Vejen til et bedre liv kapitel 5fra side59.     Fra side 73 i den engelske udgave.

tilbage

Helbredelse af sjælen

(59)  Mange af de mennesker, der kom til Kristus for at få hjælp, var selv skyld i, at de var blevet syge, men han nægtede ikke at helbrede dem af den grund. Når der strømmede kraft fra ham ind i disse sjæle, blev de overbevist om deres synd, og mange af dem blev helbredt for både deres åndelige og deres fysiske sygdom. ret

(59)  Den lamme i Kapernaum var en af dem. Han havde fuldstændig opgivet håbet om at blive rask. Han havde pådraget sig sin sygdom ved sit syndige levned, og hans samvittighedsnag gjorde hans lidelser endnu værre. Han havde forgæves bedt farisæerne og de skriftkloge om hjælp. De havde erklæret ham for uhelbredelig, fordømt ham som en synder og sagt, at Guds vrede ville blive over ham, til han døde. ret

(59)  Den lamme mand var dybt fortvivlet. Så hørte han, hvad Jesus udrettede. Han havde helbredt andre mennesker, der var lige så syndige og hjælpeløse, og det gav ham nyt håb. Han troede, at han havde en chance for at blive helbredt, hvis han kunne blive båret hen til Frelseren. Men så kom han til at tænke på, hvad der var årsagen til hans sygdom, og det fik ham til at miste modet. Han ville dog ikke opgive håbet om at blive helbredt. ret

(59)  Han ønskede af hele sit hjerte at blive befriet for syndens byrde. Han længtes efter at møde Jesus og at blive forvisset om, at han kunne få tilgivelse og få fred med Himlen. Så ville han lade Gud afgøre, om han skulle leve eller dø. ret

(60)  Der var ingen tid at spilde. Han var allerede dødsmærket. Han bad indtrængende sine venner om at bære ham hen til Jesus, og det gjorde de med glæde. Men der var så mange mennesker både inde i og uden for det hus, hvor Frelseren opholdt sig, at den syge mand og hans venner ikke kunne komme hen til ham. De kunne ikke engang komme inden for hørevidde. Jesus underviste i Peters hjem. Disciplene sad omkring ham, som de plejede. Der var også »nogle farisæere og lovlærere, som var kommet fra alle landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem«.l Mange af dem var kommet for at udspionere ham i håb om, at de kunne finde noget at anklage ham for. Desuden var der en broget skare mennesker til stede. Nogle af dem var kommet, fordi de søgte spænding, andre kom af ærbødighed eller nysgerrighed, og nogle var vantro. Der var mennesker til stede fra forskellige lande og alle samfundslag. »Og han havde kraft fra Herren, så han kunne helbrede.« Livets Ånd svævede over forsamlingen, men det lagde farisæerne og lovlærerne ikke mærke til. De følte ikke, at de trængte til noget, og derfor blev de ikke helbredt. »Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.« ret

(60)  De mænd, som bar den lamme, forsøgte flere gange at bane sig vej gennem mængden, men forgæves. Den syge mand så sig om. Han led frygtelige kvaler. Hvordan kunne han give op, når hjælpen var så nær? Han foreslog, at hans venner skulle bære ham op på taget, lave et hul og sænke ham ned foran Jesus. ret

(60)  Frelseren afbrød undervisningen. Han så på mandens bedrøvede ansigt og hans bedende øjne, som stirrede på Jesus. Han vidste, hvad denne forpinte sjæl længtes efter. Det var Kristus, der havde påvirket hans samvittighed, mens han endnu befandt sig i sit hjem. Da han angrede sine synde og stolede på, at Jesus havde kraft til at gøre ham rask, skænkede Frelseren ham sin nåde. Jesus havde set, at troens gnist var blevet til en flamme, og at manden var blevet overbevist om, at Jesus var den eneste, som kunne hjælpe syndere. Han så også, at mandens tro blev stærkere og stærkere, hver gang han forsøgte at komme til ham. Det var Kristus, der havde fået den syge mand til at komme. Nu sagde Frelseren noget, der lød som sød musik i mandens ører. Han sagde: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgive s dig.« ret

