(47) »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.«! Det var en fattig kvinde, som sagde disse ord. I tolv år havde hun lidt af en sygdom, som havde gjort livet til en byrde. Hun havde brugt alle sine penge tillægebesøg og medicin, men var blevet erklæret for uhelbredelig. Da hun hørte om Den store Læge, tændtes der et nyt håb. Hun tænkte: »Hvis bare jeg kan komme så tæt hen til ham, at jeg kan tale med ham, bliver jeg måske helbredt.« ret
(47) Kristus var på vej til Jairus' hjem. Jairus var en jødisk rabbiner, som indtrængende havde bedt Jesus om at komme og helbrede hans datter. Den fortvivlede far sagde: »Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.«2 Kristus havde et meget følsomt sind, og han kunne ikke sige nej til at opfylde en sådan bøn. Han besluttede straks at gå med forstanderen hjem. ret
(47) De kunne ikke gå ret hurtigt, for Kristus var omgivet af en stor skare mennesker. Da Frelseren banede sig vej gennem mængden, nærmede han sig det sted, hvor den syge kvinde stod. Hun havde gjort flere forsøg på at komme hen til ham. Nu havde hun sin store anledning. Hun kunne ikke komme til at tale med ham. Hun ville heller ikke standse ham, men hun havde hørt, at man kunne blive helbredt ved at røre ved hans tøj. Hun var bange for at gå glip af den eneste mulighed, hun havde for at få hjælp. Hun sagde til sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« ret
(48) Kristus vidste, hvad hun tænkte, og han gik hen imod hende. Han var klar over, hvad hun trængte allermest til, og han ville hjælpe hende at stole på ham. ret
(48) Da han var i nærheden af hende, rakte hun hånden 'ud. Hun nåede lige at røre ved kvasten af hans kappe. I samme øjeblik vidste hun, at hun var helbredt. Hun havde lagt hele sin sjæl i denne berøring, og hendes smerter og hendes svækkelse var borte i samme øjeblik. Hun følte det, som om der gik en elektrisk strøm gennem hver eneste muskel. Hun følte sig fuldstændig rask. »Hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen.« ret
(48) Den taknemmelige kvinde ville takke Den store Læge, som havde gjort mere for hende ved en enkelt berøring, end lægerne havde formået at gøre i tolv lange år, men hun turde ikke. Nu forsøgte den taknemmelige kvinde at trække sig tilbage fra mængden. Pludselig standsede Jesus. Han så sig omkring og spurgte: »Hvem rørte ved mit tøj?« ret
(48) Peter så forundret på Jesus og svarede: »Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber.« ret
(48) »Men Jesus sagde: 'Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig.'« Han kunne kende forskel på en berøring i tro og en tilfældig berøring af de mennesker, som omgav ham. Der var en, som havde en ganske bestemt mening med at røre ved ham, og vedkommende havde fået svar. ret
(48) Kristus spurgte ikke, hvem det var, fordi han ikke vidste det. Der var noget, han ville fortælle denne menneskemængde, disciplen e og kvinden. Han ville have de syge til at forstå, at man ikke skal opgive håbet. Han ville vise dem, at denne kvinde var blevet rask, fordi hun udviste tro. Det skulle ikke forbigås i stilhed. Denne kvinde aflagde et taknemmeligt vidnesbyrd, og Gud skulle have æren. Kristus ville have hende til at forstå, at han satte pris på, at hun havde handlet i tro. Han ville ikke lade hende nøjes med en halv velsignelse. Hun skulle have at vide, at han havde kendskab til hendes lidelse. Han ville også fortælle hende, at han havde medfølelse med hende, og at han elskede hende. Endelig skulle hun vide, at han satte pris på, at hun troede, at han helt og fuldt kan frelse dem, som kommer til ham. ret
