(27) I fiskerhytten i Kapernaum ligger Peters svigermor syg "med høj feber, og de bad ham hjælpe hende«. Jesus , »tog hendes hånd, og feberen forlod hende«, og hun stod op og sørgede for Frelseren og hans disciple. ret
(27) Rygtet spredtes hurtigt. Denne undergerning var sket på en sabbat, og af frygt for de skriftkloge turde folk ikke komme for at bede om helbredelse før efter solnedgang. Efter dette tidspunkt forlod byens indbyggere hjemmene, værkstederne og markedspladserne og skyndte sig hen til den beskedne bolig, hvor Jesus opholdt sig. De syge blev bragt derhen på bårer, nogle støttede sig til stokke eller slæbte sig ved venners hjælp hen til Frelseren. ret
(27) Folk kom og gik time efter time, for der var ingen, der vidste, om den guddommelige læge ville blive der til den næste dag. Indbyggerne i Kapernaum havde aldrig før oplevet en sådan dag. Luften gav genlyd af sejrsudbrud og de helbredtes råb. ret
(27) Jesus holdt ikke op med at arbejde, før han havde helbredt den sidste patient. Folk gik først hjem langt ud på natten. Så blev der endelig stille i Simons hjem. Den lange, anstrengende dag var til ende, og Jesus gik til ro. Men mens byen endnu sov, stod han tidligt op og »gik bort og ud til et øde sted og bad der«. ret
(27) Tidligt om morgenen gik Peter og hans kammerater ud til Jesus og sagde, at Kapernaums indbyggere ledte efter ham. De blev forbavsede, da Kristus sagde: »Jeg skal også forkynde evangeliet om Guds rige i de andre byer; det er derfor, jeg er blevet udsendt.« ret
(28) Under den uro, som var opstået i Kapernaum, var der fare for, at man ville glemme hensigten med hans mission. Jesus var ikke tilfreds med at vække opmærksomhed, blot fordi han gjorde undergerninger og helbredte folks sygdomme. Han ville drage mennesker til sig som deres frelser. Folk ville helst tro, at han var kommet som en konge for at oprette et jordisk rige, men han ønskede at lede deres tanker bort fra det jordiske til det åndelige. Hvis han kun havde verdslig fremgang, ville det hindre hans gerning. ret
(28) Den ligegyldige skares forundring pinte ham. Han søgte aldrig at henlede opmærksomheden på sig selv. Denne verden hylder de store, de rige og de begavede, men alt dette brød Menneskesønnen sig ikke om. Jesus benyttede sig ikke af nogen af de metoder, som mennesker bruger for at vinde venner og opnå berømmelse. Flere hundrede år før hans fødsel skrev profeten om ham: »Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osen de væge slukker han ikke, han fører retten til sejr.« ret
(28) Farisæerne søgte at gøre sig bemærkede ved at overholde alle ceremonierne samvittighedsfuldt og ved at vise, hvor gudfrygtige og godgørende de var. De diskuterede ofte religion for at vise deres store interesse for gudsdyrkelsen. Der blev ført lange og højrøstede diskussioner mellem de forskellige sekter, og det skete ikke sjældent, at de lovkyndige råbte på gaden, når de var uenige om et eller andet emne. ret
(28) Jesus levede på en helt anden måde. Han tog aldrig del i højrøstede diskussioner. Han stillede sig ikke op på et gadehjørne og holdt bøn. Han søgte ikke at vinde folks bifald. Kristi liv var skjult i Gud, og Sønnens karakter åbenbarede Gud. Det var denne åbenbaring, Jesus ønskede d' henlede folks opmærksomhed på. ret
(28) Retfærdighedens Sol brød ikke frem i al sin glans, så dens herlighed blændede menneskene. Der står om Kristus: »Han bryder frem så sikkert som morgenrøden.« Dagslyset breder sig stille og blidt, spreder mørket og vækker verden til nyt liv. Det var på denne måde, at Retfærdighedens Sol strålede frem. »Under dens vinger er der helbredelse.« ret
(28) »Se min tjener, ham støtter jeg,
min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. «
»For du er blevet værn for den svage,
værn for den fattige i hans nød,
ly under skybrud, skygge i hede.«
»Dette siger Gud Herren,
han, som skabte himlen og spændte den ud,
som bredte jorden ud med dens vækster,
som gav åndedræt til folkene på jorden,
livsånde til dem, der færdes på den:
Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed;
jeg tager dig ved hånden.
Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket,
til et lys for folkene.
Du skal åbne de blindes øjne,
føre fangerne ud af fængslet
og dem, der sidder i mørket,
ud af fangehullet. «
»Jeg fører de blinde ad veje, de ikke kender,
jeg leder dem ad stier, de ikke kender.
Jeg gør mørket foran dem til lys,
det bakkede land til slette.
Det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke.«
»Syng en ny sang for Herren,
hans pris fra jordens ende,
I, der færdes på havet med hvad det rummer,
I, der bor på de fjerne øer!
Ørkenen og dens byer skal løfte røsten,
lejrene, hvor Kedar bor;
Selas beboere skal juble,
fra bjergenes top skal de råbe.
De skal give Herren ære
og forkynde hans pris for de fjerne øer. «
»Råb af fryd, himmel, for Herren har grebet ind.
Bryd ud i jubelråb, jordens dybder,
bryd ud i fryderåb, bjerge,
skoven med alle dens træer!
For Herren har løskøbt Jakob,
ved Israel viser han sin herlighed. « ret
(30) Han »åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham«. ret
(30) Johannes Døber vågede og ventede i Herodes' fængsel. Han var skuffet og vidste ikke, hvad han skulle mene om Frelseren s gerning. Nu sendte han to af sine disciple hen til Jesus for at spørge: ret
(30) »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" ret
(30) Frelseren besvarede ikke disciplen es spørgsmål med det samme. Mens de stod og undrede sig over, at han ikke sagde noget, opsøgte de syge og lidende ham. Den store Læges stemme trængte ind i de døves ører. Med et ord og en let berøring åbnede han de blindes øjne, så de kunne se dagslyset, træerne og blomsterne og deres venners og Frelserens ansigt. Når hans røst lød i de døendes ører, rejste de sig sunde og raske. De besatte adlød ham, blev helbredt for deres vanvid og tilbad ham. De fattige bønder og arbejdere, som rabbinerne anså for urene, flokkedes om ham, og han talte det evige livs ord til dem. ret
(31) Sådan gik dagen, og Johannes' disciple så og hørte alt, hvad der foregik. Til sidst kaldte Jesus dem hen til sig og sagde, at de skulle gå hen og fortælle Johannes, hvad de havde set og hørt. Han tilføjede: »Salig er den, der ikke forarges på mig.« Disciplene gjorde, hvad de havde fået besked på, og Johannes var tilfreds. ret
(31) Johannes kom til at tænke på denne profeti om Messias: »Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren. . ., for at trøste alle, der sørger.« Jesus fra Nazaret var den lovede frelser. Han hjalp de syge og lidende. Det var beviset på, at han var guddommelig. Hans herlighed bestod i, at han tog en tjeners skikkelse på og blev menneske. ret
(31) Kristi gerninger vidnede ikke blot om, at han var Messias. De viste også, hvordan hans rige skulle oprettes. Sandheden blev åbenbaret på samme måde for Johannes og Elias. Der fortælles om Elias i ørkenen: »Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden.«16 Efter ilden lød der en sagte susen. Det var sådan, Jesus skulle udføre sit arbejde. Han skulle ikke vælte troner og riger. Han skulle heller ikke komme med pomp og pragt. Han skulle appellere til menneskers hjerte ved at vise dem nåde og leve et selvopofrende liv. ret
(31) Guds rige kommer ikke med pomp og pragt. Det kommer ved hans ords milde påvirkning, ved at hans Ånd virker i menneskets indre, og ved at sjælen har samfund med ham, som er dens liv. Dets kraft ses tydeligst, når mennesket får samme sindelag som Kristus. ret
(31) Kristi efterfølgere skal være verdens lys, men Gud siger ikke, at de skal anstrenge sig for at skinne. Det behager ham ikke, at de i selvtilfredshed forsøger at vise, hvor gode de kan være. Han ønsker, at deres sjæl skal være på bølgelængde med Himlen. Så vil deres lys skinne, når de kommer i forbindelse med verden. De vil være lysende eksempler, fordi man altid kan stole på dem. ret
