(245) *Manuskrift læst for de delegerede ved årsmødet holdt i San Jose, Californien i Januar 1907.
(245) [Kristus har genløst os med sit eget dyrebare blod. Prisen for vor genløsning blev betalt af ham og dersom vi griber denne skat, bliver den os en uforskyldt gave fra Gud. ret
(245) »Hvor meget er du min Herre skyldig« Luk 16,5. Det kan vi umulig svare på. Alt det vi har, kommer fra Gud. Herren lægger sin hånd på vor ejendom og siger: »Jeg er den retmæssige ejer af hele universet; dette er mit gods. Hellige tienden og gaverne til mig. Når I frembærer disse dele som et tegn på jeres troskab og underdanighed under mit herredømme, vil jeg velsigne jeres ejendom og I skal have i overflod af alt.” ret
(245) Gud sætter enhver sjæl, som bekender sig til at tro på ham, på prøve. Alle er udrustet med talenter. Herren har givet dem sit gods, for at de skal købslå med det. Han har gjort dem til sine husholdere og betroet dem penge, huse og jordegods. Men alt må anses som Herrens ejendom og forvaltes således, at det kan tjene til at fremme hans sag og opbygge rige på jorden. For at købslå med Herrens Gods behøver vi visdom fra ham, så vi ikke skal misbruge hans hellige gods til at forherlige os selv eller pleje vore selviske ønsker. Alle er ikke betroet lige meget. Men de, som har fået de mindre gaver, må ikke mene, at de ingenting kan udrette med disse gaver, fordi deres talent (246) er ringe. ret
(246) Enhver kristen er en Guds husholder, sat til at forvalte hans ejendom. Glem ikke disse ord: »I øvrigt kræves af husholdere, at de findes tro.« 1.Kor 4,2. Lad os være vis på, at vi ikke bedrager Gud for den mindste tøddel; thi meget afhænger at dette spørgsmål. ret
(246) Alle ting tilhører Gud. Men menneskene kan ringeagte hans krav. Medens han frit meddeler dem sine velsignelser, kan de tillade sig at anvende hans gaver til at pleje sine egne selviske begærligheder. Men for en sådan handlemåde må de engang aflægge regnskab. ret
(246) Hans husholder stiller sig helt på sin Herres side. Han påtager sig ansvaret som forvalter og han må handle i sin Herres sted og gøre, som hans herre ville gøre, hvis han selv forestod husholdningen. Han gør sin Herres interesser til sine egne. En forvalter beklæder en ærefuld stilling, netop fordi hans herre sætter sin tillid til ham. Skulle han i noget stykke handle selvisk og drage personlig nytte af de fordele, han har vundet ved at købslå med sin Herres gods, så ville han misbruge det, der var ham betroet. ret
(246) Understøttelsen af evangeliets sag.
Herren har forordnet, at forkyndelsen af evangeliet skal bero på hans folks arbejde og frivillige gaver. Den der er kaldet til at forkynde nådens budskab for faldne mennesker, har også en anden gerning, den nemlig at oplyse folket om deres pligt med hensyn til understøttelsen af Guds sag ved sine midler. Han må lære dem, at en del af deres indtægter tilhører Gud og at denne del skal helliges til fremme af Guds værk på jorden. Denne lærdom bør han indskærpe både ved tale og eksempel; særlig forsigtig bør han være, så at ikke hans egen handle måde strider mod hans forkyndelse. ret
(246) Det, som ifølge skriften er blevet helliget Herren, må regnes som en indtægt (247) for evangeliet og er ikke længere vort. Det er intet mindre en helligbrøde for et menneske at tage midler fra Guds skatkammer til eget brug eller til støtte for verdslige gøremål. Nogle har fejlet ved at tage alt det fra Gud, som er helliget Ham på en særlig måde. Alle bør se denne sag i det rette lys. Lad ingen, når han kommer i trange omstændigheder, tage af de midler, som er indviet til religiøse øjemed og bruge dem til egen fordel og så dysse sin samvittighed i søvn ved at sige, at han vil betale alt sammen tilbage engang senere. Det er langt bedre at reducere udgifterne, at de svarer til indtægterne, at begrænse behovet efter de midler, man har i hænde, end at føle sig fri til at benytte Herrens penge i verdslige øjemed. ret
(247) Anvendelsen af tienden.
