(42) Da Frelseren var på jorden, levede han i pagt med naturen og med Gud. Han viste, at det er hemmeligheden ved et liv i sejr. ret
(42) Jesus var meget flittig. Han arbejdede altid. Der har aldrig levet nogen, der har båret så tunge ansvar som han. Han bar al verdens sorg og synd. Det var en meget tung byrde. Ingen andre har gjort så meget for at hjælpe menneskene. Men han levede sundt. Offerlammet var et symbol på ham. Det skulle være »uden plet og lyde«.l Gud havde besluttet, at han skulle være et forbillede for alle mennesker både legemligt og sjæleligt. De skulle leve op til dette ideal ved at rette sig efter Guds love. ret
(42) Når mennesker betragtede Jesus, så de et ansigt, som både udtrykte guddommelig medfølelse og bevidst magt. Det var, som om han var omgivet af en atmosfære af åndeligt liv. Han var blid og fordringsløs, men folk kunne mærke, at han var i besiddelse af en skjult kraft. ret
(42) Mens Jesus gik omkring og hjalp mennesker, blev han hele tiden efterstræbt af snu hyklere, som ville ham til livs. Der blev sendt folk ud for at udspionere ham og fange ham i ord, så de kunne anklage ham. De mest intelligente og højest uddannede folk i landet søgte at vinde over ham, når de kom i ordstrid, men det lykkedes aldrig. De måtte forlade »slagmarken«, fordi de blev gjort til skamme af den ydmyge lærer fra Galilæa. Folk havde aldrig før hørt nogen undervise på en så frisk og overbevisende måde som Kristus. Selv hans fjender måtte indrømme: »Aldrig har noget menneske talt sådan.« ret
(43) Jesus levede i et fattigt hjem som barn. Derfor blev han ikke påvirket af sin fordærvede samtids kunstige skikke. Han arbejdede i tømrerværkstedet og hjalp til i hjemmet. Han lærte at være lydig og at arbejde hårdt. Han fik nye kræfter ved at færdes i naturen, og han skaffede sig viden ved at sætte sig ind i naturens hemmeligheder. Han læste flittigt i Guds ord, og han var allermest glad, når han kunne forlade værkstedet og gå ud på engene, meditere i de stille dale og have en stille stund sammen med Gud på bjergskråningen eller mellem skovens træer. Tidligt om morgenen opholdt han sig ofte på et stille sted, hvor han mediterede og læste i Skriften eller holdt bøn. Han hilste daggryet med sang. Han skabte hverdagen om til fest ved at synge takkesange og gjorde forslidte og modløse mennesker delagtige i Himlens glæder. ret
(43) Jesus tilbragte en stor del af tiden i det fri. Han rejste til fods fra sted til sted og talte ofte under åben himmel. Når han ville undervise sine disciple, forlod han ofte de støjende byer og gik ud på de stille enge. Her kunne han bedre tale med dem om nøjsomhed, tro og selvfornægtelse. Han udvalgte de tolv apostle under de skyggefulde træer på en bjergskråning i nærheden af Galilæas sø. Det var også her, at han holdt bjergprædikenen. ret
(43) Kristus elskede at samle mennesker omkring sig under den blå himmel, på en grøn bjergskråning eller ved søbredden. Her var de omgivet af hans eget skaberværk, og han kunne bedre få dem til at glemme det kunstige og tænke på det naturlige. Hans tilhørere kunne lære meget om hans rige ved at lægge mærke til, hvordan alt voksede og udviklede sig i naturen. Menneskene kunne tilegne sig megen guddommelig sandhed ved at løfte deres øjne mod Guds bjerge og ved at betragte hans vidunderlige skaberværk. Naturen ville senere minde dem om det, den guddommelige lærer havde fortalt dem. Deres sind ville blive vendt op mod det høje, og hjertet ville finde hvile. ret
(44) Jesus gav ofte sine disciple fri, så de kunne aflægge besøg i deres hjem og hvile sig, men de kunne ikke få ham til at tage fri. Dagen igennem hjalp han de mennesker, som opsøgte ham, og om aftenen eller tidligt om morgenen gik han ud i bjergene for at have en stille stund med sin Fader. ret