(32) Rigdom, en høj stilling, kostbart udstyr, imponerende bygninger eller fornemt indbo har ingen betydning for Guds riges fremgang. Det er heller ikke betinget af bedrifter, som mennesker giver deres bifald, og som appellerer til forfængelighed en. Verdens pomp og pragt er værdiløs i Guds øjne. Han værdsætter det usynlige og evige mere end det synlige og timelige. Det sidste har kun betydning, hvis det symboliserer det første. De fineste kunstværker tåler ingen sammenligning med en smuk karakter, som Helligånden har sat sit præg på. ret
(32) Da Gud gav denne verden sin Søn, skænkede han menneskene uforgængelige rigdomme. De overgår langt de skatte, som menneskene har samlet, siden verden blev skabt. Da Kristus kom til denne jord og indtog sin plads blandt menneskene, medbragte han en kærlighed, som havde eksisteret fra evighed af. Det er denne skat, vi skal tage imod, åbenbare og dele med andre. Det kan vi kun gøre, hvis vi har forbindelse med ham. ret
(32) Jo mere gudhengivent et menneske er, des mere kan det udrette for Guds rige. Det er Kristi nåde, som forvandler menneskets liv. Vi skal ikke ligne verden, for Gud har sat sit segl på os og åbenbarer sin kærlige karakter gennem os. Vor frelser dækker os med sin retfærdighed. Når Gud vælger mænd og kvinder til sin tjeneste, spørger han ikke, om de er i besiddelse af verdslig rigdom, lærdom eller veltalenhed. Han spørger: »Er de så ydmyge, at de vil gøre min vilje? Kan jeg lægge mine ord i deres mund? Vil de repræsentere mig?« ret
(33) Hvis Gud kan fylde sjælens tempel med sin Ånd, kan han bruge dette menneske. Han godkender det arbejde, ';om afspejler hans billede. Hans efterfølgere i denne ver(len skal kunne kendes på, at de praktiserer hans udødeliqe principper. Det er tegnet på, at han har sendt dem. ret
(33) »Som hyrden vogter han sin hjord,
han samler dem med sin arm;
han løfter lammene op i sin favn.« ret
(33) Mens Jesus hjælper mennesker på gaderne i byerne, baner mødre sig vej gennem mængden med deres små syge og døende børn i armene i håb om, at han vil få øje på dem. ret
(33) Se på disse mødre! De er blege, trætte og lige ved at fortvivle. Men de er beslutsomme og giver ikke op. De forsøger at komme hen til Frelseren med deres syge børn i favnen. De bliver trængt tilbage af den bølgende menneskemængde, men nu baner Kristus sig vej hen til dem. Håbets flamme tændes i deres hjerte. De græder af glæde, fordi han har fået øje på dem, og de ser ind i hans kærlige øjne. ret
(33) Frelseren henvender sig til en af mødrene og spørger: »Hvad skal jeg gøre for dig?« Hun svarer med grådkvalt stemme: »Mester, jeg ønsker, at du skal helbrede mit barn.« Kristus tager det lille barn i sin favn, og sygdommen forsvinder med det samme. Barnet er ikke mere dødsmærket. Der strømmer nyt liv og sundhed gennem årerne. Musklerne får ny styrke. Jesus siger nogle trøstende ord til moderen. Så tager han sig af den næste patient, som er lige så syg. Kristus gør igen brug af sin livgivende kraft, og alle priser og ærer ham, som har en så vidunderlig evne til at hjælpe. ret
(33) Vi tænker meget på de store begivenheder i Kristi liv. Vi taler om alt det vidunderlige, han gjorde, og om hans mirakler. Men det er et endnu større bevis på, at han var en personlighed, at han viste interesse for det, som vi mennesker anser for at være småting. ret
(34) Jøderne havde den skik at tage deres børn med hen til en rabbiner, for at han skulle lægge hænderne på dem og velsigne dem. Disciplene mente, at Frelserens gerning var for vigtig til at blive afbrudt på denne måde. Da mødrene kom og bad ham om at velsigne deres små børn, truede disciplene ad dem. De mente, at disse børn var for små til at få noget udbytte af et besøg hos Jesus. De troede heller ikke, at han brød sig om, at de kom hen til ham. Men Frelseren forstod, hvilken omsorg disse mødre havde for deres børn. Han vidste, at de forsøgte at opdrage dem i overensstemmelse med Guds ord. Han havde hørt deres bønner. Han havde selv tilskyndet dem til at komme. ret
