Vidnesbyrd for menigheden bind 9 kapitel 31fra side253

tilbage

Godgørenhed

(253)  (253) [»Ær med din velstand Herren med førstegrøden af al din avl ; da fyldes dine lader med korn, dine perser svømmer over af most.« Ordsp. 3,9-10. ret

(253)  »En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.« Ordsp 11,24-25 ret

(253)  »Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.« Es. 32,8 ret

(253)  Gud har i sin visdom besluttet i frelsesplanen i loven om årsag og virkning, at godgørenhed i alle dets former skal have en dobbelt velsignelse. Den, som giver til de trængende, velsigner andre og bliver selv velsignet i endnu større målestok. ret

(253)  Evangeliets herlighed
For at mennesket ikke skulle miste velsignelsen af godgørenhed, har vor Forløser lagt den plan at kalde mennesket til at være hans medarbejder. Gud kunne have udført sin plan til menneskers frelse uden menneskelig hjælp, men han vidste, at mennesket ikke kunne blive lykkelig uden at få del i dette store værk. Ved en række begivenheder, som kalder på hans godgørenhed, skænker han mennesket, de bedste muligheder for at udvikle godgørenhed og fremelske vanen at hjælpe de fattige og fremme hans sag. Verdens trang kalder på vore talenter i form af midler og indflydelse til at bringe mænd og kvinder den sandhed, som de trænger så hårdt til. Når vi lytter til disse kald og gennem arbejdet og (254) godgørenhed giver et svar, bliver vi ligedannet med ham, som for vor skyld blev fattig. Når vi giver, bringer vi velsignelse til andre og samler os de sande rigdomme. ret

(254)  Evangeliets herlighed består i, at det er grundet på det princip, at det guddommelige billede genopbygges i den faldne slægt, ved en stadig udøvelse af godgørenhed. Dette arbejde begyndte i himmelen, hvor Gud gav mennesket et uimodsigeligt bevis på den kærlighed, han har til dem: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Joh. 3,16. Gaven Kristus viser os Faderens gode hjerte. Den bevidner, at når han påtog sig vor forløsning, ville han ikke spare noget, hvor dyrebart det end var, når det var nødvendigt for fuldførelsen af hans værk. ret

(254)  Gavmildhedens ånd er himmelens ånd. Kristi selvopofrende kærlighed er åbenbaret på Korset. Han gav alt, hvad han havde og så gav han sig selv, for at mennesket kunne blive frelst. Kristi kors appellerer til godgørenhed hos den velsignede Frelsers efterfølgere. Det princip, som åbenbares der, er at give og at give. Det kristnes livs ægte frugter er dette udført i aktuel godgørenhed og gode gerninger. Det verdslige princip er at få og at få! Derved forventer man at sikre sig lykke, men når dette føres ud i hele sin udstrækning, bliver frugten elendighed og død. ret

(254)  Evangeliets lys, som skinner ud fra Kristi kors, bebrejder selviskhed og opmuntrer gavmildhed og godgørenhed. Man skal ikke beklage den kendsgerning, at der er et voksende kald til at give. I sit forsyn kalder Gud sit folk ud fra deres begrænsede virkefelt for at få dem til at gå i gang med større foretagender. Der kræves ubegrænset indsats i denne tid, hvor det moralske mørke dækker jorden. Mange af Guds folk står i fare for at blive besnæret af verdslighed og begærlighed. De skulle forså, at det er hans barmhjertighed, der mangedobler behovet for deres midler. Foretagender, som kalder på deres godgørenhed, må fremholdes for dem, for ellers kan de ikke efterligne det store forbilledes karakter. ret

(255)  Velsignelserne af at være husholder
Da Kristus befalede sine disciple at gå »til hele verden og forkynde evangeliet til hver skabning«, tildelte han dem den opgave at viderebringe kundskaben om hans nåde. Mens nogle går ud for at prædike, kalder han andre til at støtte hans sag her på jorden. Han giver midler i menneskers hænder, for at hans guddommelige gaver må strømme igennem menneskelige kanaler, når det anviste arbejde udrettes, for at vore medmennesker kan blive frelst. Dette er en af Guds måder at ophøje mennesker på. Det er netop sådanne opgaver, mennesket behøver, fordi det vil vække hjertets dybeste sympati og kalde sindets kræfter til handling. ret

(255)  Alt godt på jorden blev anbragt her af Guds gavmilde hånd som et udtryk for hans kærlighed til mennnesket. De fattige er hans og religionens sag er hans. Sølvet og guldet tilhører Herren og han kunne lade det regne ned fra himlen, hvis han valgte det. I stedet for har han gjort mennesket til sin tjener og betroet ham midler, som ikke skulle hobes sammen, men som skulle bruges til at hjælpe andre. På den måde gør han mennesket til et redskab, gennem hvilket han fordeler sine gaver på jorden. Gud Gav tiendesystemet for at mennesket kunne blive ligesom sin Skaber, få en godgørende og uselvisk karakter og til sidst sammen med Kristus få del i den evige, herlige belønning. ret

(256)  Et møde ved korset
(256) Den kærlighed, som blev udtrykt på Golgata, skulle blive oplivet, styrket og spredt ud i vore menigheder. Skal vi ikke gøre alt det, vi kan, for at styrke de principper, som Kristus bragte til denne verden? Skal vi ikke stræbe efter at oprette og aktivere de godgørende foretagender, som vi nu er kaldet til at udføre uden tøven? Kan du stå foran korset og se den himmelske fyrste dø i dit sted og så lukke dit hjerte og sige: "Nej! Jeg har ikke noget at give"? ret

(256)  Kristi troende folk skulle forevige hans kærlighed. Denne kærlighed skal drage dem sammen rundt om korset: den skulle fri dem for egenkærlighed og knytte dem til Gud og til hverandre. ret

(256)  Mød hverandre omkring korset i selvopofrelse og selvfornægtelse. Gud vil velsigne jer, når I gør jeres bedste. Når du nærmer dig nådens trone og når du finder dig selv bundet til denne troende af den gyldne kæde, som er sænket ned fra himmelen for at drage mennesker fra syndens dyb, da vil dit hjerte åbne sig i kærlighed til dine brødre og søstre, som er uden Gud og uden håb i verden. Vejl f menigh bd 3 side 352-354]

------------
ret

næste kapitel