(107) (107) Alle, som bekender sig til at være Guds børn, vil jeg indbyde til at tænke over Israelitternes historie, som den står nedtegnet i den et-hundrede og femte, et-hundrede og sjette og den et-hundrede og syvende salme. Ved at studere disse skriftsteder omhyggeligt, kan vi være i stand til at fatte vor Guds godhed, barmhjertighed og kærlighed mere fyldigt. ret
(107) En salme om det forjættede land
»Pris Herren, påkald hans navn,
gør hans gerninger kendte blandt folkeslag!
Syng og spil til hans pris,
tal om alle hans undere;
ros jer af hans hellige navn,
eders hjerte glæde sig, i, som søger Herren;
spørg efter Herren og hans magt,
søg bestandig hans åsyn.
»Kom i hu de undere, han gjorde,
hans tegn og hans munds domme,
I, hans tjener Abrahams sæd,
hans udvalgte, Jakobs sønner!
Han, Herren, er vor Gud,
hans domme når ud over jorden;
han ihukommer for evigt sin pagt,
i tusind slægter sit tilsagn,
pagten, han slutted med Abraham,
eden, han tilsvor Isak;
han holdt den i hævd som ret for Jakob,
en evig pagt for Israel,
idet han sagde: »Dig giver jeg Kana'ans land
som eders arvelod.«
Da de kun var en liden hob,
kun få og fremmede der,
og vandrede fra folk til folk,
fra et rige til et andet,
tillod han ingen at volde dem men,
men tugted for deres skyld konger
»Rør ikke mine salvede,
gør ikke mine profeter ondt!«
(108) »Hungersnød kaldte han frem over landet,
hver brødets støttestav brød han;
han sendte forud for dem en mand,
Josef solgtes som træl;
de tvang hans fødder med lænker,
han kom i lænker af jern,
indtil hans ord blev opfyldt;
ved Herrens ord stod han prøven igennem.
På kongens bud blev han fri,
folkenes hersker lod ham løs:
Han tog ham til herre for sit hus,
til hersker over alt sit gods;
han styred hans øverster efter sin vilje
og viste hans ældste til rette.
Og Israel kom til Ægypten,
Jakob boede som gæst i kamiternes land.
Han lod sit folk blive såre frugtbart
og stærkere end dets fjender.
»Han vendte deres sind til had mod sit folk
og til træskhed imod sine tjenere.
Da sendte han Moses, sin tjener,
og Aron, sin udvalgte mand;
han gjorde sine tegn i Ægypten
og undere i kamiternes land;
han sendte mørke, så blev det mørkt,
men de ænsede ikke hans ord;
han gjorde deres vande til blod
og slog deres fisk ihjel;
af frøer vrimlede landet,
selv i kongens sale var de;
han talede, så kom der bremser
og myg i alt deres land;
han sendte dem hagl for regn
og luende ild i landet;
han slog både vinstok og figen
og splintrede træerne i deres land;
han talede, så kom der græshopper,
springere uden tal,
de åd alt græs i landet,
de åd deres jords afgrøde;
alt førstefødt i landet slog han,
førstegrøden af al deres kraft.
»Han førte dem ud med sølv og guld,
ikke een i hans stammer snubled
ægypterne glæded sig, da de drog bort,
thi de var grebet af rædsel for dem.
(109) »Han bredte en sky som skjul
og ild til at lyse i natten;
de krævede, han bragte vagtler,
med himmelbrød mættede han dem;
han åbnede klippen og vand strømmede ud,
det løb som en flod i ørkenen.
»Thi han kom sit hellige ord i hu
til Abraham, sin tjener;
han lod sit folk drage ud med fryd,
sine udvalgte under jubel;
han gav dem folkenes lande,
de fik folkeslags gods i eje.
Derfor skulle de holde hans bud
og efterkomme hans love.
Halleluja! Salme 105
(109) En salme om fangeskabet
»Halleluja!
Lov Herren, thi han er god,
thi hans miskundhed varer evindelig!
Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger,
finde ord til at kundgøre al hans pris?
