Vejen til Kristus kapitel 10fra side124.     Fra side 85 i den engelske udgave.

tilbage

Kundskab om Gud

(124)  Gud søger på mange måder at åbenbare sig for os og at bringe os i samfund med sig selv. Naturen taler uophørligt til vore sanser. Et opladt hjerte vil føle sig grebet af Guds kærlighed og af den storhed, som hans hænders gerninger vidner om. Det lyttende øre kan høre og forstå Guds tale gennem naturen. De grønne marker, de høje træer, knopperne og blomsterne, den svævende sky, den faldende regn, den rislende bæk og himmelens herlighed taler til os og indbyder os til at lære ham at kende, som skabte det hele. ret

(124)  Frelseren knyttede sin undervisning til det, der findes i naturen. Træerne, fuglene, blomsterne, højene, søerne, den dejlige himmelhvælving såvel som det daglige livs oplevelser og begivenheder blev alle indflettet i sandhedens ord, for at menneskene ofte kunne mindes hans undervisning under livets travlhed og slid. ret

(125)  Gud ønsker, at hans børn skal sætte pris på hans gerninger og finde glæde i den skønhed, hvormed han har prydet vort jordiske hjem. Han elsker det skønne, men der er dog noget, han sætter over ydre skønhed - en smuk karakter. Det er Guds ønske, at vi skal udvikle renhed og enkelhed og prydes med den stille ynde, som vi finder hos blomsterne. ret

(125)  Hvis vi blot er opmærksomme, vil Guds hænders gerninger bibringe os en dyrebar undervisning om lydighed og fortrøstning. Hele naturen adlyder Skaberens vilje, lige fra stjernerne, som århundrede efter århundrede bevæger sig gennem himmelrummet på deres anviste bane, ned til det mindste atom. Gud har omsorg for alt og opholder alt, hvad han har skabt. Han, som opholder de utallige verdener i det endeløse rum, har samtidig omsorg for den lille spurv, som frygtløst synger sin beskedne sang. Når menneskene går til deres daglige arbejde, og når de søger Gud i bøn; når de lægger sig om aftenen, og når de står op om morgenen; når den rige holder festmåltid i sit palads, og den fattige samler sine børn omkring sit tarvelige bord, så våger den himmelske Fader ømt over dem alle. Ingen tårer rinder, uden at Gud ser det, intet smil undgår hans blik. ret

(126)  Hvis vi blot troede på dette af hele vort hjerte, ville alle unyttige bekymringer falde bort. Så ville vort liv ikke være så fuldt af skuffelser, som det er nu, for alle ting, store eller små, ville blive overladt til Gud, som ikke besværes af bekymringer eller overvældes af deres vægt. Så ville vi glæde os over en åndelig hvile, som mange længe har været fremmede over for. ret

(126)  Når dine sanser fryder sig over alt det skønne på Jorden, så tænk på den tilkommende verden, hvor syndens og dødens ødelæggelser aldrig vil vise sig, hvor naturen aldrig mere skal fordunkles af forbandelsens skygge. Forestil dig i tanken de frelstes hjem og husk på, at det vil blive herligere, end du i din lyseste fantasi kan forestille dig. I Guds mangfoldige gaver, som han har givet os i naturen, ser vi blot et svagt glimt af hans herlighed. Der står skrevet: "Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham." 1 Kor. 2, 9. ret

(127)  Digteren og naturforskeren har meget at sige om naturen, men det er den kristne, som glæder sig mest ved Jordens skønhed, fordi han ser sin Faders gerning og sporer hans kærlighed i blomster, buske og træer. Ingen kan fuldt ud værdsætte høje og dale, floder og søer, før han betragter dem som et udtryk for Guds kærlighed til menneskene. ret

(127)  Gud taler til os ved sit forsyns styrelse og ved sin Ånds indvirkning på hjertet. I vore forhold og omgivelser og i de forandringer, der daglig foregår omkring os, Kan vi hente dyrebare lærdomme, hvis blot vort hjerte er modtageligt for dem. Salmisten siger, idet han betragter Guds forsyns gerninger: "Af Herrens miskundhed er Jorden fuld." "Hvo, som er viis, han mærke sig det og lægge sig Herrens nåde på sinde!" Sal. 33, 5; 107,43. ret

