelige forhold til alle livets gøremål. Alle de mennesker, som betragter sabbatten som et tegn mellem dem og Gud, som viser, at han er den Gud, som helliger dem, er repræsentanter for hans regerings principper. De vil i deres daglige liv holde hans riges love. De vil daglig bede om, at sabbattens helligelse må hvile over dem. De vil have (354) Kristus med sig hver dag og de vil være eksempler på hans fuldkomne karakter. Deres lys vil daglig skinne for andre, i form af gode gerninger. ret
(354) Når der skal ske fremgang inden for Guds værk, skal de første sejre vindes i hjemmet. Det er her forberedelsen til sabbatten skal begynde. Gennem ugen bør forældrene huske på, at deres hjem skal være en skole, hvor børnene skal forberedes til de himmelske boliger. De bør tale de rette ord. De bør ikke udtale ord, som børnene ikke må høre. De bør aldrig blive irriteret. Forældre, I bør leve sådan gennem ugen, som om I levede for en hellig Guds ansigt. Han har givet jer børn, for at I skal opdrage dem for ham. Opdrag den lille menighed i jeres hjem for ham på en sådan måde, at alle kan være beredt til at tilbede i Herrens helligdom om sabbatten. Hver morgen og aften bør I fremstille børnene for Gud som en arv, han har erhvervet sig med sit blod. Lær dem, at det er deres højeste pligt og forret at elske og tjene Gud. ret
(354) Forældrene bør sørge for, at tilbedelsen af Gud bliver en anskuelsesundervisning for børnene. De bør oftere citere skriftsteder, især sådanne vers, som bereder hjertet for gudstjeneste. Disse dyrebare ord bør ofte gentages: »Vær stille hos Gud alene, min sjæl, thi fra ham kommer mit håb.« Sl. 62,6. ret
(354) Når vi kommer sabbatten i hu på denne måde, vil det timelige ikke få lov til at gribe ind i det åndelige. Ingen pligt, som hører til de seks arbejdsdage, vil blive udført om sabbatten. Vi vil ikke lade vort timelige arbejde tære så meget på vore kræfter i ugens løb, at vi er for trætte til at tage del i gudstjenesten på den dag, da Herren hvilede og blev vederkvæget. ret
(354) Selv om vi skal træffe forberedelser til sabbatten gennem hele ugen, skal fredag være den særskilte beredelsesdag. Herren sagde til israelitterne gennem (355) Moses: »I morgen er det hviledag, en hellig sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til side for at gemme det til i morgen!« »Folket gik rundt og sankede den op: derpå malede de den i håndkværne eller stødte den i mortere; så kogte de den i gryder og lavede kager deraf.« 2.Mos. 16,23; 4.Mos. 11,8. Der skulle udføres et arbejde for at tilberede det brød, som var blevet sendt fra himmelen til Israels børn. Herren sagde til dem, at dette skulle gøres om fredagen, beredelsesdagen. Dette var en prøve for dem. Gud ønskede at se, om de ville holde sabbatten hellig. ret
(355) Disse ord fra Jehovas mund er skrevet til vejledning for os. Bibelen er en fuldkommen vejleder og hvis dens blade bliver gransket under bøn og med hjerter, som er villige til at forstå, behøver ingen at tage fejl af dette spørgsmål. ret
(355) Mange trænger til at undervises om, hvordan de bør være klædt, når de kommer til gudstjeneste om sabbatten. De bør ikke komme frem for Guds ansigt i almindelige klæder, som de har gået med hele ugen. Alle bør have særlige sabbatsklæder, som de bør have på, når de går til gudstjeneste i Guds hus. Selv om vi ikke bør følge verdens mode, skal vi ikke være ligegyldige med vort udseende. Vi bør være velsoignerede, men bør ikke pynte os. Guds børn bør være rene både indvendig og udvendig. ret
(355) Alle forberedelser til sabbatten bør gøres færdige om fredagen. Sørg for, at tøjet er i orden og at al maden er lavet. Puds fodtøjet og tag bad om fredagen. Dette kan lade sig gøre. Hvis vi blot gør det til en regel, kan vi gøre det. Vi må ikke bruge sabbatten til at reparere tøj, lave mad, søge fornøjelser eller andre verdslige ting. Før solen går ned, bør alt timeligt arbejde være lagt til side og alle verdslige blade være fjernet. Forældre, (356) forklar jeres børn, hvad det er for et arbejde I udfører og hensigten med det og lad dem hjælpe til med forberedelserne, så I kan holde sabbat efter buddet. ret