Salige de, der holder på ret,
som altid øver retfærdighed!
Husk os, herre, når dit folk finder nåde,
lad os få godt af din Frelse,
at vi må se dine udvalgtes lykke,
glæde os ved dit folks glæde
og med din arvelod prise vor lykke!
I
»Vi syndede som vore fædre,
handlede ilde og gudløst.
Vore fædre i Ægypten ænsede ej dine undere,
kom ikke din store miskundhed i hu,
stod den højeste imod ved det Røde Hav.
(110) »Dog frelste han dem for sit navns skyld,
for at gøre sin vælde kendt;
han trued det Røde Hav og det tørrede ud,
han førte dem gennem dybet som gennem en ørk;
han fried dem af deres avindsmænds hånd
og udløste dem fra fjendens hånd;
vandet skjulte dem, som trængte dem,
ikke een blev tilbage af dem;
da troede de på hans ord
og kvad en sang til hans pris.
II
»Men de glemte snart hans gerninger,
biede ej på hans råd;
de grebes af attrå i ørkenen,
i ødemarken fristed de Gud;
så gav han dem det,
de kræved og sendte dem lede i sjælen.
De bar avind mod Moses i lejren,
mod Aron, Herrens hellige;
jorden åbned sig, slugte Datan,
lukked sig over Abirams flok;
ilden rasede i deres flok,
luen brændte de gudløse op.
De lavede en kalv ved Horeb
og tilbad det støbte billed;
de byttede deres herlighed bort
for et billed af en okse, hvis føde er græs.
»De glemte Gud, deres Frelser,
som øvede store ting i Ægypten,
undere i kamiternes land,
frygtelige ting ved det Røde Hav.
Da tænkte han på at udrydde dem,
men Moses, hans udvalgte mand, stilled sig i gabet
for hans åsyn for at hindre, at hans vrede lagde øde.
III
»De vraged det yndige land
og troede ikke hans ord,
men knurrede i deres telte
og hørte ikke på Herren;
da løfted han hånden og svor
at lade dem falde i ørkenen,
splitte deres sæd blandt folkene,
sprede dem rundt i landene.
De holdt til med Ba'al-Peor
og åd af de dødes ofre;
de krænked ham med deres gerninger,
og plage brød løs iblandt dem.
»Da stod Pinehas frem og holdt dom,
og plagen blev bragt til at standse,
og det regnedes ham til retfærdighed
fra slægt til slægt, evindelig.
IV
»De vakte hans vrede ved Meribas vand,
og for deres skyld gik det Moses ilde;
thi de stod hans ånd imod,
og han talte uoverlagte ord.
De udryddede ikke de folk,
som Herren havde sagt, de skulle,
med hedninger blandede de sig
og gjorde deres gerninger efter;
deres gudebilleder dyrkede de,
og disse blev dem en snare;
til dæmonerne ofrede de,
og det både sønner og døtre;
de udgød uskyldigt blod,
deres sønners og døtres blod,
som de ofred til Kana'ans guder,
og landet blev smittet ved blod;
de blev urene ved deres gerninger,
bolede ved deres idrætter.
»Da blev Herren vred på sit folk
og væmmedes ved sin arv;
han gav dem i folkenes hånd,
deres avindsmænd blev deres herrer;
deres fjender voldte dem trængsel,
de kuedes under deres hånd.
Han frelste dem gang på gang,
men de stod egensindigt imod
og sygnede hen i brøden.
(112) Dog så han til dem i trængslen,
så snart han hørte dem klage.
»Han kom sin pagt i hu og
ynkedes efter sin store miskundhed;
han lod dem finde barmhjertighed hos alle,
der tog dem til fange.
Frels os, Herre vor Gud,
du samle os sammen fra folkene,
at vi må love dit hellige navn,
med stolthed synge din pris.
Lovet være Herren, Israels Gud,
fra evighed og til evighed!
Og alt folket svare amen!
Halleluja! Salme 106 ret
(112) En salme om den genløste
»Lov Herren, thi han er god,
thi hans miskundhed varer evindelig!
