(24) (24) Til tider får jeg vist et bestemt syn om restmenighedens tilstand, en tilstand med forfærdelig ligegyldighed over for en verdens behov; en verden, der er gået fortabt fordi den ikke kender til sandheden for denne tid. Så har jeg stunder, ind i mellem, med stærke kvaler. Mange som har fået overdraget den tredje engels budskab indser ikke at sjæles frelse er afhængig af Guds menigheds helligelse og virksomhed. Mange bruger deres velsignelser i selvets tjeneste. Oh, hvor mit hjerte smertes fordi Kristus er gjort til skamme ved deres ukristelige opførsel! Men, når kvalerne er forbi, føler jeg det som om, jeg arbejder hårdere en nogensinde for at vække dem til at anstrenge sig uselvisk for deres medmenneskers frelse. ret
(24) Gud har gjort sit folk til forvaltere af hans nåde og sandhed og hvordan ser han ikke på deres forsømmelse i at give disse velsignelser til deres medmennesker? Lad os forestille os at en fjern britisk koloni er i store pinsler på grund af hungersnød og truget af krig. Store mængder mennesker dør af sult og en mægtig fjende samles ved grænsen, truer med at fremskynde døden. Regeringen åbner sine lagre, offentlig næstekærlighed flyder frem; hjælp flyder gennem mange kanaler. En flåde, ladet med livsnødvendige midler, sendes til det nødlidende sted, ledsaget med bønner fra dem, hvis hjerter er oprørte til at hjælpe. Og i en tid sejler flåden direkte til sit mål. Men, med landet ude af syne, formindskes ivren hos dem, der har skal bringe maden til de udhungrede. Selvom de er med i et arbejde der gør dem til medarbejdere sammen med engle, mister de, de gode indtryk som de havde fra starten. Ved onde rådgivere, kommer fristelser ind. ret
(24) En øgruppe ligger på deres vej og selv om det ikke er så langt (25) fra deres mål, beslutter de at råbe. Fristelsen, der fik lov til at komme ind, bliver stærkere. Den egenkærlige begærlighedsånd tager sæde i deres sind. Handelsfordelene viser deres sande selv. Dem, som er på flåden overtales til at forblive på øerne. Deres oprindelige barmhjertighedsmål fortoner sig for dem. De glemmer det forkomne folk som de blev sendt til. De forrådskamre, de har fået betroet, bruges til deres egen fordel. Godgørenheds-midlerne bortledes ud i selviskhedens kanaler. De bortbytter livsnødvendige midler for selvisk vinding og overlader deres medmennesker til døden. De omkommenes råb stiger til himlen og Herren skriver om røveri i sin fortegnelsesbog. ret
(25) Tænk på de døende menneskers rædsel, fordi dem, som har magten over hjælpemidler viste sig at være upålidelige over for deres betroelse. Det er vanskeligt for os at se, at mennesker kunne være skyldig i en så frygtelig en synd. Alligevel har jeg fået besked på at sige til jer, min bror, min søster, at Kristne dagligt gentager denne synd. ret
(25) I Edens have, faldt mennesket fra sin høje rang og blev, ved overtrædelse, genstand for døden. I himlen blev det set at menneskelige væsner gik fortabt og Guds medlidenhed blev vækket. Ved en uendelig pris udtænkte han et hjælpemiddel. »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh.3,16. Der var intet håb for overtræderen uden gennem Kristus. Gud »så, at der ingen var og det undrede ham, at ingen greb ind. Da kom hans arm ham til hjælp, hans retfærd, den stod ham bi.« Es.59,16. ret
(25) Herren udvalgte et folk og gjorde dem til opbevaringssted for hans sandhed. Det var hans hensigt at mennesker, ved åbenbarelsen af hans karakter gennem Israel, skulle drages hen til ham. Hele verden skulle have evangelie-invitationen. Gennem (26) læren i offersystemet, blev Kristus opløftet for nationer og alle som ville se på ham, ville leve. ret
(26) Men Israel fuldbyrdede ikke Guds plan. De glemte Gud og mistede synet for deres store privilegium som hans repræsentanter. De velsignelser de havde fået gav ingen velsignelser til verden. Alle deres fortrin passede sig for deres egen forherligelse. De frarøvede Gud den tjeneste han forlangte af dem og de frarøvede deres medmennesker religiøs vejledning og et helligt eksempel. ret
(26) Gud sendte til sidst sin søn for at åbenbare den Usyneliges karakter for mennesker. Kristus kom og levede på denne jord, et liv i lydighed mod Guds lov. Han gav sit dyrebare liv for at frelse verden og gjorde hans tjenere til sine forvaltere. Med Kristi gave blev alle himlens rigdomme givet til mennesket. Menigheden blev ladet med himlens føde til forsultne sjæle. Dette var den skat som Guds folk fik betroet til at bringe verden. De var trofaste i deres pligt og fortsatte arbejdet indtil nådesbudskabet havde nået verden rundt. ret
(26) Kristus steg til himlen og sendte sin Helligånd og gav kraft til sine disciples gerning. Tusinder blev omvendt på en dag. På en generations tid skulle evangeliet føres ud til alle folk, under himlen. Men lidt efter lidt blev det forandret. Menigheden mistede sin første kærlighed. Den blev selvisk og kom til at elske magelighed. Verdslighedens ånd blev næret. Fjenden kastede sin fortryllelse over dem, som Gud havde givet lys til en verden i mørke, lys som burde have skinnet frem i gode gerninger. Verden blev frarøvet de velsignelser som Gud ønskede at mennesker skulle have. ret
