(111) Da Kristus sendte de tolv disciple ud på deres første missionsrejse, sagde han til dem: »Gå ud og præ dik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.« ret
(111) Da han senere sendte de halvfjerds ud, sagde han: »Og når I kommer til en by . . . Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer.« Kristus og hans kraft var med dem, og »de to og halvfjerds vendte glade tilbage og fortalte: 'Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn.'« ret
(111) Dette arbejde fortsatte efter Kristi himmelfart. Det, der skete, da han selv var på jorden og hjalp menneskene, gentog sig. »Fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt.« ret
(111) Disciplene »drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med.« »Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. Og i folkeskarerne var alle som en optaget af det, Filip sagde. ... For mange af dem, der var besat af urene ånder, dem for de ud af . . . , og mange lamme og halte blev helbredt. Og der blev stor glæde i den by. « ret
(111) Disciplenes arbejde
Lukas, som har skrevet Lukasevangeliet, var lægemissionær. I Bibelen kaldes han »den kære Lukas, lægen«. Apostlen Paulus hørte, at han var en dygtig læge, og valgte ham, fordi Herren havde betroet ham en speciel opgave. Paulus valgte ham som medarbejder, og Lukas fulgte med Paulus fra sted til sted en vis tid. Så lod Paulus Lukas blive i Filippi i Makedonien. Her arbejdede han i flere år som læge og prædikant. Han tog sig af de syge og bad om, at Gud ville helbrede dem. På denne måde blev vejen banet for evangeliet. Lukas havde gode resultater som læge. Derfor fik han ofte lejlighed til at prædike Kristus blandt hedningerne. Det er Guds vilje, at vi skal arbejde ligesom disciplene. Helbredelse af legemet og evangeliets forkyndelse skal følges ad. I det evangeliske arbejde må man aldrig skille undervisning og helbredelse. ret
(112) Disciplene skulle forkynde evangeliet. De skulle gøre hele verden bekendt med det gode budskab, som Kristus kom med. Det gjorde de også. Evangeliet blev forkyndt for alle folk under himlen i en eneste slægt. ret
(112) Gud har betroet de mennesker, som bærer hans navn, at forkynde evangeliet for verden. Evangeliet er det eneste lægemiddel mod jordens synd og elendighed. De mennesker, der kender evangeliets helbredende kraft, skal betragte det som deres vigtigste opgave at gøre alle mennesker bekendt med budskabet om Guds nåde. ret
(112) Menneskene trænger til evangeliet
Da Kristus sendte disciplen e ud for at forkynde evangeliet, var der næsten ingen, der troede på Gud og hans ord. Jøderne påstod, at de kendte Herren, men de tilsidesatte Guds ord og beskæftigede sig med deres overlevering og deres menneskelige spekulationer. Deres tanker drejede sig kun om, hvordan de kunne nå deres ærgerrige mål, og hvordan de kunne rane til sig, og de elskede at prale. Efterhånden som de mistede ærbødigheden for Gud, blev de også mere ligegyldige over for deres med mennesker. De tænkte kun på sig selv, og Satan gennemførte sin plan, som gik ud på at fornedre menneskene og forøge deres elendighed. ret
(113) Satans dæmoner besatte menneskene. Menneskelegemet, som skulle være en bolig for Gud, blevet tilholdssted for onde ånder. Menneskenes sanser, nerver og organer blev påvirket af overnaturlige væsener, som tilskyndede dem til at hengive sig til de laveste lyster. Dæmonerne havde sat deres præg på menneskenes ansigt. De besattes ansigtstræk afspejlede den onde hær, som havde besat dem. ret
(113) Hvordan er tilstanden i verden i dag? Underminerer den» højere bibelkritik« og spekulationer i vor tid ikke lige så effektivt troen på Bibelen, som traditionen og rabbinernes fortolkninger gjorde på Kristi tid? Er menneskene ikke lige så begærlige og ærgerrige og forlystelsessyge nu, som de var dengang? Hvor er der få, der praktiserer den kristne lære i den såkaldt kristne verden og i de kirker, som kalder sig kristne. Hvor er der få, der retter sig efter Kristi lære i det daglige liv. Det er tilfældet både på arbejdsmarkedet, i samfundslivet, i hjemmet, ja, selv i kirkelige kredse. Passer det ikke, at »retfærdigheden holder sig langt borte; . . . ærlighed kan ikke komme frem. .. . Og den, der holder sig fra ondt, bliver udplyndret«. ret
