(221) Skaberen valgte selv en bolig til det første menneskepar. Han tog det størst mulige hensyn til deres sundhed og lykke. Han lod dem ikke bo på et slot, og han omgav dem heller ikke med de kunstgenstande og den luksus, som mange kæmper for at anskaffe sig i dag. Han anbragte dem i den fri natur, hvor de havde selskab med de hellige engle. ret
(221) Gud lod sine børn bo i en have. Her kunne de nyde synet af smukke buske og skønne blomster. Der var alle slags træer, og mange af dem bugnede af duftende, dejlig frugt. Fuglene sang i træernes grene, og dyrene legede i skyggen uden frygt. ret
(221) Det syndfri par glædede sig over alt, hvad de så og hørte i Eden. Gud anviste Adam og Eva deres arbejde i haven. De skulle »dyrke og vogte den«. Hver dags arbejde bragte dem sundhed, og det lykkelige par hilste med glæde Skaberens besøg, når han ved aftenstid kom og talte med dem. Gud underviste dem hver dag. ret
(221) Gud bestemte, hvordan det første menneskepar skulle leve, og det kan vi lære noget af. Selvom synden har kastet sin skygge over jorden, ønsker Gud, at hans børn skal glæde sig over det, han har skabt. Hvis vi er villige til at indrette vor tilværelse, som han ønsker det, vil han gøre mirakler for at helbrede de mennesker, som lider. De syge bør leve i så nær berøring med naturen som muligt. Der ville ske store fremskridt for mange hjælpeløse og næsten uhelbredeligt syge mennesker, hvis de kunne opholde sig ude i naturen. ret
(222) De syge bliver trætte og udmattede af at bo i byerne, hvor der er støj og forvirring. Bylivet er kunstigt og tærer på kræfterne. Luften er fyldt med røg og støv, giftige gasarter og bakterier. Derfor er den livsfarlig. De syge opholder sig indendørs det meste af tiden og føler det næsten, som om de var fanger i deres værelser. Når de kigger ud, ser de bygninger, gader og mennesker, som skynder sig af sted. De ser ikke så meget som et glimt af solen eller den blå himmel, græsset, blomsterne eller træerne. Når de er spærret inde på denne måde, ruger de over deres lidelser og sorger, og de bliver mere og mere nedtrykte. ret
(222) Mennesker med en svag moral udsætter sig for mange farer i byerne. Her bliver patienter, som har dårlige vaner, hele tiden udsat for fristelser. De bør bo et sted, hvor de får helt andre interesser. De skal væk fra det skadelige miljø, hvor de levede før. De bør have mulighed for at tage midlertidigt ophold et sted, hvor atmosfæren er renere, og hvor de ikke bliver tilskyndet til at glemme Gud. ret
(222) Der kunne opnås langt bedre resultater på sygehuse, sanatorier og rekreationshjem, hvis de lå uden for byerne. Rekonvalescenter bør så vidt muligt bo på landet, hvor de har mulighed for at komme ud i det fri. Naturen er Guds læge. Hvis man vil have sundhed og kræfter, skal man opholde sig i frisk luft, nyde det dejlige solskin og synet af blomsterne og træerne, frugthaverne og vingårdene, og så skal man dyrke motion i det fri. ret
(222) Læger og sygeplejersker bør opfordre deres patienter til at opholde sig meget i det fri. Friluftsliv er faktisk det eneste, mange skrøbelige mennesker trænger til. Det har en vidunderlig evne til at helbrede de sygdomme, som skyldes den moderne livsførelse med dens spænding og tendens til overdrivelser, en levevis, som svækker både sjæl og legeme. ret
(223) Syge mennesker, som er trætte af bylivet, det kunstige lys og støjen i gaderne, nyder stilheden på landet. De glæder sig over naturens skønhed. De holder af at sidde i det fri, hvor de kan nyde solskinnet og indånde duften af blomster og træer. Der er livgivende egenskaber i fyrretræernes balsam og cedertræernes og grantræernes duft. Der er også andre træer (som besidder lægende egenskaber. ret
(223) De kronisk syge ville både få det bedre og blive mere glade, hvis de kunne bo et dejligt sted på landet. Her kan de svageste sidde eller ligge i solskinnet eller træernes skygge. De kan nyde synet af de smukke blade, som hænger lige over deres hoved. Hvilen falder på dem, og de føler sig godt tilpas, når de lytter til vindens sagte susen. De får nyt mod og ny energi. De får fred i sindet, og pulsen bliver normal. Efterhånden som de syge kommer til kræfter, drister de sig til at tage nogle få skridt for at plukke nogle af de smukke blomster, der vidner om Guds kærlighed til sin lidende familie hernede. ret
