Vejen til et bedre liv kapitel 6fra side75.     Fra side 95 i den engelske udgave.

tilbage

Frelst for at tjene

(75)  Det er morgen ved Galilæas sø. Jesus og hans disciple er gået i land efter at have tilbragt en stormfuld nat på vandet. Solen er ved at stå op og kaster sine velsignede stråler på hav og land. Men da de går i land, oplever de noget, som er værre end opholdet på den stormpiskede sø. Fra gravhulerne løber to besatte hen imod dem, som om de vil flå dem. Man har forsøgt at lægge dem i lænker, men de har sprængt dem og revet sig løs. Deres sår bløder, deres hår er sammenfiltret, de har et vildt udtryk i øjnene, og de ligner mere vilde dyr end mennesker. ret

(75)  Disciplene og deres ledsagere bliver skrækslagne og flygter. De opdager dog snart, at Jesus ikke er fulgt med dem, og de vender sig om for at se efter ham. Han blev stående, hvor de forlod ham. Han, der har stillet stormen og sejret over Satan, flygter ikke for disse dæmoner. ret

(75)  Mændene skærer tænder, og fråden står dem om munden. Da de kommer i nærheden af Jesus, løfter han den hånd, som har fået bølgerne til at lægge sig, og mændene kan ikke komme nærmere. De raser, men er hjælpeløse. ret

(75)  Jesus befaler de urene ånder at forlade mændene. De ulykkelige er klar over, at de står over for en person, som kan befri dem for de plagsomme dæmoner. De kaster sig ned for Frelseren for at bede ham være dem nådig. Men da de åbner munden, taler dæmonerne igennem dem og råber: »Hvad har vi med dig at gøre, du Guds søn! Er du kommet her for at pine os før tiden? ret

(75)  De onde ånder bliver tvunget til at give deres ofre fri, og der sker en vidunderlig forandring med de besatte. Nu kan de bruge deres forstand igen. Deres øjne lyser af fornuft. Før havde de et djævelsk udtryk i ansigtet, men nu ser de venlige ud. Deres blod plettede hænder er rolige, og de lovpriser Gud. ret

(76)  I mellemtiden er de dæmoner, som blev uddrevet af mændene, faret i svinene og har styrtet dem i afgrunden. Svinehyrderne skynder sig ind til byen for at fortælle, hvad der er sket, og hele byen går ud for at møde Jesus. De to besatte har terroriseret hele egnen. Nu er de påklædt, de har fået deres forstand tilbage, og de sidder ved Jesu fødder og lytter til hans undervisning. De lovpriser ham, som har helbredt dem. Men de mennesker, som er vidner til dette vidunderlige mirakel, glæder sig ikke. Deres sorg over, at de har mistet svinene, er større end deres glæde over, at de mænd, som var Satans fanger, er blevet befriet. De er bange og beder Jesus om at forlade deres egn. Jesus opfylder deres ønske og går om bord i skibet for at sejle over til den anden side af søen. ret

(76)  De besatte mænd, som er blevet helbredt, har en helt anden indstilling. De ønsker at være sammen med ham, som har befriet dem. I hans nærhed er de i sikkerhed, og de dæmoner, som har pint dem og ødelagt deres manddomskraft, kan ikke røre dem. Da Jesus vil gå om bord i skibet, viger de ikke fra ham. De knæler og beder om at måtte være hos ham, så de kan lytte til hans undervisning. Men Jesus siger, at de skal gå hjem og fortælle om alt det, Herren har gjort mod dem. ret

(76)  Her er noget, de kan gøre. De skal gå tilbage til et hedensk hjem og fortælle om de velsignelser, som de har fået af Jesus. Det er svært for dem at forlade Frelseren. De vil få store problemer, når de skal bo sammen med deres hedenske landsmænd. Det ser ud, som om de er fuldstændig uegnede til at løse denne opgave, fordi de har levet isoleret så længe. Men så snart Jesus har fortalt dem, hvad der er deres pligt, er de villige til at adlyde. ret