Så skal Herrens genløste sige,
de, han løste af fjendens hånd
og samlede ind fra landene,
fra øst og vest,
fra nord og fra havet.
I
»I den øde ørk for de vild,
fandt ikke vej til beboet by,
de led både sult og tørst,
deres sjæl var ved at vansmægte;
men de råbte til Herren i nøden,
han frelste dem at deres trængsler
og førte dem ad rette vej,
så de kom til beboet by.
Lad dem takke Herren for hans miskundhed,
for hans underværker mod menneskens børn.
Thi han mættede den vansmægtende sjæl
og fyldte den sultne med godt.
»De sad i mulm og mørke,
bundne i pine og jern,
(113) fordi de havde stået Guds ord imod
og ringeagtet den højestes råd.
Deres hjerte var knuget af kummer,
de faldt, der var ingen, som hjalp;
men de råbte til Herren i nøden,
han frelste dem af deres trængsler,
førte dem ud af mørket og mulmet
og sønderrev deres bånd.
Lad dem takke Herren for hans miskundhed,
for hans underværker mod menneskens børn.
Thi han sprængte døre af kobber
og sønderslog slåer af jern.
II
»Floder gør han til ørken
og kilder til øde land,
til saltsteppe frugtbart land
for ondskabens skyld hos dem, som bor der.
Ørken gør han til vanddrag,
det tørre land til kilder;
der lader han sultne bo,
så de grunder en by at bo i,
tilsår marker og planter vin
og høster afgrødens frugt.
Han velsigner dem, de bliver mange,
han lader det ikke skorte på kvæg.
»De bliver få og segner
under modgangs og kummers tryk,
han udøser hån over fyrster og
lader dem rave i vejløst øde.
Men han løfter den fattige op af hans nød
og gør deres slægter som hjorde;
de oprigtige ser det og glædes,
men al ondskab lukker sin mund.
»Hvo som er viis, han mærke sig det
og lægge sig Herrens nåde på sinde!«
Salme 107 ret
(113) »Men kom den første tid i hu«
Hvorfor glemte det gamle Israel Guds handlemåde så let? Hans store og mægtige gerning eller (114) advarende ord forblev ikke i folkets hukommelse. Havde de husket hans vidunderlige behandling med dem ville de ikke havde fået denne irettesættelse:
»Jeg, jeg er eders trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige,
jordiske mennesker, der bliver som græs,
at du glemmer Herren, din skaber,
der udspændte himlen
og grundfæsted jorden,
at du altid dagen lang
frygter for undertrykkerens vrede.
Så snart han vil til at lægge øde,
hvor er da undertrykkerens vrede?”
Es.51,12.13. ret
(114) Men Israels børn glemte Gud, hvem de var en skabning af og skulle genløses ved. Efter at have set alle hans vidunderlige gerninger, fristede de ham.
Israelitterne fik betroet hellige orakler. Men Guds åbenbarede ord blev mistydet og misbrugt. Folket foragtede Israels Helliges ord.
»Thi Hærskares Herres vingård er Israels hus,
og Judas mænd er hans yndlingsplantning.
Han vented på retfærd, se, der kom letfærd,
han vented på lov, se, skrig over rov!
»Ve dem,
der ... ikke ser Herrens gerning,
har ej syn for hans hænders værk.
Derfor skal mit folk føres bort, før det ved det,
dets adel blive hungerens bytte, dets hob vansmægte af tørst.«
»Ve dem,
der kalder ondt for godt
og godt for ondt,
gør mørke til lys
og lys til mørke,
gør beskt til sødt
og sødt til beskt!
»Ve dem,
der tykkes sig vise
og er kloge i egne tanker!”
(115) »Derfor, som ildens tunge æder strå
og hø synker sammen i luen,
så skal deres rod blive rådden,
deres blomst henvejres som støv;
thi om Hærskares Herrers lov lod de hånt
og ringeagted Israels helliges ord.”