Gud har nøje anvist, hvordan tienden skal bruges. Han har ikke i sinde, at hans sag skal hindres af mangel på midler. For at virksomheden ikke skal lide afbræk, eller der skal ske fejlgreb, har Gud nøje bestemt vore pligter således. Den del, Gud har forbeholdt sig som sin egen, må ikke benyttes til andet, end hvad han har foreskrevet. Lad ingen påtage sig at beholde tienden eller bruge den i overensstemmelse med sit eget skøn. Ingen må bruge den i en knibe eller anvende den, som de selv finder for godt, om det så skulle være til det, som de anser som Guds værk. ret
(247) Det er prædikantens gerning både i ord og handling at lære folket, at de bør betragte tienden som hellig for Herren. Han må ikke føle sig fri til at beholde tienden eller anvende den efter eget forgodtbefindende, fordi han er en ordets forkynder. Den er ikke hans. han har ingen rettighed til at beholde for sig den del, som han tror tilkommer ham, om det er mere eller mindre. Han må ikke støtte nogen plan, der har til hensigt at berøve Gud tiende og gaver, der er helliget ham. Disse midler skal bringes ind i hans (248) skatkammer og betragtes som helliget til hans gerning i overensstemmelse med hans anvisning. ret
(248) Gud ønsker, at hans husholdere nøje skal søge hans guddommelige anordninger. De må ikke omlægge Guds plan ved selvvalgt at udføre en barmhjertighedsgerning eller yde en gave eller et offer, når og hvor de som mennesker mener det er bedst. Det er meget uklogt handlet, når nogen forsøger sig på nogen forbedring af Guds plan ved en eller anden ombytning og gør sig en forestilling om sine gennemsnitlig gode motiver ved denne eller hin anledning og stiller disse ord imod Guds fordringer. Gud kræver af alle, at de skal rette sig efter hans forskrifter. Han har kundgjort os sin plan; og alle, som vil samarbejde med ham, må følge hans plan i stedet for at forsøge sig på egen hånd at forbedre den. ret
(248) Til Israel kom følgende ord fra Herren ved Moses: »Fremdeles skal du pålægge israelitterne at skaffe dig ren olivenolie af knuste frugter til lysestagen og der skal stadig sættes lamper på.« 2.Mos 27,20. Dette skulle være et bestandigt offer, så Guds hus kunne blive tilstrækkelig forsynet med det, der var påkrævet til tjenesten. Også i dag må Guds folk komme i Hu, at stedet for Herrens tilbedelse er hans ejendom og at det samvittighedsfuldt må forvaltes. Men midlerne til denne gerning skal ikke tages af tienden. ret
(248) Jeg har fået et meget klart og bestemt budskab fra Herren til vort folk. Det er blevet pålagt mig at sige dem, at de forfejler sig når de anvender tienden i andre øjemed i og for sig gode, end dem, hvortil Herren har anordnet, at den skulle bruges. De, som forvalter tienden på den måde afviger fra Herrens anordning. Gud vil kræve en til regnskab for sådanne handlinger. ret
(248) En mener, at tienden kan benyttes til fremme af skolesagen. Andre mener, at kolportører (249) skulle understøttes af tienden. Men man gør sig skyldig i et stort fejlgreb, når man anvender tienden til andet end det, hvortil den er helliget - understøttelsen af ordets forkyndere. Der burde i dag være hundrede godt udrustede arbejdere, hvor der nu blot er én. ret
(249) En højtidelig forpligtelse.
Tienden er hellig og Gud har forbeholdt sig den til eget brug. Den skal bringes ind i hans forrådshus og anvendes til understøttelse af evangeliets forkyndere i deres arbejde. I lange tider er Herren blevet bedraget, fordi der findes dem, som ikke forstår, at tienden er Guds egen. ret
(249) Nogle er blevet misfornøjet og har sagt: "Jeg vil ikke længere betale tiende; thi jeg har ingen tillid til den måde, hvorpå vore brødre ved hovedkvarteret styrer med sagerne." Men vil du bedrage Gud, fordi du tror, at de styrende handler uviselig? Fremfør dine klagemål klart og åbent og i den rette ånd for at rette vedkommende. Send ind din anmodning om at få det skæve rettet og sat i orden; men træk dig ikke tilbage fra Guds sag og vis dig ikke utro, fordi andre handler urigtig. ret
(249) Læs det tredje kapitel hos Malakias opmærksomt og mærk, hvad Gud siger om tienden. Hvis vore menigheder ville stille sig på ordets grund og trofast bringe sin tiende ind i hans skat kammer, kunne flere arbejdere opmuntres til at starte virksomhed som prædikanter. Flere ville være villige til at virke som forkyndere af ordet, hvis der ikke blev sagt dem, at kassen var tom. Der burde være et overflødigt forråd i Herrens skatkammer og det ville der være, hvis ikke selviske hjerter holdt tienden tilbage eller anvendte dem til understøttelse af andre missionsforetagender. ret
