(263) (263) [Den vældige magt, der virker overalt i naturen og opretholder alt, er ikke, sådan som nogle videnskabsmænd beskriver den, blot et altgennemtrængende princip, en i gangsættende kraft. Gud er ånd, men han er alligevel et personligt væsen, for mennesket blev skabt i hans billede. ret
(263) Naturen er ikke Gud
Guds værk i naturen er ikke Guds selv i naturen. Tingene i naturen er et udtryk for Guds karakter. Ud fra dem kan vi forstå hans kærlighed, hans magt og hans herlighed, men vi skal ikke betragte naturen som Gud. Menneskets kunstneriske evner kan frembringe meget smukke arbejder, ting der er en fryd for øjet og disse ting kan give os et indtryk af designerens tanker; men den fremstillede genstand er ikke manden selv. Det er ikke genstanden, men håndværkeren, der må tilregnes æren. Når naturen således er et udtryk for Guds tanke, er det ikke den, men naturens Gud der skal ophøjes. Vejl f menigh bd. 3 side 232] ret
(263) »Guder, der ikke har skabt himmel og jord,
skal forsvinde fra jorden og under himmelen.”
»Jakobs arvelod er ikke som de;
thi han har skabt alt.”
»Han skabte jorden i sin vælde,
grundfæstede jorderig i sin visdom,
og i sin indsigt udspændte han himmelen.”
Jeremias 10,11.16.12 ret
(263) »Syvstjernens og Orions skaber,
han, som vender mulm til morgen
og gør dag til nattemørke,
som kalder ad havets vande
og gyder dem ud over jorden,
Herren er hans navn!«
Amos.5,8. ret
(264) En personlig Gud skabte mennesket
(264) [Da mennesket blev skabt, blev en personlig Guds handlekraft åbenbaret. Da Gud havde dannet mennesket i sit billede, var den menneskelige skikkelses bestanddele fuldkomne, men der var intet liv. Da blæste en personlig, selveksisterende Gud livets ånde ind i denne skikkelse og mennesket blev et levende, åndende og intelligent væsen. Alle dele af den menneskelige organisme blev sat i funktion. Hjertet, arterierne, venerne, tungen, hænderne, fødderne, sanserne, åndsevnerne alle begyndte at virke og alle blev underlagt love. Mennesket blev en levende sjæl. Ved Jesus Kristus skabte en personlig Gud mennesket og udstyrede det med forstand og magt. ret
(264) Vort indre var ikke skjult for ham, da det blev dannet i det skjulte. Hans øjne så vort væsen, medens det endnu var ufuldkomment. I hans bog stod alle vore lemmer optegnet, før et eneste af dem var blevet til. ret
(264) Gud havde planlagt, at mennesket, kronen på hans skaberværk, skulle udtrykke hans tanker og åbenbare hans herlighed, fremfor noget andet væsen af lavere rang. Men mennesket skulle ikke ophøje sig selv som Gud. Vejl f menigh bd. 3 side 232-233] ret
(264) »Råb af fryd for Herren,...
tjener Herren med glæde,
kom for hans åsyn med jubel!
»Kend, at Herren er Gud!
Han skabte os, vi er hans,
hans folk og den hjord, han vogter.