(113) Vi lever i en »epidemi af forbrydelser«, og tænkende, gudfrygtige mennesker er forfærdede. Der er så megen korruption, at det ikke kan beskrives. Vi hører daglig om politisk strid, bestikkelse og bedrageri. Aviserne indeholder hver dag artikler om vold og lovløshed, ligegyldighed med menneskers lidelser og om brutal nedslagtning af mennesker. Antallet af sindssyge er stigende, og der bliver begået flere og flere mord og selvmord. Det er tydeligt at se, at Djævelens dæmoner arbejder på højtryk blandt menneskene for at forvirre og fordærve sindet og besmitte og ødelægge legemet. ret
(114) Og mens ondskaben i verden bliver større og større, bliver evangeliet ofte forkyndt med en sådan ligegyldighed, at det ikke gør indtryk på folk. Overalt findes der mennesker, som higer efter noget, de ikke har. De længes efter at få en kraft, som kan sætte dem i stand til at blive herrer over synden, en kraft, som kan redde dem ud af ondskabens slaveri, en kraft, som kan skænke dem sundhed, liv og fred. Der er mange mennesker, som har erfaret, at der er kraft i Guds ord, men de har opholdt sig på steder, hvor man ikke tror på Gud. Nu længes de igen efter, at han skal åbenbare sig. ret
(114) Verden trænger til det samme i dag som for nitten hundrede år siden. Den trænger til en åbenbaring af Kristus. Der skal indføres nogle store reformer, og der kan kun ske en fornyelse på det fysiske, sjælelige og åndelige område ved Kristi nåde. ret
(114) Kristus satte sig i forbindelse med mennesker
Vi kan kun komme i forbindelse med offentligheden, hvis vi bruger Kristi fremgangsmåde. Frelseren færdedes blandt mennesker og viste dem, at han ønskede dem det bedste. Han havde medfølelse med dem og hjalp dem med at løse deres problemer. På den måde fik de tillid til ham. Så sagde han til dem: »Følg mig.« ret
(114) Vi skal gøre en personlig indsats for at komme i forbindelse med mennesker. Hvis der blev brugt mindre tid til at prædike og mere tid til at hjælpe mennesker, ville vi opnå større resultater. Vi skal hjælpe de fattige, pleje de syge, trøste de sørgende og de efterladte, undervise de uvidende og vejlede de uerfarne. Vi skal græde med de grædende og glæde os med de glade. Dette arbejde kan ikke andet end bære frugt, når vi samtidig søger at overbevise mennesker, beder for dem og fortæller dem, at Gud elsker dem. ret
(114) Vi bør altid tænke på, at formålet med at drive lægemission er at vise syndige mennesker hen til manden fra Golgata, som borttager verdens synd. Hvis de ser på ham, vil de komme til at ligne ham mere og mere. Vi skal opfordre de syge og lidende til at se på Jesus og leve. Når man arbejder med mennesker, som har tabt modet, fordi de er syge på legeme og sjæl, bør man opfordre dem til at rette blikket imod Kristus, Den store Læge. Henled deres opmærksomhed på ham, som kan helbrede både fysiske og åndelige sygdomme. Fortæl dem om ham, som har medfølelse med deres skrøbeligheder. Sig til dem, at de skal overgive sig til ham, som gav sit liv, for at de kunne få evigt liv. Tal om hans kærlighed og fortæl dem, at han har magt til at frelse. ret
(115) Dette bør lægemissionæren betragte som sin hoved opgave, og han bør anse det for en hellig forret. Vi kan ofte bane vejen ved at hjælpe mennesker. Gud kommer ofte i forbindelse med menneskenes hjerte, når vi lindrer deres lidelser. ret
(115) Lægemissionsarbejde baner vej for evangeliet. Det skal forkyndes i teori og praksis, det vil sige ved hjælp af prædikener og ved hjælp af lægemissionsarbejde. ret
(115) Missionssygeplejerskens gerning
Der er mange mennesker, som ikke lytter til Guds ord og ikke går i kirke. Hvis de skal have mulighed for at høre evangeliet, skal det bringes ind i deres hjem. I mange tilfælde kan man kun komme i forbindelse med disse mennesker, hvis man kan skaffe dem lindring for deres smerter. Missionssygeplejersker, som plejer de syge og hjælper de fattige, får ofte anledning til at bede med dem og læse for dem fra Guds ord og tale om Frelseren. De kan bede med og for disse hjælpeløse mennesker, som ikke har viljekraft nok til at bringe drifterne under kontrol. De kan sende en lysstråle ind i disse modløse menneskers tilværelse. Når disse forpinte mennesker ser sygeplejerskens uselviske kærlighed og venlighed, mens hun tager sig af sine patienter, har de lettere ved at tro på Kristi kærlighed. ret