(249) De midler, Gud har forbeholdt sig selv, bør ikke bruges efter forgodtbefindende. Tienden er Herrens og de, som (250) forvalter den efter eget skøn, vil miste sin himmelske skat som straf derfor, medmindre de omvender sig. Lad ikke virksomheden vedvarende hæmmes, ved at tienden anvendes i andre øjemed end det, hvortil Herren har sagt, den skulle bruges. Andre grene af Guds sag må understøttes ved andre midler. Det påhviler os at fremme disse, men ikke ved anvendelsen af tienden. Gud har ikke forandret sin plan; tienden skal fremdeles anvendes til understøttelse af prædikanter. Påbegyndelsen af missionsarbejde på nye felter stiller øgede krav til et større antal dygtige prædikanter, end vi nu har og der må være et tilstrækkeligt forråd af midler i kassen. ret
(250) Der hviler et højtideligt ansvar på dem, som sendes ud som prædikanter, et ansvar, som, mærkeligt nok, ikke gives agt på. Mange holder af at prædike, men de udfører ikke det nødvendige personlige arbejde i menighederne. Der er stor brug for undervisning vedrørende pligter og ansvar overfor Gud, især med hensyn til ydelse af en fuld tiende. Vore prædikanter ville føle sig alvorlig skuffet, om de ikke fik løn i tide; men de bør betænke, at der må være spise i Guds forrådshus, før arbejderne kan betales. Hvis de forsømmer at undervise søskende om vigtigheden af at vise troskab i ydelsen af den tiende, som tilkommer Gud, vil der mangle midler i kassen og værket vil hæmmes. ret
(250) Hin hyrde over Guds hjord må være tro i udøvelsen af sine pligter. tænker han som så, at fordi dette er et ubehageligt hverv, vil han overlade det til en anden, så er han ikke en trofast arbejder. han bør læse, hvad Herren siger ved Malakias til folket, idet han beskylder dem for at bedrage Gud ved at undlade at bringe Tienden ind i forrådshuset. Den Almægtige erklærer: »Med forbandelse er I forbandede.« Mal 3,9. Når en Herres tjener i ord og lære ser søskende handle således, at Guds forbandelse vil komme over dem, hvorledes kan han da undlade at (251) undervise og advare dem? Ethvert medlem i menigheden bør oplæres til at betale en ærlig tiende. ret
(251) »Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.« vers 10.
(251) Jeg beder om, at vore brødre må fatte, at den tredje engels budskab betyder meget for os og at helligholdelsen af den sande sabbat er et tegn, som udmærker dem, der tjener Gud, fra dem, der ikke tjener ham. Måtte de, som er blevet søvnige og ligegyldige, vågne op. Vi er kaldt til at være et helligt folk og vi bør vogte os for at give vore medmennesker det indtryk, at det er af lille betydning, enten vi bevarer vor læres særegne trospunkter eller ej. Det påhviler os som en hellig forpligtelse at tage et mere bestemt standpunkt end tidligere for sandhed og retfærdighed. Skellet mellem dem, som holder Guds bud og dem, som overtræder dem, vil fremtræde med tydelig klarhed. vi må være nidkære for Guds ære og anstrenge os på at gøre brug af hvert eneste middel, der vil tjene til at vedligeholde vort pagtsforhold til ham, så at vi kan nyde hans velsignelse - den velsignelse, som er nødvendig for det folk, der skal opleve så store genvordigheder og prøver. At give nogen det indtryk, at vor tro, vor kristendom, ikke er den kontrollerende kraft i vort liv, det er at påføre Gud stor vanære. På den måde afviger vi fra hans bud, som er vort liv og nægter, at han er vor Gud og at vi er hans folk. ret
(252) »Så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker (252) ham og holder hans bud, men bringer gengældelse over dem, der hader ham, så han udrydder ham og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer gengældelse over ham.« 5.Mos 7,9.10. ret
(252) Hvor skal vi være, inden de her nævnte tusinde led er til ende? - Vor skæbne vil for evigt være afgjort. Enten er vi fundet værdige til et hjem i Guds evige rige, eller vi er erklæret skyldige til at lide den evige død. De, som har været sande og trofaste i sit pagtsforhold til Gud, de, som, erindrede Kristi død på Golgatha, har stået urokkelig på sandheden side og altid søgt Guds ære, de vil høre de opmuntrende ord: »Vel, du gode og tro tjener.« Men de, som har ydet Herren bare en halvhjertet tjeneste og har ladet sig bedåre af verden og fulgt dens skikke, de må høre de sørgelige ord: »Gå bort fra mig; jeg kender jer ikke.« Vidnesbyrd 9. bd side 187-198.]