(61)  Den syge mands sjæl bliver befriet for syndens byrde. Det er han slet ikke i tvivl om. Kristi ord vidner om at han kan læse hjertets tanker. Hvem kan nægte, at han har magt til at tilgive synder? Hvor der før var fortvivlelse, er der nu håb, og hvor der før var trist og mørkt, er der nu glæde. Manden har ikke længere smerter, og hele hans person er blevet forvandlet. Han beder ikke om mere. Han har fred i sit sind og er alt for lykkelig til at sige noget. ret

(61)  Der var mange mennesker til stede, og de fulgte med i alt, hvad der foregik, med den største interesse. Mange af dem følte, at Kristi ord gjaldt dem. Var deres sjæl ikke også syg på grund af synden? Og ønskede de ikke også at blive fri for denne byrde? ret

(61)  Farisæerne, som var bange for at miste deres indflydelse over folket, sagde i hjertet: »Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end en, nemlig Gud?« ret

(61)  Jesus fæstede sit blik stift på dem, og de forsøgte at se en anden vej. Så sagde han: »'Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder' - da siger han til den lamme: 'Rejs dig, tag din seng og gå hjem!' « ret

(61)  Den syge mand var blevet bragt hen til Jesus på en båre. Nu rejste han sig op med en ynglings smidighed og styrke. Han »tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: 'Aldrig har vi set noget lignende!'« ret

(62)  Der krævedes intet mindre end skaberkraft, hvis dette kraftesløse legeme skulle helbredes. Den røst, der skænkede mennesket livet i begyndelsen, helbredte den lamme, og den samme kraft, der helbredte legemet, fornyede hjertet. Han, der ved skabelsen »talte, og det skete, han befalede, og det stod der«,8 havde helbredt den sjæl, som var død på grund af overtrædelser og synder. Helbredelsen af legemet var et vidnesbyrd om, at der var sket en åndelig fornyelse. Kristus sagde til den mand, som havde været lam, at han skulle rejse sig og gå, »for at I kan vide,« sagde Kristus, »at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder«. ret

(62)  Den lamme fandt helbredelse for både sjæl og legeme hos Kristus. Sjælen skulle helbredes, før han kunne værdsætte den legemlige helbredelse. Kristus skulle skaffe mandens forpinte sind lindring og befri sjælen for synd, før han kunne helbrede ham for den fysiske sygdom. Det bør man ikke se bort fra. I dag findes der tusinder af mennesker, som lider af fysiske sygdomme. De længes også efter at høre disse ord: »Dine synder tilgives dig.« Den dybere årsag til deres sygdomme er syndens byrde med dens uro og utilfredsstillede ønsker. De kan ikke finde lindring, før de kommer til ham, som kan helbrede sjælen. Den fred, som alene han kan give, ville styrke sjælen og helbrede legemet. ret

(62)  Helbredelsen af den lamme gjorde et dybt indtryk på de mennesker, som så det. De følte det, som om Himmelen var blevet åbnet, så de kunne se dens herlighed. Den mand, som var blevet helbredt, banede sig nu vej gennem mængden. Han priste Gud, mens han gik. Han bar sin båre så let, som om den var af fjer. Folk gik til side for at lade ham passere. De var fyldt af ærefrygt, mens de stirrede på ham, og de hviskede til hinanden: »I dag har vi set det utrolige.« ret