(26) Gentager dette sig ikke i denne slægt? Mange i dag holder det tilbage, som Herren har betroet dem at give en uadvaret, ufrelst verden. I Guds ord fremstilles en engel som flyvende under himlens midte og »havde et evigt evangelium at forkynde for dem, (27) der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: »Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.« Åb.14,6.7. ret
(27) Budskabet i Åbenbaringen 14 er det budskab som vi skal frembære verden. Det er livets brød for disse sidste dage. Millioner af mennesker går fortabt i uvidenhed og synd. Men mange af dem, som Gud har betroet livets rigdomme, ser på disse sjæle med ligegyldighed. Mange glemmer at de er blevet betroet livets brød til dem der hungrer efter frelse. ret
(27) Oh, helligede kristne, for Kristuslignende pålidelighed, for den tro der virker ved at elske og rense sjælen! måtte Gud hjælpe os til at angre og udskifte vore træge bevægelser til hellig virksomhed. Måtte han hjælpe os til at vise i vore ord og gerninger at vi gør fortabte sjæles byrde til vor egen. ret
(27) Lad os, ethvert øjeblik, være taknemmelige over for Guds overbærenhed uden træge, vantro handlinger. I stedet for at smigre os selv med det som kunne gøres og alligevel har gjort så lidt, skal vi arbejde endnu mere alvorligt. Vi skal ikke stoppe vore anstrengelser eller slække på vor vagtsomhed. Vor iver skal aldrig blive mindre. Vort åndelige liv må dagligt fornyes med den strøm, der gør vor Guds by glad. Vi må altid være på vagt efter anledninger til at bruge de talenter Gud har givet os.
(27) [Verden er et teater og beboerne er skuespillere, som forbereder sig på at spille deres rolle i det sidste store drama. Til trods for, at der er så mange, mange mennesker, så er der ingen enhed, undtagen hvor man slutter sig sammen for at realisere egenkærlige planer. Gud ser på os. Hans planer med sine oprørske undersåtter vil blive gennemført. Verden er ikke blevet overladt i menneskers hænder, selv om (28) Gud tillader forvirring og uorden at herske en tid. En kraft fra neden arbejder på at fremkalde de sidste store scener i dramaet, da Satan fremstår som Kristus og virker med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der slutter sig sammen i hemmelige selskaber. De, der giver efter for tilbøjeligheden til at slutte forbund, realiserer fjendens planer. Årsag og virkning vil følges ad. ret
(28) Overtrædelsen har næsten nået grænsen. Verden er fuld af uro og stor rædsel vil snart komme over menneskene. Enden er meget nær. Vi, som kender sandheden, bør berede os for det, der snart vil bryde løs over verden som er en vældig overraskelse. Herren kommer 10.maj] ret
(28) Johannes skriver: »Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.« Åb.20,11,12. ret
(28) [Sover vi som et folk? Oh, hvis bare de unge mænd og kvinder på vore institutioner, som nu er uforberedte for Herrens tilsynekomst og uskikkede til at blive medlemmer af Guds familie, kunne se tidernes tegn, hvilken forandring ville der da ikke ske med dem! Herren Jesus kalder på selvfornægtende arbejdere til at gå i hans spor, vandre med ham og virke for ham, tage korset op og gå, hvorhen han leder. ret
(28) Mange bliver hurtigt tilfredse med at yde Herren ubetydelige tjenester. Deres kristendom er kraftesløs. Kristus ofrede sig for syndere. Hvilken iver efter at frelse mennesker burde ikke besjæle os, når vi ser dem gå til i synd! Disse mennesker er blevet købt før en høj pris. Guds Søns død på Golgatas kors var, hvad de (29) kostede. Hver dag træffer de en afgørelse, om de vil have evigt liv eller evig død.] Og alligevel er mænd og kvinder, som bekender sig til at tjene Herren, tilfreds med at optage deres tid og opmærksomhed med mindre betydningsfulde ting. De har ikke noget imod at være strid med hinanden. Hvis de var helliget Mesterens arbejde, ville de ikke stride og kæmpe som uregerlige familiebørn. Alle hænder ville komme ind i tjenesten. Alle ville stå ved sin pligtspost, arbejde med hjerte og sjæl som en missionær af Kristi kors. Forløserens Ånd ville forblive i medarbejdernes hjerter og retfærdighedens gerninger vil blive udført. Medarbejderene ville føre dem med i deres tjeneste sammen med en vækket menigheds bønner og sympati. De ville få deres anvisninger fra Kristus og ville ikke finde tid til strid og kamp. [Herren kommer 10.maj] ret
(29) Budskaber vil komme fra læber berørt med det brændende kul fra det guddommelige alter. Indtrængende, rene ord vil blive sagt. Ydmyge, hjertebrudte forbønner vil stige op til himlen. Med en hånd vil medarbejderne tage fat i Kristus, medens de med den anden vil gribe syndere og drage dem til Frelseren.
(29) »Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.« Matt.24,14.
(29) »Frels dem, der slæbes til døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. Siger du: »se, jeg vidste det ikke« - mon ej han, der vejer hjerter, kan skønne? Han, der tager vare på din sjæl, han ved det, han gengælder mennesker, hvad de har gjort. Ordsp.24,11-12.”