(34) En mor tog sit barn med ud for at finde Jesus. Det fortalte hun sin nabo. Hun ønskede også, at Jesus skulle velsigne hendes børn. Efterhånden kom der flere og flere mødre med deres små børn. Det var ikke alle børnene, der var spæde. En del af dem var teenagere. Jesus lyttede tålmodigt til disse ængstelige mødre, som henvendte sig til ham med tårevædede øjne. Han tøvede lidt for at afvente disciplen es reaktion. Da han så, at disciplen e truede ad mødrene og ville sende dem bort i den tro, at de gjorde ham en tjeneste, sagde han til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.«17 Han tog børnene i sine arme, lagde hænderne på dem og velsignede dem. ret
(34) Det var en stor trøst for mødrene. Da de gik hjem, følte de sig styrket og velsignet af Kristi ord. De blev tilskyndet til at fortsætte deres ansvarsfulde arbejde for deres børn, og de gjorde det med glæde. ret
(34) Hvis vi havde mulighed for at følge disse mennesker senere i livet, ville vi se, at mødrene mindede børnene om, hvad der skete den dag, og de ville gentage Frelserens kærlige ord til dem. Vi ville også se, at mindet om disse ord senere hen fik børnene til at blive ved med at vandre på den vej, som er anvist Herrens genløste. ret
(35) Kristus er den samme medfølende frelser i dag, som da han færdedes blandt menneskene. Han er lige så villig til at hjælpe mødrene nu, som da han tog de små børn i sine arme i Judæa. Børnene i vore hjem og de børn, som levede dengang, er købt med hans blod. ret
(35) Jesus ved, hvad der bekymrer enhver moders hjerte. Hans egen mor kæmpede med fattigdom og led ofte afsavn, og han har medfølelse med enhver mor i hendes kamp. Han foretog en lang rejse for at trøste en kana'anæisk kvinde, og han er villig til at gøre lige så meget for de mødre, som lever i dag. Han, som sørgede for, at enken fra Nain fik sin eneste søn tilbage, og han, som tænkte på sin mor, da han led på korset, har også medfølelse med en sørgende mor i dag. Han vil trøste og hjælpe i enhver sorg og enhver nødsituation. ret
(35) Mødre bør henvende sig til Jesus, når de har problemer. Han vil give dem den hjælp, de behøver, for at kunne drage omsorg for deres børn. Dørene står åbne for enhver mor, som vil lægge sine byrder ved Frelserens fødder. Han, som sagde: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i,« indbyder stadig mødre til at tage deres små børn med hen til ham, for at han skal velsigne dem. ret
(35) Jesus vidste, at de børn, som han velsignede, ville vokse op og blive arvinger til hans nåde og undersåtter i hans rige. Nogle af dem ville blive martyrer for hans skyld. Han vidste også, at disse børn var mere villige til at lytte til ham og tage imod ham som deres frelser end de voksne, for mange voksne var verdslige og forhærdede. Når han underviste børn, gik han ned på det trin, hvor de befandt sig. Han som var Himlens Majestæt, svarede på deres spørgsmål, og når han ville fortælle dem noget, som var meget vigtigt, gav han en så enkel forklaring, at selv et barn kunne forstå det. Han såede sandhedens frø i deres sind, og disse frø ville senere vokse op og bære frugt til evigt liv. ret
(36) Da Jesus sagde til disciplen e, at de ikke måtte hindre børnene i at komme til ham, talte han til sine efterfølgere til alle tider. Han talte til menighedens embedsmænd, præster, menighedstjenere og alle kristne, Jesus drager børnene til sig, og han siger til os: »Lad dem komme.« Det lyder, som om han ville sige: De vil komme, hvis I ikke hindrer dem i det. ret
(36) I bør ikke give mennesker et forkert indtryk af Jesus på grund af jeres ukristelige opførsel. Lad være med at være så kolde og hårde, at I jager de små børn bort fra ham, I bør aldrig lade dem føle, at det ikke ville være rart at være i Himlen, hvis I var der, Lad være med at sige, at børn ikke har forstand på kristendom, og lad være med at give dem det indtryk, at man ikke forventer, at de skal tro på Kristus, mens de er børn. Lad være med at give dem det falske indtryk, at kristendom er en trist religion, og at de skal give afkald på alt, hvad der er dejligt i livet, når de kommer til Frelseren. ret