(223) Man bør gøre det muligt for patienterne at opholde sig i det fri. Hvis de kan arbejde, bør man skaffe dem let og behagelig beskæftigelse. Få dem til at indse, at havearbejde er både behageligt og gavnligt. Sig til dem, at de skal indånde den friske luft. Lær dem at trække vejret dybt og at bruge musklerne i underlivet, når de ånder og taler. Hvis de kan lære det, vil det få stor betydning for dem. ret
(223) Det er absolut nødvendigt, at de dyrker motion i det fri. De får den bedste motion ved at dyrke jorden. Lad patienterne passe nogle blomsterbede eller arbejde i frugtplantagen eller køkkenhaven. De glemmer sig selv og deres smerter, når de forlader deres værelser og går ud i haven for at passe blomster eller udføre andet let, behageligt arbejde. ret
(224) Patienterne behøver ikke så megen pleje, når de opholder sig meget i det fri. De ser lysere på fremtiden, når de lever i et behageligt miljø. De er tilbøjelige til at blive pirrelige og tungsindige, hvis de skal opholde sig indendørs, selvom huset er aldrig så komfortabelt. De bør opholde sig i den dejlige natur. Lad dem være, hvor de kan se blomsterne og høre fuglene synge. Så vil deres hjerte slå i takt med fuglenes sang. Det vil være en lindring for både legeme og sind. Det vil stimulere åndsevnerne og fantasien og berede sindet til at værdsætte skønheden i Guds ord. ret
(224) I naturen kan man altid finde noget, som kan få de syge til at glemme sig selv og tænke på Gud. Når de er omgivet af hans smukke skaberværk, går deres tanker fra det synlige til det, som ikke kan ses. Naturens skønhed får dem til at tænke på det himmelske hjem, hvor der ikke er noget, som forstyrrer idyllen. Der er der intet, som ødelægger eller forårsager sygdom eller død. ret
(224) Læger og sygeplejersker bør i naturen finde noget, som henleder opmærksomheden på Gud. De bør få patienterne til at tænke på ham, der har skabt de majestætiske træer, græsset og blomsterne, og opfordre dem til at betragte hver knop og blomst som et udtryk for Guds kærlighed til sine børn. Gud sørger for fuglene og blomsterne. Han vil også sørge for dem, som er skabt i hans billede. ret
(224) Man kan bedst tale med de syge om det nye liv i Kristus i naturen, hvor de er omgivet af Guds skaberværk, og hvor de kan indånde den friske, livgivende luft. Her kan man læse Guds ord, og her kan lyset fra Kristi retfærdighed skinne ind i hjerter, som er formørket af synd. ret
(224) På denne måde skal mænd og kvinder, som trænger til fysisk og åndelig helbredelse, bringes i forbindelse med mennesker, hvis ord og handlinger vil lede dem til Kristus. Den store Læge skal have mulighed for at påvirke dem. Han kan helbrede både legeme og sjæl. Man skal fortælle dem om Frelserens kærlighed og sige til dem, at han tilgiver alle dem, der kommer til ham og bekender deres synder. ret
(225) Når man søger at påvirke patienterne på denne måde, vil mange af dem kunne ledes ind på livets vej. Engle fra himlen samarbejder med mennesker for at skænke de syge og lidende håb, glæde og fred. De syge får en dobbelt velsignelse, og mange af dem bliver raske. Deres gang bliver spændstig igen. Øjet får igen glans. De, der har mistet modet, får nyt håb. De bedrøvede bliver glade, og i stedet for at beklage sig giver de udtryk for tilfredshed. ret
(225) Når patienterne er blevet raske, vil troen på Kristus blive stærkere, og deres sjæl vil også få det bedre. Man oplever en usigelig fred, glæde og hvile, når man ved, at ens synder er tilgivet. Den kristne får nyt håb. Så kan han sige med overbevisning: »Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler.« »Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din staver min trøst.« »Han giver den udmatte de kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.« ret