Es.5,7,11-13,20,21,24. ret
(115) »Skrevet til påmindelse for os«
»Dette ..... skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.« 1.Kor.10,11. Advarslen lyder hen ad linjen til vor tid: ret
(115) »Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder »i dag« for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste. Da der blev sagt:
»I dag, når I hører hans røst,
så forhærd ikke eders hjerter som i forbitrelsen,
hvem var det da, som hørte hans ord og dog gjorde ham forbitret? Var det ikke alle dem, der var draget ud af Ægypten, førte af Moses?« Hebr.3,12-16. ret
(115) Kan vi som lever ved tidens ende ikke erkende betydningen af apostlens ord: »Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud.« Vers 12 ret
(115) På os skinner de sidste tiders ophobede lys. Optegnelsen af Israels glemsomhed er blevet bevaret for at vi kan blive oplyste. I denne tidsalder har Gud draget sin hånd for at samle sig et folk fra alle folk, stamme og tungemål. I adventbevægelsen har han arbejdet for sin arv, sådan som han arbejdede for israelitterne og førte dem ud af Ægypten. Ved den store skuffelse i 1844 blev hans folks tro prøvet som hebræernes tro blev prøvet ved det Røde Hav. Havde (116) adventisterne i de tidligere dage stadig stolet på den ledende hånd som har været med dem i deres tidligere erfaring, ville de have set Guds frelse. Hvis alle som havde arbejdet enstemmigt i 1844-arbejdet, havde modtaget den tredje engels budskab og proklameret det i Helligåndens kraft, ville Herren have udført mægtige ting ved dem. En strøm af lys ville have spredt sig over verden. For år siden kunne jordens beboere være blevet advaret, det afsluttende arbejde ville være fuldført og Kristus ville have kommet for at genløse sit folk. ret
(116) Denne tids budskab
Jeg er blevet instrueret til at vise advarselsordene, til vore brødre og søstre, som er i fare for at miste synet for denne tids særlige arbejde. Herren har gjort os til forvaltere af hellig sandhed, vi skal stå op og skinne. I alle lande skal vi forkynde Kristi andet komme, i det sprog åbenbareren proklamerer: »Se, i skyerne kommer han og alles øjne skal se ham også deres, som har gennemstunget ham og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen.« Åb.1,7. ret
(116) Hvad laver vi? Giver vi den tredje engels budskab? »Endnu en engel, den tredje, fulgte dem [den første og anden engel]; han råbte med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. Og røgen fra deres pine stiger op i evigheders evigheder; og de har ikke hvile hverken dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede og enhver der tager dets (117) navn som mærke. Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.« Åb.14,9-12. ret
(117) Guds bud og Jesu vidnesbyrd er samstemmende. De skal overbringes klart for verden. ret
(117) Fjendens modstand
[I Guds ord bliver konsekvensen af at forkynde den tredje engels budskab vist os: »Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd.« Åb. 12,17. Det er vægringen ved at adlyde Guds bud og beslutningen om at nære had mod dem, som forkynder disse bud, der fører til den mest afgørende krig for dragens vedkommende, hvis hele energi er sat ind på at bekæmpe Guds folk. »Og det får alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navn tal.« Åb. 13,16-17. ret
(117) Guds tegn eller Guds segl bliver åbenbaret ved helligholdelsen af den syvende-dags sabbat. Herrens mindemærke over skabelsen. »Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal tale til israelitterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine sabbater; thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder.« 2 Mos. 31, 12.13. Her er sabbaten klart angivet som et tegn mellem Gud og hans folk. ret
(117) Dyrets mærke er det modsatte af dette - helligholdelsen af den første dag i ugen. Dette mærke adskiller dem, der anerkender pavemagtens overherredømme, som anerkender Guds autoritet. Vejl f menigh bd. 3 side 204-205] ret
(118) Det høje råb