(116) Der er mange mennesker, som ikke tror på Gud. De har heller ikke tillid til mennesker. Men de sætter pris på, at man hjælper dem og har medfølelse med dem. Det gør et dybt indtryk på dem, når de ser, at et menneske, som hverken forventer ros eller belønning, kommer ind i deres hjem og tager sig af de syge, giver de sultne mad, klæder de nøgne, trøster de sørgende og stilfærdigt minder alle om ham, hvis kærlighed og medfølelse kommer til udtryk gennem dette menneske. Disse mennesker bliver taknemmelige. Troens flamme tændes i deres indre. De kan se, at Gud har omsorg for dem, og nu er de villige til at lytte til hans ord. ret
(116) Både i ydre mission og i hjemlandet vil de mænd og kvinder, som har meldt sig til at udføre missionsarbejde, få meget lettere ved at komme i forbindelse med mennesker og udrette mere, hvis de kan hjælpe de syge. Hvis der rejser kvinder til disse hedenske lande som missionærer, vil de få mulighed for at forkynde evangeliet for kvinderne i disse lande, når alle andre døre er lukket. Alle de mennesker, der forkynder evangeliet, burde vide, hvordan man kan give nogle enkle behandlinger, der har så stor betydning, når man skal lindre smerter og helbrede de syge. ret
(116) De skal lære folk at leve sundt
Evangeliets forkyndere burde også kunne lære folk at leve sundt. Der er syge mennesker alle vegne, og mange af disse sygdomme kunne ofte forebygges, hvis folk leve de efter sundhedens love. Folk skal lære at indse at de vil få det bedre, hvis de lever sundt. Deres levevis har betydning for både dette liv og det næste. De bør lære at indse, at de har ansvaret for deres legeme. Skaberen har skabt det for at gøre det til sin bolig, og han ønsker, at de skal tage godt vare på det. De skal lægge sig disse ord på sinde, som står i Den hellige Skrift: ret
(117) »For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: 'Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.'« ret
(117) Der er mangfoldige mennesker, som med glæde ville lære, hvordan man behandler de syge efter ganske enkle metoder. Det kan gøres uden anvendelse af giftige medikamenter. Befolkningen bør oplyses om, at der er hårdt brug for en kostreform. Forkerte spisevaner og anvendelse af usunde fødemidler bærer en stor del af skylden for det umådehold, den kriminalitet og den elendighed, som er en forbandelse for verden. ret
(117) Når man holder sundhedskurser, skal man hele tiden tænke på, hvad der er den vigtigste hensigt med at indføre reformer - at sørge for den højest mulige udvikling af ånd, sjæl og legeme. Vi skal gøre opmærksom på, at naturlovene er Guds love, og at de er givet til vort bedste. Hvis vi retter os efter dem, vil vi blive lykkeligere her i livet og bedre kunne forberede os til det næste liv. ret
(117) Vi bør opfordre folk til at lægge mærke til, at skaberværket vidner om Guds kærlighed og visdom. De bør lære det vidunderlige menneskelegeme at kende og sætte sig ind i de love, som styrer det. Når mennesker får øjnene op for Guds kærlighed og kommer til at fatte noget af den visdom og godhed, som er nedlagt i hans love, og ser, hvad de kan opnå ved at være lydige, vil de få et helt andet syn på deres pligter og ansvar. Så vil de ikke længere betragte det som et offer at rette sig efter sundhedens love, men som en uvurderlig velsignelse. ret
(118) Evangeliets forkyndere bør betragte det som en del af deres arbejde at lære folk at leve sundt. Der er et stort behov for dette arbejde, og verden venter kun på, at man går i gang. ret
(118) Der skal gøres en personlig indsats
Der er en udbredt tilbøjelighed til at overlade alle opgaver til organisationer. Man konsoliderer og centraliserer, og man stifter store menigheder og bygger store institutioner. Der er mange mennesker, der overlader socialt arbejde til institutioner og organisationer. De søger at undgå at komme i forbindelse med verden, og følgen er, at deres hjerte bliver koldt. De bliver selvoptaget, og der er intet, som gør indtryk på dem. Sjælen bliver blottet for kærlighed til Gud og mennesker. ret
(118) Kristus tildeler alle sine efterfølgere en opgave, som ikke kan løses ved stedfortræder. Man skal ikke lade komiteer og velgørende organisationer tage sig af de syge og fattige og forkynde evangeliet for de fortabte. Evangeliet forlanger, at man påtager sig et personligt ansvar og gør en personlig indsats og bringer et personligt offer. ret
