(231) Da Gud underviste israelitterne, lærte han dem, hvordan de skulle holde sig sunde og raske. Da de var slaver i Egypten, havde de nogle snavsede og urene vaner, men i ørkenen blev de underkastet en streng disciplin. Det var nødvendigt, før de skulle drage ind i Kana'an. De lærte, hvordan de skulle holde sig raske, og der blev givet love angående de sanitære forhold. ret
(231) Forebyggelse af sygdom
De skulle ikke blot skelne mellem rent og urent i forbindelse med tjenesten i helligdommen, men også under deres daglige arbejde. Alle, der led af smitsomme sygdomme, blev fjernet fra lejren. De fik ikke lov til at vende tilbage, før både de selv og deres tøj var blevet grundig renset. Hvis en person havde en smitsom sygdom, skulle man gøre følgende: ret
(231) »Enhver seng, som en med udflåd ligger på, er uren, og alt, hvad han sidder på, er uren! Den, der rører ved hans seng, skal vaske sit tøj og bade sig i vand; han er uren indtil aften. Den, der sidder på noget, som en med udflåd har siddet på, skal vaske sit tøj og bade sig i vand; han er uren indtil aften. Den, der rører ved hans krop, skal vaske sit tøj og bade sig i vand; han er uren indtil aften. ... Enhver, der rører ved noget, som en med udflåd har haft under sig, er uren indtil aften, og den, der bærer det, skal vaske sit tøj og bade sig i vand; han er uren indtil aften. Enhver, som en med udflåd rører ved uden at have skyllet sine hænder i vand, skal vaske sit tøj og bade sig i vand; han er uren indtil aften. Ethvert lerkar, som en med udflåd rører ved, skal knuses, og ethvert trækar skal skylles med vand.« ret
(232) Loven angående spedalskhed viser også, hvor nøje disse bestemmelser skulle overholdes: ret
(232) »Så længe han (den spedalske) er angrebet, er han uren. Han skal bo isoleret og opholde sig uden for lejren. Når der kommer angreb af spedalskhed på et stykke tøj, hvad enten det er uld eller hør, og hvad enten det er på trend eller islæt af hør eller uld, eller det er på læder eller på hvad som helst, der er forarbejdet af læder. . .; det skal undersøges af præsten. ... Har det bredt sig på tøjet, trenden eller islætten eller på læderet, uanset hvad det er forarbejdet til, er det et angreb af ondartet spedalskhed; det er urent. Han skal brænde tøjet, trenden og islætten af uld eller hør eller lædertingene, der er angrebet, for det er ondartet spedalskhed; det skal brændes.« ret
(232) Hvis et hus var uegnet til beboelse, skulle det rives ned. »Huset skal rives ned, og sten, træværk og puds fra huset skal bringes uden for byen til et urent sted. Den, der kommer ind i huset, så længe det er afspærret, er uren indtil aften. Den, der sover i huset, skal vaske sit tøj, og den, der spiser i huset, skal vaske sit tøj.« ret
(232) Renlighed
Der blev også stillet strenge krav til den personlige hygiejne. Israelitterne skulle både vaske sig selv og deres tøj, inden de samledes ved Sinaj Bjerg for at høre Gud forkynde loven. Der var dødsstraf for at overtræde dette krav. Der måtte ikke findes noget urent i Guds nærhed. ret
(233) Mens israelitterne var i ørkenen, opholdt de sig næsten hele tiden i det fri. Her var de ikke så udsat for at blive smittet, som hvis de havde boet i huse. Men der skulle være pinligt rent både i og uden for deres telte. Der måtte ikke ligge affald i eller uden for lejren. Herren sagde: ret
(233) »Herren din Gud drager med i lejren for at give dig sejr og overgive dine fjender til dig. Derfor skal din lejr være hellig. « ret
(233) Kosten
De skulle skelne mellem ren og uren mad. »Jeg er Herren jeres Gud, som skilte jer ud fra folkene. Derfor skal I skille de rene dyr fra de urene og de urene fugle fra de rene. I må ikke gøre jer selv afskyelige ved dyr eller ved fugle eller ved noget af det, der kryber på jorden, og som jeg har skilt ud som urene for jer. « ret
