(352) En af de største fejl, mennesker kan begå, når de søger at tilegne sig kundskaber og at drive videnskabelig forskning, er at overvurdere menneskets tænkeevne. Der er mange, der forsøger at bedømme Skaberen og skaberværket ud fra deres egen ufuldkomne videnskabelige erkendelse. De forsøger at vurdere Guds natur, egenskaber og forrettigheder og gør sig spekulationer angående den evige Gud. Disse mennesker begiver sig ind på forbudt område. De får ikke noget udbytte af deres forskning, og hvis de fortsætter, sker det med fare for deres sjæl. ret
(352) De første mennesker på jorden syndede, fordi de ville skaffe sig en viden, som Gud ville skjule for dem. Da de forsøgte at skaffe sig disse oplysninger, mistede de alt, hvad der er værd at eje. Hvis Adam og Eva havde holdt sig borte fra det træ, som de ikke måtte komme i nærheden af, ville Gud have givet dem kundskaber, som ikke var befængt med synd. Han ville have skænket dem en viden, som ville have glædet dem for evigt. Det eneste, de fik ud af at lytte til fristeren, var, at de blev gjort bekendt med synden og dens følger. Menneskeheden blev skilt fra Gud på grund af deres synd, og jorden blev skilt fra himlen. ret
(352) Det skal vi tage ved lære af. Satan frister menneskene på samme måde i dag, som han fristede de første mennesker. Han fylder verden med tiltalende fabler. Han benytter alle midler for at få menneskene til at gøre sig spekulationer om Gud. På den måde søger han at forhindre, at de får den kundskab om Gud, som fører til frelse. ret
(353) Panteistiske teorier
I dag trænger der spiritualistiske lærdomme, som undergraver troen på Gud og hans ord, ind på læreanstalterne og ind i kirkerne. Teorien om, at Gud og naturen er et, hyldes af mange, som bekender sig til at tro på Bibelen. Men selvom det er en smuk teori, er det et farligt bedrag. Denne teori indeholder forkerte oplysninger om Gud og vanærer hans storhed og majestæt. Den bidrager ikke blot til at vildlede menneskene, men den nedværdiger dem. Mørke og sanselighed er dens rette element. Hvis man hylder den, fjerner man sig fra Gud. Det er en katastrofe for mennesket, fordi det har en syndig natur. ret
(353) Vor tilværelse er unaturlig. Det skyldes synden, og der skal en overnaturlig magt til at løfte os op af afgrunden. Der findes kun en magt, som kan drive det onde ud af menneskehjertet, og det er Guds magt i Jesus Kristus. Vi kan kun blive renset for synd ved hjælp af vor korsfæstede frelsers blod. Kun hans nåde kan sætte os i stand til at bekæmpe og undertvinge vor faldne naturs tilbøjeligheder. De spiritualistiske teorier om Gud gør hans nåde virkningsløs. Hvis Gud er et princip, som gennemtrænger hele naturen, bor han i alle mennesker. Hvis det er tilfældet, behøver mennesket jo kun at udvikle den kraft, som findes i det, for at blive helligt. ret
(353) Disse teorier fjerner grundlaget for kristendommen. Derfor er det ikke logisk at mene, at man både kan holde fast ved disse teorier og samtidig være kristen. De gør forsoningen overflødig og gør mennesket til sin egen frelser. De svækker troen på Guds ord, og hvis man anerkender disse teorier, er der fare for, at man til sidst vil betragte hele Bibelen som opspind. Man anser måske nok moral for bedre end umoral, men når man ikke mere vil anerkende Gud som sin Herre, sætter man sin lid til menneskets kræfter, og de er værdiløse uden Guds hjælp. Mennesket kan ikke besejre det onde, hvis det ikke får hjælp. Så har sjælen ikke mere noget forsvar. Mennesket kan ikke holde synden ude. Hvis man forkaster Guds ord og Guds ånd, ved man ikke, hvor dybt man kan falde. ret
(354) »Ethvert ord fra Gud er lutret,
han er skjold for dem, der søger tilflugt hos ham.