(49) Kristus så i den retning, hvor kvinden stod, og sagde, at han ville have at vide, hvem der havde rørt ved ham. Da hun var klar over, at hun ikke kunne skjule sig, trådte hun frem. Hun rystede af skræk og faldt ned for ham. Hun var ham dybt taknemmelig og fortalte grædende, mens hele skaren hørte på det, hvorfor hun havde rørt ved hans tøj, Hun fortalte også, at hun var blevet rask med det samme. Hun var bange for, at hun var gået for vidt, da hun rørte ved ham: men Kristus bebrejdede hende ikke. Han roste hende for det, hun havde gjort. Han elskede menneskene og havde medfølelse med dem i deres elendighed. Han sagde venligt: »Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« Hvor disse ord varmede! Nu var der intet skår i glæden, for hun behøvede ikke længere at være ængstelig for, at hun havde gjort noget forkert. ret
(49) Den nysgerrige folkeskare, som maste på for at komme hen til Jesus, fik ingen livgivende kraft. Det var den lidende kvinde, som rørte ved ham i tro, der blev helbredt. Det samme er tilfældet i den åndelige verden. Her er der også forskel på en tilfældig berøring og berøring i tro. Sjælen bliver ikke helbredt, blot fordi man tror på Kristus som verdens frelser. Frelse ved tro består ikke blot i, at man anerkender evangeliet. Ægte tro tager imod Kristus som en personlig frelser. Gud gav sin enbårne søn, for at jeg ved at tro på ham »ikke skal fortabes, men have evigt liv«. Når jeg kommer til Kristus, fordi der står i hans ord, at jeg bør gøre det, skal jeg tro, at jeg modtager hans frelsende nåde. Mit liv her på jorden skal jeg leve »i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig«. ret
(50) Mange opfatter tro som en teori, men frelsende tro betyder, at man tager imod Kristus og slutter pagt med Gud. Når man er i besiddelse af levende tro, får man tilført ny energi, og man kommer til at stole på Gud uden forbehold. Ved Kristi nåde får sjælen kraft til at sejre. ret
(50) Tro er stærkere end døden. Hvis de syge ville fæste blikket på Den store Læge i tro, ville vi blive vidner til nogle vidunderlige resultater. Både sjæl og legeme ville få tilført nyt liv. ret
(50) Når man arbejder med mennesker, som kæmper med dårlige vaner, skal man ikke tale om den triste skæbne, som venter dem. Få dem til at rette blikket imod Jesus. Få dem til at tænke på Himmelens glæder. Det vil bidrage mere til at frelse legeme og sjæl end en skildring af alle gravens rædsler. Dem skal man ikke udpensle for hjælpeløse mennesker, som tilsyneladende ikke kan reddes. ret
(50) »Han frelste os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig. « ret
(50) Der var en officer, som havde en lam tjener. Romernes tjenere var slaver. Man handlede med dem på markedet, og de blev ofte behandlet grusomt. Men denne officer holdt meget af sin tjener og ønskede, at han skulle blive rask. Han troede, at Jesus kunne helbrede ham. Han havde ikke mødt Frelseren, men han havde hørt om ham, og det styrkede hans tro. Selvom jøderne lagde megen vægt på former og ceremonier, var denne romer overbevist om, at deres religion var bedre end hans. Han havde allerede nedbrudt de mure af nationale fordomme og had, som skilte sejrherrerne fra de besejrede. Han havde vist respekt for jødernes gudsdyrkelse og været venlige over for jøderne, som tilbad Gud. Man havde fortalt ham om Kristi lære, og den indeholdt netop det, som tilfredsstillede hans sjælelige behov. Frelserens ord fandt genklang i hans sjæl. Men han følte, at han var for uværdig til at henvende sig til Jesus. Derfor spurgte han de jødiske ældste, om de ville bede Jesus om at helbrede hans tjener. ret
(51) De ældste opsøger Jesus og siger til ham: »Han fortjener, at du gør dette for ham, for han elsker vort folk, og han har selv ladet synagogen bygge for os.« ret
(51) Da Jesus er på vej, sender officeren nogle venner ud for at sige: »Herre, gør dig ingen ulejlighed, for jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag.« ret
(51) Frelseren går uanfægtet videre, og nu kommer officeren selv og siger: »Derfor regnede jeg mig heller ikke for værdig til at komme selv,« »men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til en: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« ret
