(19) (19) [Gud beder os ikke om at gøre arbejdet foran os med vor egen kraft. Han har sørget for guddommelig hjælp til alle kritiske situationer, hvor vore menneskelige hjælpemidler er utilstrækkelige. Han giver Helligånden til hjælp i enhver vanskelighed for at styrke vort håb og forvisning og oplyse vore sind og rense vore hjerter. ret
(19) Kort før Frelseren blev korsfæstet, sagde han til sine disciple: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse.« »Jeg vil bede Faderen og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid.« Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale og det, der kommer, skal han forkynde jer.« »Han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.« Joh. 14,18.16,13;14,26. ret
(19) Kristus har draget omsorg for at hans menighed vil være et forvandlet samfund, oplyst af himmelens lys og i besiddelse af Immanuels herlighed. Det er hans hensigt, at enhver kristen skal være omgivet af en åndelig atmosfære af lys og fred. Der er ingen grænse for den nytte, det menneske kan gøre, som lægger selvet til side og gør plads for Helligåndens gerning i sit hjerte og lever et liv i fuld overgivelse til Gud. ret
(19) Hvad blev resultatet af Helligåndens udgydelse på pinsefestens dag? Det glade budskab om en opstanden frelser blev bragt til den beboede verdens fjerneste grænser. Disciplenes hjerter blev til overflod fyldt med en menneskekærlighed så stor, så dyb og så vidtfavnende, at den drev dem til at tage ud til jordens ender, og bevidnede: »Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors.« Gal. 6,14. Når de fremholdt sandheden, som den er i Jesus, gav hjerter efter budskabets styrke. Menigheden så omvendte strømme til fra alle kanter. Frafaldne blev vundet igen. Syndere (20) forenede sig med kristne for at søge efter den kostbare perle. De, der havde været evangeliets bitreste modstandere, blev dets forkæmpere. Profetien blev opfyldt: »Den skrøbeligeste ... skal ... blive som David, men Davids hus ... som Herrens engel.« Zak 12,8. Hver eneste kristen så i sin broder ligheden med den guddommelige kærlighed og velvilje. Een interesse rådede. Een slags kappestrid opslugte alle andre. Det eneste, de troende higede efter, var at åbenbare lighed med Kristi karakter og arbejde for at udvide hans rige. ret
(20) »Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse og alle havde de stor yndest hos folket.« Apg. 4, 33. Under deres arbejde blev der til menigheden føjet udvalgte mænd, som havde fyldt deres hjerte med fred og glæde og som helligede deres liv til at give andre det håb, idet de selv modtog livets ord. Hundreder forkyndte budskabet: »Guds rige er kommet nær.« De kunne ikke holdes tilbage eller skræmmes med trusler. Herren talte gennem dem og overalt, hvor de kom, blev syge helbredt og evangeliet blev forkyndt for de fattige. ret
(20) Så mægtigt kan Gud virke, når mennesker overgiver sig til Helligåndens ledelse. ret
(20) Løftet om Ånden tilhører os i dag lige så sikkert, som det tilhørte de første disciple. Gud vil i dag udruste mænd og kvinder med kraft fra det høje på samme måde, som han udrustede dem, der på pinsefestens dag hørte frelsens ord. Netop i denne time er hans Ånd tilgængelig for alle, der trænger dertil og vil tage ham på hans ord. ret
(20) Læg mærke til at det først var efter at disciplene var blevet fuldstændig enige, da de ikke længere stræbte efter den højeste stilling, at Ånden blev udgydt. De havde samme sind. Alle uoverensstemmelser var blevet fjernet og vidnesbyrdet, de frembar, efter at Ånden var blevet givet dem, er det samme. Bemærk ordene: »Hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde eet hjerte og een sjæl.« Apg. 4,32. Ånden fra ham, der døde, (21) for at syndere kunne leve, besjælede hele den troende forsamling. ret
(21) Disciplene bad ikke om en velsignelse til sig selv. De var tyngede af en byrde for sjæle. Evangeliet skulle bringes til jordens ende og de gjorde krav på at blive udstyret med den kraft, Kristus havde lovet. Da var det, at Helligånden blev udgydt og tusinder blev omvendt på en dag. ret
(21) Sådan bør det blive nu. De troende bør lægge alt det bort, der skiller og overgive sig til Gud for at frelse det fortabte. De bør i tro bede om den lovede velsignelse, så vil den blive givet. Åndens udgydelse på apostlenes tid var "tidligregnen" og dens virkning var herlig. Men sildigregnen vil blive endnu rigeligere. Hvad er der lovet dem, der lever i de sidste dage? »Herren til borgen, I fanger med håb! Også i dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold bod.« »Herren skal I bede om regn ved tidlig og sildigregnsstide; Herren skaber uvejr; regnskyl giver han dem, hver mand urter på marken.« Zak. 9,12; 10,1. ret
