(239) (239) [Kristus sagde til disciplene: »Se, jeg sender jer som får blandt ulve; vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer!« Mattæus 10,16 ret
(239) Satans anslag mod sandhedens forkyndere vil tiltage i bitterhed og heftighed til tidens ende. Ligesom præsterne og rådsherrerne på Kristi tid opirrede folket imod ham, således vil nutidens religiøse ledere vække hadets og fordommens ånd imod sandhedens ord. Menneskene vil blive ophidset til voldshandlinger og modstand, noget de aldrig ville have tænkt på, medmindre de var blevet opflammet af såkaldte Kristnes bitre had mod Guds sandheder. ret
(239) Hvorledes skal budskabets forkyndere forholde sig under sådanne omstændigheder? De har det uforanderlige, evige ord og de bør lægge den kendsgerning for dagen, at de har sandheden, som den er i Jesus. Deres ord må ikke være heftige og skarpe. I sin fremstilling af sandheden må de vise, at de har Kristi kærlighed, ydmyghed og sagtmodighed. Gør Sandheden indtryksfuld; thi Guds ord er skarpere end noget tveægget sværd og det vil gennemtrænge sjælen. De, som ved, at de har sandheden, må ikke ved barske ord eller skarpe udtalelser give Satan den ringeste anledning til at mistyde den ånd, der besjæler dem. ret
(239) Som et folk må vi gå frem som verdens Forløser. Da Kristus stred mod Satan om Mose legeme, vovede han ikke at udtale en spottende dom. Anledningen hertil lå ham fristende nær og Satan blev skuffet, fordi han ikke kunne opirre Kristus til at være hævngerrig. Satan stod færdig til at mistyde alt, hvad Jesus gjorde; men Frelseren gav ham ingen anledning dertil, end ikke det ringeste skin (240) af en undskyldning. Han ville ikke vige fra den jævne sandheds vej for at følge satans fordrejelser, ordkløverier og skiftende taktik. ret
(240) I Sakarias' Profeti læser vi om, at da Satan med hele sin synagoge stod frem for at forhindre ypperstepræsten Josvas bønner og stå Kristus imod, som ville visse Josva sin gunst, så sagde Kristus til ham: »Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?« Sak 3,2. ret
(240) Kristi fremgangsmåde i hans behandling af menneskenes modstander står som et eksempel for alle, der omgåes andre; og dette tillader os at ikke udtale en spottende dom over nogen, endsige tale barskt og skarpt til dem, der ligeså oprigtig søger efter sandheden som vi. ret
(240) De, som er blevet undervist i sandheden ved ord og eksempel, bør gøre store indrømmelser over for andre, som intet kendskab har til skriften andet end det de får gennem præsternes og andres forvendte tolkninger og således har godkendt traditioner og fabler som bibelsandheder. De bliver overrasket, når de hører sandheden forkyndt, det er en ny åbenbarelse for dem, de tåler ikke at høre hele sandheden i dens mest karakteristiske punkter, når de først begynder at komme med. Alt er så nyt og fremmed og så helt forskellig fra det, de er vant til at høre fra deres præster forkynde og de er tilbøjelige til at tro, at præsterne har talt sandhed, når de har sagt, at syvende-dags adventisterne er blandt fritænkerne, som ikke tror på bibelen. Lad sandheden blive fremstillet, som den er i Jesus, bud på bud, regel på regel, lidt her og lidt der. ret
(240) De, som skriver for vore blade, må ikke ved ukærlige angreb eller antydninger skrive noget, som vil skade andre og hæmme vor virksomhed eller (241) hindre os fra at udføre den gerning, der er beregnet på at hjælpe alle samfundsklasser også katolikkerne. Vi må tale sandheden i kærlighed, ikke blande den med det naturlige hjertes vanhellige elementer og føre en tale, der viser samme sindelag som vore fjender. Alle de skarpe ord, vi udtaler, vil ramme os med dobbelt kraft, når magten er i hænderne på dem, som kan bruge den til vor skade. Atter og atter har Herren vist mig, at vi ikke må sige et eneste ord, ej heller trykke en eneste sætning, især når det er vedrørende nogen person, medmindre det sker for at hævde Guds ord; thi dette vil kun vække fjendernes modstand imod os og opirre dem til raseri. Vor virksomhed vil snart blive standset og trængselstiden, den værste af alle hidtil og om hvilken vi kun har ringe forestillinger, vil snart komme over os. ret
(241) Herren vil, at hans arbejdere skal repræsentere ham, den store missionsarbejder. At udvise ubesindighed virker altid skadelig. Den rette opførsel, der er påkrævet i en kristens erfaring, må daglig læres i Kristi skole. Den, som er uforsigtig og ligegyldig i sin tale eller i affattelsen af artikler til udbredelse over alt i verden og derved offentlig siger det, som aldrig kan tages tilbage, gør sig uskikket for det hellige kald og det arbejde, som påhviler skarpe ord og danner derved vaner, som vil fæstne sig hos dem ved gentagelse og fra hvilke de siden må vende sig af med. ret