(118) Som nævnt tidligere i det attende kapitel i åbenbaringen, skal den tredje engels budskab forkyndes med stor kraft af dem som giver den sidste advarsel mod dyret og dets billede: »Derefter så jeg en anden engel komme ned fra himmelen; han havde stor magt og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med vældig røst og sagde: »Faldet, faldet er Babylon, den store og den er blevet bolig for dæmoner og tilhold for alskens urene ånder og tilhold for alskens urene og afskyede fugle! Thi af hendes utugts harmes vin har alle folkeslagene drukket og med hende har jordens konger bedrevet utugt og jordens købmænd er blevet rige på grund af hendes umådelige yppighed.« Og jeg hørte en anden røst sige fra himmelen: »Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til himmelen og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu. Giv hende lige for lige, ja, betal hende dobbelt gengæld efter hendes gerninger; skænk dobbelt i til hende i det bæger, som hun selv skænkede i.« Åb.18,1-6. ret
(118) Dette er budskabet fra Gud der skal lyde frem i det den tredje engels høje råb. ret
(118) Dem hvis tro og iver stemmer overens med deres kundskab til sandheden vil åbenbare deres loyalitet til Gud ved at meddele sandheden, i al sin frelsende og helligende kraft, til dem som de omgås. Deres liv i hellighed og uselvisk tjeneste vil være i overensstemmelse med det himmelske riges livsvigtige grundprincipper. ret
(118) »Mig glemmer du«
Det er en alvorlig og frygtelig sandhed at mange, som har været nidkære for forkyndelsen af den tredje engels budskab, nu bliver ligeglade. Grænselinjen mellem verdslige og mange bekendende kristne er næsten (119) utydelig. Mange som tidligere har været alvorlige adventister tilpasser sig verden, til dens sæder, skikke og dens selviskhed. I stedet for at få verden til at afgive lydighed imod Guds lov, forener menigheden sig tættere til verden i overtrædelse. Dagligt bliver menigheden forvandlet til verden. Hvor mange bekendende kristne er ikke slaver af mammon! Deres appetittilfredsstillelse, deres overdrevne forbrug af penge efter selvisk tilfredsstillelse, vanærer Gud stærkt. ret
(119) Og når der ikke eksisterer nogen iver for at den tredje engels budskabs forkyndelse, forledes mange andre, skønt de tilsyneladende ikke lever i overtrædelse, ikke desto mindre til Satans side, ligesom dem der er åbenlyst imod Gud. Mange mennesker går fortabt; men hvor få føler sig bebyrdede for disse sjæle? I Guds folk er der en sløvhed og en lammelse, som forhindrer dem i at forstå timens opgave. ret
(119) [Da israelitterne var draget ind i Kana'an, opfyldte de ikke Guds hensigt og tog hele landet i besiddelse. Efter at have erobret en del af landet slog de sig ned for at nyde resultatet af deres sejre. I deres vantro og lyst til magelighed samledes de i de distrikter, som nu var erobret, i stedet for at trænge fremad og ind' tage nyt land. Sådan begyndte de at skille sig fra Gud. Ved at begå den fejl ikke at opfylde Guds hensigt gjorde de det umuligt for ham at opfylde sit løfte om at velsigne dem. ret
(119) Gør menigheden på vor tid ikke det samme? Med hele verden i behov af evangeliet foran dem samles bekendende kristne for selv at nyde evangeliets privilegier. De føler ikke nødvendigheden af at indtage nye territorier og bringe frelsesbudskabet til hinsidesliggende egne. De afviser at opfylde Kristi befaling: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!« Er de mindre skyldige, end den jødiske menighed var? I Mesterens Tjeneste side 222] ret
(120) »Så vælg i dag, hvem I vil tjene«
(120) Der vil en skarp konflikt mellem dem som er loyale mod Gud og dem som kaster skam over hans lov. Ærefrygt for Guds lov er blevet omstyrtet. Religiøse ledere lærer menneskebudenes doktriner. Ligesom det var i det gamle Israels dage, således er det i denne verdens tidsalder. Men på grund af troløshedens og overtrædelsens udbredelse, vil så dem som har æret Guds lov nu have mindre respekt for den? Vil de forene sig med de jordiske kræfter for at ugyldiggøre den? De trofaste vil ikke føres bort af det onde der er nu. De vil ikke kaste foragt over det som Gud har sat som helligt. De vil ikke følge Israels eksempel i glemsomhed; de vil erindre Guds handlemåde over for sit folk i alle tidsaldre og vil vandre på hans buds vej. ret
(120) Prøven kommer til alle. Der er kun to sider. På hvilken side er du? ret
(120) Almagtens skjold
Guds lovlydige folk står under det brede almagts skjold:
»Den der sidder i den Højestes skjul
og dvæler i den Almægtiges skygge,
siger til Herren: Min tilflugt, min klippeborg,
min Gud, på hvem jeg stoler.