(356) Vi bør være særlig omhyggelige med at overvåge sabbattens begyndelse og slutning. Husk på, at hvert øjeblik er indviet, hellig tid. Når det er muligt, bør arbejdsgiverne give arbejderne fri i tiden fra fredag middag til sabbattens begyndelse. Lad dem få tid til at forberede sig, så de kan byde Herrens sabbat velkommen med fred i sindet. De vil ikke lide noget tab derved, ikke engang i timelig henseende. ret
(356) Der er også noget andet, som vi bør være opmærksomme på, når det er beredelsesdag. På denne dag bør alle uoverensstemmelser mellem brødre fjernes, enten det er i familien eller i menigheden. Al bitterhed, vrede og ondskab bør drives bort fra sjælen. Bekend med et ydmygt sind »jeres synder for hverandre og bed for hverandre, for at I må blive helbredt«. Jak. 5,16. ret
(356) Før sabbatten begynder, bør både sindet og legemet ophøre med verdsligt arbejde. Gud har anbragt sin sabbat ved slutningen af de seks arbejdsdage, for at menneskene kan standse og tænke over, hvad de har opnået i ugens løb i forberedelserne til det renhedens rige, hvor ingen overtræder får adgang. Hver sabbat bør vi holde regnskab med vore sjæle for at se, om den svundne uge har bragt åndelig vinding eller åndeligt tab. ret
(356) Det betyder evig frelse at holde sabbatten hellig for Herren. Gud siger: »Dem, som ærer mig, vil jeg ære.« 1.Sam. 2,30. ret
(356) Sabbatten i hjemmet
Før solen går ned, bør familiens medlemmer samles for at læse Guds ord, synge og bede. Her er det nødvendigt med en reform, da der er mange, som har været eftergivende. Vi trænger til at aflægge bekendelse for Gud og for hverandre. (357) Vi bør begynde på ny og træffe særlige forberedelser, for at hvert medlem af familien kan være beredt til at ære den dag, Gud har velsignet og helliget. ret
(357) Sabbattens dyrebare timer bør ikke spildes i sengen. Sabbats morgen bør familien være tidligt oppe. Hvis de står sent op, bliver der forvirring og de må jage for at nå at spise morgenmad og komme i sabbatsskole. Der bliver hastværk, man puffer til hinanden og bliver utålmodige. På denne måde kommer der vanhellige følelser ind i hjemmet. Når sabbatten bliver vanhelliget på denne måde, bliver den til en plage og man kommer til at hade den i stedet for at elske den. ret
(357) Maden om sabbatten bør ikke være rigere eller mere afvekslende end de øvrige dage. Den bør snarere være mere enkel og man bør spise mindre, så at tankerne kan være klare og modtagelige for åndelige ting. Forspisning gør hjernen omtåget. Man kan høre de mest dyrebare ord uden at sætte pris på dem, fordi sindet er blevet omtåget af en uheldig kost. Mange har vanæret Gud mere, end de tror, på grund af forspisning om sabbatten. ret
(357) Selv om vi bør undgå at lave mad om sabbatten, behøver vi ikke at spise kold mad. I koldt vejr kan vi varme den mad, som blev lavet dagen før. Vi kan gøre måltiderne velsmagende og tiltalende, selv om de er enkle. Lav noget som familien kan lide, noget som de ikke får hver dag. ret
(357) Lad børnene tage del i familieandagten. Alle bør tage deres bibel frem og læse et vers eller to. Syng en eller anden kendt sang og hold bøn bagefter. Kristus har vist os, hvorledes vi bør bede. Det er ikke meningen, at Herrens bøn kun skal gentages som en formsag, men den er et eksempel på, hvordan vore bønner bør være enkle, alvorlige og omfattende. I en enkel bøn kan I fortælle Herren om jeres trang og give udtryk for jeres taknemmelighed for hans nåde. På denne måde indbyder I Jesus som en velkommen gæst i jeres hjem (358) og hjerte. I familien er det ikke på sin plads at bede lange bønner om fjerntliggende emner. Så bliver bønnestunden trættende. Den bør betragtes som en forret og en velsignelse. Gør den til en interessant og glad stund. ret
