(215) (215) Kristi riges love er enkle og dog så fuldstændige, at menneskegjorte tilføjelser vil skabe forvirring. Og jo enklere vore planer er for at arbejde i Guds tjeneste, jo mere kan vi udrette. At antage verdslige arbejdsmåder i Guds værk er at byde katastrofe og nederlag ind. Enkelhed og ydmyghed må karakterisere enhver effektiv anstrengelse for hans riges fremmarch. ret
(215) For at evangeliet kan nå ud til alle stammer, tungemål og folk, må selvopofrelsen fastholdes. Dem i betroede stillinger skal handle som trofaste forvaltere i alle ting og vogte trofast over de fonde folk har oprettet. Der må passes på for at forhindre al unødig udlæg. Ved at rejse bygninger og fremskaffe faciliteter til arbejdet, bør vi passe på ikke at gøre det så omhyggeligt at det bruger unødige penge; for dette betyder at man ikke kan udbrede arbejdet på andre marker, især i de fremmede lande. Midler skal ikke drages fra skatkammeret for at starte institutioner i hjemmeområdet, med risiko for at hæmme sandhedsfremskyndelse i regionerne der ude. ret
(215) Guds penge skal ikke blot bruges for jeres egen nærliggende omegn, men i fjerne lande, på havets øer. Hvis hans folk ikke involverer sig i dette arbejde, vil Gud med sikkerhed fjerne den kraft der ikke bruges rigtigt. ret
(215) Mange blandt de troende har knapt mad nok at spise, trods deres dybe armod bringer de alligevel tiende og gaver til Herrens forrådshus. Mange som ved hvad det vil sige at støtte Guds sag under hårde og prøvende forhold, har investeret midler i forlagene. (216) De har villigt udholdt genvordigheder og afsavn og har våget og bedt for at værket må gå godt. Deres gaver og ofre udtrykker en inderlig taknemmelighed af deres hjerter til ham som har kaldt dem ud af mørket til hans underfulde lys. Deres bønner og deres almisser stiger op som mindesmærker for Gud. Ingen mere liflig røgelse kan stige op til himlen. ret
(216) Men Guds værk er i sine vide udstrækninger dog det samme og de samme principper burde herske i alle dets grene. Det må bære missionsarbejdets stempel. Enhver afdeling i værket må sættes i forbindelse med alle evangeliemarkens dele og den ånd der hersker i den ene afdeling vil mærkes udover hele marken. En del af medarbejderne får en stor løn, der er andre, på værkets forskellige grene, som også har krav på høj løn og derved vil selvopofrelsens ånd blive svag. Andre institutioner vil få den samme ånd og Herrens gunst vil fjernes fra dem; for han kan aldrig godkende selviskhed. Derved vil vort udadrettede arbejde få en ende. Det er umuligt at fremføre det uden et stadigt offer. Fra alle verdensdele kommer der kald på mennesker og midler til at fremføre værket. Skal vi tvinges til at sige: "I må vente; vi har ingen penge i vort forrådskammer"? ret
(216) Nogle erfarne og medynkende mennesker, som har ført dette værk frem og som fornægtede selvet og ikke tøvede med at ofre sig for dets gode, sover nu i graven. De var Guds udvalgte kanaler, hans repræsentative mennesker, som gennem åndslivets grundsætninger var overdraget til kirken. De havde en erfaring af højeste værdi. De kunne ikke købes eller sælges. Deres renhed og helligelse og selvopofrelse, deres levende forbindelse med Gud, blev velsignet opbyggelsen af (217) værket. Vore institutioner blev karakteriseret ved en selvopofrende ånd. ret
(217) Den gang vi kæmpede med fattigdom, følte dem, som så hvor underfuld Gud arbejdede for sagen, at ingen større kunne tilskrives dem end at blive bundet op med arbejdets interesser ved hjælp af hellige kæder der forbandt dem med Gud. Ville de lægge byrden ned og sætte Herren betingelser fra et pengemæssigt synspunkt? Nej, nej. Skulle enhver modstander forlade sin post, ville de aldrig forlade arbejdet. ret
(217) De troende som i arbejdets tidlige historie helligede sig værkets opbygning blev indgydt med dem samme ånd. De følte stærkt at Gud krævede af alle, som var knyttet til hans sag, en uforbeholden helligelse af legeme, sjæl og ånd, af al deres kraft og styrke for at gøre arbejdet succesrigt. ret