»Gå ind i hans porte med takkesang,
med lovsange ind i hans forgårde,
tak ham og lov hans navn!«
»Ophøj Herren vor Gud,
bøj eder for hans hellige bjerg,
thi hellig er Herren vor Gud!«
Salme 100,1-4; 99,9 ret
(265) Gud åbenbaret i Kristus
(265) [Gud har åbenbaret sig selv som et personligt væsen i sin Søn. Jesus, afglansen af Faderens herlighed og »hans væsens udtrykte billede«, (Hebr.1,3) fremtrådte på jorden som et menneske. Som en personlig Frelser kom han til verden. Som en personlig Frelser steg han op til det høje. Som en personlig Frelser går han i forbøn for os i de himmelske sale. Foran Guds trone tjener »en, som lignede en menneskesøn«, til bedste for os. Åb.1,13. ret
(265) Kristus, verdens lys, tilslørede sin guddoms blændende glans og kom for at leve som et menneske blandt mennesker, for at de uden at blive tilintetgjort kunne lære deres Skaber at kende. Intet menneske har nogensinde set Gud, undtaget således som han er åbenbaret gennem Kristus. ret
(265) »Jeg og Faderen, vi er eet,« erklærede Kristus. »Ingen kender Sønnen uden Faderen og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.« Joh.10,30; Matt.11,27. ret
(265) Kristus kom for at lære menneskene, hvad Gud ønsker, de skal vide. I himlen over os, på jorden og i oceanets vidtstrakte vande ser vi Guds hænders værk. Alt det skabte vidner om hans magt, hans visdom og kærlighed. Men hverken af stjernerne eller oceanet eller vandfaldet kan vi lære Guds personlighed at kende, således som den er åbenbaret i Kristus. ret
(265) Gud så, at det var nødvendigt med en åbenbaring, der var tydeligere end naturen, for at skildre såvel hans personlighed som hans karakter. Han sendte sin Søn til verden for at åbenbare den usynlige Guds natur og egenskaber indtil grænsen for, hvad menneskets syn kunne tåle. ret
(265) Hvis Gud havde ønsket at blive fremstillet, som om han personligt boede i naturen, i blomsten, træet og det spirende græs, ville Kristus da ikke have omtalt dette for sine disciple, da han var her på jorden? Men Gud bliver aldrig omtalt på denne måde i den undervisning, Kristus gav. Kristus og apostlene fremholdt (266) tydeligt sandheden om en personlig Guds eksistens. ret
(266) Kristus åbenbarede alt det om Gud, som syndige mennesker kunne tåle uden at omkomme. Han er den guddommelige lærer, den store lysgiver. Hvis Gud havde ment, at det var nødvendigt med andre åbenbaringer end de, han har givet gennem Kristus og i sit skrevne ord, ville han have givet os dem. ret
(266) Kristus åbenbarede Gud for disciplene
Lad os læse de ord Kristus udtalte i salen ovenpå natten før sin korsfæstelse. Prøvens time nærmede sig og han søgte at trøste disciplene, der snart skulle prøves og fristes så hårdt. ret
(266) »Jeres hjerte forfærdes ikke!« sagde han. »Tro på Gud og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer... ret
(266) »Thomas siger til ham: »Herre! vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen? Jesus svarer: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham.... ret
(266) Filip siger til ham: »Herre! vis os Faderen og det er os nok. »Jesus siger til ham: »Så lang en tid har jeg været hos jer og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: »Vis os Faderen?« Tror du ikke, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.«« Joh.14,1-10. ret
(266) Disciplene forstod endnu ikke Kristi ord (267) angående hans forhold til Faderen. Meget i hans undervisning var fremdeles uklart for dem. De havde stillet mange spørgsmål, der åbenbarede deres uvidenhed om Guds forhold til dem og til deres nuværende og fremtidige interesser. Kristus ønskede, at de skulle have en tydeligere og mere afklaret viden om Gud. ret
(267) »Dette har jeg sagt til jer i billedtale,« sagde han, »den tid skal komme, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men frit ud forkynde jer om Faderen.« Joh.16,25. ret
(267) Da Helligånden blev udgydt over disciplene på pinsefestens dag, forstod de, de sandheder han havde talt om i lignelser. Den undervisning, der hidtil havde været et mysterium for dem, fattede de nu. Den forståelse, de modtog ved Helligåndens udgydelse, fik dem til at skamme sig over deres underlige teorier. Deres antagelser og forklaringer var tåbeligheder i sammenligning med den kundskab om himmelske ting, de nu modtog. De blev ledet af Ånden og lyset skinnede ind i deres forstand, der engang havde været formørket. ret