(77)  De fortalte ikke blot deres slægtninge og naboer om Jesus, men de gik rundt i hele Dekapolis og fortalte om ham, der har magt til at frelse. Og de forklarede folk, hvordan han havde befriet dem for dæmonerne. ret

(77)  Selvom befolkningen i Gergesa ikke havde taget imod Jesus, lod han dem ikke blive ved med at leve i det mørke, som de havde valgt. De havde ikke hørt ham tale, da de bad ham om at forlade deres egn. De anede ikke, hvad det var, de forkastede. Derfor sendte han lyset til dem, og han lod de mænd, som de ikke kunne nægte at lytte til, være sine vidner. ret

(77)  Da Satan lod svinene gå til grunde, var det hans hensigt at få disse mennesker til at tage afstand fra Frelseren og forhindre, at evangeliet blev forkyndt på denne egn. Men det mirakel, som var sket her, blev det store samtaleemne og henledte befolkningens opmærksomhed på Kristus. Selvom han rejste, blev de mænd, som han havde helbredt, tilbage og vidnede om hans magt. De mennesker, som havde været mørkets fyrste s redskaber, trådte nu i lysets tjeneste og blev sendebud for Guds søn. Da Jesus igen kom til Dekapolis, flokkedes folk omkring ham, og tre dage forkyndte han frelsens budskab for tusinder af mennesker fra omegnen. ret

(77)  De to mænd, som havde været besat, var de første missionærer, som Kristus udsendte for at forkynde evangeliet i Dekapolis' omegn. Disse mænd havde ikke hørt Jesus tale ret længe. De havde aldrig hørt ham holde en prædiken. De kunne ikke undervise folket ligesom disciplene, der havde været sammen med Jesus hver dag. Men de kunne fortælle det, de vidste. De kunne fortælle det, de havde set og hørt, og de kunne fortælle, at de havde følt Frelserens magt. Det kan alle gøre, hvis deres hjerte er kommet i berøring med Guds nåde. Herren ønsker, at vi skal aflægge dette vidnesbyrd, og verden er ved at gå til grunde, fordi vi ikke gør det. ret

(78)  Evangeliet skal ikke forkyndes som en død teori, men som en levende kraft, der kan forandre livet. Gud ønsker, at hans tjenere skal vidne om, at mennesker ved hans nåde kan få en karakter, som ligner Kristi karakter, og glæde sig over, at han elsker dem med en evig kærlighed. Han ønsker, at vi skal vidne om, at han ikke er tilfreds, før alle de mennesker, som vil tage imod frelsen, er blevet reddet og har fået deres hellige privilegier tilbage som Guds sønner og døtre. ret

(78)  Han byder også de mennesker velkommen, hvis opførsel har været mest anstødelig. Når de omvender sig, giver han dem sin guddommelige Ånd og sender dem ind i de ulydiges lejr for at forkynde hans nåde. Takket være Kristi kraft bliver sjæle, som Satan har nedværdiget og brugt som sine redskaber, stadig forvandlet og gjort til retfærdighedens sendebud. Og de bliver sendt af sted for at fortælle, at Herren har gjort store ting for dem, og at han har haft medfølelse med dem. ret

(78)  »Min lovsang gælder altid dig«
Da kvinden fra Kapernaum var blevet helbredt ved at røre ved Jesu klædning i tro, ønskede han, at hun skulle give udtryk for sin taknemmelighed, fordi hun havde modtaget en velsignelse. Vi skal ikke tilegne os evangeliets velsignelser i smug eller nyde dem i hemmelighed. ret

