(206) (206) Gud ønsker ikke at hans arbejde hele tiden skal indvikles i gæld. Når det synes ønskværdigt at lægge bygninger eller andre faciliteter til en institution, så pas på ikke at gå længere end midlerne rækker. Udsæt hellere udbygningen indtil Forsynet åbner en vej, der ikke pådrager store gældsbyrder og skal betale renter. ret
(206) Forlagshusene er blevet gjort til aktiekapitel for vore folk og er derved blevet i stand til at yde støtte til værket på forskellige marker og har hjulpet andre virksomheder frem. Dette er godt nok. Der er ikke blevet ydet for meget i dette. Herren ser det hele. Men, ud fra det lys han har givet mig, bør alt gøres for at være fri for gæld. ret
(206) Forlagsarbejdet byggede på selvfornægtelse og burde ledes på strenge sparsommelige principper. Når der er et behov for midler kan financierings-spørgsmålet ordnes hvis arbejderne vil indvilge i at gå ned i løn. Dette var princippet som Herren åbenbarede for mig til at komme ind i vore institutioner. Når der er knaphed på penge, bør vi være villige til at begrænse vore ønsker. ret
(206) Vurder vore publikationer rigtigt og lad alle på vore forlag forsøge at spare på enhver mulig måde også hvis det forårsager betydelig besværlighed. Våg over de små udgifter. Stop enhver utæthed. Det er de små tab der vejer tungt til sidst. Saml stumperne op, lad intet gå tabt. Spild ikke minutter på snak; spildte minutter ødelægger timerne. Udholdende flid arbejde i troen, vil altid krones med gode resultater. ret
(206) Nogle anser det for under deres værdighed at se efter små ting. De ser det som et vidnesbyrd for snæversynet tankegang og (207) gerrighed. Men små brud har sænket store skibe. Intet som kan tjene nogen bør få lov til at gå tabt. Mangel på sparsommelighed vil med sikkerhed bringe skyld over vore institutioner. Selvom der kommer mange penge til, vil de være tabt i hver enkelt arbejdsgrens små spild. Sparsommelighed er ikke fedteri. ret
(207) Hver mand og kvinder der arbejder på forlaget bør være en trofast vagtmand, passe på at intet går tabt. Alle bør vogte sig imod formodede mangler der kræver forbrug af midler. Nogle mennesker lever bedre af fire hundrede dollars på et år end andre gør af otte hundrede dollars. Ligesådan er det med vore institutioner; nogle personer kan lede dem for langt mindre penge end andre kan. Gud ønsker at alle arbejderne udøver sparsommelighed og især være redelige bogholdere. ret
(207) Enhver medarbejder på vore institutioner bør modtage en rimelig kompensation. Hvis medarbejdere får en passende løn, har de fornøjelsen at give gaver til sagen. Det er ikke rigtigt at nogle skal have meget og andre, som gør et absolut nødvendigt og trofast arbejde, skal have meget mindre. ret
(207) Alligevel er der tilfælde hvor der må gøres forskel. Der er folk knyttet til forlaget som bærer meget tunge ansvar og hvis arbejde er af stor værdi for institutionen. I mange andre stillinger ville de få langt mindre bekymringer og finansielt, meget større udbytte. Alle kan se det uretfærdige i at ikke give sådanne mennesker en højere løn end det som medarbejdere med mekanisk arbejde får. ret
(207) Hvis en kvinde er bestemt af Herren til at gøre et bestemt arbejde, bør hendes arbejde værdsættes efter dets værdi. Nogle anser det for god politik at lade personer hellige deres tid og arbejde til værket uden at få kompensation. Men Gud værdsætter ikke sådanne argumenter. (208) Når selvfornægtelse er påkrævet på grund af mangel på midler, skal byrden ikke hvile helt på nogle få enkeltpersoner. Lad alle stå sammen om opofrelsen. ret
(208) Herren ønsker at dem som har fået sit goder betroet skal vise godhed og rundhåndethed, ikke gerrighed. Lad dem ikke, i deres handler, afpresse enhver mulig cent. Gud ser med sådanne metoder med foragt.
(208) Arbejderne burde få kompensation efter de timer de bruger på ærligt arbejde. Den som arbejder på fuld tid skal modtage efter den tid. Hvis en bruger sind, sjæl og styrke på at bære byrderne, så lad ham blive betalt derefter.
(208) Ingen bør få et overdrevent slavearbejde, selvom han kan have særlige anlæg og kvalifikationer til det. Det arbejde der skal gøres for Gud og hans sag skal ikke drives rent forretningsmæssigt. Medarbejderne på forlaget har ikke mere belastende arbejde, ingen større udgifter, ingen tungere ansvar, end medarbejdere på andre områder. Deres arbejde er ikke mere opslidende en den trofaste prædikants arbejde. Derimod gør prædikanter, som regel, større ofre end andre institutioners medarbejdere. Prædikanter tager derhen hvor de sendes, de er beredvillige soldater, klar til at rykke ud hvert øjeblik, til at møde enhver nødssituation. De er nødvendigvis, i stor grad, adskilt fra deres familier. Medarbejderne i forlagshusene, har som regel, et fast hjem og kan bo sammen med deres familier. Dette er en stor besparelse af udgifterne og burde ses i sammenhæng med den relative kompensation af medarbejdere i tjenesten og på forlagshusene. ret
(209) (209) Dem som arbejder helhjertet i Herrens vingård, gør deres yderste, er ikke dem der værdsætter deres tjeneste allerhøjest. I stedet for at bryste sig med stolthed og indbildskhed, måle hver times arbejde nøjagtigt, sammenligner de deres bestræbelser med Frelserens arbejde og regner sig selv for nyttesløse tjenere. ret
(209) Brødre, se ikke efter hvor lidt I kan gøre for at nå den allerlaveste standard; men vågn op for at gribe Kristi fylde, så I kan gøre meget for ham.
(209) Herren ønsker mennesker som ser arbejdet i sin storhed og som forstår principperne indvævet i dem fra deres oprindelse. Han vil ikke have en verdslig orden komme ind og forme arbejdet i alle de forskellige linjer fra dem han har mærket ud for sit folk. Arbejdet må have sin Ophavsmands karakter. ret
(209) Ved Kristi offer for faldne mennesker, har barmhjertighed og sandhed mødt hinanden, retfærdighed og fred har kysset hinanden. Når disse egenskaber adskilles fra det mest vidunderlige og tilsyneladende heldige arbejde, vil der være intet i det. ret
(209) Gud har ikke udpeget nogle få mennesker til sig selv og ladet andre i stikken. Han vil ikke opløfte een og nedkaste og undertrykke en anden. Alle som er virkelig omvendte vil vise den samme ånd. De vil behandle deres medmennesker som de vil behandle Kristus. Ingen vil overse den andens rettigheder.
(209) Guds tjenere bør have så stor respekt for det hellige arbejde de har med at gøre, at de ikke vil føre et eneste spor af egenkærlighed ind i det.