(233) Hos israelitterne var det forbudt at spise mange af de fødevarer, som hedningerne fortærede. Meget af det, som ikke måtte spises, var usundt. Det blev erklæret for urent. Det viser, at man bliver besmittet, hvis man spiser usund føde. Det, der fordærver legemet, fordærver også sjælen. Når et menneske bruger den slags, bliver han uskikket til at have forbindelse med Gud og til at beklæde et helligt embede. ret
(233) Forskrifter
Israelitterne var underkastet en streng disciplin i ørkenen. Der blev stillet de samme krav til dem i Det forjættede Land, og her havde de gode muligheder for at tilegne sig gode vaner. De skulle ikke bo i tæt befolkede byer. Hver familie fik et stykke jord, og her kunne de samle sundhed og kræfter og nyde de velsignelser, som følger med en naturlig, ufordærvet tilværelse. ret
(233) Israelitterne drev kana'anæerne ud af landet. Herren sagde om disse menneskers grusomme, tøjlesløse skikke: ret
(234) »Følg ikke det folks skikke, som jeg jager bort foran jer; de gjorde al den slags, så jeg væmmedes ved dem.« »Du må ikke bringe noget afskyeligt ind i dit hus; så bliver der lagt band på dig ligesom på det.« ret
(234) Israelitterne blev daglig mindet om disse ord, som Helligånden har inspireret: ret
(234) »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.« ret
(234) Glæde
»Glad hjerte giver godt helbred.« Taknemlighed, glæde, godgørenhed og tillid til Guds kærlighed og omsorg bidrager mere end noget andet til at bevare helbredet. Det skulle være grundtonen i israelitternes tilværelse. ret
(234) Israelitterne skulle rejse til Jerusalem tre gange om året for at deltage i de årlige fester, og de skulle bo i løvhytter en uge under løvhyttefesten. Ved disse anledninger havde de mulighed for at opholde sig i det fri og for at dyrke selskabelighed. De glædede sig, når de tog del i disse fester. Det skyldtes ikke mindst, at de var gæstfrie over for de fremmede, levitterne og de fattige. ret
(234) »Du skal. . . glæde dig sammen med levitterne og de fremmede, som bor hos dig, over alt det gode, som Herren din Gud har givet dig og din slægt.« ret
(234) Da fangerne var vendt hjem fra Babylon mange år efter, og Guds lov blev læst op i Jerusalem, og de græd på grund af deres synder, lød disse nådige ord: ret
(234) »I skal ikke sørge og græde! . . . Gå hen og spis fede retter og drik sød vin, og send noget af det til dem, der ikke har noget, for denne dag er hellig for Herren. Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke!« ret
(235) »De skulle lade bud gå ud til alle deres byer og til Jerusalem og forkynde: 'Gå ud i bjergene og bring løv fra oliventræer, vilde oliventræer, myrter, palmer og løvrige træer, så vi kan bygge løvhytter som foreskrevet.' Så gik folket ud og bragte grene hjem og lavede løvhytter på hver sit tag, i deres gårde og i forgård ene til Guds hus og på pladsen ved Vandporten og pladsen ved Efraimporten. Hele forsamlingen af dem, der var vendt tilbage fra fangenskabet, lavede løvhytter og boede i dem. ... Det blev en meget stor glædesfest.« ret
(235) Følgerne af at adlyde Guds lov
Gud gav Israel al den vejledning, som var nødvendig, for at de kunne holde sig raske og have en høj moral. Det var med henblik på denne undervisning og på moralloven, at han sagde: ret
(235) »Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.« ret
(235) »Når din søn i fremtiden spørger dig: 'Hvilke formaninger, love og retsregler er det, Herren vor Gud har givet jer?' skal du svare ham: . . . 'Herren befalede os at følge alle disse love og at frygte Herren vor Gud til vort eget bedste alle dage, så han kunne holde os i live, som han har gjort indtil i dag.« ret