(36) I skal samarbejde med Helligånden, når han påvirker børnenes hjerte. Sig til dem, at Frelseren kalder på dem, og at intet kan berede ham en større glæde, end at de begynder at tjene ham så tidligt som muligt. ret
(36) Frelseren elsker de sjæle, han har købt med sit blod med en evig kærlighed. De står hans hjerte nær. Han længes efter, at de skal være, hvor han er. Han elsker ikke blot de mest velopdragne og tiltalende børn, men også de børn, som har frastødende karaktertræk, fordi de har arvet dårlige tilbøjeligheder og er blevet forsømt. Der er mange forældre, som ikke forstår, at de bærer skylden for at deres børn har disse karaktertræk. Det er deres skyld, at børnene er vanartede, og de besidder ikke så megen kærlighed og visdom, at de kan hjælpe disse børn. Men Jesus har medlidenhed med dem. Han slutter fra årsag til virkning. ret
(37) Mennesker, som står i Kristi tjeneste, kan hjælpe til med at lede disse skrøbelige mennesker til Frelseren. De kristne kan med visdom og takt knytte dem til deres hjerte og give dem mod og håb. Ved Kristi nåde kan deres karakter blive forvandlet, så det kan siges om dem: »Guds rige er deres.« ret
(37) Da de fem små bygbrød blev lagt i Kristi hænder,
blev der mad nok til en stor skare mennesker. ret
(37) Folk blev hos Kristus og hans disciple hele dagen, da han underviste ved søen. Han talte jævnt og ligefremt, og hans ord var som Gileads balsam for sjælen. Hans guddommelige hånd havde helbredt de syge og skænket de døende liv. De følte det, som om Himlen var på jorden, og de tænkte ikke over, hvor længe det var, siden de havde fået noget at spise. ret
(37) Solen var ved at gå ned, men folk blev hos Jesus. Til sidst gik disciplen e hen til Kristus og sagde, at han burde sende skarerne bort. Mange af disse mennesker var kommet langvejsfra og havde ikke fået mad siden i morges. De kunne købe mad i byerne og landsbyerne i nærheden. Men Jesus sagde: »Giv I dem noget at spise.« Så spurgte han Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« ret
(37) Filip så ud over den store menneskemængde. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan det kunne lade sig gøre at skaffe mad til alle disse mennesker. Han svarede, at brød for to hundrede denarer ikke kunne slå til, så de kunne få bare en lille smule hver. ret
(38) Jesus spurgte, hvor meget mad folk havde med. Andreas sagde: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«21 Jesus sagde, at de skulle give ham maden. Så sagde han, at disciplene skulle få folk til at sætte sig i græsset. Han tog nu brødene, »så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers; tolv kurve fulde. « ret
(38) Der skete et guddommeligt mirakel, da Kristus gav alle disse mennesker mad. Men det var ikke et festmåltid, han serverede. Fisk og bygbrød var hverdagskost hos fiskerfamilierne i Galilæa. ret
(38) Kristus kunne godt have givet disse mennesker et overdådigt måltid, men de ville ikke have lært noget, hvis han kun havde stillet deres sult. Kristus benyttede dette mirakel til at vise, at man bør være nøjsom. Hvis de mennesker, der lever i dag, stillede færre krav og rettede sig efter naturens love, som Adam og Eva gjorde i begyndelsen, ville der være rigeligt til alle. Men egoisme og frådseri har ført synd og elendighed med sig. Nogle har for meget, og andre har for lidt. ret
(38) Jesus forsøgte ikke at skaffe sig tilhængere ved at tilfredsstille deres trang til luksus. Den store forsamling var både træt og sulten efter en lang, anstrengende dag. Det var hverdagskost, Jesus gav dem, og dette enkle måltid var både et bevis på hans magt og hans store omsorg for dem i dagliglivet. Frelseren har ikke lovet sine efterfølgere en luksustilværelse i denne verden. De vil måske komme til at leve i fattigdom. Men han har lovet dem, at de vil få, hvad de trænger til. Han har også lovet dem noget, som er bedre end jordiske værdier. Han har lovet, at han altid vil være hos dem, og trøste dem. ret