(63)  Der blev jubel, da manden kom hjem til sin familie. Han bar uden besvær den båre, han lå på, da man forsigtigt bar ham ud af huset for lidt siden. De græd af glæde, da de slog kreds om ham. De ville næsten ikke tro deres egne øjne. Nu stod han hos dem i sin manddoms fulde kraft. Han kunne bruge armene, som før var kraftesløse. Huden, som før var indtørret og bleg, var nu frisk. Han gik med faste skridt. Hans ansigt udstrålede glæde og håb. Før var det præget af synd og lidelse, nu udtrykte det renhed og fred. Der blev sunget takkesange i dette hjem, og Gud blev æret af sin søn, som havde givet et fortvivlet menneske håb og et kraftesløst menneske styrke. Denne mand og hans familie var rede til at ofre livet for Jesus. Nu' var deres tro ikke længere formørket af tvivl eller deres troskab af vantro. De stolede fuldt og helt på ham, som havde bragt lyset ind i deres formørkede hjem. ret

(62)  »Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal prise hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger!
Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
Han udfrier dit liv fra graven, . . .
du bliver ung igen som en ørn.
Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte. . . .
Han gengælder os ikke vore synder
og lønner os ikke efter vor skyld. . . .
Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig imod dem,
der frygter ham.
For han ved, at vi er skabt,
husker på, at vi er støv. «
ret

(64)  »Vil du være rask?« - »Rejs dig og gå«
»Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem låder en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet.« ret

(64)  Vandet i denne dam blev oprørt engang imellem. Folk troede, at det skyldtes en overnaturlig magt, og at den, der først kom ned i vandet, ville blive helbredt, hvilken sygdom han end led af. I hundredvis af syge mennesker søgte herhen. Når vandet blev oprørt, masede de på for at komme ned i dammen, og de trampede på mænd, kvinder og børn, som var svagere end de selv. Der var mange, som ikke nåede helt hen til dammen. Flere af dem, som det lykkedes for, døde ved dens bred. Man havde overdækket stedet for at beskytte de syge mod varmen om dagen og mod kulden om natten. Der var nogle, der overnattede i buegangene, for at kunne kravle hen til kanten af dammen dag efter dag i håb om at blive helbredt. ret

(64)  Jesus var på besøg i Jerusalem. Han spadserede omkring alene og så ud til at meditere og bede. På sin vandring kom han hen til denne dam. Han så de stakkels patienter, som lå og ventede på den begivenhed, som de anså for at være deres eneste redning. Han ville gerne helbrede alle de syge, men det var sabbat. Der var mange mennesker, som var på vej til gudstjeneste i templet, og han vidste, at det var risikabelt at helbrede nogen af de syge. Hvis han gjorde det, ville det vække så megen fordom blandt jøderne, at hans arbejde ville blive hindret. ret

(64)  Men Frelseren fik øje på et menneske, som var i en håbløs forfatning. Denne mand havde været krøbling i 38 år. Hans sygdom skyldtes til en vis grad hans dårlige vaner, og folk anså den for at være en straf fra Gud. Han havde fristet en kummerlig tilværelse i mange år. Han havde ingen venner og følte, at han var afskåret fra Guds nåde. Når der var udsigt til, at vandet ville blive oprørt, bar nogle mennesker ham hen i buegangen e af medlidenhed. Men der var ingen, som hjalp ham ned i vandet i det belejlige øjeblik. Han så somme tider en krusning på vandet, men han nåede aldrig længere end til bredden af dammen. De stærkeste sprang i vandet først. Den stakkels mand kunne ikke tage kampen op med alle de selviske mennesker, som masede på. Hans ihærdige forsøg på at nå sit mål og hans hyppige skuffelser tærede på kræfterne. ret

(65)  Den syge mand lå på sin måtte. Han løftede hovedet engang imellem og så på dammen. Pludselig var der en venlig, medfølende person, som bøjede sig ned over ham og spurgte: »Vil du være rask?« Den syge mand så op. Han øjnede håb. Han følte, at der var hjælp på vej. Men han tabte snart modet. Han tænkte på alle de gange, han havde forsøgt at komme hen til dammen. Det så ikke ud til, at han kunne leve, til vandet igen blev oprørt. Han vendte træt hovedet og sagde: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« ret