(51) »Jeg repræsenterer romerriget, og mine soldater adlyder mig ubetinget. Du repræsenterer den almægtige Gud, og hele skaberværket adlyder dig. Du kan befale, at sygdommen skal forsvinde, og den vil adlyde dig. Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.« ret
(51) Kristus sagde: »'Gå, det skal ske dig, som du troede! Og hans tjener blev helbredt i samme time.« ret
(51) De jødiske ældste havde anbefalet, at Kristus hjalp officeren, fordi han havde gjort »vort folk« en tjeneste. De sagde: »Han fortjener det, for han har ladet synagogen bygge til os.« Officeren sagde om sig selv: »Jeg er ikke værdig.« Men han veg ikke tilbage for at bede Jesus om hjælp. Han stolede ikke på sin egen godhed, men på Frelserens nåde. Han var kommet, fordi han trængte til hjælp. ret
(52) Alle mennesker kan komme til Kristus ligesom dette eksempel. »Han frelste os, ikke fordi vi havde gjort retninger, men fordi han er barmhjertig.« Føler du, at du ikke kan gøre dig håb om at modtage Guds velsignelse, fordi du er en synder? Så skal du tænke på, at Kristus kom til denne jord for at frelse syndere. Vi har ingen anbefalinger, som vi kan vise Gud. Det eneste, vi kan gøre nu og i al fremtid, er at henvise til, at vi er fuldstændig hjælpeløse. Hans forløsende kraft er vor eneste redning. Vi kan intet gøre af os selv. Vi skal rette blikket imod Golgatas kors og sige: ret
(52) »Intet bringer jeg til dig,
kun til korset klynger mig.« ret
(52) »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Det er troen, der forbinder os med Himlen og giver os kraft til at tage kampen op med mørkets magter. Gud har skabt mulighed for, at vi ved Kristi hjælp kan undertrykke alle onde karaktertræk og modstå enhver fristelse, uanset hvor stærk den er. Men der er mange, der føler, at de mangler tro. Derfor holder de sig borte fra Kristus. Lad disse sjæle i deres hjælpeløshed og uværdighed sætte deres lid til deres medfølende frelsers nåde. Lad være med at se på jer selv. Se på Kristus. Han, der helbredte de syge og uddrev onde ånder, da han vandrede mellem menneskene, er stadig den samme almægtige frelser. Og så skal I tilegne jer hans løfter, der er som blade fra livets træ. »Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.« Når du kommer til ham, skal du tro, at han tager imod dig, fordi han har lovet det. Du kan ikke gå fortabt, hvis du gør det aldrig! ret
(52) »Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. « ret
(52) »Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?« ret
(52) »For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.« ret
(53) . »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.«
Spedalskhed var den sygdom, man frygtede mest i østen. Den var uhelbredelig og smitsom, og dens ofre havde det frygteligt. Derfor var selv de modigste mennesker bange for denne sygdom. Jøderne anså den for at være en straf på grund af synden. Derfor kaldte de den »slaget« og »Guds finger«. Det var en dødelig sygdom. Den kunne ikke udryddes. Man anså den for at være et symbol på synd. ret
(53) Ifølge ceremoniloven var en spedalsk uren. Alt, hvad han rørte ved, blev urent. Hans ånde forurenede luften. Man betragtede ham som død, og han blev udelukket fra menneskenes samfund. Når der var mistanke om, at et menneske havde denne sygdom, skulle det gå hen til præsterne. De skulle undersøge patienten og afgøre, om der var tale om spedalskhed. Hvis patienten var spedalsk, blev han isoleret fra sin familie, udelukket fra Israels forsamling og dømt til at bo sammen med sine lidelsesfæller. Det gjaldt også konger og fyrster. Hvis en konge fik denne frygtelige sygdom, måtte han abdicere og forlade samfundet. ret
(53) Når den spedalske var blevet skilt fra sine venner og sin familie, måtte han bære den forbandelse, som fulgte med sygdommen. Han havde pligt til at gøre andre bekendt med sin ulykke. Han skulle sønderrive sine klæder og råbe til alle, at de skulle holde sig borte fra han havde en smitsom sygdom. Folk blev bange og fyldt med afsky, når de hørte et ensomt menneske, som var isoleret fra samfundet, udstøde dette klageråb: »Uren! Uren!« ret
