(384) (384) [Herren har givet sit folk et budskab for denne tid. Det findes i det tredje kapitel hos Malakias. Hvordan skulle Herren kunne gøre sine krav gældende på en tydeligere og mere eftertrykkelig måde, end det er gjort i dette kapitel? ret
(384) Alle bør huske på, at Guds krav på os udgør grundlaget for ethvert andet krav. Han giver os rigeligt og den overenskomst, han har indgået med menneskene, er, at en tiendedel af deres indtægter skal gives tilbage til ham. I nåde betror Herren sine skatte til sine tjenere, men om tienden siger han: Denne er min. Nøjagtigt i samme forhold, som Gud har givet menneskene sin ejendom, skal de tilbagelevere en tiendedel af alt, hvad han giver dem. Denne særlige ordning er blevet truffet af Jesus Kristus selv. ret
(384) Denne handling indebærer højtidelige og evige følger og er for hellig til at blive overladt til menneskets forgodtbefindende. Vi må ikke føle os fri til at gøre, som det passer os, i dette spørgsmål. Vi bør efterkomme Guds krav og regelmæssigt sætte reserver til side og hellige dem til hans sag. ret
(384) Førstefrugten
Foruden tienden forlanger Herren førstefrugten af al vor indkomst. Dette har han bestemt, for at hans værk på jorden kan få den fulde støtte. Herrens tjenere skal ikke have en utilstrækkelig løn. Hans budbærere må ikke hindres i at fremholde livets ord. Når de forkynder sandheden, skal de have midler til at fremme værket, for dette skal udføres i rette tid for at kunne øve den bedste og mest frelsende indflydelse. Der skal også gøres barmhjertighedsgerninger. De fattige og lidende skal også hjælpes. Til dette formål skal der ydes gaver (385) og ofre. Særlig på nye felter, hvor sandhedens banner endnu ikke er blevet plantet, skal dette værk udføres. Hvis alle de, som bekender sig til at være Guds folk, både gamle og unge, ville gøre deres pligt, ville der ikke være mangel på midler. Dersom alle ville betale en trofast tiende og hellige førstefrugten af deres indkomst til Gud, ville der være rigelige midler til hans værk. Men Guds lov bliver ikke respekteret eller adlydt og følgen er, at der er mangel på midler. ret
(385) Tænk på de fattige
Vi bør give afkald på al luksus, for vi har kun kort tid at arbejde i. Overalt omkring os ser vi trang og lidelse. Familier trænger til mad og små børn skriger efter brød. I de fattiges huse er der mangel på møbler og sengetøj. Mange bor i rønner, hvor der slet ingen bekvemmeligheder er. De fattiges råb stiger op til himmelen. Gud ser og hører. Men mange forherliger sig selv. Mens deres medmennesker er fattige og sultne og lider af mangel på mad, bruger de mange penge på deres veldækkede borde og spiser meget mere, end de behøver. Menneskene får efterhånden et stort regnskab at aflægge på grund af den egenkærlige måde, hvorpå de har brugt Guds penge. De, som ikke bryder sig om den ordning, som Gud har truffet med hensyn til de fattige, vil komme til at indse, at de ikke blot har bedraget deres medmennesker, men at de ved at bedrage dem har bedraget Gud og forgrebet sig på hans ejendom. ret
(385) Alt tilhører Gud
Alt det gode, som mennesket kan glæde sig over, skyldes Guds barmhjertighed. Han er den store og gavmilde giver. Han har åbenbaret sin kærlighed for alle ved den måde, hvorpå han så rigeligt sørger for menneskene. Han har givet os en prøvetid, for at vi skal danne en karakter, så vi kan få adgang til boligerne i himmelen. Når han (386) anmoder os om at give ham en del af vore midler, skyldes det ikke, at han trænger til noget. ret
(386) I Eden skabte Herren ethvert træ, så det var en fryd at skue og godt til føde. Han sagde til Adam og Eva, at de frit kunne nyde hans rige gaver, men han gjorde én undtagelse. Af træet til kundskab om godt og ondt måtte de ikke spise. Gud tog dette forbehold for til stadighed at minde dem om, at han havde ejendomsretten til alt. På denne måde gav han dem en anledning til at vise deres tro og tillid til ham ved at vise fuldkommen lydighed imod hans krav. ret
(386) Sådan er det med Guds krav til os. Han lægger sine skatte i menneskenes hænder, men han kræver, at de med troskab skal lægge en tiendedel til side til hans værk. Han kræver, at denne del skal lægges i hans kasse. Den skal skænkes ham som hans ejendom. Den er hellig og skal bruges til hellige formål, til at underholde dem, som bringer frelsens budskab ud til alle dele af verden. Han forbeholder sig denne del, for at der til stadighed kan strømme midler ind i hans skatkammer og for at sandhedens lys kan blive bragt ud til dem, som er nærved og dem, som er langt borte. Dersom vi er trofast og har opfyldt dette krav, erkender vi, at alt tilhører Gud. ret