(65)  Jesus siger til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Nu tændes håbets flamme igen, og den syge mand ser på Jesus. Han ser helt anderledes ud og taler på en helt anden måde end alle andre. Det er, som om der strømmer kærlighed og kraft ud fra hans person. Krøblingen stoler på Kristi ord. Han beslutter at gøre, hvad Kristus siger, og hele hans legeme reagerer. ret

(65)  Der strømmer nyt liv gennem hver eneste nerve og muskel, og hans forkrøblede lemmer bliver helbredt. Han rejser sig hurtigt op og går med faste skridt. Han lovpriser Gud og glæder sig over, at han er blevet helbredt. ret

(66)  Jesus havde ikke lovet den lamme mand guddommelig hjælp. Manden kunne godt have sagt: »Herre, hvis du vil gøre mig rask, vil jeg adlyde dig.« Han kunne også have givet sig til at tvivle, men så ville han have mistet sin sidste mulighed for at blive helbredt. Han stolede på, hvad Kristus sagde, og troede på, at han var blevet rask. Han forsøgte at rejse sig med det samme, og Gud gav ham kræfter. Han besluttede at gå, og så gik han. Han blev helbredt, da han rettede sig efter, hvad Kristus sagde. ret

(66)  Synden har skilt os fra livet i Gud. Vor sjæl er lammet. Det er lige så umuligt for os at leve et helligt liv ved egen hjælp, som det var for den lamme mand at gå. Der er mange, som indser, at de er hjælpeløse. De længes efter at leve det åndelige liv, som er en forudsætning for, at de kan få fred med Gud, og de kæmper for at nå dette mål, men de kan ikke. De udbryder i deres fortvivlelse: »Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?« ret

(66)  Disse fortvivlede, kæmpende mennesker bør se opad. Frelseren bøjer sig over de mennesker, som han har købt med sit blod, og siger med den største mildhed og medfølelse: »Vil du være rask?" Han siger til dig, at du skal rejse dig, og han gør dig rask og giver dig sin fred. Du skal ikke vente, til du føler, at du er blevet rask. Du skal stole på Frelserens ord. Du skal forene din vilje med Kristi vilje. Du skal beslutte dig til at tjene ham. Når du retter dig efter hans ord, vil du blive styrket. Du har måske en dårlig vane. Det er måske en last, som slavebinder både sjæl og legeme. Kristus både kan og vil befri dig. Den sjæl, som var død i overtrædelser, vil han gøre levende. Han vil befri den fangne, som er svag og går i syndens lænker. ret

(67)  Synden har forgiftet livets kildespring, men Kristus siger: »Jeg vil fjerne dine synder og give dig fred. Jeg har købt dig med mit blod. Du tilhører mig. Min nåde vil gøre din svage vilje stærk. Jeg vil fjerne din sorg over synden.« Når du bliver fristet og er bekymret og rådvild; når du er deprimeret og modløs og er lige ved at opgive det hele, skal du se på Jesus. Så vil det klare lys, som omgiver ham, fjerne mørket omkring dig. Når synden kæmper for at få magten over din sjæl og plager din samvittighed, skal du fæste blikket på Frelseren. Hans nåde kan underkue synden. Lad dit taknemlige, bævende hjerte søge hvile hos ham. Grib det håb, som Kristus tilbyder dig. Han ønsker, at du skal tilhøre hans familie. Han er stærk, når du er svag. Han vil lede dig skridt for skridt. Læg din hånd i hans og lad ham lede dig. ret

(67)  Du skal aldrig føle, at Kristus er langt borte. Han er dig altid nær. Hans kærlighed omgiver dig. Du skal opsøge ham, for han ønsker, at du skal finde ham. Han ønsker ikke blot, at du skal røre ved hans tøj, men at du skal følges med ham hele tiden. ret