Thi han frier dig fra fuglefængerens snare,
fra ødelæggende pest;
han dækker dig med sine fjedre,
under hans vinger finder du ly,
hans trofasthed er skjold og værge.
Du frygter ej nattens rædsler,
ej pilen der flyver om dagen
ej pesten, der sniger i mørke,
ej middagens hærgende sot.
Falder end tusinde ved din side,
ti tusinde ved din højre hånd,
til dig når det ikke hen;
du ser det kun med dit øje,
er kun tilskuer ved de gudløses straf.
(121) Thi du, Herre, er min tilflugt
den højeste tog du til bolig.
Der times dig intet ondt,
dit telt kommer plage ej nær;
thi han byder sine engle
at vogte dig på alle dine veje;
de skal bære dig på deres hænder,
at du ikke skal støde din fod på nogen sten;
du skal træde på slanger og øgler,
trampe på løver og drager.
Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud,
jeg bjærger ham, thi han kender mit navn;
kalder han på mig, svarer jeg ham,
i trængsel er jeg hos ham,
jeg frier ham og giver ham ære:
Med et langt liv mætter jeg ham
og lader ham skue min Frelse!”
Salme. 91. ret
(121) Jehova regerer
»Kom, lad os juble, for Herren,
råbe af fryd for vor Frelses klippe,
møde med tak for hans åsyn,
juble i sang til hans pris!
»Thi Herren er en vældig Gud,
en konge stor over alle guder;
i hans hånd er jordens dybder,
bjergenes tinder er hans;
havet er hans, han har skabt det,
det tørre land har hans hænder dannet.
»Kom, lad os bøje os, kaste os ned,
knæle for Herren, vor skaber!
»Thi han er vor Gud og vi er det folk,
han vogter, den hjord, han leder.
Ak, lytted i dog
dag til hans røst:
»Forhærder ej eders hjerte som ved Meriba,
som dengang ved Massa i ørkenen,
da eders fædre fristede mig, prøved mig,
skønt de havde set mit værk.
(122) »Jeg væmmedes fyrretyve år ved denne slægt,
og jeg sagde: Det er et folk med vildfarne hjerter,
de kender ej mine veje.
Så svor jeg da i min vrede:
De skal ikke gå ind til min hvile!
»Syng Herren en ny sang,
syng for Herren, al jorden,
syng for Herren og lov hans navn,
fortæl om hans frelse dag efter dag,
kundgør hans ære blandt folkene,
hans undere blandt alle folkeslag!
»Thi stor og højlovet er Herren,
forfærdelig over alle guder;
thi alle folkeslagenes guder er afguder,
Herren er himlens skaber.
For hans åsyn er højhed og hæder,
lov og pris i hans helligdom.
»Giv Herren, i folkeslags slægter,
giv Herren ære og pris,
giv Herren hans navns ære,
bring gaver og kom til hans forgårde,
tilbed Herren i helligt skrud,
bæv for hans åsyn, al jorden!
»Sig blandt folkeslag:
»Herren har vist, han er konge,
han grundfæsted
orden, den rokkes ikke,
med retfærd dømmer han folkene.”
»Himlen glæde sig, jorden juble,
havet med dets fylde bruse,
marken , juble og alt, hvad den bærer!
Da fryder sig alle skovens træer for Herrens åsyn,
»thi han kommer, han kommer at dømme jorden;
han dømmer jorden
med retfærd
og folkene i sin trofasthed.
Salme. 95 og 96