(118) Kristus har givet denne befaling: »Gå ud på vejene og langt gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. « Han sørger for, at mennesker kommer i berøring med dem, som de søger at hjælpe. Han siger, at du skal »give husly til hjemløse stakler«, og at du skal give »klæder til den nøgne«. »De skal lægge hænderne på syge så de bliver raske.« Vi skal uddele evangeliets velsignelser ved at kontakte mennesker og gøre et personligt arbejde for dem. ret
(119) Alle skal hjælpe til
Gud benyttede ikke en bestemt gruppe mennesker, da han skænkede sit folk lyset før i tiden. Daniel og Esajas var af kongeslægt. David var hyrdedreng, Amos var hyrde, Zakarias havde været i fangenskab i Babylon, Elisa var landmand. Herren benyttede profeter og fyrster, adelsmænd og småkårsfolk og gav dem kendskab til de sandheder, som de skulle forkynde for verden. ret
(119) Herren tildeler alle, som har fået del i hans nåde, et arbejde, som de skal udføre for andre. Vi skal alle sammen være villige til at sige: »Her er jeg, send mig.«12 Alle har et ansvar. Det gælder både prædikanten, sygeplejersken, den kristne læge, ja, alle kristne mennesker, uanset, om de er købmænd, landmænd, håndværkere eller akademikere. Det er vores opgave at forkynde frelsens evangelium for menneskene. Dette bør være hensigten med alt, hvad vi beskæftiger os med. ret
(119) Når mennesker siger ja til at løse en bestemt opgave, vil de ikke blot være til velsignelse for andre, men de vi også selv blive velsignet. Tanken om, at de har gjort deres pligt, vil påvirke deres sjæl. De modløse vil tage sig sammen, de svage vil blive stærke, de uvidende vil tilegne sig viden, og de vil alle sammen erfare, at han, der har kaldt dem, aldrig svigter dem. ret
(119) Menigheden er en skole
Kristi menighed er stiftet for at tjene menneskeheden. Dens feltråb er tjeneste. Dens medlemmer er soldater, som skal uddannes til at kæmpe under ham, som er banebryder for deres frelse. Kristne forkyndere, læger og lærere har en mere omfattende gerning, end mange har været klar over. De skal ikke blot hjælpe mennesker, men lære dem at hjælpe andre. De skal heller ikke blot lære folk, hvordan de bør leve, men tilhørerne bør oplæres, så de kan undervise andre. Sandheden mister sin livgivende og helbredende kraft, hvis man ikke praktiserer den og gør andre bekendt med den. Man vil kun høste dens velsignelser, hvis man deler den med andre. ret
(120) Vor tjeneste for Gud er for ensformig, og vi skal gå nye veje. Alle menighedens medlemmer skal arbejde for Mesteren. Det er ikke alle, der kan udrette lige meget, men alle bør gøre deres yderste for at standse den flodbølge af sygdom og elendighed, som skyller hen over verden. Der er mange, der er villige til at påtage sig et arbejde, hvis man viser dem, hvor de skal begynde. De skal undervises og opmuntres. ret
(120) Hver menighed bør være en skole, hvor kristne mennesker kan få en uddannelse. Menighedens medlemmer bør lære, hvordan man underviser i Bibelen, hvordan man underviser medlemmerne i sabbatsskolen, hvordan man hjælper de fattige og tager sig af de syge, og hvordan man arbejder for mennesker, som ikke er omvendt. Der bør oprettes sundhedskurser og køkkenkurser og undervises i forskellige former for kristeligt hjælpearbejde. Der bør ikke blot undervises i teori, men der bør udføres praktisk arbejde under ledelse af erfarne lærere. Lærerne bør gå i spidsen og arbejde for befolkningen, så vil andre slutte sig til dem og tage ved lære af dem. Et forbillede er mere værd end mange ord. ret
(120) Alle mennesker bør udvikle deres fysiske og intellektuelle evner til det yderste, så de kan arbejde for Gud der, hvor hans forsyn sender dem hen. Det var Kristi nåde, der satte Paulus og Apollos i stand til at gøre en fremragende åndelig indsats. Kristus vil skænke gudfrygtige missionærer den samme nåde i dag. Gud ønsker, at hans børn skal være i besiddelse af indsigt og kundskaber, så at hans herlighed kan blive åbenbaret i verden med en uforlignelig klarhed og kraft. ret
(121) De største resultater
Gudfrygtige mennesker, som har en uddannelse, kan gøre en indsats på flere områder og udrette mere end de ufaglærte. De kræver selvdisciplin at tage en uddannelse og det indebærer store fordele. Men man kan godt hjælpe sine medmennesker, selvom man ikke har rige evner og en stor uddannelse. Gud kan bruge de mennesker som er villige til at hjælpe til. Det er ikke de dygtigste elle; bedst begavede, der opnår de bedste og varigste resultater. Der er brug for mænd og kvinder, som har hørt et budskab fra himlen. De mennesker, der tager imod denne indbydelse: »Tag mit åg på jer, og læ'r af mig,«13 kan udrette mest. ret