(358) Sabbatsskolen og gudstjenesten lægger kun beslag på en del af sabbatten. Resten af dagen kan for familien blive den herligste og dyrebareste del af sabbattens timer. Forældrene bør tilbringe en stor del af denne tid sammen med børnene. I mange familier bliver de mindre børn overladt til sig selv for at få tiden til at gå, som de bedst kan. Når børnene er overladt til sig selv, bliver de snart urolige og begynder at lege eller at gøre et eller andet forkert. På denne måde får sabbatten ingen hellig betydning for dem. ret
(358) Når vejret er godt, bør forældrene gå ud at spadsere sammen med børnene i mark og skov. Ude i den smukke natur kan de fortælle dem, hvorfor sabbatten er blevet indstiftet. Beskriv Guds store skaberværk for dem. Fortæl dem, at jorden var hellig og smuk, da den kom fra Skaberens hånd. Hver blomst, hver busk og hvert træ, var, som Skaberen ønskede det. Alt, hvad øjet hvilede på, var smukt og fyldte sindet med tanker om Guds kærlighed. Enhver lyd var musik, som var i harmoni med Guds stemme. Vis, at det var synden, som vansirede Guds fuldkomne værk, at torne og tidsler, sorg, smerte og død alt sammen er en følge af ulydighed imod Gud. Bed dem om at lægge mærke til, hvordan jorden til trods for syndens forbandelse endnu åbenbarer Guds godhed. De grønne marker, de høje træer, det dejlige solskin, skyerne, duggen, nattens højtidelige stilhed, stjernehimmelens pragt og Månen i dens skønhed vidner alt sammen om Skaberen. Der falder ikke en eneste regndråbe og der skinner ikke en eneste lysstråle på vor utaknemmelige verden, uden at den vidner om Guds overbærenhed og kærlighed. ret
(358) Fortæl dem om frelsesplanen at »således elskede Gud (359) verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv«. Joh. 3,16. Gentag den dejlige beretning fra Betlehem. Fortæl børnene om Jesus. Fortæl dem, hvorledes han var lydig imod sine forældre som barn, hvorledes han var trofast og flittig som ung og hjalp til med at underholde familien. På denne måde kan I få dem til at forstå, at Frelseren kender de unges prøvelser, vanskeligheder og fristelser, deres forhåbninger og glæder og at han kan vise dem medfølelse og hjælpe dem. Læs af og til de interessante beretninger i bibelhistorien sammen med dem. Stil dem spørgsmål om, hvad de har lært i sabbatsskolen og gennemgå lektien for næste sabbat sammen med dem, ret
(359) Når solen går ned, bør lyden af bøn og lovsang markere afslutningen på de hellige timer og indbyde Gud til at være med gennem arbejdsugens bekymringer. ret
(359) På denne måde kan forældrene gøre sabbatten til det, som den bør være: den bedste dag i ugen. De kan få børnene til at betragte den som en fryd, som den bedste af alle dage, som Herrens hellige, ærværdige dag. ret
(359) Jeg vil give jer et råd, mine brødre og søstre: "Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!" Hvis I ønsker, at jeres børn skal holde sabbatten efter budet, må I undervise dem både ved påbud og eksempel. Hvis sandheden bliver præget dybt i hjertet, vil den aldrig helt kunne udslettes. Den kan fordunkles, men aldrig helt fjernes. De indtryk, som bliver gjort i de unge år, vil gøre sig gældende senere i livet. Der kan komme forhold, som bevirker, at børnene bliver skilt fra forældrene og hjemmet, men så længe de lever, vil den undervisning, som de har fået i barndommen, være en velsignelse. ret
(359) Rejser om sabbaten
Hvis vi ønsker at få den velsignelse, som er lovet de lydige, må vi holde sabbatten mere omhyggeligt. Jeg er bange for, at vi (360) ofte rejser på denne dag, selv om det kunne undgås. Ifølge det lys, Herren har givet mig med hensyn til sabbatshelligholdelse, bør vi være mere forsigtige med at rejse med skib og tog på denne dag. På dette punkt bør vi vise vore børn og unge det rette eksempel. For at nå frem til de menigheder, som behøver vor hjælp og for at bringe dem det budskab, som Gud ønsker, at de skal høre, kan det til tider være nødvendigt for os at rejse om sabbatten. Men vi bør så vidt muligt købe billetter og træffe andre nødvendige forberedelser en anden dag. Når vi påbegynder en rejse, bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at lægge det sådan til rette, at vi ikke ankommer til bestemmelsesstedet om sabbatten. ret
