Vidnesbyrd for menigheden bind 8 kapitel 50fra side329

tilbage

Vort store behov

(329)  (329) Vort store behov er den gudskundskab som virker til karakterforvandling. Hvis vi opfylder hans plan, vil der være en åbenbaring af Gud i vore liv som svarer til læren i hans ord. ret

(329)  Enoks og Johannes Døberens erfaring er det, som vores burde være. Vi behøver at studere disse menneskers liv, langt mere end vi gør, han som blev overført til himlen uden at se døden og han som blev kaldet til at berede vejen for Herren, for at gøre hans veje jævne, før Kristi første komme. ret

(329)  Enoks erfaring
Om Enok står der skrevet at da han levede i femogtres år fik han en søn; og derefter at han vandrede med Gud i tre hundrede år. Under de tidligere år, havde Enok elsket og frygtet Gud og havde holdt hans bud. Men efter fødslen af hans første søn fik han en højere erfaring; han blev draget i tættere forhold med Gud. Idet han så barnets kærlighed for sin fader, dets enkle tillid til hans beskyttelse; ligesom han følte en dyb, inderlig ømhed af sit hjerte for denne førstefødte søn, lærte han en dyrebar lektie om Guds underfulde kærlighed for mennesket, ved at give sin Søn og den tillid som Guds børn kan svare deres himmelske fader. Guds uendelige alt omfavnene kærlighed gennem Kristus blev genstand for hans meditationer dag og nat. Med al hans sjælevarme søgte han at åbenbare den kærlighed for dem han boede imellem. ret

(329)  Enoks vandring med Gud var ikke i en dvaletilstand eller i et syn, men i alle dagliglivets pligter. Han blev ikke en eremit der lukkede sig selv helt ud fra verden; for han havde i verden (330) et arbejde at gøre for Gud. I hans familie og i hans omgang med mennesker, var han som mand og fader, ven og beboer, den faste urokkelige Guds tjener. ret

(330)  Hans tro voksede sig stærkere, hans kærlighed blev mere brændende, efter århundreders forløb. For ham var bøn som brød for sjælen. Han levede i himlens atmosfære. ret

(330)  Idet fremtidsscenerne åbnede sig for hans syn, blev Enok til en retfærdighedens forkynder, der frembar Guds budskab for alle som ville høre advarselsordene. Idet land Kain forsøgte at flygte fra den guddommelige nærhed, gjorde Guds profet de forunderlige syner kendte, han havde fået. »Se,« erklærede han,« Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!« Judas 14, 15. ret

(330)  Guds kraft som havde arbejdet med hans tjener kunne mærkes hos dem som hørte på. Nogle gav agt på advarselen og gav afkald på deres synder, men de fleste hånede det højtidelige budskab. Guds tjenere skal frembære et lignende budskab til verden for disse sidste dage og det vil også blive modtaget med vantro og hån. ret

(330)  Efter at år efter år gik, voksede menneskeskyldens flodbølge sig dybere og dybere, de guddommelige doms-skyer blev mørkere og mørkere. Alligevel holdt Enok, troens vidne, sig på sin vej og advarede, bad og lærte og stræbte sig på at vende skyldstrømmen og holde hævnens pile tilbage. ret

(330)  Menneskerne fra den generation, hånede ham, som ikke forsøgte at samle guld eller sølv, eller at samle sig ejendomme her. Men Enoks hjerte var over de evige rigdomme. Han havde set himmelbyen. Han havde set kongen i sin herlighed i Zions midte. Jo større synden blev, (331) jo alvorligere blev hans længsel efter Guds hjem. Medens han stadig var på jorden, var han, ved tro, i lysets rige. ret

(331)  [»Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud,« Matt 5,8 I tre hundrede år havde Enok søgt at blive ren af hjertet for at kunne være i harmoni med himmelen. I tre århundreder havde han vandret med Gud. Dag for dag længtes han efter en nærmere forbindelse og tilknytningen var blevet stadig stærkere, indtil Gud tog ham til sig. Han havde stået på tærskelen til den evige verden med kun et skridt mellem sig og de saliges land og nu åbnedes portene. Vandringen med Gud, der så længe var foregået på jorden, fortsattes og han gik gennem den hellige stads porte som det første menneske.] ret

(331)  »I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, .... thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag.« Hebr.11,5. ret

(331)  [Til et lignende samfund med Gud kalder han os i dag. De, der bliver løskøbt ud af menneskeslægten ved Herrens andet komme, må ligesom Enok have en hellig karakter. Herren kommer 26.feb] ret

(331)  Johannes Døber erfaring
[Johannes Døber blev i sit liv i ørkenen oplært af Gud. Han studerede Guds åbenbarelse i naturen. Under Guds vejledning studerede han profeternes skrifter. Dag og nat var Kristus genstand for hans granskning og betragtning, indtil hele hans sind, hjerte og sjæl blev fyldt med herlige syner. ret

(331)  Han betragtede Kongen i hans skønhed og tabte helt sig selv af syne. Han så Herlighedens Majestæt og vidste, at han selv var uduelig og uværdig. Det var Guds budskab, han skulle forkynde. Det var i Guds kraft og hans retfærdighed, han skulle stå fast. Han var beredt til at gå ud som himmelens (332) budbærer uden frygt for mennesker, fordi han havde beskuet den guddommelige. Han kunne fremstå uden frygt for jordiske monarker, fordi han med bæven havde bøjet sig for Kongernes Konge. ret