(67)  »Gå, og synd fra nu af ikke mere«
Løvhyttefesten var forbi. Det var ikke lykkedes præsterne og lovlærerne i Jerusalem at arrestere Jesus, og om aftenen »gik de hver til sit. Men Jesus gik ud til Oliebjerget«. ret

(67)  Jesus forlod den støjende by, den nysgerrige mængde og de snu lovlærere og søgte ud i de stille olivenlunde, hvor han kunne være alene med Gud. Han gik tilbage til templet tidligt om morgenen, og da folket opsøgte ham, satte han sig ned og begyndte at undervise dem. ret

(67)  Det varede ikke ret længe, før han blev afbrudt. Der nærmede sig en gruppe farisæere og lovlærere. De kom slæbende på en rædselsslagen kvinde, som de med den største nidkærhed anklagede for at have overtrådt det syvende bud. De skubbede hende helt hen til Jesus og sagde med en hyklerisk mine: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?« ret

(68)  De lod, som om de var meget ærbødige, men de havde lagt en udspekuleret plan for at komme ham til livs. Hvis Jesus frikendte kvinden, kunne de anklage ham for at vise foragt for Mose lov. Hvis han sagde, at hun fortjente dødsstraf, kunne de anklage ham over for romerne og gøre gældende, at han tilrev sig en myndighed, som udelukkende tilkom dem. ret

(68)  Jesus tog et overblik over situationen. Den skamfulde kvinde skælvede. De fornemme herrers ansigter var hårde som granit. Man kunne ikke spore den mindste smule medlidenhed. Hans rene sind kunne ikke udholde dette syn. Han lod, som om han ikke havde hørt deres spørgsmål. Så bøjede han sig ned, stirrede på jorden og begyndte at skrive i støvet. ret

(68)  De mænd, som anklagede kvinden, blev utålmodige, fordi han trak tiden ud og tilsyneladende ikke viste interesse for sagen. De kom nærmere for at få ham til at tage stilling til problemet. De lagde mærke til, at Jesus stirrede på stengulvet. Da de så ned, blev de tavse. I støvet på gulvet kunne de læse deres egne hemmelige synder. ret

(68)  Jesus rejste sig, og idet han rettede blikket imod disse rænkesmede, sagde han: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Så bøjede han sig ned og skrev videre. ret

(68)  Han havde hverken tilsidesat Mose lov eller krænket Roms myndighed. Anklagerne havde lidt nederlag. Nu var deres skinhellighed blevet afsløret, og de stod skyldige og fordømte over for den rene og hellige frelser. De var bange for, at folk skulle få kendskab til deres hemmelige synder. Med bøjet hoved og blikket fæstet på jorden listede de bort og overlod deres offer til den medfølende frelser. ret

(69)  Jesus rejste sig, så på kvinden og sagde: »'Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?' Hun svarede: 'Nej, Herre, ingen.' Så sagde Jesus: 'Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.' « ret

(69)  Kvinden rystede af skræk, da hun stod over for Jesus. Hun betragtede ordene: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende,« som en dødsdom. Hun turde ikke se Frelseren i øjnene. Hun stod ganske stille og afventede sin dom. Til sin store forundring så hun, at hendes anklagere gik tavse og skamfulde bort. Så hørte hun disse forjættende ord: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.« Det smeltede hendes hjerte, og hun kastede sig ned for Jesu fødder, græd af glæde og bekendte sine synder. ret

(69)  For hende blev det begyndelsen til et nyt liv, et rent og fredfyldt liv, som var viet til at tjene Gud. Da Jesus løftede denne faldne sjæl op af afgrunden, udførte han et større mirakel, end når han helbredte den værste fysiske sygdom. Han helbredte den åndelige sygdom, som ender med evig død. Denne bodfærdige kvinde blev en af hans mest trofaste efterfølgere. Hun var så taknemmelig over hans tilgivelse og nåde, at hun tjente ham med en selvopofrende kærlighed. Verden havde kun foragt tilovers for denne syndige kvinde, men den syndfrie frelser havde medfølelse med hende i hendes svaghed og rakte hende en hjælpende hånd. De anklagede kvinden, men Jesus sagde til hende: »Gå, og synd fra nu af ikke mere.« ret