(78)  »I er mine vidner, siger Herren,
det er mig, der er Gud.«
ret

(78)  Himlen har bestemt, at vi skal åbenbare Kristus for verden ved at vidne om hans trofasthed. Vi skal anerkende hans nåde, som den er blevet åbenbaret af hellige mennesker i fortiden, men vort personlige vidnesbyrd er endnu mere effektivt. Vi er Guds vidner, når det kan ses på os, at vi påvirkes af en guddommelig kraft. Hvert menneske har sit særpræg, og der er ikke to mennesker, som har den samme erfaring. Gud ønsker, at hvert menneske skal lovprise ham på sin egen måde. Når mennesker aflægger disse dyrebare vidnesbyrd og lovpriser hans store nåde, og når de samtidig lever som Kristi efterfølgere, øver de en uimodståelig kraft, som resulterer i sjæles frelse. ret

(79)  Vi gavner os selv, når vi altid tænker på Guds gaver. Det styrker vores tro, så vi beder om mere og får mere. Vi har mere glæde af at få en lille velsignelse af Gud end af at læse om andre menneskers tro og oplevelser. Det menneske, som er taknemmelig for Guds nåde, vil blive som en frodig have. Han vil være sund og rask. Hans lys vil skinne i mørket, og Herrens herlighed vil skinne på ham. ret

(79)  »Hvordan kan jeg gengælde Herren
alle hans velgerninger mod mig?
Jeg løfter frelsens bæger
og påkalder Herrens navn.
Jeg indfrier mine løfter til Herren
for øjnene af hele hans folk. «

»Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.
Gid mit digt må være ham til behag,
jeg har min glæde i Herren. «

»Hvem kan fortælle om Herrens vældige gerninger?
Hvem kan forkynde hele hans pris?«

»Påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene!
Syng for ham, lovsyng ham,
syng om hans undere!
Fryd jer over hans hellige navn,
de, der søger Herren, skal glæde sig.«

»Din troskab er bedre end livet.
Mine læber skallovsynge dig. . .
Min sjæl mættes som af fede retter,
og min mund lavpriser dig med jublende læber,
når jeg på mit leje husker dig
og tænker på dig i nattetimerne.
For du er blevet min hjælp,
og jeg jubler i dine vingers skygge.«

»Jeg stoler på Gud og frygter ikke.
Hvad kan mennesker gøre mig?
De løfter, jeg har givet dig, Gud,
vil jeg indfri med takofre.
For du har reddet mit liv fra døden
og min fod fra at snuble,
så jeg kan vandre for Guds ansigt i livets lys. «

»Du Israels Hellige.
Mine læber skal juble, når jeg lovsynger dig,
og min sjæl, som du har udfriet, skal juble.
Ja, dagen lang skal min tunge forkynde din retfærdighed.«

»Fra min ungdom var du min tilflugt. . .
Min lovsang gælder altid dig. «
»Jeg vil prise dit navn i slægt efter slægt,
derfor skal folkene prise dig for evigt og altid. «
ret

(80)  »I har fået det for intet, giv det for intet«
Evangeliet skal ikke blot forkyndes for nogle få mennesker, som vi mener vil gøre os ære, hvis de tager imod det. Budskabet skal forkyndes for alle. Gud velsigner ikke blot sine børn for deres egen skyld, men af hensyn til hele verden. Han giver os sine gaver, for at vi skal forøge dem ved at dele dem med andre. ret

(81)  Da den samaritanske kvinde havde talt med Jesus ved Jakobs brønd, skyndte hun sig at lede andre mennesker hen til Frelseren. Hun var en dygtigere missionær end hans egne disciple. Da de var i Samaria, så de ikke noget, som tydede på, at der kunne blive en høst her. De tænkte på de store planer, som skulle gennemføres i fremtiden. De så ikke, at der var marker, som skulle høstes lige i nærheden. Men takket være den kvinde, som de foragtede, fik en hel bys befolkning anledning til at høre Jesus. Hun sørgede for, at hendes landsmænd fik lyset med det samme. ret

