(402) (402) Guds folk vil genkende menneskelig styring som en guddommelig bestemt forordning og vil lære lydighed mod den som en hellig pligt, inden for dens legitime virkefelt. Men når dens krav konflikter med Guds krav, må Guds ord anerkendes som over al menneskelig lovgivning. Et »så siger Herren« må ikke lægges til side frem for et "så siger menigheden eller staten". Kristi krone skal løftes oven over jordiske magthaveres diademer. ret
(402) Det princip vi skal fremholde i denne tid, er det samme som tilhængerne af evangeliet under den store reformation holdt sig til. Da fyrsterne samlede sig ved Speyer rigsdagen i 1529, var det som om at håbet for verden var ved at svinde bort. Forsamlingen fik kejserens dekret om begrænsninger i religionsfrihed og forbud mod yderligere udbredelse af reformlære. Ville Tysklands fyrster acceptere dette dekret? Skulle evangeliets lys slukkes for de skarer, der stadig var i mørke? Mægtige problemer for verden stod på spil. Dem, som havde antaget reformlæren, samledes og de besluttede sig enstemmigt: "Lad os forkaste dette dekret. I samvittighedsanliggender har flertallet ingen kraft." ret
(402) Sandhedens og religionsfrihedens banner, som disse reformatorer havde holdt højt, er blevet overdraget os i denne sidste kamp. Ansvaret for denne store gave, påhviler dem, som du har velsignet med kundskab om hans ord. Vi skal tage imod Guds ord som den højeste autoritet. Vi må selv tage imod dets sandheder. Og vi kan kun påskønne disse sandheder når vi søger dem i personligt studium. Da er Kristi bøn besvaret for os, idet vi gør Guds ord til vor livsfører: (403) »Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.« Joh.17,17. Vor trosbekendelse er anerkendelse af sandheden i ord og handling. Kun derved kan andre vide at vi tror bibelen. ret
(403) De reformatorere, hvis protest gav os navnet Protestant, følte at Gud havde kaldet dem til at give evangeliet til verden, om det så ville koste deres ejendomme, frihed og deres liv. Er vi, i den sidste kamp af den store strid, ligeså trofaste for vort tillidshverv, som de tidlige reformatorere var for deres? ret
(403) Midt i forfølgelse og død, blev den tids sandhed, spredt fjern og nær. Guds ord kom ud til folk af alle klasser, høje og lave, rige og fattige, lærte og ulærte og det blev studeret ivrigt. Og dem som modtog lyset, blev dets budbringere. I de dage blev sandheden bragt ud til folk, ved tryksager. Luthers pen var en kraft og hans skrifter, spredte sig vidt ud og oprørte verden. Vi har de samme redskaber til rådighed, med hundrede gange så mange muligheder. Vi har bibler og mangesprogede tryksager med denne tids sandhed i vore hænder og det kan hurtigt bringes ud til hele verden. Vi skal give Guds sidste advarsel til mennesker og hvor alvorligt burde vi ikke studere bibelen og alvorlig i vor iver for at sprede lyset!