Vidnesbyrd for menigheden bind 7 kapitel 5fra side29

ren side - tilbage

Udbredelse af korsets sejr

(29)  (29) »Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?« Rom.8,32. ret

(29)  Da denne forunderlige uvurderlige gave blev overdraget, var hele det himmelske univers meget optaget af at forstå Guds uudgrundelige kærlighed, ivrig efter at vække en taknemmelighed i menneskehjerter der svarer til gavens værdi. Skal vi, hvem Kristus gav sit liv for, vakle mellem to anskuelser? Skal vi kun give skærv tilbage af de evner og kræfter han har lånt os? Hvordan kan vi dette når vi ved at ham, som var hele himlens befalingsmand lagde sin kongekåbe og konge krone til side og erkendte den faldne slægts hjælpeløshed, kom til jorden i menneskenatur for at gøre det muligt, at vi kan forene vor menneskelighed med hans guddommelighed? Han blev fattig så vi kunne komme i besiddelse af den himmelske rigdom og »virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os.« 2.Kor 4,17. For at befri os, steg han ned fra en ydmygelse til en anden, indtil han, den guddommelige-menneskelige lidende Kristus, blev opløftet på korset, for at drage alle mennesker til sig. Guds Søn kunne ikke have vist større nedladenhed end han gjorde; han kunne ikke have gået lavere. ret

(29)  Dette er gudsfrygtens mysterium, det mysterium som har inspireret himmelske organer så de tjener gennem den faldne menneskelighed, så der i verden vil vækkes en stærk interesse for frelsesplanen. Dette er mysteriet, som har oprørt hele himlen til forening med mennesker, i gennemførelsen af Guds store frelsesplan for en falden verden. ret

(30)  Menighedens arbejde
(30) Menneske-agenter er blevet betroet udbredelsen af korsets sejre fra punkt til punkt. Som menighedens Hoved, kalder Kristus officielt på alle, som påberåber at tro ham og følge hans selvfornægtende og opofrende eksempel, til at arbejde for deres omvendelse, som Satan og hans store hær bruger kraft på at ødelægge. Guds folk er kaldet til at samles uden tøven under Kristi Jesu blodbestænkte banner. De skal uophørligt fortsætte deres krig imod fjenden, endda føre slaget helt til enden. Og enhver som ved omvendelse tilføjes rækkerne skal tildeles sin pligtspost. Enhver bør være villig til at blive der eller gøre noget i denne krig. Når menighedsmedlemmer bestræber sig alvorligt for at fremrykke budskabet, vil de leve i Herrens glæde og møde medgang. Sejre følger altid med i beslutsomme anstrengelser. ret

(30)  Helligånden, vor kraft
Kristus giver, i sin mæglerplads, sine tjenere Helligåndens nærværelse. Det er Åndens virkekraft der sætter menneske-agenter i stand til at repræsentere Forløseren i det sjælevindende arbejde. Da vi må forene os med Kristus i dette arbejde bør vi sætte os under hans Ånds dannende indflydelse. Ved den kraft, vi derved får, kan vi samarbejde med Herren i enhedens bånd som medarbejdere sammen med ham i frelsen af sjæle. Enhver som giver sig selv til Herrens tjeneste og ikke holder noget tilbage, får kraft til at opnå umådelige resultater. ret

(31)  (31) Herren Gud er bundet af et evigt løfte, at give kraft og nåde til enhver som helliget er gennem lydighed mod sandheden. Kristus, som har fået al magt i himlen og på jorden, samarbejder i medfølelse med hans redskaber - de alvorlige sjæle som dag for dag har del i det levende brød »som kommer ned fra himlen.« Joh 6,20 Menigheden på jorden, forenet med menigheden i himlen, kan udrette alt. ret