(360) Når vi er nødt til at rejse om sabbatten, bør vi bestræbe os på at undgå at være sammen med sådanne, som leder vore tanker ind på verdslige emner. Vi bør holde sindet fæstet ved Gud og samtale med ham. Når som helst vi får anledning til det, bør vi tale med andre om sandheden. Vi bør altid være parat til at lindre lidelse og hjælpe dem, som er i nød. I sådanne tilfælde vil Gud, at vi skal benytte den kundskab og visdom, han har givet os. Men vi bør ikke tale om forretningsanliggender eller tage del i almindelige samtaler om verdslige emner. Til alle tider og på alle steder kræver Gud, at vi skal vise lydighed mod ham ved at ære sabbatten. ret
(360) Sabbatsmøder
Kristus har sagt: »Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem.« Matt. 18,20. Hvor som helst der er mindst to eller tre trossøskende, bør de mødes på sabbatten og gøre krav på Herrens løfte. ret
(360) De små grupper, som samles for at tilbede Gud på hans hellige dag, har ret til at gøre krav på Jehovas rige velsignelse. De bør tro, at Herren Jesus er (361) en æret gæst i deres forsamling. Enhver sand tilbeder, som holder sabbatten hellig, kan gøre krav på dette løfte: »For at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder.« 2.Mos. 31,13. ret
(361) Prædikenen til vore sabbatsmøder bør i almindelighed være kort. De, som elsker Gud, bør have anledning til at give udtryk for deres taknemmelighed og trang til at tilbede. Når menigheden ikke har nogen prædikant, bør der vælges en eller anden til at lede mødet. Det er ikke nødvendigt, at han holder en prædiken eller bruger en stor del af tiden under gudstjenesten. En kort, interessant bibellæsning kan ofte være til større gavn end en prædiken. Denne kan da efterfølges af et møde med bøn og vidnesbyrd. ret
(361) De personer, som har en ledende stilling i menigheden, bør ikke tære så meget på deres fysiske og åndelige kræfter gennem ugen, at de ikke er i stand til at bringe Kristi evangeliums livgivende indflydelse med til mødet. Udfør hellere mindre timeligt arbejde på hverdagene, men stjæl ikke noget fra Gud ved at yde ham en tjeneste om sabbatten, som han ikke kan godkende. I bør ikke være som mennesker, der ikke har noget åndeligt liv. Folket trænger til jeres hjælp om sabbatten. Giv dem føde fra ordet, giv Gud jeres dyrebareste gaver på hans hellige dag. Giv ham sjælens dyrebare liv i hellig tjeneste. ret
(361) Ingen bør komme til gudstjenesten for at tage sig et blund. Ingen bør sove i Guds hus. I falder ikke i søvn, når I er optaget af jeres timelige arbejde, fordi I er interesseret i jeres arbejde. Bør vi tillade, at den tjeneste, som indbefatter evige interesser, bliver stillet på et lavere trin end livets timelige anliggender? ret
(361) Hvis vi gør det, går vi glip af den velsignelse, som Herren har til hensigt at give os. Sabbatten skal ikke tilbringes med unyttig lediggang. Både i hjemmet og i menigheden bør vi lægge (362) en tjenestens ånd for dagen. Han, som gav os seks dage til vort timelige arbejde, har velsignet og helliget den syvende dag og forbeholdt sig den som sin egen. På denne dag vil han på en særlig måde velsigne alle dem, som helliger sig til hans tjeneste. ret
(362) Hele himmelen holder sabbatten, men ikke på en ligegyldig, passiv måde. På denne dag bør alle sjælens evner være vågne, for skal vi ikke mødes med Gud og med Kristus vor Frelser? Vi kan se ham med troens øje. Han længes efter at vederkvæge og velsigne hver eneste sjæl. ret
(362) Alle bør føle, at de bør yde deres bidrag til at gøre sabbatsmøderne interessante. Når I samles, bør det ikke blot være for formens skyld, men for at udveksle tanker, for at fortælle om jeres daglige erfaringer, for at give udtryk for taknemmelighed og for at udtrykke jeres oprigtige ønske om guddommelig oplysning, så at I kan komme til at kende Gud og Jesus Kristus, som han har udsendt. Ved at tale sammen om Kristus vil sjælen blive styrket til livets prøvelser og kampe. Tro aldrig at I kan være kristne og samtidig isolere jer. Det enkelte menneske udgør en del af menneskehedens store væv og det enkelte menneskes erfaringer vil i høj grad være bestemt af dets medmenneskers erfaringer. ret