(267) Men disciplene havde endnu ikke oplevet Kristi løftes fuldstændige opfyldelse. De modtog al den viden om Gud, de kunne bære, men den fuldstændige opfyldelse af løftet om, at Kristus tydeligt ville vise dem Faderen, havde de endnu i vente. Således er det også i dag. Vor kundskab om Gud er stykkevis og ufuldkommen. Når striden er endt og mennesket Jesus Kristus overfor Faderen vedkender sig sine trofaste tjenere, som i en syndig verden har båret et sandt vidnesbyrd om ham, vil de fuldt ud forstå det, der nu er et mysterium for dem. ret
(267) Kristus tog sin herliggjorte menneskelighed med sig til de himmelske boliger. Dem, er tager imod ham, giver han magt til at blive Guds børn, for at Gud til sidst kan tage imod dem (268) som sine og for at de kan bo hos ham gennem evigheden. Hvis de i dette liv er trofaste overfor Gud, skal de til sidst »se hans ansigt og hans navn skal stå på deres pander« Åb.22,4. Hvad er himmelsk lykke andet end dette at se Gud? Kan den synder, der bliver frelst ved Kristi nåde, komme til at opleve nogen større glæde end den at betragte Guds ansigt og kende ham som Fader? ret
(268) Skriftens vidnesbyrd
Skriften angiver tydeligt forholdet mellem Gud og Kristus og den viser lige så klart personligheden og individualiteten hos dem begge. ret
(268) »Efter at Gud fordom mange gange og på mange måder havde talt til fædrene ved profeterne, har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord. Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres. Thi til hvem af englene har Gud nogensinde sagt: »Du er min Søn, jeg har født dig i dag?' og et andet sted: 'Jeg vil være ham en Fader og han skal være mig en Søn?'« Hebr.1,15. ret
(268) Gud er Kristi Fader. Kristus er Guds Søn. Kristus har fået en ophøjet stilling. Han er blevet ligestillet med Faderen. Alle Guds råd står åbne for Sønnen. ret
(268) Jesus sagde til jøderne: »Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder ... Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, (269) han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen. Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør.« Joh.5,17-20. ret
(269) Her kommer Faderens og Sønnens personligheder atter til syne og viser den enhed, der eksisterer mellem dem. ret
(269) Denne enhed kommer også til udtryk i det syttende kapitel hos Johannes i den bøn, Jesus beder for sine disciple: ret
(269) »Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være eet, ligesom du, Fader! i mig og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen eet, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.« Joh.17,20-23. ret
(269) Vidunderlige ord! Den enhed, der råder mellem Kristus og hans disciple, ødelægger ikke personligheden hos nogen af dem. De er eet i hensigt, sind og karakter, men ikke i person. Det er på denne måde, at Gud og Kristus er eet. Vejl f menigh bd. 3 side 233-236]
»Så siger Hærskares Herre:
Se, der kommer en mand, hvis navn er Zemak
under ham skal det spire,
og han skal bygge Herrens helligdom....
og han skal vinde højhed
og sidde som hersker på sin trone:
Og han skal være præst ved hans højre side,
og der skal være fuld enighed mellem de to.«
Zak.6,12-13. ret
(270) »Den evige Gud«
(270) I Ordet, omtales Gud som »den evige Gud.« Dette navn omfatter fortid, nutid og fremtid. Gud er fra evighed af til evighed. Han er den evige.
»Den evige Gud er en bolig,
og hernede er de evige arme.
Fjenden drev han bort for dit åsyn
og sagde: »Tilintetgør dem!”
Så kom Israel til at bo i tryghed,
Jakobkilden for sig selv,
i et land med korn og most,
ja, hvis himmel drypper med dug.
Held dig, Israel,
hvo er som du,
et folk, der får sejr ved Herren!
Han er din frelses skjold,
han er din højheds sværd.«
5.Mos.33,27-29.
»Førend bjergene fødtes
og jord og jorderig blev til,
fra evighed til evighed er du, o Gud!
Mennesket gør du til støv igen,
du siger: »vend tilbage, i menneskebørn!«
thi tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der svandt,
som en nattevagt.
Du skyller dem bort,
de bliver som en søvn.
Ved morgen er de som græsset, der gror;
ved morgen gror det og blomstrer,
ved aften er det vissent og tørt.«
Salme 90,2-6
»At tælle vore dage lære du os,
så vi kan få visdom i hjertet!”
»Mæt os årle med din miskundhed,
så vi kan fryde og glæde os alle vore dage.
»Glæd os det dagetal, du ydmygede os,
det åremål, da vi led ondt!
Lad dit værk åbenbares for dine tjenere
og din herlighed over deres børn!
(271) Herren vor Guds livsalighed være over os!
Og frem vore hænders værk for os,
ja frem vore hænders værk!”