(121) Der er brug for missionærer, som har hjertet på rette sted. Når Gud påvirker en missionærs hjerte, længes han efter at gøre noget for mennesker, som aldrig har kendt Guds kærlighed. Det gør ham ondt at se de forhold, som de lever under. Han beslutter at træde i himlens tjeneste og gøre, hvad himlen tilskynder ham til. Han vil påtage sig en opgave, som englene vil hjælpe ham med at løse. ret
(121) Hvis de mennesker, som Gud har skænket rige evner, kun bruger dem til at skaffe sig selv fordele, giver han dem en vis prøvetid. Når den er udløbet, overlader han dem til sig selv. Derefter vælger Gud nogle mennesker, som ikke ser ud til at være særlig intelligente. De har måske heller ikke ret megen selvtillid. Gud gør de svage stærke fordi de stoler på, at han vil gøre det for dem, som de ikke kan gøre for sig selv: Gud anerkender deres helhjertede tjeneste og råder selv bod på deres mangler. ret
(121) Herren har ofte taget mennesker i sin tjeneste, selvom de ikke har fået ret megen skoleundervisning. De har været myreflittige, og Herren har belønnet deres troskab mod hans sag og deres flid og kundskabstørst. Han har set deres tårer og hørt deres bønner. Gud velsignede fangerne ved Babylons hof. Han giver også sine arbejdere visdom og kundskab i dag. ret
(122) Fattige mennesker, som har fået meget lidt skoleundervisning, har somme tider fået nåde til at vinde mange sjæle for Kristus. Deres gode resultater skyldtes, at de stolede på Gud. De tog daglig ved lære af ham, hvis råd er under fulde, og hvis magt er stor. ret
(122) Disse mennesker bør opmuntres. Herren sørger for, at de kommer i forbindelse med begavede mennesker, så de kan få de kundskaber, som andre har forsømt at glæde dem. Da de hurtigt kan sætte sig ind i en situation og altid rede til at hjælpe mennesker i nød og er kendt for deres venlige ord og handlinger, lader man dem hjælpe til på steder, hvor der ellers ikke er adgang. De kommer i berøring med mennesker, som har problemer, og får mulighed for at overtale mange rådvilde sjæle til at tro på Gud. Tusinder af andre mennesker kunne gøre det samme, hvis de blot ville. ret
(122) Et rigere liv
Der er intet, der ansporer et menneske så meget til a: vise offervilje som at arbejde for andre. Det styrker også karakteren: Der er mange bekendende kristne, .der kun tænker på sig selv, når de melder sig ind i et kirkesamfund. De synes godt om samværet med menighedens medlemmer og er glade for at få besøg af præsten. De bliver medlemmer af store, velhavende menigheder og gør ikke ret meget for andre. Derved går de glip af de største velsignelser. Mange kunne med fordel give afkald på deres behagelige omgangskreds. De bør bruge deres kræfter til kristeligt arbejde og lære at bære ansvar. ret
(122) Træer bliver ikke så sunde og stærke, når de står tæt sammen. Gartneren planter dem ud for at give dem plads til at udvikles. I de store menigheder er der også mange medlemmer, som ville have godt af at blive »plantet ud«. De trænger til at blive anbragt på sådanne steder, hvor de kan bruge deres energi til aktivt kristeligt arbejde. De mister deres åndelighed og bliver passive, fordi de ikke ofrer sig for andre. De ville blive stærke og energiske, hvis de blev flyttet til en eller anden missionsmark. ret
(123) Men der er ingen, der behøver at vente med at hjælpe andre, til de er blevet bedt om at rejse til et fjernt land. Der er brug for hjælp alle vegne. Der er mennesker, som trænger til vor hjælp overalt. Der er enker, forældreløse, syge og døende mennesker, fortvivlede, modløse, uvidende og udstødte mennesker, som trænger til hjælp. ret
(123) Vi bør anse det for vor pligt at gøre noget for de mennesker, som bor i vort nabolag. Prøv at finde ud af, hvordan du bedst kan hjælpe de mennesker, som ikke har religiøs interesse. Når du besøger dine venner og naboer, bør du både interessere dig for deres åndelige og deres timelige ve og vel. Tal med dem om Kristus, som frelser fra synd. Inviter dine naboer hjem og læs op for dem af den dyrebare bibel og af bøger, som giver forklaring på Bibelens sandheder. Indbyd dem til at synge og bede sammen med dig. Kristus vil selv være til stede ved disse små sammenkomster. Det har han lovet, og han vil påvirke menneskers hjerte med sin nåde. ret