(69)  Jesus kender de forhold, som hvert eneste menneske lever under. Jo mere et menneske har syndet, des mere behøver det en frelser. Hans hjerte er fuldt af guddommelig kærlighed og medfølelse, og han nærer størst omsorg for det menneske, som sidder hjælpeløst fast i fjendens fælder. Han har underskrevet menneskehedens benådning med sit eget blod. ret

(70)  Jesus ønsker ikke, at de mennesker, som han har købt for en så høj pris, skal bukke under for fjendens fristelser. Han ønsker ikke, at vi skal lide nederlag og gå fortabt. Han tæmmede løverne i løvekulen og vandrede sammen med sine trofaste vidner i flammehavet, og han er lige så villig til at hjælpe os med at undertvinge alle vore onde karaktertræk. Han står i dag ved nådens alter og taler med Gud om de mennesker, som beder om hjælp. Han afviser intet grædende, bodfærdigt menneske. Han er mere end villig til at tilgive alle dem, der kommer til ham og beder ham om at udslette deres synder. Han fortæller ingen alt det, han ved, men opfordrer den bange sjæl til at fatte mod. Alle de, der vil, kan få kraft fra Gud og slutte fred med ham. ret

(70)  Når mennesker søger tilflugt hos Jesus, løfter han dem så højt op, at menneskers anklager og kritik ikke kan nå dem. Hverken mennesker eller onde engle kan bestride disse menneskers troværdighed. Kristus forener dem med sin egen guddommelig-menneskelige natur. De står hos ham, som bærer verdens synd, og er omgivet af det lys, som stråler fra Guds trone. Jesu Kristi blod renser »for al synd«. »Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja, endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.« ret

(70)  »Voldsmandens bytte skal befries«
Kristus vidste at han havde fuldkommen kontrol over vind og bølger og over mennesker, som var besat af dæmoner. Han, der stillede stormen og fik de oprørte bølger til at . lægge sig, talte fred til mennesker, som Satan havde gjort afsindige. ret

(71)  Jesus stod en dag i synagogen i Kapernaum og talte om, at han var sendt for at befri syndens slaver. Pludselig blev han afbrudt af et frygteligt skrig. En sindssyg mand løb frem og råbte: »Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!« ret

(71)  Jesus truede ad ånden og sagde: »'Ti stille, og far ud af ham!' Dæmonen kastede manden omkuld midt iblandt dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.« ret

(71)  Denne mand var selv skyld i sin sygdom. Han havde kastet sig ud i syndige glæder og havde besluttet at gøre livet til en stor fest. Tøjlesløshed og umådeholdenhed havde fordærvet de ædlere sider af hans natur, og Satan fik ham helt i sin vold. Han angrede for sent. Da han var villig til at give afkald på både rigdom og fornøjelser for at få sin manddomskraft tilbage, sad han hjælpeløst fast i den Ondes kløer. ret

(71)  Da han kom i nærheden af Frelseren, opstod der et brændende ønske hos ham efter at blive befriet, men dæmonen gjorde modstand. Da manden forsøgte at bede Jesus om hjælp, talte den onde ånd igennem ham, og han råbte hjerteskærende. Den besatte havde på fornemmelsen, at han var i nærheden af en person, som kunne befri ham. Men da han forsøgte at komme hen til denne vældige hånd, var der en anden, som holdt ham tilbage, og en anden talte igennem ham. ret