(31)  Apostlene fik kraft
På pinsefestens dag åbenbarede Den Uendelige sig selv i kraft til menigheden. Ved sin Helligånd steg han ned fra himlens højder som en stormende mægtig vind, til lokalet disciplene var samlet i. Det var som om denne indflydelse var blevet holdt tilbage i tidsaldre og himlen nu frydede sig ved at kunne udgyde Åndens kraft over menigheden. Og under Åndens indflydelse blev angergivne og bekendende ord blandet med lovsang for tilgivne synder. Ord for taksigelse og for profeti blev hørt. Hele himlen bøjede sig langt ned for at se og for at tilbede visdommen af mageløs, ufattelig kærlighed. Tabt i henrykkelse udbrød apostlene og disciplene: »Deri består kærligheden.« Joh.4,10. De greb efter gaven, der lige var kommet. Og hvad fulgte efter? Tusindvis blev omvendt på en dag. Åndens sværd, nyslebet med kraft og badet i himlens lynglimt, skærer sin vej gennem vantro. ret

(31)  Disciplenes hjerter blev overbebyrdede med en så fyldt, så dyb, så vidtrækkende godgørenhed; at de blev drevet ud til jordens ender og bevidne: Gud forbød at vi skulle fryde os, frelses i vor Herre Jesu Kristi kors. De var fyldt med inderlig længsel (32) efter at lægge dem til kirken som bør frelses. De kaldte på de troende om at vågne op og gøre deres del, så alle nationer kunne høre sandheden og jorden blive fyldt med Herrens herlighed. ret

(32)  Den samme kraft skal åbenbares i dag
Ved Kristi nåde blev apostlene til det de blev. Det var oprigtig helligelse og ydmyg, alvorlig bøn der bragte dem i nær samfund med ham. De sad sammen med ham på de himmelske steder. De erkendte den store gæld de havde til ham. Ved alvorlig udholdende bøn opnåede de Helligåndens gave og så gik de ud, med en byrde for sjæle, fyldt med iver efter at udbrede korsets sejr. Og under deres arbejde blev mange sjæle bragt fra mørke til lys og mange menigheder blev oprettet. ret

(32)  Skal vi være mindre alvorlige end apostlene var? Skal vi ikke, ved levende tro, gøre krav på løfterne der bevægede dem i deres dybeste til at kalde på Herren Jesus for opfyldelsen af hans ord: »Bed og I skal få«? Joh 16,24. Skal Guds Ånd ikke i dag som svar på alvorlig, udholdende bøn og fylde mennesker med kraft? Siger Gud ikke i dag til hans bedende, tillidsfulde troende medarbejdere, som åbner skrifterne for dem, der ikke kender til de dyrebare sandheder de indeholder: »Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende«? Matt 28,20 Hvorfor er menigheden da så svag og åndsløs? ret

(32)  Sådan som disciplene, fyldt med Åndens kraft, gik frem for at forkynde evangeliet, således skal Guds tjenere gå frem i dag. Fyldt med et uselvisk ønske om at give nådesbudskabet til dem som er i vildfarelsens og vantroens mørke, skal vi tage Herrens arbejde op. (33) Han giver os vor del til at arbejde sammen med ham og han vil også røre vantroendes hjerter til at fremføre hans værk i regionerne derude. Mange modtager allerede Helligånden og vejen vil ikke længere være spærret af ligegyldighed. ret

(33)  [Hvorfor er beretningen om apostlenes gerninger blevet nedskrevet, medens de arbejdede med hellig nidkærhed, besjælede og levendegjorte af Helligånden, hvis det ikke er for Guds folk i dag ja det er endnu vigtigere. Alt det apostlene gjorde, bør hvert menighedsmedlem i dag gøre. Vi må arbejde med så meget større nidkærhed og ledsages så meget mere af Helligånden, som den forøgende ondskab fordrer et mere afgjort kald til omvendelse. Vejl f menigh bd. 3 side 189] ret

(33)  Lyset skal genspejles fra alle de troende i klare, tydelige stråler. Et arbejde, lig det som Herren gjorde gennem sine beskikkede budbringere på pinsefestens dag, venter på os i dag. Nu, hvor alle tings ende er nær, burde menighedens iver så endog ikke overgå den første menigheds iver? Iver for Guds ære bevægede disciplene til at bære vidne for sandheden med mægtig kraft. Burde denne iver ikke brænde i vore hjerter med en længsel om at fortælle beretningen om den forløsende kærlighed, om Kristus og ham korsfæstet? Burde Guds kraft ikke være mere åbenbar i dag end i apostlenes tid?

------------
ret

næste kapitel