Salme 90,12.14-17 ret
(271) »Herren har vist, han er konge,
har iført sig højhed, Herren har omgjordet sig med styrke.
Han grundfæsted jorden, den rokkes ikke.
Din trone står fast fra fordum,
fra evighed er du!”
Salme 93,1.2 ret
(271) Hans miskundhed
»Al hans gerning er trofast;
han elsker retfærd og ret,
af Herrens miskundhed er jorden fuld.«
»Saligt det folk, der har Herren til Gud,
det folkefærd, han valgte til arvelod!”
»Men Herrens øje ser til Gudfrygtige,
til dem, der håber på nåden,
for at fri deres sjæl fra døden
og holde dem i live i hungerens tid.”
»På Herren bier vor sjæl,
han er vor hjælp og vort skjold;
thi vort hjerte glæder sig i ham,
vi stoler på hans hellige navn.«
Salme 33,4.5.12.18-21.
»Jeg søgte Herren og han svarede mig
og friede mig fra alle mine rædsler.
Se hen til ham og strål af glæde,
eders åsyn skal ikke beskæmmes.
Her er en arm, der råbte og Herren hørte,
af al hans trængsel frelste han ham.
»Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham,
og frier dem.
Smag og se, at Herren er god,
salig den mand, der lider på ham!”
»Frygter Herren, I hans hellige,
thi de, der frygter ham, mangler intet.
Unge løver lider nød og sulter,
men de, der søger Herren, dem fattes intet godt.«
(272) på retfærdige hviler hans øjne,
hans ører hører deres råb;
når de skriger, hører Herren
og frier dem af al deres trængsel.«
Salme 34,5-11.17.18
»Herren forløser sine tjeneres sjæl,
og ingen, der lider på ham, skal bøde.
vers 23
»Herren, langmodig og rig på miskundhed;
han går ikke bestandig i rette,
gemmer ej evigt på vrede;
han handled ej med os efter vore synder,
gengældte os ikke efter vor brøde.
»Men så højt som himlen er over jorden,
er hans miskundhed stor over dem, der frygter ham.
Så langt som østen er fra vesten,
har han fjernet vore synder fra os.
Som en fader forbarmer sig over sine børn,
forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.
Thi han kender vor skabning,
han kommer i hu, vi er støv.
»Som græs er menneskets dage,
han blomstrer som markens blomster;
når et vejr farer over ham, er han ej mere,
hans sted får ham aldrig at se igen.
Men Herrens miskundhed varer fra evighed og til
evighed over dem, der frygter ham,
og hans retfærd til børnenes børn
for dem, der holder hans pagt
og kommer hans bud i hu, så de gør derefter.
Salme 103,8-18 ret
(272) Hans forsyns omsorg
[Vor Gud styrer himmel og jord og han ved nøjagtig, hvad vi trænger til. Vi kan kun se et lille stykke af vejen foran os, men »alt ligger blottet og udbredt for hans øjne, med hvem vi har at gøre.« Hebr. 4,13. (eng. bibelovers.) (273) Han troner højt over jordens forvirring. Alt ligger åbent for hans guddommelige overblik og fra sin store og stille evighed ordner han alt, som hans forsyn ser er bedst. ret
(272) End ikke en spurv falder til jorden, uden at Faderen bemærket det. Satan hader Gud i den grad, at han endog finder glæde i at ødelægge de umælende skabninger. Det er kun ved Guds beskyttende omsorg, at fuglene er blevet bevaret, så de kan fryde os med deres glade sang. Han glemmer end ikke spurvene. »Frygt altså ikke; I er mere værd end mange spurve.« Matt.10,31. Vejl f menigh bd. 3 side 236-237] ret
(273) »Min sjæl, lov Herren!
Herren min Gud, du er såre stor!
Du er klædt i højhed og herlighed,
hyllet i lys som en kappe!
Himlen spænder du ud som et telt;
du hvælver din højsal i vandene,
gør skyerne til din vogn,
farer frem på vindens vinger;
vindene gør du til sendebud,
ildsluer til dine tjenere!
»Du fæsted jorden på dens grundvolde,
aldrig i evighed rokkes den;
verdensdybet hylled den til som en klædning,
vandene stod over bjerge.