(128)  Gud taler til os i sit ord. Her er hans væsen, den måde, han behandler menneskene på, og forløsningens store værk endnu tydeligere åbenbaret. Her får vi lejlighed til at se patriarkernes, profeternes og andre hellige mænds historie. De var mennesker, som levede under samme kår som vi. Jak. 5,17. Vi ser, hvorledes de kæmpede med de samme vanskeligheder som vi, hvorledes de faldt for fristelser ligesom vi, men fattede mod igen og ved Guds nåde vandt sejr. Når vi betragter dette, opmuntres vi i vor stræben efter retfærdighed. Når vi læser om de dyrebare erfaringer, som de fik, om det lys, den kærlighed og de velsignelser, de glædede sig over, og om det værk, de udrettede ved Guds nåde, så tænder den ånd, der besjælede dem, en hellig tilskyndelse i vort hjerte og et ønske om at komme til at ligne dem i karakter- at vandre med Gud ligesom de. ret

(128)  Jesus sagde om Det gamle Testamentes skrifter - og hvor meget mere gælder det ikke om Det nye - "det er dem, som vidner om mig." Joh. 5, 39. De vidner om Forløseren, på hvem hele vort håb om evigt liv hviler. Ja, hele Bibelen vidner om Kristus. Fra den første beretning om skabelsen - for uden ham "blev intet til af det, som er" - til det sidste løfte: "Se, jeg kommer snart" (Joh. 1, 3; Åb. 22, 12), læser vi om hans gerninger og hører hans røst. Ønsker du at lære Frelseren at kende, så læs Den hellige Skrift. ret

(129)  Fyld hele dit hjerte med Guds ord. Det er det levende vand, som vil slukke din brændende tørst. Det er det levende brød fra Himmelen. Jesus siger: "Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer." Han forklarer sine ord således: "De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv." Joh. 6, 53. 63. Vore legemer opbygges af det, vi spiser og drikker. Som det er i naturens husholdning, er det også i den åndelige. Det er det, vi tænker på, der giver vor åndelige natur karakter og styrke. ret

(130)  Genløsningen er et emne, som englene ønsker at skue ind i. Det vil blive emnet for de genløstes studium og sang gennem evigheden. Er det ikke værd at granske og tænke nøje over nu? Jesu store barmhjertighed og kærlighed og det offer, han har bragt for os, kræver den dybeste og alvorligste overvejelse. Vi bør dvæle ved vor genløsers og talsmands karakter. Vi bør tænke meget på hans mission, som kom for at frelse sit folk fra deres synder. Vor tro og vor kærlighed styrkes, når vi således betragter himmelske ting, og vore bønner vil blive mere og mere antagelige for Gud, fordi de blandes mere og mere med tro og kærlighed. De vil blive forstandige og inderlige. Vi vil få en mere vedholdende tillid til Jesus og en daglig, levende erfaring om hans magt, som helt og fuldt kan frelse dem, der kommer til Gud ved ham. ret

(130)  Når vi betragter Frelserens fuldkommenhed, vil der opstå et ønske hos os om at blive helt forvandlede og fornyede efter hans renheds billede. Vi vil hungre og tørste efter at ligne ham, som vi tilbeder. Jo mere vi tænker på Kristus, desto mere til vi tale om ham til andre og åbenbare ham for verden. ret

(131)  Bibelen blev ikke kun skrevet for de lærde. Den blev tværtimod skrevet for jævne mennesker. De store sandheder, som er nødvendige, for at menneskene kan blive frelst, er klare som sollyset. Ingen vil tage fejl eller gå vild, medmindre de følger deres egen forstand i stedet for Guds vilje, som er åbenbaret tydeligt og klart. ret