Føj intet til hans ord,
for at han ikke skal irettesætte dig,
så du står som løgner.«
»Den ugudelige fanges i sin skyld,
han holdes fast i sine synders bånd. « ret
(354) Guddommelige hemmeligheder
»De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til.« Vi har lov til at læse, hvad Gud har åbenbaret om sig selv i sit ord. Det må vi gerne forsøge at forstå. Men der er en grænse, som vi ikke må overskride. De mest begavede mennesker kan anstrenge sig til det yderste for at danne sig en forestilling om Guds væsen, men de får ikke noget ud af deres spekulationer. Det er ikke vores opgave at løse dette problem. Menneskets hjerne kan ikke fatte Gud. Vi bør ikke gøre os spekulationer angående hans væsen. Her er tavshed guld. Man kan ikke gøre den alvidende Gud til genstand for diskussion. ret
(354) End ikke englene fik lov til at tage del i rådslagningen mellem Faderen og Sønnen, da de lagde frelsesplanen. Menneskene skal heller ikke søge at få kendskab til den Almægtiges hemmeligheder. Vi ved lige så lidt om Gud som små børn. Vi kan elske og adlyde ham som små børn. Vi bør rette os efter hans ord i stedet for at gøre os spekulationer angående hans væsen og hans forrettigheder. Der står i hans ord: ret
(355) »Kan du finde frem til det dybeste i Gud?
Kan du finde ind til det inderste i den Almægtige?
Det er højere end himlen - hvad kan du udrette?
Det er dybere end dødsriget - hvad kan du forstå?
Det strækker sig længere end jorden
og videre end havet.«
»Men visdommen, hvor finder man den?
Hvor bor indsigten?
Mennesker kender ikke vejen til den,
den findes ikke i de levendes land.
Dybet siger: 'Den er ikke hos mig!
Havet siger: 'Hos mig er den ikke!
Den kan ikke fås for rent guld
og ikke betales med sølv,
den kan ikke erhverves for Ofir-guld,
for kostbare shoham-sten eller safirer.
Hverken guld eller glas står mål med den,
den kan ikke byttes ud med kar af det reneste guld,
for ikke at tale om koraller og bjergkrystal;
den, der har visdom, har mere end perler.
Nubierens topas står ikke mål med den,
den kan ikke erhverves for det pure guld.
Men visdommen, hvor kommer den fra?
Hvor bor indsigten? . . .
Underverden og død siger:
Kun rygtet om den er kommet os for øre.'
Kun Gud kender vejen til den,
kun han ved, hvor den bor,
thi hans øje rækker til jordens ender,
under himlen ser han alt.
Dengang han satte en grænse for regnen
og banede en vej for tordenskyerne,
da havde han visdommen for øje
tog mål af den, lod den træde frem og undersøgte den.
Og til mennesket sagde han:
’At frygte Herren, det er visdom,
at holde sig fra det onde er indsigt.« ret
(356) Man kan ikke finde visdommen ved at gå på opdagelse i de underjordiske gange eller ved at forsøge at få kendskab til Guds væsens hemmeligheder. Man har større muligheder for at finde den, hvis man i ydmyghed tager imod den åbenbaring, som det har behaget ham at give, og ved at leve efter hans vilje. ret
(356) Naturens hemmeligheder
Selv de største begavelser kan ikke forstå Guds hemmeligheder, når de står over for dem i naturen. Guds ord stiller mange spørgsmål, som den mest dybsindige videnskabsmand ikke kan besvare. Disse spørgsmål blev ikke stillet, for at vi skulle besvare dem, men for at henlede vores opmærksomhed på de hemmeligheder, som er forbeholdt Gud, og for at lære os, at vores visdom er begrænset. Vi skal også erkende, at vi til hverdag kommer ud for meget, som dødelige mennesker ikke kan fatte. ret
(356) Skeptikere vil ikke tro på Gud, fordi de ikke kan fatte hans ubegrænsede magt. Men vor erkendelse af Gud skal både være bygget på det, han ikke har åbenbaret om sig selv, og på det, vi kan forstå med vore begrænsede evner. Både den guddommelige åbenbaring og naturen rummer hemmeligheder, som stiller krav til vores tro. Det kan ikke være anderledes. Vi kan blive ved med at forske og stille spørgsmål og tilegne os kundskaber, men der vil stadig være uendeligt meget, vi ikke forstår. ret
(357) »Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd,
afgrænset himlen med udspændte fingre?