(44) Han var ofte så overanstrengt af at arbejde og af at strides med de fjendtlige rabbinere om deres falske lære, at hans mor og hans brødre, ja, selv hans disciple frygtede for, at det skulle koste ham livet. Men når han kom tilbage til dem efter at have tilbragt nogle timer i bøn efter en travl dag, var hans ansigt fredfuldt, og hele hans person havde fået tilført nyt liv og ny kraft. Efter nogle timers samvær med Gud bragte han morgen efter morgen Himlens lys med sig til menneskene. ret
(44) »Hvil jer lidt«
Da disciplene kom tilbage fra deres første missionsrejse, sagde Jesus til dem: Kom med ud til et øde sted og hvil jer lidt. De var jublende glade, fordi de havde opnået så gode resultater, da de forkyndte evangeliet. Nu fik de at vide, at Herodes havde ladet Johannes Døber henrette. De sørgede dybt og var meget skuffede. Jesus var klar over, at han havde stillet disciplenes tro på en hård prøve ved at lade døberen dø i fængslet. Han havde den største medfølelse med dem, da han så deres bedrøvede, tårevædede ansigt. Han havde selv tårer i øjnene. Så sagde han med grådkvalt stemme: »Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.« ret
(44) I nærheden af Betsajda, nord for Galilæas sø, var der et øde sted. Her var smukt. Det var forår, og træerne var lige sprunget ud. Her kunne Jesus og hans disciple nyde stilheden. De sejlede derover i deres båd. Her kunne de være i fred for folkeskaren, og disciplen e kunne lytte til Kristi ord uden at blive forstyrret af farisæernes anklager og bebrejdelser. Her håbede de at kunne være alene sammen med deres Herre. ret
(45) Jesus var ikke alene med sine kære disciple ret længe, men de nød det korte samvær med ham. De talte sammen om evangeliets forkyndelse og om, hvordan de kunne komme i forbindelse med endnu flere mennesker. Da Jesus åbnede sandhedens skatkammer for dem, blev de fyldt med guddommelig kraft, håb og mod. ret
(45) Men det vårede ikke ret længe, før folkeskaren ledte efter ham. Folk troede, at han var taget hen til det sted, hvor han plejede at opholde sig, når han ville være alene, så de gik derhen. Han havde håbet at få en times hvile, men det lykkedes ikke. Den gode Hyrde elskede disse hvileløse, tørstende sjæle, og han havde medfølelse med dem. De havde en stor plads i hans rene hjerte. Han hjalp dem med deres problemer hele dagen, og om aftenen sendte han dem hjem. ret
(45) Frelseren havde viet sit liv til at hjælpe andre, men han kunne ikke holde til at arbejde uafbrudt for at tage sig af mennesker, som var i nød. Han måtte holde en pause engang imellem for at være alene og for at kunne holde sin forbindelse med Faderen ved lige. Når folkeskaren gik hjem, gik han op i bjergene for at være alene med Gud, og her udøste han sin sjæl i bøn for lidende, syndige, nødstedte mennesker. ret
(45) Da Jesus sagde til sine disciple, at høsten er stor, men arbejderne få, opfordrede han dem ikke til at arbejde uafbrudt. Han sagde: »Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«4 Han sagde til de første disciple: »Kom med. . . , (så I kan) hvile jer lidt.« Han siger det samme til sine overanstrengte medarbejdere i dag. ret
(46) Alle de mennesker, der går i Guds skole, har brug for en stille time for at kunne meditere, opholde sig i naturen og tænke på Gud. De skal ikke efterligne verden eller dens skikke. De skal gøre en personlig indsats for at blive klar over, hvad der er Guds vilje. Vi skal hver især høre ham tale til hjertet. Når alle andre stemmer er blevet tavse, og vi venter på Gud i stilheden, kan sjælen bedre opfatte Guds røst. Han siger til os: »Stands og forstå, at jeg er Gud.« Det er på denne måde, man skal forberede sig, når man skal arbejde for Gud. Når et menneske har gennemgået en sådan åndelig fornyelse, vil det være omgivet af lys og have fred i sindet midt i menneskemylderet, og når det står i den travle hverdag med alle dens problemer. Det vil blive styrket både fysisk og sjæleligt. Et sådant menneske kan sammenlignes med en duftende blomst. Det besidder en guddommelig kraft, som vil påvirke dets medmenneskers hjerte. ret