(123) Menighedens medlemmer bør lære dette arbejde. Det er lige så vigtigt som at frelse uvidende sjæle i fjerne lande. Der er nogle, som har en byrde for sjæle, som er langt borte, men alle de mennesker, som er hjemme, bør have en byrde for de dyrebare sjæle, som befinder sig i deres nærhed, og arbejde lige så flittigt for deres frelse. ret
(123) Der er mange, der føler, at deres liv ikke har noget indhold, men de kan selv gøre det indholdsrigt, hvis de vil. Mennesker, som elsker Jesus af hjerte, sind og sjæl og deres næste som sig selv, har rige muligheder for at bruge deres evner og øve indflydelse. ret
(124) Små anledninger
Man bør ikke forbigå de små anledninger, fordi man hellere vil øve stordåd. Man kan måske løse en lille opgave med godt resultat, mens det ville mislykkes at gøre en større indsats, så man tabte modet. Du vil blive skikket til at påtage dig store opgaver, hvis du lægger alle kræfterne i, når du skal gøre et stykke arbejde. Der er mange, der bliver passive og sløve, fordi de ringeagter de anledninger, som de har til daglig, og ikke vil befatte sig med de småting, som ligger lige for hånden. ret
(124) Du skal ikke gøre dig afhængig af menneskers hjælp. Søg hjælp hos ham, som Gud har udvalgt til at bære vore sorger og dække vore fornødenheder. Tag Gud på hans ord, tag fat, hvor der er brug for din hjælp, og fortsæt med usvækket tro. Det er tro på Kristi nærværelse, som gør os stærke. Arbejd uden at vente noget til gengæld. vær myreflittig og hold ud. ret
(124) Der findes lande, hvor forholdene er så forfærdelige, at der ikke er ret mange, der vil rejse derhen, men takket være offervillige menneskers arbejde er der sket store forandringer her. De har arbejdet tålmodigt og udholdende. De har ikke stolet på menneskers hjælp, men har sat deres lid til Gud, og hans nåde har holdt dem oppe. Der er aldrig nogen, der vil få at vide i denne verden, hvor meget godt der er blevet udrettet på denne måde, men de velsignede resultater vil blive åbenbaret i evigheden. ret
(124) Selvunderholdende missionærer
Selvunderholdende missionærer kan opnå gode resultater mange steder. Apostlen Paulus arbejdede som selvunderholdende missionær og forkyndte budskabet om Kristus i den dakendte verden. Han forkyndte evangeliet i de store byer i Asien og Europa om dagen og arbejdede samtidig som teltmager for at underholde sig selv og sine ledsagere. Da han tager afsked med de ældste fra Efesus, fortæller han om sit arbejde. Alle evangeliets forkyndere kan fa udbytte af det, han siger her: ret
(125) »I ved,« sagde han, »hvordan jeg hele tiden har færdedes hos jer, lige fra den første dag, da jeg kom. . . . I ved at jeg. ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentligt og privat. . . . Sølv eller guld eller tøj har jeg ikke forlangt af nogen. I ved selv, at disse hænder har tjent til alt, hvad jeg og mine medarbejdere havde brug for. Jeg har vist jer, at ved at arbejde sådan bør man tage sig af de svage og huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: 'Det er saligere at give end at få.' « ret
(125) I dag er der mange, som kunne gøre en god indsats på samme made, hvis de var lige så offervillige. Det kan anbefales, at to eller flere slår sig sammen og begynder at. forkynde evangeliet. De bør besøge folk bede synge undervise og forklare, hvad der står i Bibelen, og de bør tage sig af de syge. Nogle kan ernære sig som litteraturevangelister, andre kan arbejde som håndværkere ligesom apostlen. Mens de er beskæftiget med dette arbejde, far de en velsignet erfaring. De føler sig ofte hjælpeløse men de stoler på Gud. Herren Jesus går foran dem, og både rige og fattige påskønner deres arbejde og hjælper dem. ret
(125) Lægemissionærer, som skal arbejde i udlandet bør opfordres til at rejse med det samme og begynde at arbejde for befolkningen. De kan lære sproget, mens de arbejder. Det vil ikke vare længe, før de kan undervise i nogle letfattelige sandheder i Guds ord. ret
(125) Der er brug for mennesker, som vil forkynde Guds nåde i hele verden. Kristne familier bør rejse til egne, hvor befolkningen lever i mørke og vildfarelse. De bør rejse til fremmede lande og sætte sig ind i, hvad deres medmennesker trænger til, og arbejde for Mesterens sag. Der kunne udføres et velsignelsesrigt arbejde, hvis sådanne familier ville bosætte sig, hvor mennesker lever i åndeligt mørke. Her skulle de lade lyset fra Kristi liv give genskin. ret