(39) Der var meget mad tilovers, da folkeskaren var færdig med at spise. Jesus sagde til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde. « Det betød ikke blot, at de skulle lægge maden i kurve. Hans ord havde dobbelt betydning. Man bør ikke lade noget gå til spilde. Vi bør ikke undlade at gøre noget, som kan være til hjælp for et menneske. Vi bør værne om alt det, der kan være til hjælp for de mennesker, som sulter i verden. Vi skal være lige så taknemmelige for brødet fra Himlen, som kan mætte sjælens sult. Vi skal leve af hvert ord, som udgår af Guds mund. Intet af det, Gud har sagt, må gå tabt. Vi bør ikke undlade at gøre os bekendt med et eneste ord, som angår vor evige frelse. Ikke et eneste ord bør falde til jorden. ret
(39) Miraklet med brødene viser, at vi er afhængige af Gud. Da Kristus bespiste de fem tusind mennesker, havde han ikke maden i nærheden. Han havde tilsyneladende heller ingen mulighed for at skaffe mad. Han befandt sig i en ørken sammen med fem tusind mænd foruden kvinder og børn. Han havde ikke bedt alle disse mennesker om at komme. De var kommet af sig selv, fordi de gerne ville være hos ham. Men han vidste, at de var sultne og trætte, efter at de havde hørt ham tale hele dagen. De havde langt hjem, og det var snart aften. Mange af dem havde ingen penge at købe mad for. Jesus havde faste t fyrre dage i ørkenen for deres skyld, og han ville ikke lade dem gå sultne hjem. ret
(39) Det skyldtes Guds forsyn, at Jesus opholdt sig på dette sted. Han stolede på, at hans himmelske Fader ville give disse mennesker, hvad de trængte til. Vi skal stole på C3ud, når vi er i vanskeligheder. Hver gang, der opstår en krise, skal vi henvende os til ham, der har ubegrænsede hjælpemidler til rådighed. ret
(39) Da Jesus udførte dette mirakel. fik han maden af sin Fader. Han gav den videre til disciplen e, de uddelte den til forsamlingen, og folk delte med hinanden. Der sker det samme for alle de mennesker, som er forenet med Kristus. De får livets brød af ham og giver det videre til andre. Kristi disciple er hans medarbejdere. De skal give mennesker det, som de modtager af ham. ret
(40) Da Frelseren sagde til disciplene: »Giv I dem noget at spise,« syntes de, at det var en umulig opgave. De spurgte: »Skal vi gå hen til landsbyerne og købe mad?« Hvad sagde Kristus? »Giv I dem noget at spise.« Disciplene gav Jesus alt, hvad de havde, men han sagde ikke, at de skulle begynde at spise. Han sagde, at de skulle give folkeskaren mad. Da maden blev lagt i hans hænder, blev der nok til alle. Disciplene rakte hænderne ud og fik maden af Kristus. De gik ikke tomhændet bort. Til at begynde med var der ikke ret meget mad, men der blev nok til alle. Da alle disse mennesker havde fået mad, spiste Jesus og disciplene dette herlige måltid, som var sendt fra Himlen. ret
(40) Vi er ofte lige ved at opgive det hele, når vi ser, hvor meget de fattige, de uvidende og de syge har brug for. Vi spørger måske: »Hvad kan vi udrette med vore små kræfter? Og hvordan skulle vi kunne hjælpe mennesker i denne frygtelige nød med vore knappe midler? Skal vi ikke overlade dette arbejde til en anden, som har bedre evner, eller til en organisation?«.Kristus siger: »Giv I dem noget at spise.« Gør brug af de midler, den tid, de evner, I har til rådighed. Giv Jesus jeres bygbrød. ret
(40) Selvom I ikke har nok til at give flere tusind mennesker mad, kan I måske mætte et menneske. I Kristi hånd kan det, du har, mætte mange. Gør som disciplene. Giv, hvad du har. Kristus vil sørge for, at din gave rækker langt. Han vil belønne det menneske, som har en oprigtig og enfoldig tro på ham. Det, der så ud til at være smalkost, er i virkeligheden et festmåltid. ret
(41) »Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. ... Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt - som der står skrevet: ret
(41) Han strøede ud, han gav til de fattige,
hans retfærdighed består til evig tid. ret
(41) Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed. ret