(241) Vi bør give agt på vore veje og vort sindelag for at se, hvilken ånd vi besjæles af i vort arbejde for Gud i den gerning, hvortil han har kaldet os, en gerning, som har sjæles evige frelse til mål. Et overmåde stort ansvar påhviler os. Satan står parat, fuld af brændende nidkærhed, i sin higen efter at inspirere alle ondskabens (242) magter til at slutte sig til syndige mennesker for at påføre sandhedens børn hastig og bitter forfølgelse. Ethvert uforstandigt ord, vore brødre ytrer, vil blive omhyggelig noteret af mørkets fyrste. ret
(242) Jeg ville gerne spørge: »Hvorledes tør skrøbelige Mennesker vove at ytre uforsigtige og opirrende ord, som opildner helvedes magter imod Guds hellige, når Mikael, overenglen, ikke turde fremføre nogen spottende dom, men sagde: »Herren straffe dig?« Judas 9 ret
(242) Vi kan ikke håbe at undgå vanskeligheder og lidelser. Jesus siger: »Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!« Matt 18,7. Men fordi forargelser kommer, burde vi være forsigtige, så vi ikke ved uforstandige ord og en ukærlig holdning ophidser de naturlige tilbøjeligheder hos dem, som ikke elsker sandheden. ret
(242) Dyrebare sandheder må forkyndes i deres egen kraft. De besnærende vildfarelser, der er så udbredte og som tager verden til fange, må blotstilles. Der arbejdes ivrigt for at besnære sjæle ved falske fornuftslutninger for at vende dem bort fra sandheden til fabler, så de bliver forført af kraftige vildfarelser. Men medens disse forførte sjæle vender sig bort fra sandheden til vildfarelser, må vi dog ikke tale et eneste fordømmende ord over dem. Søg at vise disse stakkels vildledte sjæle i hvilken fare de befinder sig og hvor urigtig deres optræden er mod Kristus; men lad alt ske i ømhed og kærlighed. Ved en rigtig fremgangsmåde kan enkelte af de sjæle, som er fanget af Satan, atter blive udfriet af hans vold. Men vi må ikke dadle eller fordømme dem. At drive spot med det standpunkt, de vildfarende indtager, vil ikke åbne de blindes øjne eller vække interesse hos dem for sandheden. ret
(243) (243) Når menneskene taber Kristi eksempel af syne og ikke vil følge hans undervisningsmetoder, så bliver de selvgode og går ud for at stride mod Satan med hans egne våben. Men fjenden ved alt for godt, hvorledes han skal vende sine våben imod dem som bruger dem. Jesus talte blot sandhedens ord. ret
(243) Hvis noget folk skulle vandre i ydmyghed for Gud, så er det hans menighed, hans udvalgte i denne slægt. Vi må alle erkende vor forstands sløvhed og vor mangel på en ret forståelse af vore privilegier og anledninger. Vi har intet at prale af. Vi bedrøver den Herre Jesus Kristus ved vor ubesindighed, ved vore ukristelige angreb på andre. Det er op til os at vokse til fuldkommenhed i ham. ret
(243) Det er sandt, at vi formanes til at råbe af struben og ikke at spare, at opløfte vor røst som en basun og forkynde Guds folk deres overtrædelser og Jakobs hus deres synder. Es 58,1. Dette budskab må forkyndes; men under dets forkyndelse må vi vogte os for at angribe, støde og fordømme dem, som ikke har det lys, vi har. Hvorfor skulle vi ubeføjet gøre hårde angreb på katolikkerne? Blandt katolikkerne findes der mange meget samvittighedsfulde kristne, som vandrer i alt det lys, der skinner på deres vej; og Herren vil virke for dem. De, som har nydt store velsignelser og haft mange anledninger og dog har udeladt at udvikle sine legemlig, intellektuelle og moralske kræfter, men i stedet har levet sig selv til behag og nægtet at bære ansvar, står i større fare og er mere skyldige for Gud end dem, der vel hylder vildfarende lærdomspunkter, men dog søger at opofre sig for andres vel. Kritiser ikke andre; fordøm dem ikke. ret
(243) Dersom vi lader egennyttige betragtninger, falske slutninger og falske undskyldninger føre os ind i en forvendt sinds- og hjertestemning, så at vi ikke kan lære Guds veje (244) og vilje at kende, har vi meget tørre skyld end den åbenbare synder. Vi må være meget forsigtige, så vi ikke fordømmer dem, der af Gud anses mindre skyldige end vi.
(244) Lad os alle betænke, at vi under ingen omstændigheder må handle således, at vi påfører os forfølgelse. Vi må ikke føre hård og bitter tale, hverken med pen eller mund, i skrift eller foredrag. Lad Guds ord skære og fordømme; skrøbelige mennesker gør bedst i at skjule sig i Kristus og blive i ham. Vi må fremvise hans sindelag. enhver bør nøje agte sine ord, så de ikke stiller dem, der har andre anskuelser, i dødelig opposition imod os og giver Satan anledning til at anvende vore egne ufornuftige ord til hindring for vor virksomhed.
(244) Der kommer en sådan trængselstid, som der aldrig har været, siden et folk blev til. Vi bør bestræbe os for at luge ud af vore bedrag og al hævnlyst og trods, alle angreb på kirkesamfund og individer; thi det er ikke Kristi fremgangsmåde.
(244) Den kendsgerning, at Guds folk, som kender sandheden, har undladt at være pligtopfyldende overfor det lys, Gud har åbenbaret for dem i sit ord, gør det nødvendig for os at være endnu mere på vagt, så at vi ikke forarger de vantro, inden de har hørt grundene for vor tro med hensyn til sabbaten og søndagen.