(235) Hvis israelitterne havde rettet sig efter det, der blev sagt til dem, og udnyttet de fordele, som fulgte med, ville de være blevet verdens sundeste og mest velstående folk. Hvis de havde gjort Guds vilje, ville de blive skånet for de sygdomme, som plagede andre folkeslag. De ville have en bedre fysik og en større intelligens end alle andre folk. De ville være blevet den største nation på jorden. Gud sagde: ret
(236) »Du bliver velsignet frem for alle andre folk." ret
(236) »Herren har i dag erklæret, at du skal være hans ejendomsfolk, sådan som han har lovet dig, og at du skal holde alle hans befalinger; han vil ophøje dig over alle de folk, han har skabt, til lovsang, berømmelse og herlighed, og du skal være et helligt folk for Herren din Gud, sådan som han har lovet.« ret
(236) »Alle disse velsignelser skal komme over dig og nå dig, hvis du adlyder Herren din Gud: Velsignet være du i byen, og velsignet være du på marken. Velsignet være frugten af dine moderliv og frugten af din jord og frugten af dit kvæg, dine oksers afkom og dine fårs tillæg. Velsignet være din kurv og dit dejtrug. Velsignet være du, når du kommer hjem, og velsignet være du, når du går ud.« ret
(236) »Herren vil befale velsignelsen at bo hos dig i dine forrådskamre og i alt, hvad du har erhvervet, og Herren din Gud vil velsigne dig i det land, han vil give dig. Herren vil bekræfte dig som sit hellige folk, sådan som han har tilsvoret dig, hvis du holder Herren din Guds befalinger og vandrer ad hans veje, så alle jordens folk får at se, at Herrens navn er nævnt over dig, og må frygte for dig. Herren vil give dig frugt af dine moderliv, frugt af dit kvæg og frugt af din jord i overflod i det land, Herren lovede dine fædre at give dig. Herren vil åbne sit gode forrådskammer, himlen, for dig og til rette tid give dit land den regn, det behøver, og velsigne al din gerning. ... Herren vil gøre dig til hoved, ikke til hale; du vil stadig komme højere op, ikke længere ned, hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og omhyggeligt følger dem.« ret
(236) Der blev sagt til ypperstepræsten Aron og hans sønner: ret
(236) »Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:
'Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig
og være dig nådig,
Herren løfte sit ansigt mod dig
og give dig fred.
Sæt mit navn på israelitterne,
så vil jeg velsigne dem.«
»Måtte . . . din livskraft vare, så længe du lever.
Der er ingen som Jeshuruns Gud,
der rider hen over himlen for at hjælpe dig;
i sin højhed bor han i skyerne,
Gud fra ældgammel tid.
Men hernede er hans evige arme. ...
Israel kom til at bo i tryghed,
for sig selv fik Jakob en bolig
i et land med korn og med vin,
i et land, hvor himlen drypper med dug.
Lykkelig er du, Israel!
Hvem er som du? Et folk, som Herren giver sejr,
dit hjælpende skjold,
din højheds sværd.« ret
(237) Men israelitterne rettede sig ikke efter Gud. Derfor fik de ikke de velsignelser, som de kunne have fået. Men Josef, Daniel, Moses, Elisa og mange andre er lysende eksempler på, hvordan det går, når man gør Guds vilje. Vi vil opnå de samme resultater i dag, hvis vi er lige så trofaste, som de var. Der er skrevet følgende til os: ret
(237) »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.« ret
(237) »Velsignet den mand, som stoler på Herren
og tager sin tilflugt hos ham.«
Han »skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.
Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne. «
»Lad dit hjerte holde mine bud;
for et langt liv og mange leveår
og stor lykke giver de dig. ...
Da går du trygt ad din vej
og støder ikke din fod.
Når du lægger dig, kan du gøre det uden frygt,
når du har lagt dig, sover du godt.
Frygt ikke den pludselige rædsel,
det uvejr, der kommer over ugudelige,
men sæt din lid til Herren,
han skal vogte din fod for fælden.« ret