(362) Vi får ikke en hundrededel af den velsignelse, vi kunne få, når vi samles for at tilbede Gud. Det er nødvendigt, at vore opfattelsesevner bliver skærpet. Det burde gøre os glade, at vi kan samles. Hvorfor gløder vore hjerter ikke af kærlighed til Gud, når vi har et sådant håb? ret
(362) Til enhver religiøs sammenkomst bør vi have en levendegjort åndelig bevidsthed om, at Gud og hans engle er til stede og at de samarbejder med alle sande tilbedere. Bed Herren om at tage alt ondt bort fra dit hjerte, når du går ind i det lokale, hvor gudstjenesten holdes. Tag kun det som han kan velsigne, med ind i hans hus. Knæl for Gud i hans tempel og hellig det, (363) som tilhører ham, det, som han har købt med Kristi blod. Bed for taleren, eller den som leder mødet. Bed om, at den, som skal fremholde livets ord, må blive et redskab til at bringe en stor velsignelse. Bestræb jer alvorligt på at få en velsignelse selv. ret
(363) Gud vil velsigne alle, som bereder sig til hans tjeneste på denne måde. De vil forstå, hvad det betyder at have Åndens forvisning, fordi de selv har taget imod Kristus. ret
(363) Det sted, hvor gudstjenesten bliver holdt, er måske meget beskedent, men Gud anerkender det ikke mindre af den grund. Det er som himmelens port for dem, som tilbeder Gud i ånd og sandhed og i hellig prydelse. De troendes antal er måske ikke ret stort, men i Guds øjne er de meget dyrebare. Med sandhedens kile er de taget ud af verdens stenbrud som grove sten og bragt ind i Guds værksted for at blive tilhugget og formet. Men selv i denne grove tilstand er de kostelige i Guds øjne. Prøvelsens økse, hammer og mejsel er i en guddommelig kunstners hænder og bliver ikke brugt til at ødelægge, men til at gøre hver eneste sjæl fuldkommen. Gud ønsker, at vi som kostelige stene, som er tilhugget efter paladsets stil, skal finde en plads i det himmelske tempel. ret
(363) Guds planer med os og Guds gaver til os kender ingen grænser. Nådens trone øver den største tiltrækning, fordi han, som sidder på den, tillader os at kalde ham fader. Men Gud anså ikke frelsens princip for at være fuldstændigt, så længe den kun var iklædt hans kærlighed. Han har bestemt, at der ved hans alter skal stå en talsmand, som er iklædt vor natur. I sin egenskab af vor forbedrer, er det hans opgave at fremstille os for Gud, som sine sønner og døtre. Kristus går i forbøn for dem, som har taget imod ham. Ved sin egen fortjeneste giver han dem kraft til at blive medlemmer af den kongelige familie, (364) til at blive den himmelske Konges børn. Faderen åbenbarer sin uendelige kærlighed til Kristus, som betalte vor genløsning med sit blod, ved at tage imod Kristi venner som sine venner og byde dem velkommen. Han er tilfreds med den forsoning, som er sket, Han bliver herliggjort ved sin Søns menneskevorden, ved hans liv, død og midlertjeneste. ret
(364) Lige så snart Guds barn nærmer sig nådestolen, påtager den store Talsmand sig at føre hans sag. Ved det første udtryk for anger og bøn om tilgivelse overtager Kristus vedkommendes sag og gør den til sin. Han kommer frem for Faderen med denne bøn, som om det var hans egen bøn. ret
(364) Når Kristus går i forbøn for os, lægger Faderen sin nådes skatte frem for os, for at vi skal tilegne os dem, glæde os over dem og give dem til andre. Bed i mit navn, siger Kristus. Jeg siger ikke, at jeg vil gå i forbøn for jer hos Faderen, for Faderen elsker jer, fordi I har elsket mig. Men gør brug af mit navn. Dette vil give jeres bønner kraft og Faderen vil give jer af sin nådes rigdom. Derfor »bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.« Joh. 16,24. ret
