Vejen til et bedre liv kapitel 1fra side19.     Fra side 17 i den engelske udgave.

tilbage

Den store Læge

(19)  Vor Herre Jesus Kristus kom til denne verden for at hjælpe menneskene. »Han blev aldrig træt af at tjene.« Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme«l for at kunne hjælpe mennesker under alle forhold. Han kom for at fjerne sygdom, elendighed og synd. Det var hans opgave at give menneskene alt det tilbage, som var gået tabt. Han kom for at give dem sundhed og fred og en fuldkommen karakter. ret

(19)  Mennesker fra alle samfundslag kom til ham med deres problemer, og ingen gik bort med uforrettet sag. Der strømmede helbredende kraft fra ham, og han helbredte både menneskers legeme og sjæl. ret

(19)  Frelserens arbejde var ikke begrænset til tid eller sted. Hans omsorg kendte ingen grænser. Han helbredte og underviste så mange mennesker, at der ikke fandtes nogen bygninger i Palæstina, som var store nok til at rumme de skarer, som flokkedes om ham. Han behandlede de syge på de grønne bakkeskråninger i Galilæa, på de befærdede landeveje, ved søbredden, i synagogerne og alle andre steder, hvor man kunne bringe de syge hen til ham. I alle de byer og landsbyer, som han gik igennem, lagde han hænderne på de syge og helbredte dem. Når han så, at mennesker var modtagelige for hans budskab, trøstede han dem og forsikrede dem om, at deres himmelske Fader elskede dem. Han brugte hele dagen til at hjælpe de mennesker, som opsøgte ham, og om aftenen tog han sig af dem, der måtte arbejde hårdt for at kunne forsørge deres familie. ret

(20)  Jesus bar det tunge ansvar for menneskenes frelse. Han vidste, at alle mennesker ville gå fortabt, hvis der ikke skete en radikal ændring af deres levevis og tankegang. Denne tunge byrde hvilede på hans sjæl, men der var ingen andre, der var klar over det. Han gik sin ensomme gang som barn, ung og moden mand. Men mennesker følte, at han var omgivet af en himmelsk atmosfære. Han blev udsat for prøvelser og fristelser hver dag og kom daglig i forbindelse med det onde. Han så, hvilken magt det havde over de mennesker, som han søgte at velsigne og frelse, men han gav ikke op og tabte ikke modet. ret

(20)  Han sørgede altid for, at hans ønsker var i overensstemmelse med hans mission. Han underkastede sig altid sin Faders vilje. Da drengen Jesus var gået ind i rabbinernes skole, og hans moder fandt ham, sagde hun: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os?« Han svarede: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?«2 Dette svar er grundtonen i hans livsgerning. ret

(20)  Han ofrede sig for andre hele sit liv. Han havde intet hjem i denne verden. Hans venner gav ham husly. For vor skyld levede han i den dybeste fattigdom og arbejdede blandt de nødstedte og lidende. Han færdedes blandt de mennesker, han havde gjort så meget for, men ingen anerkendte ham eller ærede ham. ret

(20)  Han var altid tålmodig og glad, og de syge hilste ham som et sendebud, der kom med liv og fred. Han så, hvad mænd og kvinder, børn og unge trængte til og sagde: »Kom til mig!« . ret

(20)  Jesus brugte mere tid til at helbrede de syge end til at prædike. Han sagde, at han ikke var kommet for at ødelægge, men for at frelse. Hans mirakler bekræftede disse ord. På hans vandring fra sted til sted talte man om hans barmhjertighed, inden han nåede frem. Når han var gået igen, glædede de helbredte sig over, at han havde haft medynk med dem, og nu afprøvede de deres nye kræfter. Folk stimlede sammen for at høre dem fortælle, hvad Herren havde gjort for dem. Når han helbredte de døve, var hans stemme den første lyd, de nogensinde havde hørt; når han helbredte de stumme, var hans navn det første ord, som de nogensinde havde udtalt; og når han gav de blinde synet, var hans ansigt det første, som de nogensinde havde set. De havde al mulig grund til at elske Jesus og takke ham. Der strømmede en helbredende kraft, liv og glæde fra ham, når han gik igennem byerne. ret

(21)  »Zebulons land og Naftalis land,
vejen langs havet, landet
på den anden side af Jordan
og folkeslagenes Galilæa,
det folk, der sad i mørket,
har set et stort lys,
og de, der sad i dødens land og skygge,
for dem brød lyset frem. «
ret

(21)  Hver gang, Frelseren helbredte et menneske, benyttede han lejligheden til at tale om Gud. Det var formålet med hans arbejde. Han gav menneskene jordiske velsignelser for at kunne gøre dem modtagelige for sin nådes evangelium. ret