Hvem har målt jordens støv i tønder,
vejet bjergene på vægten
og højene på vægtskåle?
Hvem kan retlede Herrens ånd,
hvem kan være hans rådgiver og belære ham? . . .
Nej, folkene er som dråber i en spand,
de regnes som støv på vægtskåle,
de fjerne øer vejer kun som fnug;
Libanon slår ikke til som brænde,
og dets vildt slår ikke til som offerdyr.
Alle folkene er som intet imod ham,
de regnes som intethed og tomhed for ham.
Med hvem vil I sammenligne Gud?
Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham? . . .
Ved I det ikke?
Hører I det ikke?
Er det ikke fortalt jer fra begyndelsen?
Har I ikke indset det fra jordens grundlæggelse?
Det er ham, der troner over jordens flade,
men alle dens beboere er som græshopper;
han spænder himlen ud som et slør,
breder den ud som et telt til at bo i. ...
'Med hvem vil I sammenligne mig?
siger den Hellige.
Løft jeres øjne mod himlen og se!
Hvem skabte den?
Han, som fører dens hær talstærkt ud
og kalder dem alle sammen ved navn.
På grund af hans vældige kraft og mægtige styrke
mangler der ikke en eneste.
Jakob, hvorfor siger du, Israel, hvorfor erklærer du:
'Min vej er skjult for Herren,
Gud ænser ikke min ret'?
Ved du det ikke,
har du ikke hørt det:
Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.« ret
(358) Vor Gud er stor
Vi kan lære noget om vor store Gud ved at læse, hvad Helligånden har åbenbaret for profeterne. Profeten Esajas skriver: ret
(358) »I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden: 'Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!' Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. ret
(358) Da sagde jeg: 'Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.' ret
(358) Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde: 'Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.'« ret
(358) »Der er ingen som du, Herre,
stor er du,
stort er dit navn i styrke.
Hvem må ikke frygte dig, du folkenes konge?«
»Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
. du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. « ret
(359) »Vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål. « ret
(359) »For Herren har en mands veje for øje, han giver agt på alle hans stier.« ret
(359) »Han åbenbarer det uudgrundelige og skjulte, han kender det, som er i mørket, hos ham har lyset sin bolig. « ret
(359) »'Hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?' Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid!« ret
(359) »Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige,« »den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set eller kan se. Ham være ære og evig magt!« ret
(359) »Er I ikke overvældet af hans højhed,
er I ikke grebet af rædsel for ham?«
»Er Gud ikke i sin høje himmel?
Se op på stjernehimlens tinde,
så højt oppe den er.«
»Er der tal på hans krigerskarer?
Mod hvem rejser hans baghold sig ikke?«
»Han gør store ting, som vi ikke forstår.
Til sneen siger han;
'Fald på jorden!'
Til styrtregn og bygeregn:
'Fald i stride strømme!'
Han sætter segl for alle menneskers virke,
så alle kan fatte, at det er hans gerning. ...
Han. . . får skyer med lyn til at brede sig.
De driver i alle retninger,
som han har planlagt deres virke,
alt det han har befalet dem,
på hele den vide jord.
Han bruger dem til straf
eller til gavn for sin jord.
Hør dog dette, ...
stands op og giv agt på alle Guds undere!
Forstår du, hvordan Gud lægger det til rette,
når han lader lynet flamme fra sine skyer?
Forstår du, hvordan skylaget holder sig svævende?
Det er hans undere, han som er fuld af kundskab. . . .
Er du med, når han hvælver skylaget
fast som et støbt spejl?
Fortæl os, hvad vi kan sige til ham!
I vort mørke kan vi intet fremføre. ...
Nu ser man ikke lyset, det som stråler bag skyerne;
men stormen blæser og vil rense dem bort.
Fra nord kommer et gyldent skær,
en frygtindgydende glans omgiver Gud.
Men den Almægtige finder vi ikke.
Han er ophøjet i styrke og ret, ...
derfor frygter mennesker ham. «
»Hvem er som Herren, vor Gud, i himmel og på jord,
så højt som han troner, så dybt ned som han ser?«
»Gennem storm og uvejr går hans vej,
skyerne er støvet under hans fødder. «
»Herren er stor og højt lovprist,
ingen kan udforske hans storhed.