(217) Men i nogle henseender er arbejdet blevet værre. Medens det har vokset i omfang og hjælpemidler, er det aftaget i kærligheden. ret
(217) Der er en lektie for os at lære i Salomons historie. Der er en lektie for os at lære i Salomons beretning. Denne Israels konges liv var strålende og lovende i de unge år. Han valgte Guds visdom og hans regerings ære rørte verdens beundring. Han kunne have gået fra styrke til styrke, fra karakter til, endda komme nærmere Guds karakters lighed; men hvor sørgelig er hans historie ikke; han blev ophøjet til de mest indviede tillidsposter, men han viste sig at være upålidelig. Han voksede i selvtilstrækkelighed, stolthed, selvophøjelse. Lysten til politisk magt og selvophøjelse førte ham til formel alliance med hedenske nationer. Tarsis sølv og Ofirs guld blev skaffet ved frygtelige udgifter, endda ved renhedens opofrelse, forræderi af hellig tillid. Forbundet med afgudsdyrkere fordærvede hans tro; det ene falske skridt førte til det andet, der var en nedbrydelse (218) af barrierer som Gud havde rejst for hans folks sikkerheds skyld; hans liv blev fordærvet af flerkoneri; og til sidst hengav han sig selv til at dyrke falske guder. En karakter som har været fast ren og ophøjet blev svag, markeret med moralsk unytte. ret
(218) Der var ikke mangel på onde rådgivere, som herskede over dette tidligere pæne, selvstændige menneske. De valgte ham fordi han ikke gjorde Gud til hans vejleder og rådgiver. Fine følelser blev sløvet; hans tidligere samvittighedsfulde og velovervejede regeringsform blev ændret. Selvtilfredsstillelse blev hans gud; og, som følge deraf, streng domme og grusomt tyranni blev hans kurs. Den ødselhed der udøves i egenkærlige nydelser nødvendiggør en hård belastning på den fattige. Af den klogeste konge der nogensinde har svunget et scepter, blev Salomon til en selvhersker. Som konge har han været idol for nationen og det som han sagde og gjorde blev efterlignet. Hans eksempel udøvede en indflydelse resultatet af hvilket kun kan kendes når alle gerninger kommer frem for Gud og hvert menneske skal dømmes efter de gerninger han har gjort. ret
(218) Oh hvordan kan Gud bære over med disse menneskers misgerninger, som har haft stort lys og fordele og dog følger deres egen vej, til deres evige skade! Salomon, som ved templets indvielse formanede folket: »Og måtte eders hjerte være helt med Herren vor Gud!« 1 Kong 8,61, vælge sin egen vej og i sit hjerte adskille sig fra Gud. Det sind som før blev givet til Gud og indgydt af ham til at skrive de dyrebareste visdomsord (ordsprogenes bog), - udødelige sandheder, - så ædle tanker, på grund af onde forbund og give efter for fristelse, blev virkningsløse, svage i moralsk, kraft og Salomon (219) vanærede sig selv, vanærede Israel og vanærede Gud. ret
(219) Ved at betragte dette billede, ser vi hvad menneskevæsener blev når de vovede at adskille sig fra Gud. Et falsk skridt bereder vejen for andre og det næste skridt tages lettere end de tidligere. Således vil man finde sjæle der følger en anden leder end Kristus. ret
(219) Alle som besidder stillinger i vore institutioner vil prøves. Hvis de vil gøre Kristus til deres Forbillede, vil han give dem visdom og kundskab og forståelse; de vil vokse i nåde og talenter på Kristi vej; deres karakter vil formes efter hans mønster. Hvis de svigter Herrens vej, vil en anden ånd kontrollere tankegang og dømmekraft og de vil planlægge uden Herren og vil gå deres egen vej og forlade de stillinger de har bestridt. De har fået lyset; hvis de viger fra det, så tillad ikke at nogen får dem til at blive bort fra det. De vil være en forhindring og en snare. Tiden er kommet hvor alt, som kan rystes, skal rystes; så det som ikke kan rystes forbliver hvor det er. Enhver sag kommer frem for Gud; han måler templet og de bedende derinde.