(21)  Kristus kunne have beklædt den højeste plads blandt jødefolkets lærere, men han foretrak at forkynde evangeliet for de fattige. Han gik fra sted til sted for at forkynde sandheden for mennesker på hovedvejene og bivejene. Man kunne høre ham forklare Bibelen ved søen, på bjergskråningen, på gaderne i de større byer og i synagogerne. Han underviste ofte i templets ydre forgård for at give hedningerne mulighed for at høre hans ord. ret

(21)  Der var så stor forskel på Kristi undervisning og de skriftkloges og farisæernes udlægning af Bibelen, at folket lyttede opmærksomt, når han talte. Rabbinerne beskæftigede sig med traditionen og menneskers teorier og spekulationer. Man erstattede ofte Bibelen med det, som mennesker havde skrevet om Skriften. Kristus underviste i Guds ord. Når nogen stillede ham et spørgsmål, svarede han: »Der står skrevet,« »Hvad siger Skriften?« »Hvordan læser du?« Han forkyndte ordet, både når venner og fjender viste interesse for det. Han forkyndte evangeliet klart og tydeligt og med overbevisning. Han kastede nyt lys over patriarkernes og profeternes undervisning, og menneskene fik en helt ny forståelse af Skriften. Hans tilhørere havde aldrig før fået et så stort indblik i Guds ord. ret

(22)  Der havde aldrig før levet en sådan forkynder som Kristus. Han var Himlens Majestæt, men han ydmygede sig og tog vor natur på sig for at kunne komme i forbindelse med menneskene. Kristus var pagtens engel, og han forkyndte budskabet om frelse for alle mennesker - både rige og fattige, frie og trælle. Han blev kendt i hele Palæstina som Den store Læge. De syge opsøgte de steder, som han besøgte på sine rejser, for at kunne bede ham om hjælp. Der kom også mange, som var interesseret i at høre ham tale, og som ønskede, at han skulle røre ved dem. Han gik fra by til by og forkyndte evangeliet og helbredte de syge - herlighedens Konge i menneskenes beskedne klædedragt. ret

(22)  Han overværede de store årlige fester. Befolkningen var optaget af ceremonierne, men han talte om det, som hører Himlen til, og bragte evigheden inden for synsvidde. Han skænkede alle skatte fra visdommens skatkammer. Han talte så jævnt og ligefremt, at de ikke kunne undgå at forstå, hvad han sagde. Han hjalp alle syge og sørgende på sin egen måde. Han viste både medfølelse og takt, når han hjalp en sjæl, som var syg på grund af synden, og skænkede helbredelse og styrke. ret

(23)  Han var en fremragende lærer og søgte at komme i forbindelse med folket ved at tale om det, de var bedst kendt med. Han forkyndte sandheden på en sådan måde, at hans undervisning altid fremkaldte de helligste og kæreste minder hos tilhørerne. Når han underviste, følte de, at han gjorde sig til et med deres interesser og deres lykke. Han gik lige til sagen. Hans illustrationer var så velvalgte og hans ord så venlige, at hans tilhørere lyttede med den største opmærksomhed. Han talte så ligefremt og oprigtigt til de mennesker, som trængte til hjælp, at hvert ord var dyrebart for dem. ret

(23)  Han havde altid travlt. Dag efter dag kunne man se ham gå ind i de fattiges og sørgendes tarvelige boliger, hvor han opmuntrede de fortvivlede og talte fred til de sørgende. Han var venlig og kærlig og havde medfølelse med menneskene, når han gik omkring og opmuntrede de modløse og trøstede de sørgende. Han bragte velsignelse med sig overalt. ret

(23)  Mens Jesus tog sig af de fattige, tænkte han også meget over, hvordan han kunne komme i forbindelse med de rige. Han forsøgte at blive bekendt med de rige og kultiverede farisæere, de fornemme jøder og de romerske officerer. Han tog imod deres indbydelser, overværede deres fester, forhørte sig om deres interesser og deres arbejde for at kunne vinde deres fortrolighed og henlede deres opmærksomhed på de rigdomme, som aldrig forgår. ret

(23)  Kristus kom til denne verden for at vise, at det er muligt at leve et rent liv, når man får kraft fra det høje. Med en utrættelig tålmodighed og velment hjælpsomhed imødekom han menneskets behov. Han var så venlig og mild, at han ved sin blotte nærværelse befriede sjælen for uro og tvivl. Fjendskab blev forvandlet til kærlighed og vantro til tillid. ret