(71)  Der rasede en frygtelig kamp mellem Satans magt og mandens ønske om at blive befriet. Det så ud til, at den forpinte mand skulle miste livet under kampen med den fjende, der havde ødelagt hans manddomskraft. Men Frelseren gjorde brug af sin myndighed og befriede manden. Nu stod den mand, som havde været besat, foran den undrende skare. Han var blevet en fri mand og var fuldstændig normal. ret

(72)  Med jubel i stemmen takkede han Gud for befrielsen. Før lyste vanviddet ud af hans øjne, men nu lyste de af klogskab, og han græd af glæde. Folk var stumme af forundring. Da de kunne tale igen, sagde de til hinanden: »Hvad er dette? En ny lære med myndighed! Selv de urene ånder befaler han over, og de adlyder ham!« ret

(72)  I dag er der mange mennesker, som er lige så bogstaveligt i de onde ånders magt, som den besatte i Kapernaum var. Når mennesker med vilje undlader at holde Guds bud, overlader de kontrollen til Satan. Der er mange mennesker, som befatter sig med det onde og mener, at de kan afbryde forbindelsen, når det passer dem. Men de bliver fristet til at fortsætte, og til sidst står de under en stærkere magts kontrol. De kan ikke befri sig fra denne mystiske magt. De er lige så trælbundne af en hemmelig synd eller en stærk lidenskab som den besatte i Kapernaum. ret

(72)  Men alt håb er ikke ude. Gud øver ikke kontrol over vort sind, hvis vi ikke ønsker det, men alle mennesker kan selv vælge, hvilken magt der skal herske over dem. Ingen er faldet så dybt, og ingen er så ond, at Kristus ikke kan befri dem. Da den besatte mand ville bede, kunne han kun sige de ord, som Satan lagde ham i munden. Men hjertets stille bøn blev hørt. Intet råb fra en nødstedt sjæl forbliver upåagtet, selvom dette menneske ikke kan udtrykke sig i ord. Når mennesker ønsker at slutte pagt med Gud, bliver de ikke overladt til Satan eller til sig selv. ret

(72)  »Kan man tage byttet fra en kriger? Kan man befri en voldmands fanger? Dette siger Herren: Fangernes skal tages fra krigeren, voldsmandens bytte skal befries. Jeg vil kæmpe mod dem, der kæmper mod dig, og dine sønner vil jeg frelse. « ret

(73)  Der vil ske en vidunderlig forvandling med det menneske, som i tro åbner hjertets dør for Frelseren. ret

(73)  »Jeg har givet jer magt. . . over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer«
Både de tolv apostle og de halvfjerds disciple, som Kristus senere udsendte, fik overnaturlige evner. På denne måde satte Kristus sit segl på deres mission. Da de havde løst den opgave, som de havde fået betroet, kom de tilbage og sagde: »Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn.« Jesus svarede: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn.« ret

(73)  Fra dette tidspunkt skal Kristi efterfølgere betragte Satan som en slagen fjende. Jesus skulle sejre for dem på korset, og denne sejr ønskede han, at de skulle tilegne sig. »Se,« sagde han, »jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer.« ret

(73)  Helligånden er almægtig, og han vil forsvare hver eneste bodfærdig sjæl. Kristus vil ikke tillade, at fjenden får magt over et eneste menneske, som i anger og tro beder om hans beskyttelse. Det er sandt, at Satan er et mægtigt væsen, men Gud være lovet, vi har en mægtig frelser, som har kastet den Onde ud af himlen. Satan er godt tilfreds med, at vi taler om hans store magt. Hvorfor ikke tale om Jesus? Hvorfor ikke tale om hans store magt og kærlighed? ret

(73)  Løftets regnbue, som omgiver tronen i det høje, er et evigt vidnesbyrd om, at »således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fotabes, men have evigt liv.« Den vidner for universet om, at Gud aldrig vil svigte sine børn, når de kæmper med det onde. Den er en forsikring om, at vi vil blive styrket og beskyttet, så længe tronen står. ret

næste kapitel