For din trusel flyede de,
skræmtes bort ved din tordenrøst,
for op ad bjerge og ned i dale
til det sted, du havde beredt dem;
du satte en grænse, de ej kommer over,
så de ikke igen skal tilhylle jorden.
»Kilder lod du rinde i dale,
hen mellem bjerge flød de;
de læsker al markens vildt,
vildæsler slukker deres tørst;
over dem bygger himlens fugle,
mellem grenene lyder deres kvidder.
Fra din højsal vander du bjergene,
jorden mættes fra dine skyer;
du lader græs gro frem til kvæget
og urter til menneskets tjeneste.
(274) Så du frembringer brød af jorden
og vin, der glæder menneskets hjerte,
og lader ansigtet glinse af olie,
og brødet skal styrke menneskets hjerte.
Herrens træer bliver mætte,
Libanons cedre, som han har plantet,
hvor fuglene bygger sig rede;
i cypresser har storken sin bolig.
Højfjeldet er for stenbukken,
klipperne grævlingens tilflugt.
»Du skabte månen for festernes skyld,
solen kender sin nedgangs tid;
du sender mørke, natten kommer,
da rører sig alle skovens dyr;
de unge løver brøler efter rov,
de kræver deres føde af Gud.
De sniger sig bort, når sol står op,
og lægger sig i deres huler;
mennesket går til sit dagværk,
ud til sin gerning, til kvæld falder på.
»Hvor mange er dine gerninger, herre,
du gjorde dem alle med visdom;
jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Der er havet, stort og vidt,
der vrimler det uden tal af dyr,
både små og store;
skibene farer der,
Livjatan, som du danned til leg deri.
De bier alle på dig, at du skal give dem føde i tide;
du giver dem den og de sanker,
du åbner din hånd,
og de mættes med godt.
Du skjuler dit åsyn,
og de forfærdes;
du tager deres ånd,
og de dør
og vender tilbage til støvet;
du sender din ånd,
og de skabes,
jordens åsyn fornyer du.
»Herrens herlighed vare evindelig,
Herren glæde sig ved sine værker!
Et blik fra ham og jorden skælver,
et stød fra ham og bjergene ryger
(275) jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
lovsynge min Gud, den tid jeg er til.
Min sang være ham til behag,
jeg har min glæde i Herren.
Salme 104,1-34 ret
(275) »Du svarer os underfuldt i retfærd, vor Frelses Gud,
du tilflugt for den vide jord, for fjerne strande,
du, som grundfæster bjerge med vælde,
omgjorde med kraft,
du, som dæmper havenes brusen,.....
og folkefærds larm,.....
hvor morgen og aften oprinder, bringer du jubel.....
Med din herlighed kroner du året,
dine vognspor flyder af fedme.«
Salme 104,6-12
»Herren støtter alle, der falder,
og rejser alle bøjede.
Alles øjne bier på dig,
du giver dem føden i rette tid;
du åbner din hånd
og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.«
Salme 145,14-16 ret
(275) Hans langmodige barmhjertighed
Ingen jordisk fader eller moder har aldrig bedt så alvorligt med et fejlende barn som han der gjorde os til bønsemne med overtræderen. Intet menneske, ingen kærlighed har fulgt den forhærdede med så ømme indbydelser:
»Jakob, du kaldte ej på mig
eller trætted dig, Israel, med mig.« Es.43,22.
»Hvad har jeg gjort dig, mit folk.
Med hvad har jeg plaget dig? svar! Mika.6,3.
»Jeg fik Israel kær i hans ungdom,
fra Ægypten kaldte jeg min søn. Hos.11,1.
»Men Herrens del blev Jakob,
Israel hans tilmålte lod.
(276) »Han fandt det i ørkenlandet,
i ødemarken, blandt ørkenens hyl;
han værnede det med vågent øje
og vogtede det som sin øjesten.
Som ørnen, der purrer sin yngel ud
og svæver over sine unger,
løftede han det på sit vingefang
og bar det på sine vinger.«
5.Mos.32,9-11
»Gudspagten holdt de ikke,
de nægtede at følge hans lov.« Sal.78,10.
»Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig....
jeg lærte dog Efraim at gå
og tog ham på armen;
de vidste ej, det var mig, der lægte dem.