(54) Der boede mange af disse stakkels mennesker på den egn, hvor Kristus arbejdede. Da de hørte, hvordan han hjalp mennesker, var der en, som øjnede håb. Hvis han kunne komme hen til Jesus, ville han måske blive helbredt. Men hvor kunne han finde Jesus? Hvordan kunne han komme hen til Den store Læge, når han var dømt til at leve for sig selv resten af livet? Og ville Kristus helbrede ham? Ville han ikke ligesom farisæerne og lægerne udtale en forbandelse over ham og give ham besked på at holde sig borte fra andre mennesker? ret
(54) Han tænker på alt det, han har hørt om Jesus. Denne mand har ikke afvist en eneste, som har bedt om hjælp. Det stakkels menneske beslutter at finde Frelseren. Den syge må ikke komme ind i byerne, men han kan måske træffe Jesus på en sti oppe på bjerget. Han kan måske også finde ham, mens han underviser uden for en af byerne. Der er mange vanskeligheder, som skalovervindes, men det er hans eneste håb. ret
(54) Den spedalske står langt borte, men han kan høre lidt af det, Frelseren siger. Han kan se, at han lægger hænderne på de syge. De lamme, de blinde og de døende rejser sig sunde og raske og lovpriser Gud. Hans tro vokser. Han går længere og længere hen imod folkeskaren, som står og lytter. Han glemmer, at han skal holde sig fra andre mennesker. Han tænker heller ikke på deres sikkerhed. Han glemmer, at alle er bange for ham. Han tænker kun på, at der er udsigt til, at han kan blive helbredt. ret
(54) Han ser forfærdelig ud. Sygdommen har ædt sig ind i hans legeme, og det ser ud, som om det er ved at gå i opløsning. Folk trækker sig tilbage, da de får øje på ham. De er så ivrige efter at komme væk, at de skubber til hinanden. Der er nogle, der forsøger at hindre ham i at komme hen til Jesus, men forgæves. Han hverken ser eller hører dem. Han lægger slet ikke mærke til, at de betragter ham med afsky. Han ser kun Guds Søn og hører kun den stemme, som byder de døende at leve. ret
(55) Han baner sig vej hen til Jesus og kaster sig ned for ham og råber: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« ret
(55) Jesus svarer: »Jeg vil, bliv ren!« og lægger hånden på ham. ret
(55) I samme øjeblik sker der en forandring med den spedalske. Hans blod bliver sundt. Han får følelsen tilbage, og hans muskler bliver stærke. De hvide skæl, som dækker de spedalskes hud, forsvinder. Hans kød bliver frisk som et lille barns. ret
(55) Hvis præsterne fik at vide, hvordan den spedalske var blevet helbredt, ville de måske ikke erklære ham rask, for de hadede Kristus. Jesus ønskede, at der skulle fældes en upartisk dom. Derfor siger han til manden, at han ikke må fortælle nogen, at han er blevet helbredt. Han skal hurtigst muligt gå op til templet med en offergave, inden det rygtes, at der er sket et mirakel. ret
(55) Præsterne måtte ikke tage imod en sådan offergave, før de havde undersøgt den person, som bragte gaven, og forvisset sig om, at han var fuldstændig helbredt. ret
(55) De undersøgte manden. De præster, som havde dømt den spedalske til at leve for sig selv, bekræftede, at han var helbredt. Han fik lov til at vende hjem, og han blev optaget i samfundet igen. Han betragtede sin helbredelse som en stor velsignelse. Han glædede sig over sin manddoms styrke og var taknemmelig, fordi han havde fået lov til at blive forenet med sin familie. Selvom Jesus havde sagt, at han ikke måtte fortælle nogen, at han var blevet helbredt, kunne han ikke tie. Han var så glad, at han gik rundt og fortalte om den mand, som havde kraft til at helbrede de syge. ret
(56) Da denne mand kom til Jesus, var han »fuld af spedalskhed«. Den dødelige gift havde gennemtrængt hele hans legeme. Disciplene ville forhindre deres Mester i at røre ved ham, for hvis man rørte ved en spedalsk, blev man selv uren. Men Jesus blev ikke smittet, fordi han lagde sin hånd på den spedalske. Den syge blev ren. ret