Slægt efter slægt lovsynger dine gerninger
og fortæller om din vælde.
Om din højheds herlige pragt taler de,
jeg vil synge om dine undere.
Om din frygtindgydende styrke fortæller de,
jeg vil berette om din storhed.
De udbreder ryet om din store godhed
og jubler over din retfærdighed. ...
Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
dine fromme priser dig.
De fortæller om dit herlige kongedømme
og taler om din styrke.
De vil kundgøre hans vælde for menneskene,
hans kongedømmes prægtige herlighed.
Dit kongedømme består i al evighed,
dit herredømme i slægt efter slægt. ...
Min mund skal forkynde Herrens pris,
alle mennesker skal prise hans hellige navn
for evigt og altid. « ret
(361) Advarsler imod formastelse
Efterhånden som vi får mere og mere at vide om Gud og om, hvordan han ser på os, skal vi frygte og bæve for ham. De mennesker, som lever i dag, bør tage ved lære af det, som skete med de personer, som forhen dristede sig til at behandle det letsindigt, som Gud havde erklæret for helligt. Da israelitterne åbnede arken, efter at den var blevet sendt tilbage fra filistrenes land, blev de hårdt straffet for deres mangel på ærbødighed. ret
(362) Tænk også på den straf, som Usia fik. Da arken blev ført til Jerusalem i Davids regeringstid, rakte Uzza hånden frem for at støtte den. Han blev dræbt øjeblikkelig, fordi han formastede sig til at røre ved symbolet på Guds nærværelse. ret
(362) Der er helligt, hvor Gud er
Moses vidste ikke, at Gud var til stede ved den brændende tornebusk. Da han ville gå hen og se det mærkelige syn, råbte Gud til ham: »'Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord. . . . Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.» ret
(362) »Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. ret
(362) I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Med et stod Herren foran ham og sagde: ret
(362) 'Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. ... Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.' ret
(362) Da Jakob vågnede, sagde han: 'Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!' Og han blev grebet af frygt og sagde: 'Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!' « ret
(362) I helligdommen i ørkenen og i templet, som var de jordiske symboler på Guds bolig, var der en afdeling, som var viet hans tilstedeværelse. Der var kun en hånd, som måtte løfte det tæppe, som hang ved indgangen til dette lokale. Tæppet var prydet med keruber. Der var dødsstraf for at løfte forhænget og uden tilladelse træde ind i det allerhelligste, som var et indviet, hemmelighedsfuldt sted. Over sonedækket dvælede den Allerhelligstes herlighed. Intet menneske kunne tåle at se den og leve. Der blev forrettet tjeneste i det allerhelligste en bestemt dag hvert år. Så trådte ypperstepræsten bævende frem for Guds åsyn, mens røgelse skyer skjulte herligheden for hans blik. Der var fuldstændig stilhed i templets forgårde. Der blev ikke forrettet tjeneste ved altrene. Hele menigheden knælede i ærbødighed og opsendte i stilhed deres bønner om Guds nåde. ret
(363) »Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.« ret
(363) »Herren er i sit hellige tempel.
Vær stille for ham, hele jorden!'
»Herren er konge! Folkene skælver.
Han troner på keruberne, jorden ryster.
Herren er stor på Zion
og ophøjet over alle folkene.
De skal prise dit store og frygtindgydende navn.
Hellig er han!«
»Herrens trone er i himlen.
Hans øjne iagttager, hans blik prøver menneskene.«
»For Herren ser ned fra sin høje helligdom.«
»Fra sin bolig iagttager han alle dem,
der bor på jorden.
Han har skabt alle hjerter
og giver agt på alle deres handlinger.«
»Hele jorden skal frygte Herren,
alle verdens beboere skælve for ham. « ret
(364) Mennesket kan ikke udforske Gud. Ingen bør være så formastelig at løfte det slør, som skjuler hans herlighed. »Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!«33 Det er et bevis på hans nåde, at han skjuler sin magt, for det er dødsensfarligt at løfte det slør, som skjuler Guddommen. Dødelige mennesker kan ikke få adgang til de løndomme, hvor den Almægtige bor og virker. Vi kan kun fatte så meget om ham, som han anser for passende at åbenbare. Fornuften må anerkende en højere autoritet. Hjertet og forstanden må bøje sig for den store »Jeg Er«. ret