(364) Gud ønsker, at hans lydige børn skal gøre krav på hans velsignelse og komme frem for ham med pris og taksigelse. Gud er kilden til liv og kraft. Han kan gøre ørkenen til en frugtbar mark for det folk, som holder hans bud, for dette er til ære for hans navn. Det, som han har gjort for sit udvalgte folk, bør fylde hvert hjerte med tak. Det gør ham ondt, at der bliver opsendt så lidt tak og pris. Han ønsker, at hans folk i stærkere grad skal give udtryk for, hvad de føler, for at vise, at de er klar over, at de har grund til at fryde og glæde sig. ret
(364) Vi burde ofte fortælle om, hvordan Gud behandler sit folk. Gud rejste ofte vejmærker i sin handlemåde med Israel fordom. For at de ikke skulle glemme, hvad der var sket i fortiden, bød han Moses at indflette disse begivenheder i sang, så at forældrene kunne (365) lære deres børn dem. De skulle oprette mindesmærker og anbringe dem på et synligt sted. Man gjorde sig megen umage for at bevare disse, så at hele begivenheden kunne gentages, når børnene spurgte. På denne måde blev forsynets handlinger og Guds iøjnefaldende godhed og miskundhed opbevaret i sindet. Vi har fået denne formaning: »Men kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp.« Hebr. 10,32. Gud har gjort større undere for sit folk i denne slægt. Det er nødvendigt, at Guds folk ofte bliver mindet om hans værks historie i fortiden. Både unge og gamle skal mindes om dette. Vi trænger til ofte at gentage beretningen om Guds godhed og til at love ham for hans underfulde gerninger. ret
(365) Vi har fået den formaning, at vi ikke må undlade at samles, men disse sammenkomster skal ikke blot være til vederkvægelse for os selv. Vi skal fyldes med en større nidkærhed efter at gøre andre delagtige i den trøst, som vi selv har fået. Vi har pligt til at være meget nidkære for Guds ære og vi må ikke give et forkert indtryk, ikke engang ved et bedrøvet ansigtsudtryk eller ubetænksomme ord, som om Guds krav begrænsede vor frihed. Selv i denne verden, som er fuld af sorger, skuffelser og synder, ønsker Herren, at vi skal være frimodige og stærke i hans styrke. Hele menneskets person har den forret at kunne aflægge et ganske bestemt vidnesbyrd i alle henseender. I vore handlinger, i vort sindelag, i tale og i karakter skal vi aflægge vidnesbyrd om, at det er godt at være i Guds tjeneste. Herved forkynder vi, at »Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen.« Sl. 19,8. ret
(365) Alle de, som til daglig helliger sig til Gud, vil åbenbare den lyse og glade side af vor religion. Vi bør ikke vanære Gud med en sørgmodig omtale af prøvelser, som kan forekomme os ubehagelige. Alle prøvelser, som vi tager ved lære af, vil frembringe glæde. Hele vort religiøse liv vil da (366) blive opløftende, højnende, forædlende og være forenet med en vellugt af gode ord og gode gerninger. Fjenden glæder sig, når han ser sjæle, som er nedtrykte og nedbøjede og som klager og sukker. Han ønsker netop, at man skal få et sådant indtryk af vor tro. Men det er ikke Guds hensigt, at vort sind skal dvæle nede i dybet. Han ønsker, at enhver sjæl skal sejre ved hjælp af Genløserens bevarende kraft. Salmisten siger: »Giv Herren, I Guds sønner, giv Herren ære og pris, giv Herren hans navns ære; tilbed Herren i helligt skrud.« »Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine fjender glæde sig over mig; Herre min Gud, jeg råbte til dig og du helbredte mig. ..... Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige navn!« Sl. 29,1-2; 30,2-5. ret
(366) Guds menighed på jorden er et med Guds menighed i himmelen. De troende på jorden og de himmelske væsener, som aldrig er faldet udgør en menighed. Ethvert himmelsk væsen er interesseret i de helliges forsamling, når de mødes for at tilbede Gud. I den indre forgård i himmelen lytter de til de vidnesbyrd, som aflægges af Kristi vidner i den ydre forgård på jorden og prisen og takken fra dem, som tilbeder hernede, bliver flettet ind i den himmelske lovsang. Der lyder pris og glæde i de himmelske sale, fordi Kristus ikke er død forgæves for Adams faldne sønner. Mens engle drikker af kilden ved dens udspring, drikker de hellige på jorden af de rene strømme, som vælder ud fra tronen, de strømme, som glæder Guds stad. Blot vi dog kunne forstå, hvor nær himmelen er ved jorden! De børn, som er født på jorden, har uden at vide det lysets engle som ledsagere. Et tavst vidne våger over enhver sjæl, som lever og prøver at drage denne sjæl til Kristus. Så længe der er håb, lige til menneskene til (367) deres evige fortabelse står Helligånden imod, bliver de bevogtet af himmelske væsener. Lad os alle huske på, at engle fra Gud er til stede i enhver forsamling af troende hernede. De lytter til vidnesbyrdene, sangene og bønnerne. Lad os huske, at engleskarens kor i det høje stemmer i, når vi synger lovsange. ret