(56) Det forholder sig på samme måde med syndens spedalskhed. Den har dybe rødder, er dødelig, og mennesker kan ikke fjerne den. »Hovedet er et stort sår, hjertet er blevet sygt. Fra isse til fod er der ikke et helt sted, kun flænger, skrammer og åbne sår.« Men Jesus blev ikke smittet, da han kom for at leve blandt menneskene. I hans nærhed blev synderne helbredt. Når et menneske kaster sig ned for ham og siger i tro: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren,« vil han svare: »Jeg vil, bliv ren!« ret
(56) Jesus helbredte ikke altid mennesker med det samme. Men når en spedalsk bad om at blive helbredt, skete det øjeblikkelig. Når vi beder om jordiske velsignelser, venter Gud måske med at svare, eller han giver os noget andet, end vi har bedt om. Det er imidlertid ikke tilfældet, når vi beder om at blive befriet for synden. Det er hans vilje, at vi skal renses for synden og blive hans børn og blive i stand til at leve et helligt liv. Kristus »gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje«. »Og dette er den frimodighed, vi har overfor ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.« ret
(56) »Så skal I finde hvile«
Jesus så på de ulykkelige og de fortvivlede og på de mennesker, hvis håb var bristet, og solen s længsler med jordiske glæder, og så indbød han dem til at finde hvile i ham. ret
(57) Han sagde til arbejderne: »Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.« ret
(57) Da Kristus sagde disse ord, talte han til alle mennesker. Alle er trætte og forslæbte, men det er ikke alle, der tænker over det. Alle mennesker bærer tunge byrder, som kun Kristus kan fjerne. Vores tungeste byrde er synden. Hvis vi skulle bære denne byrde, ville den knuse os. Men den syndfrie frelser har indtaget vores plads. »Herren lod al vor skyld ramme ham. ret
(57) Han har taget vor skyld på sig. Han vil tage byrden af vore trætte skuldre. Han vil give os hvile. Han vil også bære den byrde, som skyldes bekymringer og sorger. Han indbyder os til at kaste al vor bekymring på ham, for han bærer os på sit hjerte. ret
(57) Vor slægts ældste broder befinder sig ved den evige trone. Han ser på hvert eneste menneske, der betragter ham som sin frelser. Han har selv erfaret, hvor svage menneskene er. Han ved, hvad vi trænger til, og han har kendskab til vore stærke fristelser, for han »er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd«.26 Han våger over dig, du skælvende Guds barn! Bliver du fristet? Han vil udfri dig. Er du svag? Han vil styrke dig. Er du uvidende? Han vil oplyse dig. Er du såret? Han vil helbrede dig. Herren »bestemmer stjernernes tal«, men han læger også»dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår.« ret
(57) Du kan tale med Herren om alle dine bekymringer og prøvelser. Han vil give dig kræfter til at holde ud. Han vil hjælpe dig at finde en løsning på dine problemer. Jo svagere og mere hjælpeløs du anser dig selv for at være, des stærkere vil du blive, når han styrker dig. Jo tungere dine byrder er, des mere velsignet bliver din hvile, når du kaster på ham. ret
(58) Venner kan miste forbindelsen med hinanden. Det store hav kan skille os fra dem. Men der er intet, der kan skille os fra Frelseren. Hvor vi end befinder os, er han ved vor side for at støtte os, holde os oppe og opmuntre os. Kristus elsker sine forløste højere, end en mor elsker sit barn. Vi kan hvile i hans kærlighed, og vi kan sige: »Jeg vil stole på ham, for han gav sit liv for mig.« ret
(58) Menneskers kærlighed kan forandres, men Kristi kærlighed er altid den samme. Når vi råber til ham om hjælp, rækker han sin hånd ud for at frelse. ret
(58) »For bjergene kan rokkes
og højene vakle,
men min troskab mod dig rokkes ikke,
og min fredspagt vakler ikke,
siger Herren, der viser dig barmhjertighed.« ret