Vidnesbyrd for menigheden bind 6 kapitel 53fra side417

tilbage

Menigheden og prædikanterne

(417)  (417) [Det er på høje tid, at medlemmerne i vore menigheder gør mere bestemte anstrengelser for at underholde de mænd, som bringer nådens sidste budskab ud til verden. Medlemmerne i menigheden må ved at lægge en praktisk gudsfrygt for dagen give det advarselsbudskab kraft, som Guds budbærere forkynder for verden. Udsigterne i verden vækker ængstelse hos intelligente mennesker. Hvis de, som kender sandheden, vil leve efter bibelens principper og vise, at de er blevet helliget ved sandheden og at de er efterfølgere af den sagtmodige og ydmyge Frelser, vil de komme til at øve en indflydelse, som vil vinde sjæle for Kristus. ret

(417)  At yde mindre end en aktiv, alvorlig tjeneste for Mesteren er at fornægte den tro, vi bekender os til. Kun den kristendom, som viser sig ved alvorligt, praktisk arbejde, kan gøre indtryk på dem, som er døde i overtrædelse og synd. Kristne mennesker, som beder og som er ydmyge troende og viser i handling, at det er deres største ønske at sprede kundskab om den frelsende sandhed, som skal stille alle mennesker på prøve, vil komme til at indsamle en rig høst af sjæle til Mesteren. ret

(417)  Vi bør bryde ensformigheden i vort religiøse arbejde. Vi har en opgave at udføre i verden, men vi viser ikke tilstrækkelig aktivitet og nidkærhed. Hvis vi lagde større alvor for dagen, ville mennesker blive overbevist om sandheden i vort budskab. Lunkenheden og ensformigheden i vor tjeneste for Gud virker frastødende på mange i de højere kredse, som trænger til at se en dyb, alvorlig, helliget nidkærhed. En lovmæssig kristendom er ikke tilstrækkelig i denne tid. Vi kan udføre alle de ydre handlinger i tjenesten og alligevel være lige så blottet for Helligåndens livgivende indflydelse, som Gilboas bjerge var blottet for dug og regn. Vi behøver alle sammen åndelig væde og vi trænger også til de klare stråler fra Retfærdighedens Sol, (418) for at vore hjerter kan blive blødgjort. Vi bør altid stå urokkeligt fast på principperne. De bibelske principper skal forkyndes og holdes ved lige ved hellig praksis. ret

(418)  De, som er i Guds tjeneste, må være fulde af liv og vise beslutsomhed i arbejdet for at vinde sjæle. Husk på, at der findes mennesker, som vil gå fortabt, hvis ikke vi som Guds redskaber arbejder med en fasthed, som ikke giver op eller mister modet. Nådens trone må være vor stadige støtte. ret

(418)  Der findes ingen undskyldning for, at menighederne er så ligegyldige og svage. »Hjem til borgen, I fanger med håb!« Zak. 9,12. Vi kan få styrke hos Kristus. Han er vor Talsmand hos Faderen. Han sender sine sendebud ud til hver eneste del af sit rige for at meddele sit folk sin vilje. Han vandrer midt iblandt sine menigheder. Han ønsker at helliggøre, opløfte og forædle sine efterfølgere. De, som i sandhed tror på ham, vil øve en indflydelse, som vil være en duft af liv i verden. Han holder stjernerne i sin højre hånd og det er hans hensigt at lade sit lys skinne for verden gennem dem. På denne måde ønsker han at berede sit folk til en højere tjeneste i menigheden hinsides. Han har pålagt os en stor opgave. Lad os udføre den med nøjagtighed og beslutsomhed. Lad os vise i vort liv, hvad sandheden har gjort for os.