(386) Har Herren da ikke ret til at forlange dette af os? Gav han ikke sin enbårne Søn, fordi han elskede os og ønskede at frelse os fra døden? Skal vore takofre da ikke strømme ind i hans skatkammer for derefter at blive brugt til at fremme hans riges sag på jorden? Når nu Gud ejer alt det, vi har, skal vi da ikke lade vor taknemmelighed til ham tilskynde os til at give frivillige gaver og takofre og på den måde anerkende hans ejendomsret til legeme, sjæl, ånd og det, vi ejer? Hvis Guds plan blev fulgt, ville der strømme midler ind i hans skatkammer nu og der ville være rigelige midler, så at prædikanterne kunne optage arbejdet på nye steder, også arbejdere kunne forene sig med prædikanterne og løfte sandhedens banner på jordens mørke steder. ret
(387) Uden undskyldning
(387) Det er en himmelsk plan, at menneskene skal give Herren det tilbage, som tilhører ham. Denne plan er fremholdt så tydeligt, at menneskene ikke har nogen undskyldning for at misforstå eller omgå de pligter og ansvar, som Gud har pålagt dem. De, som påstår, at de ikke kan indse, at dette er deres pligt giver til kende over for det himmelske univers, menigheden og verden, at de ikke ønsker at indse dette tydeligt udtalte krav. De mener, at de selv ville få mindre, hvis de fulgte Herrens plan. Deres selviske sjæle er så begærlige, at de selv ønsker at bruge både kapitalen og renterne til deres egen fordel. ret
(387) Gud lægger sin hånd på alt, alt det mennesket ejer og siger: Jeg ejer universet og alt dette er mit. Den tiende, som I har holdt tilbage, har jeg forbeholdt mig til underhold af mine tjenere i deres arbejde med at oplade skrifterne for dem, som bor på de mørke steder og som ikke forstår min lov. Når I har brugt mit reservefond, til at tilfredsstille jeres egne ønsker, har I berøvet sjæle det lys, som jeg havde skabt udvej for at give dem. I har haft lejlighed til at vise troskab over for mig, men I har ikke gjort det. I har bedraget mig. I har stjålet mit reservefond. "l trues med forbandelse." Mal. 3,9. ret
(387) En ny anledning
Herren er langmodig og nådig og han giver dem, som har gjort det onde, en ny anledning. »Vend om til mig« siger han, »så vil jeg vende om til eder.« Men de siger: »Hvorledes skal vi vende os?« Mal. 3,7. De har brugt deres midler til at tjene sig selv og forherlige sig selv, som om det, de ejer, tilhørte dem selv og ikke var lånte skatte. Deres forvænte samvittighed er blevet så hård og upåvirkelig, at de ikke indser den store synd, som de har begået ved at (388) spærre vejen i en sådan grad, at sandhedens sag ikke kunne gøre fremgang. ret
(388) Skønt det dødelige menneske selv har brugt de talenter, som Gud har forbeholdt sig for at forkynde frelsen og for at sende det glade budskab om en frelsers kærlighed til sjæle, som er ved at gå fortabt og skønt det har spærret vejen ved sin selviskhed, spørger det: »Hvorved har vi bedraget dig?« Gud svarer: »Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja, alt folket gør det!« Hele verden er optaget af at bedrage Gud. Menneskene bruger de penge, som Gud har lånt dem, til at kaste sig ud i udsvævelser, forlystelser, svir, spisning og drikkeri og skændige nydelser. Men Gud siger: »Jeg nærmer mig eder til dom.« Mal. 3,8-9.5. Hele verden har et regnskab at gøre op på den store dag, da enhver vil blive dømt efter sine gerninger. ret
(388) Velsignelsen
Gud forpligter sig til at velsigne dem, som lyder hans befalinger. »Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskarers Herre. Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land, siger Hærskarers Herre.« Mal. 3,10-12. ret
(388) Hvor vover mennesker at se bort fra en så tydelig pligt, når de har disse lysets og sandhedens ord foran sig? Hvor vover de at være ulydige imod Gud, når lydighed mod hans krav bringer velsignelse i både timelige og åndelige anliggender, mens ulydighed nedkalder hans forbandelse? Satan er (389) ødelæggeren. Gud kan ikke velsigne dem, som nægter at være tro husholdere. Alt, hvad Gud kan gøre, er at tillade Satan at udføre sit ødelæggelsesværk. Vi ser ulykker af enhver art og i ethvert omfang komme over jorden. Hvorfor? Herren udøver ikke sin hæmmende kraft. Verden har ringeagtet Guds ord. Menneskene lever, som om der ikke var nogen Gud. Ligesom verdens indbyggere på Noas tid nægter de at tænke på Gud. Ugudelighed råder i en foruroligende udstrækning og jorden er moden til høsten. ret