(126) Men dette arbejde kræver offervilje. Der er mange, der venter på, at alle forhindringer skal ryddes af vejen. Imens sker der ingenting, og mange mennesker dør uden håb og uden Gud i verden. Der er nogle mennesker, som foretager farefulde rejser for at tjene penge eller for at gøre videnskabelige opdagelser. De bringer med glæde ofre og affinder sig med de afsavn, som følger med. Men hvor er der få mennesker, som for deres medmenneskers skyld er villige til at tage deres familie med til egne, hvor befolkningen ikke har hørt evangeliet. ret
(126) Det er ægte missionsarbejde at søge at komme i forbindelse med mennesker, hvor de end befinder sig, og uanset hvilken stilling de har og hvilke forhold de lever under. De bør hjælpes på enhver tænkelig måde. Hvis vi vil udføre et sådant arbejde, kan vi vinde folks hjerte og få adgang til sjæle, som er ved at gå fortabt. ret
(126) I alt, hvad du foretager dig, skal du huske, at du står i forbindelse med Kristus, og at du tager del i den store frelsesplan. Kristi kærlighed skal strømme gennem dit liv som en helbredende, livgivende strøm. Når du søger at bringe andre inden for hans kærligheds sfære, bør din rene tale, din uselviske tjeneste og den glæde, som du bringer med dig, vidne om hans nådes kraft. Du skal repræsentere ham så ædelt og retfærdigt over for verden, at menneskene ser ham i hans skønhed. ret
(126) Takt og medfølelse
Hvis man vil forsøge at få mennesker til at ændre deres livsførelse, hjælper det ikke ret meget at angribe det, vi betragter som deres forkerte vaner. Derved gør vi ofte mere skade end gavn. Da Kristus talte med den samaritanske kvinde, kritiserede han ikke Jakobs brønd. Han henledte hendes opmærksomhed på noget, som var bedre. »Hvis du kendte Guds gave,« sagde han, »og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«15 Han ledte samtalen ind på de velsignelser, han kunne skænke, og tilbød kvinden noget bedre end det, hun havde. Han tilbød hende levende vand evangeliets glæde og håb. ' ret
(127) Det er på denne måde, vi skal arbejde. Vi skal tilbyde menneskene noget, som er bedre end det, de har. Vi skal tilbyde dem Kristi fred, som overgår al forstand. Vi skal tale med dem om Guds hellige lov, som er et spejlbillede af hans karakter og et udtryk for, hvordan han ønsker, at de skal blive. Vis dem, hvor højt himlens uforgængelige glædeer hævet over denne verdens flygtige glæder og fornøjelser. Fortæl dem om den frihed og hvile, som findes hos Frelseren. »Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste,« sagde han. ret
(127) Ophøj Jesus. Råb: »Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd.« Han alene kan stille hjertets stærke længsler og skænke sjælen fred. . ret
(127) De mennesker, som vil indføre reformer, bør være de mest uselviske, de venligste og de høfligste af alle. Deres liv bør afspejle sand godhed, som udspringer af uselviske handlinger. Hvis en person ikke er høflig, og hvis han er utålmodig, når han taler med uvidende eller lunefulde mennesker, og hvis han taler eller handler uden at tænke sig om, kan .han risikere at lukke døren til folks hjerte, og han kan maske aldrig komme i forbindelse med dem mere. ret
(127) Når man forsøger at redde mennesker ud af deres vildfarelser, bør man lade sine ord falde lige så blidt, som duggen og en mild regnbyge falder på planter, som er ved at visne. Gud ønsker, at vi først skal appellere til menneskenes hjerte. Vi skal vise kærlighed, når vi forkynder sandheden, og stole på, at Gud vil give den kraft til at reformere livet. Helligånden vil lade det ord, som bliver talt i kærlighed, gøre indtryk på sjælen. ret
(128) Vi er af naturen selvoptagne og påståelige, men når vi lader Kristus undervise os, tilegner vi os hans natur, og vi lever hans liv. Kristus er et vidunderligt forbillede. Der er ingen, der har taget så meget hensyn til andres følelser som han. Han græd med de grædende og glædede sig med de glade. Alle hans efterfølgere skal tage ved lære af ham. Ved deres venlige ord og handlinger vil de søge at gøre vandringen lettere for de trætte. ret
(128) Et ord i rette tid
»Gud Herren har givet mig disciple s tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.« ret
(128) Der findes forpinte sjæle overalt. Vi kan finde dem alle vegne. Lad os opsøge disse lidende mennesker og tale et ord i rette tid for at trøste deres hjerte. Vi bør altid være rede til at trøste vore medmennesker. ret