(367) Når I kommer sammen sabbat efter sabbat, bør I synge lovsange til ham, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys. Hjertets tilbedelse bør stige op til »ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod«. Åb. 1,5. Kristi kærlighed må være hovedindholdet i talerens vidnesbyrd. Lad dette komme til udtryk i enkle ord og i enhver lovsang. Lad inspirationen fra Guds ånd diktere jeres bønner. Når livets ord bliver talt, må jeres hjertelige svar vidne om, at I tager imod budskabet, som om de kom fra himmelen. Jeg ved godt, at dette er meget gammeldags, men det vil være et takoffer til Gud for det livets brød, som bliver rakt den sultne sjæl. Dette svar på Helligåndens inspiration vil styrke din egen sjæl og være til opmuntring for andre. Det vil være et bevis på, at der i Guds bygning findes sten som udsender lys. ret
(367) Når vi ser tilbage på åbenbarelserne af Guds store miskundhed og usvigelige kærlighed i stedet for at dvæle ved de mørke kapitler i vort liv, vil vi takke mere, end vi vil beklage os. Da vil vi tale om Guds kærlige trofasthed. Han er den sande, blide, medlidende hyrde for sin hjord. Han har sagt om denne hjord, at ingen skal rive den ud af hans hånd. Da vil hjertets sprog ikke blive egoistisk knurren og klage. De, som i sandhed tror på Gud, vil lovprise og det vil blive en lovprisning, der vælder frem som klare, rindende strømme. »Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage og i Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider.« »Du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed. Hvem har jeg i himmelen? Og har (368) jeg blot dig, da attrår jeg intet på jorden!« Sl. 23,6; 73,24-25. ret
(368) Hvorfor ikke lade vore åndelige sange lyde på vor pilgrimsrejse? Hvorfor ikke vende tilbage til et liv i enkelthed og inderlighed? Grunden til, at vi ikke er mere fyldt med glæde, er, at vi har mistet vor første kærlighed. Lad os derfor være nidkære og omvende os, for at lysestagen ikke skal blive flyttet fra sit sted. ret
(368) Guds tempel i himmelen er åbent og indgangen er oplyst af den herlighed, som tilhører enhver menighed, som elsker Gud og holder hans bud. Vi har behov for at studere, meditere og bede. Så får vi åndelig indsigt, så vi kan se ind i det allerhelligste i det himmelske tempel. Da vil vi kunne opfatte emnerne i den sang og taksigelse, som lyder fra det himmelske kor omkring tronen. Når Zion gør sig rede og bliver lys, vil dens lys blive meget stærkt og der vil lyde lov og takkesange i de helliges forsamling. Da vil knurren og klage over små skuffelser forstumme. Når vi gør brug af den gyldne øjensalve, vil vi komme til at se den hinsidige herlighed. Da vil troen bane vej gennem Satans tætte skygge og vi vil komme til at se vor Talsmand ofre sine egne fortjenesters røgelse til gavn for os. Når vi ser det, som det er og som Herren ønsker, at vi skal se det, bliver vi fyldt med en erkendelse af uendeligheden og mangfoldigheden i Guds kærlighed. ret
(368) Gud underviser os om, at vi bør samles i hans hus for at opdyrke den fuldkomne kærligheds egenskaber. Da vil jordens beboere blive beredt til at overtage de boliger, som Kristus er gået bort for at berede til alle dem, som elsker ham. Der vil de samles i helligdommen sabbat efter sabbat, fra nymåne til nymåne, for at tage del i den mest ophøjede sang, pris og tak til ham, som sidder på tronen og til Lammet i evighedernes evigheder. Vejl f menigh bd. 3 side 15-30]