(389) De, der beklager sig
»I taler stærke ord imod mig, siger Herren. Og I spørger Hvad taler vi imod dig? I siger: 'Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at opfylde hans krav og gå sørgeklædte for Hærskarers Herres åsyn? Nej, vi må love de frække! De øver gudløshed og kommer til vejrs; de frister Gud og slipper godt derfra.« Mal. 3,13-15. Det er de mennesker, der holder det tilbage, som tilhører Gud, der fremkommer med disse beklagelser. Herren opfordrer dem til at sætte ham på prøve ved at bringe deres tiende til hans forrådshus og se, om han ikke vil udøse velsignelse over dem. Men de nærer oprør i hjertet og anklager Gud. På samme tid bedrager de ham og forgriber sig på det, som tilhører ham. Når de bliver mindet om deres synd, siger de: Jeg har haft modgang. Mine afgrøder er slået fejl. Men de gudløse har haft fremgang. Det kan ikke betale sig at rette sig efter Herren. ret
(389) Men Gud ønsker ikke, at vi skal gå sørgende omkring. De, der anklager Gud på denne måde, er selv skyld i deres modgang. De har bedraget Gud og der er blevet lagt hindringer i vejen for hans sag, fordi de penge, som skulle være strømmet ind i hans skatkammer, er blevet brugt til egennyttige formål. De viste deres ulydighed imod Gud ved at undlade at gennemføre den plan, han havde lagt. Når Gud gav dem fremgang, (390) og de blev bedt om at give ham hans del, rystede de på hovedet og kunne ikke indse, at det var deres pligt. De ville ikke forstå. De beholdt Herrens penge og hindrede det værk, som han ønskede gjort. Gud blev ikke æret ved den måde, hvorpå de brugte de midler, som var betroet dem. Derfor lod han forbandelsen ramme dem og han tillod ødelæggeren at tilintetgøre deres frugter og at bringe ulykke over dem. ret
(390) »De, som frygter Herren«
Hos Mal. 3,16 skildres en hel anden slags mennesker. Man samles ikke for at kritisere Gud, men for at tale om hans herlighed og fortælle om hans velgerninger. De har været pligttro. De har givet Herren det, som tilhører ham. De aflægger sådanne vidnesbyrd, som får de himmelske engle til at synge og glæde sig. De anklager ikke Gud. Der lyder ingen knurren eller kritik fra dem, der vandrer i lyset og trofast gør deres pligt. De taler ord, som bringer opmuntring, håb og tro. Beklagelserne kommer fra dem, som søger deres eget og ikke giver Gud det, som tilhører ham. ret
(390) »Da talte de, som frygter Herren, med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til hans navn. Den dag, jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham. Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud og den, som ikke tjener ham.« Mal. 3,16-18, ret
(390) Lønnen for hjertets rundhåndethed består i, at sind og hjerte bliver ledet ind i et nærmere fællesskab med Ånden. ret
(391) Den mand, som har været uheldig og er kommet i gæld, bør ikke tage Herrens del for at afvikle gælden til sine medmennesker. Han bør tænke over, at han bliver stillet på prøve i disse transaktioner og at han bedrager Giveren, når han selv bruger Herrens del. Gud har skænket ham alt, hvad han har, men hans gæld til Herren bliver dobbelt så stor, når han bruger de midler, som Herren har forbeholdt sig, til at betale sin gæld til mennesker. "Utroskab imod Gud" bliver der skrevet ud for hans navn i himmelens bøger. Han har et regnskab at gøre op med Gud, fordi han selv bruger Herrens midler. Den ryggesløshed, han lægger for dagen, når han uretmæssigt tilegner sig Guds midler, vil også gøre sig gældende i alle andre anliggender. Den vil også komme til syne i alt hans eget arbejde. Det menneske, som bedrager Gud, udvikler karaktertræk, som vil spærre adgangen for ham til Guds familie i det høje. ret
(391) Når man bruger rigdom til selviske formål, viser man, at man er utro over for Gud og husholderen over sådanne midler er uskikket til himmelens højere tillidshverv.
(391) Overalt findes der kanaler, som godgørenheden kan flyde igennem. Der opstår stadig behov og missionens arbejde bliver hæmmet af mangel på midler. Dette arbejde må ophøre, hvis Guds folk ikke får øjnene op for tingenes virkelige tilstand. Vent ikke med at skrive testamente, til du skal dø, men brug dine midler, mens du lever.