Jeg drog dem med menneskesnore, med kærligheds reb....
Mit folk, det hælder til frafald fra mig,
og råber man til det: op,
op står ingen op.« Hoseas 11,2-7
»Og dog er han barmhjertig, han tilgiver misgerning,
lægger ej øde,
hans vrede lagde sig gang på gang,
han lod ikke sin harme fuldt bryde frem;
han kom i hu, de var kød,
et pust, der svinder og ej vender tilbage.” Salme 78,38.39 ret
(276) Selv om »han gav sin stolthed i fangenskab, sin herlighed i fjendehånd;« sagde han dog, »min nåde tager jeg ikke fra ham, min trofasthed svigter jeg ikke.« Salme 78,61;89,34.<
»Er Efraim min dyrebare søn, mit yndlingsbarn? thi så tit jeg taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit indre, jeg ynkes over ham.« Jer.31,20. ret
(276) »Hvor kan jeg ofre dig, Efraim,
lade dig, Israel, fare,
(277) ofre dig ligesom Adma,
gøre dig, som Zebojim?
mit hjerte vender sig i mig.”
Al min medynk er vakt.
Jeg fuldbyrder ikke min harmglød,
gør ej Efraim til intet igen.
Thi Gud er jeg, ikke et menneske,
hellig udi din midte,
med vredesglød kommer jeg ikke.
Hoseas 11,8.9
»Israel, vend om til Herren din Gud,
thi du faldt ved din brøde.
Tag angersord med
og vend jer atter til Herren; sig til ham:
»tilgiv al vor brøde, vær nådig!...
Vi vil ej søge hjælp hos Assur,
ej lide på stridshest,
vi kalder ej mer vore hænders værk vor Gud;
hos dig finder faderløs medynk.«
Hoseas 14,2-4
»Herren skal de holde sig til,...
og bævende kommer sønner fra havet,
bævende som fugle fra Ægypten,
som duer fra Assurs land;
jeg fører dem hjem til deres huse lyder det fra Herren.
Hoseas 11,10.11 ret
(277) »Jeg læger deres frafald, elsker dem frivilligt,
min vrede har vendt sig fra dem.
Jeg vil være Israel som dug,
han skal blomstre som liljen,
rod skal han slå som en poppel
og bugne af skud, som et olietræ stå i pragt,
som Libanon dufte.
Atter skal de bo i min skygge,
korn skal de avle,
skyde som en vinstok.....
Hvad skal Efraim mere med afguder?
Jeg hører ham, ser ned til ham.
Jeg er som en grøn cypres,
du får din frugt fra mig.
(278) »Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det?
Thi rette er Herrens veje;
retfærdige vandrer på dem.
Hoseas 14,4-9
»Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde,
bærer over med synd
hos din ejendoms rest,
ej evigt gemmer på vrede,
men gerne er nådig?
Han vil atter forbarme sig over os,
træde vor brøde under fod,
du vil kaste alle vore synder i havets dyb!
Mika.7,18. ret
(278) »I det fjerne åbenbarede Herren sig for dem: Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.« »Herren har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres hånd. De kommer til Zions bjerg og jubler over Herrens fylde, over kom og most og olie og over lam og kalve. Deres sjæl er som en vandrig have, de skal aldrig vansmægte mer. Da fryder sig jomfru i dans, yngling og olding tilsammen. Jeg vender deres kummer til fryd, giver trøst og glæde efter sorgen. Jeg kvæger præsterne med fedt, mit folk skal mættes med min fylde, lyder det fra Herren.« Jeremias 31,3.11-14 ret
(278) »Jubl, du Zions datter,
Israel, råb højt,
glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte,
Jerusalems datter!
Herren har slettet din dom,
bortdrevet dine fjender.
I din midte er Israels konge,
Herren, ej mere skuer du ondt.
På hin dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke,
Zion, lad ikke hænderne synke!
I dig er Herren din Gud, en helt, som frelser.
Han glæder sig over dig med fryd,
han tier i sin kærlighed,
han fryder sig over dig
med jubel som på festens dag.
Zefenias 3,14-17
Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid,
han skal lede os (endda til døden). Salme 48,15.