(131)  Vi bør ikke antage noget menneskes vidnesbyrd om, hvad Skriften lærer, men granske Guds ord selv. Hvis vore ædle åndsevner ikke beskæftiges med emner, som det er værd at koncentrere sig om, kan de blive så forkrøblede, at de mister evnen til at fatte Guds ords dybe betydning. Tænkeevnen styrkes, hvis man studerer forbindelsen mellem de forskellige emner i Bibelen og sammenligner skriftsted med skriftsted og åndelige ting med åndelige ting. ret

(132)  Intet kan bedre styrke forstandsevnerne end bibelstudium. Ingen anden bog har en sådan kraft til at højne tankerne og give åndsevnerne styrke som Bibelens store og forædlende sandheder. Hvis Guds ord blev gransket, som det burde, ville menneskene opnå en åndsudvikling, en sjælens adel og en fasthed i forsæt, som man sjældent ser i vor tid. ret

(132)  Men man får kun ringe gavn af en overfladisk læsning i Skriften. Man kan læse hele Bibelen igennem uden at se dens skønhed eller fatte dens dybe, skjulte betydning. Man får mere udbytte af at overveje et skriftsted, indtil dets betydning er klar for tanken, og dets forhold til frelsens plan er tydelig, end at læse mange kapitler uden noget bestemt formål, og uden at man får nogen positiv viden. ret

(132)  Hav altid din bibel hos dig. Læs i den, når du har lejlighed dertil, og søg at fæste skriftstederne i din hukommelse. Selv når du går på gaden, kan du læse et skriftsted og overveje det og således fæste det i hukommelsen. ret

(133)  Vi kan kun opnå visdom ved at være opmærksomme og ved at studere under bøn. Nogle dele af Skriften er så tydelige, at de ikke kan misforstås. Men der er andre skriftsteder, hvis betydning ikke ligger på overfladen, så man ser den ved første øjekast. Skrift må sammenlignes med skrift. Man må ransage omhyggeligt og overveje under bøn. En sådan granskning vil blive rigeligt belønnet. Minearbejderen opdager årer af ædle metaller, som er skjult under jordens overflade. På samme måde vil det menneske, der med udholdenhed ransager Guds ord, som om det søgte efter skjulte skatte, finde sandheder af den største værdi. Men de er skjult for den, der søger med ligegyldighed. Når det inspirerede ord bliver overvejet i hjertet, vil det blive som strømme, der flyder fra livets kilde. ret

(133)  Bibelen bør aldrig læses uden bøn. Vi må bede om Helligåndens oplysning, før vi åbner den, så skal den gives os. Da Natanael kom til Jesus, udbrød Frelseren: "Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig." Natanael sagde: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede: "Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet." Joh. 1,47,48. Jesus vil også se os, når vi beder i løndom, dersom vi begærer lys af ham, for at vi kan lære sandheden at kende. Engle fra lysets rige vil være hos dem, der med et ydmygt hjerte søger guddommelig vejledning. ret

(134)  Helligånden ophøjer og forherliger Frelseren. Det er dens opgave at fremholde Kristus - hans rene retfærdighed og den store frelse, vi har ved ham. Jesus siger: "Han skal tage af mit og forkynde jer det" Joh. 16, 14. Sandhedens Ånd er den eneste rette lærer i guddommelig sandhed. Hvor højt må ikke Gud elske menneskeslægten, når han kunne give sin Søn i døden for den og sende Helligånden til at være menneskets lærer og stadige vejleder! ret

(134)  Herrens Ånd de vidner bar,
som os viste vejen klar;
Herrens Ånd med himmelsk glans
dem oplyste sind og sans;
hvad de her ej selv forstod,
Kristi Ånd for dem oplod,
denne Ånd vi have må,
skal vi ordet ret forstå.

Herrens ord og Herrens Ånd -
brydes kan ej dette bånd;
Herrens Ånd i ordet bor,
giver liv til livets ord;
Herrens ord er Åndens sværd
Ånden giver ordet værd,
Ånden er den lærer stor,
som os tolker Herrens ord. ret

næste kapitel