(81)  Denne kvinde er et eksempel på, hvad det vil sige at være i besiddelse af en praktisk tro på Kristus. Alle ægte disciple fødes ind i Guds rige som missionærer. Lige så snart de har lært Frelseren at kende, ønsker de, at andre skal gøre hans bekendtskab. Den sandhed, som frelser og helliger, kan ikke skjules i hjertet. Det menneske, som drikker af det levende vand, bliver en livgivende kilde. Den, der modtager, bliver i stand til at give. Kristi nåde i sjælen er som en kilde i ørkenen. Den vælder frem og forfrisker alle, og mennesker, som er lige ved at tørste ihjel, slukker deres tørst med livets vand. Når vi påtager os denne opgave, får vi en større velsignelse, end hvis vi kun arbejder for at gavne os selv. Vi kommer i forbindelse med Frelseren, når vi forkynder frelsens gode budskab for andre. ret

(81)  Herren siger om de mennesker, som tager imod hans nåde: »Jeg sender velsignelse over dem, hvor de bor rundt om min høj, og jeg lader regnen falde til rette tid, en regn til velsignelse.« ret

(82)  »På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: 'Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: 'Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand." « ret

(82)  Når mennesker får gaver, skal de dele med andre. Mennesker beder om hjælp alle vegne. Gud opfordrer menneskene til at hjælpe deres medmennesker med glæde. Der venter dem kroner, som aldrig mister deres glans. De kan vinde himlen. Verden er ved at gå til grunde i uvidenhed. Den skal oplyses. ret

(82)  »Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv.« ret

(82)  »Se, jeg er med jer alle dage«
Disciplene var sammen med den vidunderlige frelser i tre år. De vandrede sammen med ham og talte med ham dag efter dag. De hørte ham opmuntre de trætte og overanstrengte og så ham bruge sin kraft til at helbrede de syge og plagede. Da han skulle forlade dem, skænkede han dem nåde og kraft, så de kunne fortsætte hans arbejde i hans navn. De skulle lade evangeliets lys skinne og gøre mennesker delagtige i dets kærlighed og helse. Frelseren lovede, at han altid ville være med dem. Ved Helligånden ville han være dem nærmere, end da han vandrede synligt blandt dem. ret

(82)  Vi skal gøre det samme arbejde som disciplene. Hver eneste kristen skal være missionær. Vi skal hjælpe de mennesker, som trænger til hjælp, og vise dem medfølelse, og vi skal bestræbe os for at lindre den forpinte menneskeheds lidelser uden at vente noget til gengæld. ret

(82)  Alle kan finde noget at gøre. Ingen behøver at føle, at der ikke er nogen steder, hvor de kan arbejde for Kristus. Frelseren sætter sig i hvert eneste menneskes sted. Han blev medlem af familien på jorden, for at vi kunne blive medlemmer af familien i himlen. Han er Menneskesønnen. Derfor er han broder til alle Adams sønner og døtre. Hans efterfølgere bør ikke føle, at de ikke har noget ansvar over for deres medmennesker, som er ved at gå fortabt. De udgør en del af menneskeheden, og himlen betragter dem som brødre af både syndere og hellige. ret

(83)  Der er mange millioner mennesker, som er syge og uvidende og lever i synd. De har aldrig hørt, at Kristus elsker dem. Hvad ville vi ønske, at de skulle gøre for os, hvis vi var i deres sted? Vi skal gøre det samme for dem, hvis vi har mulighed for det. Kristus har givet en livslov, som alle vil blive dømt efter i dommen. Den lyder sådan: »Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.« ret

(83)  Hvis vi har opnået fordele, som andre mennesker ikke har, står vi i gæld til dem. Vi har måske fået en uddannelse. Vi er måske kultiverede. Vi har måske en ædel karakter. Vi har måske gået i en kristen skole, eller vi har en religiøs erfaring. Alt dette forpligter os til så vidt muligt at hjælpe andre. Hvis vi er stærke, skal vi støtte de svage. ret