(23)  Når han sagde til et menneske: »Følg mig,« rejste ved kommende sig og fulgte ham. I samme øjeblik mistede verden sin magt over dette menneske. Når han talte, holdt mennesker op med at være grådige og ærgerrige. ret

(24)  Broderkærlighed
Kristus tog ikke hensyn til nationalitet, rang eller trosbekendelse. De skriftkloge og farisæerne mente, at jøderne havde monopol på Himlens gaver. De ville ikke dele dem med Guds familie i andre lande. Men Kristus kom for at fjerne de mure, som skilte mennesker. Han kom for at vise, at hans nåde og kærlighed er lige så tilgængelig for alle mennesker som luften, lyset og den regn, som vederkvæger jorden. ret

(24)  Kristus inddelte ikke menneskene i grupper, men jøder og hedninger, frie og trælle knyttedes sammen i et stort broderskab, og alle er lige over for Gud. Han gjorde ikke noget på beregning. Han skelnede ikke mellem bekendte og fremmede, venner og fjender. Det rørte ham dybt at se en sjæl, som tørstede efter livets vand. ret

(24)  I hans øjne var ingen mennesker værdiløse. Han søgte at helbrede alle. Når han var sammen med mennesker, lærte han dem noget, som passede til anledningen. Hver gang, han så nogen ringeagte eller forurette andre, følte han, at de mennesker, det gik ud over, trængte endnu mere til hans guddommelige og menneskelige sympati. Han søgte at indgyde de mest barske og de mindst lovende mennesker håb. Han forsikrede dem om, at de kunne blive ulastelige og fredelige og få en sådan karakter, at det kunne ses på dem, at de var Guds børn. ret

(24)  Han traf ofte mennesker, som var i Satans vold og var ude af stand til at løsrive sig. Når Jesus talte med et sådant modløst, sygt, fristet menneske, gav han udtryk for den dybeste medfølelse. Han sagde netop, hvad et sådant menneske trængte til, og valgte nogle ord, som vedkommende kunne forstå. Han traf også mennesker, som var i nærkamp med sjælefjenden. Han rådede dem til at holde ud og forsikrede dem om, at de ville sejre, for Guds engle stod på deres side og ville stå dem bi. ret

(25)  Han var hædersgæst ved toldernes bord, og han gav udtryk for en sådan menneskelig forståelse og venlighed, at det var tydeligt at se, at han anerkendte menneskenes værdighed. Folk længtes efter at gøre sig værdige til hans tillid. Hans ord faldt på deres tørstende hjerter med en vidunderlig, livgivende kraft. De fik nyt mod, og disse mennesker, der var udstødt af samfundet, blev klar over, at de kunne komme til at leve et nyt og bedre liv. ret

(25)  Selv om Jesus var jøde, så man ham ofte i selskab med samaritanere. Han tog ikke hensyn til jødefolkets farisæiske skikke. Han så bort fra jødernes fordomme og tog imod de foragtede samaritaneres gæstfrihed. Han sov i deres huse og spiste sammen med dem ved deres bord. Han spiste den mad, som de tilberedte og serverede. Han underviste på deres gader og behandlede dem med udsøgt venlighed og høflighed. Han vandt deres hjerter ved at vise dem forståelse, og takket være hans guddommelige nåde fik de del i den frelse, som jøderne forkastede. ret

(25)  Personligt arbejde
Kristus benyttede enhver anledning til at forkynde frelsens evangelium. Lyt til de vidunderlige ord, han sagde til den samaritanske kvinde. Han sad ved Jakobs brønd, da hun kom for at hente vand. Til hendes overraskelse bad han hende om en tjeneste. »Giv mig noget at drikke,« sagde han. Han ville gerne have lidt koldt vand. Han søgte også en anledning til at give hende livets vand. Kvinden sagde: »'Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?' - jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.« Jesus svarede: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand. . . . Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde som vælder med vand til evigt liv.« ret

(26)  Kristus viste denne kvinde stor interesse. Og hvor talte han alvorligt til hende! Kvinden lod sin vandkrukke stå og gik ind i byen og sagde til sine venner: »Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?« Der står, at »mange samaritanere fra den by kom til tro på ham«. Og hvem kan bedømme, hvor meget disse ord har bidraget til at frelse sjæle i den tid, der er gået siden? ret

(26)  Kristus er parat til at undervise mennesker, hvor som helst der findes nogle, som er modtagelige for sandheden. Han viser dem vej til Faderen og den tjeneste, som godkendes af ham, som ser, hvad der bor i hjertet. Disse mennesker underviser han ikke ved hjælp af lignelser. Han siger det samme til dem, som han sagde til kvinden: »Det er mig, den, der taler til dig.« ret

næste kapitel