------------
ret

(418)  »Som vandrer midt imellem de syv guldlysestager.« Åb. 2,1. Dette skriftsted viser Kristi forhold til menighederne. Gennem hele jordens længde og bredde vandrer han midt imellem sine menigheder. Med spændt opmærksomhed giver han agt på dem for at se, om de befinder sig i en sådan åndelig tilstand, at de kan fremme hans rige. Kristus er til stede overalt, hvor menigheden samles. Han kender hver enkelt, som er knyttet (419) til hans tjeneste. Han kender dem, hvis hjerte han kan fylde med hellig olie, som de kan bringe videre til andre. De, som med troskab fremmer Kristi værk her i verden, de, som i ord og gerninger repræsenterer Guds karakter og fuldbyrder Guds forsæt med dem, er meget dyrebare i hans øjne. Kristus finder behag i dem på samme måde, som en mand finder behag i en velholdt have og i duften af de blomster, han har plantet.

------------
ret

(419)  Det har kostet selvfornægtelse, selvopofrelse, ubøjelig energi og megen bøn at bringe vore forskellige missionsforetagender derhen, hvor de nu befinder sig. Der er fare for, at nogle af dem, som nu kommer frem på handlingens skueplads, vil være tilfredse med at forholde sig passive, fordi de synes, at der ikke længere behøves så megen selvfornægtelse og flid og så hårdt og ubehageligt arbejde, som lederne i dette budskab havde. De mener, at tiderne har forandret sig og at det ikke er nødvendigt for dem at leve under så prøvende forhold, som mange blev kaldet til at leve under i budskabets første tid, fordi Guds værk nu råder over flere midler. ret

(419)  Men hvis der på det nuværende stadium af Guds værk var blevet vist den samme flid og selvopofrelse som i begyndelsen, ville der være blevet udrettet hundrede gange så meget, som der er i dag. ret

(419)  Hvis værket skal gå fremad under udfoldelse af den samme store energi, hvormed det begyndte, må de moralske ressourcer ikke begrænses. Der må stadig være tilgang af moralsk kraft. Hvis de, der melder sig til tjeneste nu, føler, at de ikke behøver at anstrenge sig så meget og at det ikke er så nødvendigt nu at vise selvfornægtelse og at være økonomisk ikke blot med hensyn til midler, men også med hensyn til tid, vil værket gå tilbage. Arbejderne i denne tid må være i besiddelse af den samme grad af gudsfrygt, energi og udholdenhed, som lederne havde. ret

(420)  (420) Virksomheden er blevet udvidet således, at det nu strækker sig over et stort område og tallet på de troende er blevet forøget. Alligevel er der stor mangel, for der kunne have været udrettet mere, hvis der blev lagt den samme missionsånd for dagen som tidligere. Uden denne ånd vil arbejderen blot skade og vanære Guds sag. Værket går i virkeligheden tilbage i stedet for frem, som det var Guds hensigt, at det skulle gøre. Vi må ikke sammenligne vort nuværende medlemstal og omfanget af vor virksomhed med forholdene i begyndelsen. Vi bør snarere tænke på, hvad der kunne være blevet udrettet, hvis hver eneste arbejder havde helliget sig til Gud med legeme, sjæl og ånd, som han burde have gjort. Vejl f menigh bd. 3 side 43-45]

------------
ret

(420)  [Vore menigheder skal samarbejde i bearbejdelsen af den åndelige ager i håb om at få en høst senere. jorden er hård, men brakjorden må brydes og retfærdighedens sæd sås. Stands ikke, I af Gud elskede lærere, som om I var i tvivl, om I skal fortsætte med et arbejde, der vil vokse, blot det bliver gjort.] Svigt ikke, heller ikke hvis I bliver modløse. »Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.« 1.Kor.3,9. Husk på at I ikke kan stole på selvet. [I Mesterens Tjeneste side 19]

------------
ret

(420)  [Som aldrig før bør vi ikke blot bede om, at der må blive sendt arbejdere ud til den store høst, men at vi må få en klar opfattelse af sandheden, således at vi, når sandhedens budbærere kommer, kan tage imod budskabet og vise agtelse for budbringeren. Vejl f menigh bd. 3 side 45]

------------
ret

næste kapitel