(83)  De hellige engle ser altid Faderens ansigt i himlen. Det er dem en glæde at hjælpe hans børn. Englene er altid der, hvor der er mest brug for dem. De er hos de mennesker, som udkæmper de hårdeste kampe med sig selv, og hos dem, der lever under de mest fortvivlede forhold. De tager sig især af de mennesker, som er svage og hjælpeløse og har mange dårlige karaktertræk. Himlens rene, 5yndfrie engle påtager sig det arbejde, som egoistiske mennesker regner for ydmygende, for de bryder sig ikke om at hjælpe nogle stakkels mennesker, som står på et lavere trin end de selv. ret

(83)  Jesus ønskede ikke at være i himlen, da vi blev fortabt. Han forlod de himmelske sale og kom herned, hvor han blev genstand for hån og foragt og led en vanærende død. Han, der ejede himlens uvurderlige rigdomme, blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige. Vi skal gå'i hans fodspor. ret

(84)  Når et menneske er blevet et Guds barn, bør det betragte sig som et led i den kæde, som er sænket ned for at frelse verden. Det bør gøre fælles sag med Kristus og hjælpe til med at gennemføre hans nådige plan. Det bør følges med ham ud for at opsøge og frelse de fortabte. ret

(84)  Der er mange, som mener, at det ville være en stor forret at besøge de steder, hvor Kristus færdedes, da han var på jorden. De ville gerne gå der, hvor han gik, og se den sø, ved hvis bredder han holdt af at undervise, og betragte de høje og dale, hvor han så ofte fæstede blikket. Men vi behøver ikke at rejse til Nazaret, Kapernaum eller Betania for at gå i Jesu fodspor. Vi kan finde hans spor ved sygesengen, i de fattige rønner, på de befærdede gader i de store byer, ja, overalt, hvor der findes menneskehjerter, som trænger til trøst. ret

(84)  Vi skal give de sultne mad, de nøgne tøj og trøste de lidende og plagede. Vi skal hjælpe de fortvivlede og sætte mod i dem, der har opgivet det hele. ret

(84)  Når Kristi kærlighed får mennesker til at hjælpe en forbryder uden at vente noget til gengæld, vil det bidrage mere til at gøre ham til et bedre menneske end bøddelens sværd eller domstolens straf. Det er nødvendigt at holde justits for at afskrække forbrydere, men en kærlig missionær kan udrette mere. Kristi kærlighed kan ofte smelte et hjerte, som ville blive hårdere af at blive irettesat. ret

(84)  En missionær kan ikke blot lindre fysiske sygdomme. Han kan lede synderen hen til Den store Læge, som kan rense sjælen for syndens spedalskhed. Gud har besluttet, at de syge, de ulykke og de besatte skal høre hans røst ved hjælp af hans tjenere. Han vi lade sine tjenere trøste menneskene på sine vegne. Det vil blive en trøst, som verden aldrig før har kendt. ret

(85)  Frelseren har givet sit dyrebare liv for at kunne oprette en menighed, som kan hjælpe de lidende, de sørgende og de fristede. En gruppe troende er måske fattige og ukendte, og de har måske ingen uddannelse. Men ved Kristi hjælp kan de i hjemmet, i lokalsamfundet, ja, selv i egne, som ligger længere borte, gøre et arbejde, hvis resultater bliver lige så vidtrækkende som evigheden. ret

(85)  Disse ord gælder i lige så høj grad Kristi efterfølgere i dag, som de gjaldt de første disciple: ret

(85)  »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.« »Gå ud i alverden og præ dik evangeliet for hele skabningen.« ret

(85)  Han har også lovet at være med os. »Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« ret

(85)  I dag er der ingen nysgerrige menneskemængder, der går ud i ødemarken for at se og høre Kristus. Han lader heller ikke sin røst høre på de befærdede gader. Der er ingen, der råber i vejkanten: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« ret

(85)  Men det, der står i det citerede skriftsted, passer også i dag. Kristus går gennem vore gader, selvom vi ikke kan se ham. Han besøger vore hjem med sit nådige budskab. Han er parat til at samarbejde med alle dem, som søger at hjælpe mennesker i hans navn. Han står midt iblandt os for at helbrede og velsigne, hvis vi vil tage imod ham. ret

næste kapitel