(332)  Det var ikke ved lange argumenter og fint spundne teorier, at Johannes fremholdt sit budskab. Vækkende og streng og dog fuld af håb hørtes hans røst i ørkenen: »Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.« Matt. 3, 2. En ny, forunderlig kraft greb folket. Hele nationen kom i bevægelse. Store mængder af mennesker strømmede ud i ørkenen.] ret

(332)  Ulærte bønder og fiskere fra det omkringliggende land; romerske soldater fra Herodes barakker; høvdinger med deres sværd i deres side, rede til at lægge alt ned, som kunne ligne oprør; de griske skatteopkrævere fra deres toldboder; og bederems-præsterne fra Sanhedrin - lyttede alle som var de fortryllede; og alle, selv farisæerne og saddukæerne, den kolde, upåvirkelige spotter, vendte tavse bort og skåret i hjertet med en fornemmelse af deres synder. Herodes hørte budskabet i paladset og den stolte, synds-forhærdede hersker skælvede over kaldet til anger. ret

(332)  [På denne tid lige forud for Kristi andet komme i himmelens skyer må der udføres et sådant værk som det, der udførtes af Johannes. Gud ønsker mænd, der vil berede et folk til at bestå på Herrens store dag.] Budskabet der gik forud for Kristi offentlige virksomhed var: "Omvend jer, farisæere og saddukæere, omvend jer, thi himmeriget er kommet nær." [Som et folk, der tror på Kristi snarlige åbenbarelse, har vi et budskab at forkynde: Gør dig rede til at møde din Gud. Amos 4, 12. Vort budskab må være lige så tydeligt, som Johannes' budskab var. Han revsede konger for deres ondskab. (333) Til trods for, at hans liv var i fare, tøvede han ikke med at forkynde Guds ord. Og vort værk, nu i denne tid, må udføres med lige så stor troskab. ret

(333)  For at vi skal forkynde et sådant budskab, som Johannes forkyndte, må vi have den samme åndelige erfaring, som han havde. Det samme værk må fuldbyrdes i os. Vi må beskue Gud og idet vi beskuer Gud tabe os selv af syne. ret

(333)  Johannes var af naturen behæftet med de samme fejl og skrøbeligheder som andre mennesker; men den guddommelige kærlighed havde forvandlet hans væsen. Efter at Jesus havde påbegyndt sin lærergerning og Johannes disciple kom til ham og beklagede sig over, at alle fulgte den nye lærer, som var fremstået, da viste Johannes, hvor klart han opfattede sit forhold til Messias og hvor glad han var over, at den var kommet, som han havde beredt vejen for. ret

(333)  »Et menneske kan slet intet tage,« sagde han, »uden det bliver givet ham fra himmelen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham. Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre.« Joh. 3,27-30. ret

(333)  Idet han i troen så hen til Forløseren, var Johannes steget op til selvfornægtelsens højder. Han søgte ikke at vinde mennesker til sig selv, men at løfte deres tanker højere op, til de kunne dvæle ved Guds Lam. Han havde selv kun været en røst, der råbte i ørkenen. Nu holdt han sig med glæde stille og på afstand, for at alles øjne måtte vende sig mod livets lys. ret

(333)  De, der er tro mod deres kald som Guds budbærere, vil ikke tragte efter ære for sig selv. Kærligheden til dem selv vil blive opslugt af kærligheden til Kristus. De vil erkende, at det er deres (334) gerning at vidne som Johannes Døber: »Se Guds Lam, som bærer verdens synd!« Joh. 1,29. De vil ophøje Jesus og med ham vil menneskene også blive ophøjede.] »For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.« Es 57,15 ret

(334)  [Profetens sjæl var, fri for alt eget, fyldt med den guddommeliges lys. I ord der næsten var sidestykke, vidnede han om Frelserens herlighed. »Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål.« Joh 3,31-34 ret

(334)  Alle Kristi efterfølgere skal få del i hans herlighed. »Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.« Joh 5,30 Vi kan kun modtage lys fra himmelen i samme grad, som vi er villige til at give afkald på alt vort eget. Vi får kun forstand på Guds karakter og modtager Kristus ved troen i samme grad, som vi samtykker i at tage enhver tanke til fange ind under lydighed mod Kristus. Alle, der gør dette, får Helligånden uden mål. I Kristus bor hele guddomsfylden legemlig og i denne fylde har I del.« Kol. 2,9.10. Herren kommer 18.og 19. apr] ret

(335)  Guds løfter
(335) Til alle, der er villige at lade selvet ydmyge, har fået disse Guds løfter: ret

(335)  »Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens navn foran dig, thi jeg viser nåde, mod hvem jeg vil og barmhjertighed, mod hvem jeg vil!« 2. Mos. 33,19 ret

(335)  »Kald på mig, så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender.« Jer.33,3. ret

(335)  »At gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår,« vil vi få »visdoms og åbenbarings Ånd i jeres erkendelse af ham,« så vi »så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er og kende Kristi kærlighed,« så vi »kan fyldes med hele Guds fylde.« Ef 3,20; 1,17; 3,18.19. ret

(335)  Sådan er den kundskab som Gud indbyder os at modtage og alt andet er tomhed og intethed.

------------
ret