(21) Kristus erklærede, at Åndens guddommelige indflydelse skulle være med hans efterfølgere indtil enden. Men løftet er ikke blevet værdsat, som det burde og derfor bliver det ikke opfyldt, sådan som det kunne. Løftet om Helligånden er et emne, der kun tænkes lidt på og følgerne er kun, hvad man kunne vente: åndelig død. Emner af mindre betydning lægger beslag på opmærksomheden. Og den guddommelige kraft, der er nødvendig for menighedens vækst og fremgang og som har alle andre velsignelser i sit følge, mangler, selv om den tilbydes i sin ubegrænsede fylde. ret
(21) Det er Åndens fravær, der gør evangeliets forkyndelse så kraftløs. Lærnem, talent, veltalenhed og alle naturlige og tilegnede evner kan være til stede; men uden Guds Ånds tilstedeværelse, vil intet hjerte blive berørt eller nogen synder vundet for Kristus. Hvis de på den anden side er forbundet (22) til Kristus, hvis Profetiens Ånds gave er deres, vil selv den ringeste og mest vankundige af hans disciple få en kraft, der vil påvirke hjerterne. Gud gør dem til kanaler, hvor universet ypperste indflydelse kan strømme igennem. ret
(22) Hvorfor hungrer og tørster vi ikke efter Helligåndens gave, når den er det middel, hvorved vi skal modtage kraft? Hvorfor taler vi ikke om den, beder om den og prædiker om den? Herren er mere villig til at give os sin Hellige Ånd, end forældre er til at give deres børn gode gaver. Enhver arbejder bør trygle Gud om Helligåndens dåb. Grupper bør samles for at bede om særlig hjælp og himmelsk visdom, for at de kan vide, hvordan de skal planlægge og handle forstandigt. Man bør især bede om, at Gud vil give sine missionærer Helligåndens dåb. ret
(22) Ved Åndens tilstedeværelse hos Guds medarbejdere vil sandhedens forkyndelse få en kraft, som al verdens ære og herlighed ikke kunne give. Ånden giver styrken, der bærer den stridende, kæmpende sjæl gennem alle krisesituationer, under slægtninges uvenlighed, under verdens had og erkendelsen af deres egne mangler og fejlgreb. ret
(22) Nidkærhed for Gud drev disciplene til at vidne om sandheden med stor kraft. Burde denne nidkærhed ikke opflamme vore hjerter til en beslutning om at fortælle beretningen om den genløsende kærlighed, om Kristus og ham korsfæstet? Vil Guds Ånd ikke komme i dag, som svar på alvorlig, udholdende bøn og fylde mennesker med kraft til tjeneste? Hvorfor er menigheden da så svag og forsagt? ret
(22) Det er enhver kristens forret, ikke blot at se frem til, men at fremskynde Herren Jesu Kristi komme. Hvis alle, der bekender hans navn, bar frugt til hans ære, hvor hurtigt ville hele verden da ikke kunne tilsås med evangeliets sædekorn. Den sidste høst ville hurtigt blive moden og Kristus ville komme og samle de dyrebare korn. ret
(23) (23) Mine brødre og søstre! Bønfald om Helligånden. Gud står bag hvert eneste løfte, han har givet. Sig, med jeres bibler i hånden: »Jeg har gjort, hvad du har sagt. Jeg lægger dit løfte frem: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.« Kristus erklærer: »Alt, hvad I beder og bønfalder om, tro, at I har fået det, så skal I få det.« »Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen.« Matt. 7,7; Mark. 11,24; Joh. 14, 13. ret
(23) Regnbuen omkring tronen er en forsikring om, at Gud er sanddru og at der ikke er nogen forandring eller skiftende skygge hos ham. Vi har syndet imod ham og har ikke fortjent hans gunst og alligevel har han lagt den mest vidunderlige af alle bønner på vore læber: »Bortstød os ikke for dit navns skyld, vanær ej din herligheds trone, kom i hu og bryd ej din pagt med os«« Jer. 14, 21. Han har forpligtet sig til at give agt på vort råb, når vi kommer til ham og bekender vor uværdighed og synd. Hans trones ære er sat på spil for opfyldelsen af hans ord til os.
(23) Kristus sender sine budbringere til alle dele af sit rige, for at meddele sine tjenere sin vilje. Han vandrer midt blandt sine menigheder. Han ønsker at helliggøre, opløfte og forædle sine efterfølgere. Indflydelsen fra dem, som tror på ham, vil være en duft af liv til liv for verden. Kristus holder stjernerne i sin højre hånd og det er hans hensigt gennem dem at lade sit lys skinne for verden. På denne måde ønsker han at berede sit folk for en højere tjeneste i menigheden hisset. Han har givet os et vældigt værk at udføre. Lad os gøre det med troskab. Lad os ved vore liv vise, hvad guddommelig nåde kan udrette for menneskeheden. Vejl f menigh bd. 3 side 184-188]