(128) Når vi taler med andre mennesker, bør vi altid huske, at de har haft oplevelser, som ingen andre har kendskab til. De har triste minder, som de gør alt for at skjule for andre. De tænker på de lange, hårde kampe, som de har udkæmpet under store vanskeligheder. De har måske problemer i hjemmet, og det tærer på deres mod, tillid og tro dag ud og dag ind. Når mennesker kæmper en ulige kamp, kan man styrke dem og opmuntre dem ved at vise dem små opmærksomheder, som kun koster lidt kærlig omtanke. For sådanne mennesker betyder et fast hånd tryk af en ægte ven mere end guld og sølv. Venlige ord betyder lige så meget for dem, som hvis de kunne se englenes smil. ret
(129) Der er mangfoldige mennesker, som kæmper med fattigdom. De arbejder hårdt for en ussel løn og kan kun skaffe sig de allermest nødvendige fornødenheder. Der er ikke udsigt til, at de vil få det bedre, og deres hårde arbejde og deres afsavn er en tung byrde. Hvis de nu ogsåbliver syge, bliver tilværelsen næsten uudholdelig. De er plaget af bekymringer og problemer og ved ikke, hvor de skal gå hen for at få hjælp. Vis dem medfølelse i deres prøvelser, sorger og skuffelser, så får du mulighed for at hjælpe dem. Fortæl dem om Guds løfter, bed sammen med dem og indgyd dem håb. ret
(129) Når man siger nogle opmuntrende ord til et menneske, som er dybt deprimeret, betragter Frelseren det, som om vi havde sagt disse ord til ham. Himlens engle ser til med velbehag, når man glæder andre mennesker. ret
(129) Det guddommelige broderskab
Herren har til stadighed forsøgt at få menneskene til at indse, at de tilhører et guddommeligt broderskab. Vi skal samarbejde med ham. Menneskene nærer mistillid til hinanden og bliver mere og mere fremmede over for hinanden, men Kristi disciple skal være i besiddelse af det samme sindelag som himlens beboere. Vi skal tale, som Kristus ville tale, og handle, som han ville handle. Vi skal til enhver tid lægge hans venlige sindelag for dagen.. Vi skal åbenbare den rigdom af kærlighed, som dannede baggrunden for alt, hvad han sagde og gjorde for menneskene. De mennesker, som føler sig mest hjælpeløse, kan i samarbejde med Kristus anslå strenge, som frembringer vibrationer til jordens yderste grænser, ja, gennem hele evigheden. ret
(129) Himlens engle står parat til at samarbejde med mennesker for at vise verden, hvor langt mennesker kan nå, og hvad der kan udrettes ved en forening af det menneskelige og det guddommelige for at frelse sjæle, som er ved at gå fortabt. Der er ingen grænser for, hvor megen nytte et menneske kan gøre, når det ydmyger sig og lader Helligånden påvirke hjertet og indvier sig til Gud uden forbehold. Alle de mennesker, der tjener Gud med ånd, sjæl og legeme, vil hele tiden modtage en ny forsyning af åndelig, sjælelig og fysisk kraft. Himlens uudtømmelige hjælpekilder står til deres rådighed. Kristus gør dem delagtig i sin egen Ånd og i sit eget liv. Helligånden forsyner sind og hjerte med energi. Ved Guds nåde kan vi vinde sejre, som vi ikke troede var mulige, fordi vi har nogle forkerte, forudfattede meninger, en mangelfuld karakter og meget lidt tro. ret
(130) Når mennesker beslutter at tjene Herren uden forbehold, er der ingen grænser for, hvad de kan udrette. Herren vil gøre meget for disse mennesker. Han vil påvirke menneskers sind, så de løfter, han har givet med henblik på evigheden, allerede vil gå i opfyldelse her på jorden. ret
(130) »Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre, den skal
blomstre som rosen, juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmeis og Sarons pragt.
De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt.
Styrk de synkende hænder,
gør de kraftesløse knæ stærke,
sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke!
Nu kommer jeres Gud. . . .
Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.
For vand vælder frem i ørkenen,
bække i ødemarken.
Det hede sand bliver til oaser
den udtørrede jord til kildevæld. ...
Der skal der være en banet vej,
Den Hellige Vej skal den hedde,
de urene skal ikke færdes på den;
men for hans folk bliver det en vej at gå på,
hvor dårer ikke flakker om.
Der skal der ikke være løver
rovdyr kommer ikke på den, de findes ikke.
Der skal de løskøbte vandre
Herrens udfriede vender hjem,
de kommer til Zion med jubel,
evig glæde går foran dem,
fryd og glæde når dem,
suk og klage flygter. « ret