Vejen til Kristus kapitel 11fra side136.     Fra side 93 i den engelske udgave.

tilbage

Bønnens velsignelse

(136)  Gud taler til os gennem naturen og sit åbenbarede ord, gennem sit forsyns styrelse og ved sin Ånds indflydelse. Men dette er ikke nok. Vi må også udøse vort hjerte for ham. For at få Åndens liv og kraft må vi stå i en levende forbindelse med vor himmelske Fader. Vort sind kan føle sig draget til ham, vi kan tænke på hans gerninger, hans nåde og hans velsignelse, men dette er ikke i egentligste forstand at samtale med ham. For at samtale med Gud må vi have noget at sige ham om vort virkelige liv. ret

(136)  Bøn er at oplade hjertet for Gud som for en ven. Dette er ikke nødvendigt for at underrette Gud om, hvad vi er, men for at vi kan tage imod ham. Bønnen bringer ikke Gud ned til os, men den løfter os op til ham. ret

(136)  Da Jesus var på Jorden, lærte han sine disciple, hvordan de skulle bede. Han opfordrede dem til at omtale deres trang for Gud hver dag og kaste al deres sorg på ham. Den forsikring, han gav dem om bønhørelse, gælder også os. ret

(137)  Jesus selv bad ofte, da han levede blandt menneskene. Vor frelser stillede sig på lige fod med os i vor nød og svaghed. Han søgte i bøn at få ny styrke fra sin Fader, for at han kunne beredes til at opfylde sine pligter og møde de prøver, der ventede ham. Han er vort eksempel i alle ting. Han er en broder i vore svagheder og "har været fristet i alle ting ligesom vi", men som den syndfrie frelser veg hans natur tilbage for det onde. Han måtte udstå megen kamp og lide stor sjælekval i denne syndige verden. Hans menneskelige natur gjorde bønnen til en nødvendighed og en velsignelse. Han fandt trøst og glæde i samtale med sin Fader. Dersom Frelseren, Guds Søn, havde behov for bøn, hvor meget mere bør da svage, syndige mennesker føle nødvendigheden af inderlig, stadig bøn! ret

(137)  Vor himmelske Fader er altid villig til at skænke os sin velsignelses fylde. Det er vor forret at drikke dybt af hans uendelige kærligheds kilde. Hvor er det underligt, at vi ikke beder mere! Gud er rede og villig til at høre oprigtige bønner fra de ringeste af sine børn. Og dog er vi så alt for tilbageholdende med hensyn til at fortælle Gud om vor trang. Hvad mon Himmelens engle tænker om stakkels hjælpeløse mennesker, som er udsat for fristelser og dog beder så lidt og har så ringe tro, skønt Guds evige kærligheds hjerte ynkes over dem og er rede til at give dem mere, end de kan bede om eller tænke? Englene bøjer sig med glæde for Gud. De fryder sig over at være i hans nærhed. De betragter samfundet med Gud som den største glæde. Og dog synes støvets børn, som meget mere behøver den hjælp, Gud alene kan give, at være tilfredse med at leve uden Åndens lys, uden Guds egen ledsagelse og nærværelse! ret

(138)  De, der undlader at bede, omsluttes af Satans mørke. Fjendens hemmelige fristelser lokker dem til synd. Alt dette kommer af, at de ikke benytter de velsignelser, Gud har givet dem i bønnens guddommelige anordning. Hvorfor skulle Guds sønner og døtre være uvillige til at bede, når bønnen er den nøgle i troens hånd, der åbner Himmelens forrådshus, hvor den Almægtiges uudtømmelige hjælpekilder findes? Uden stadig bøn og flittig årvågenhed står vi i fare for at blive ligegyldige og afvige fra den rette vej. Modstanderen søger hele tiden at blokere vejen til nådestolen, for at vi ikke ved alvorlig bøn og tro skal få kraft til at modstå fristelse. ret

(139)  Der er visse betingelser, som må opfyldes, før vi kan vente, at Gud vil høre og svare på vore bønner. En af de første af disse er, at vi må føle vor trang til hans hjælp. Han har lovet: "Jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land." Es. 44, 3. De, der hungrer og tørster efter retfærdighed og længes efter Gud, kan være forvissede om, at deres behov vil blive stillet. Hjertet må være åbent for Åndens påvirkning, hvis man skal kunne tage imod Guds velsignelse. ret

(140)  Vort store behov taler kraftigt vor sag, men vi må søge Herren og bede ham om at hjælpe os. Han siger: "Bed, så skal der gives jer." Og atter: "Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?" Matt. 7, 7; Rom. 8, 32. ret

(140)  Hvis vi nærer onde tanker i vort hjerte, hvis vi holder fast ved bevidst synd, vil Herren ikke høre os; men han hører altid den bodfærdige, ydmyge sjæls bøn. Når alle bevidste fejl er rettet, kan vi tro, at Gud vil besvare vor bøn. Vor egen fortjeneste kan aldrig anbefale os til Guds nåde. Det er ved Jesu fortjeneste alene, at vi kan blive frelst. Hans blod alene kan rense os. Men det står til os at rette os efter de betingelser, han stiller, for at kunne tage imod os. ret

(140)  En anden betingelse for virksom bøn er tro. "Thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham." Jesus sagde til sine disciple: "Alt, hvad I beder og bønfalder om - tro, at I har fået det, så skal I få det." Hebr. 11, 6; Mark. 11, 24. Tager vi ham på hans ord? ret

(141)  Løftet er omfattende og ubegrænset, og han, som har givet det, er trofast. Hvis vi ikke får netop de ting, som vi beder om, på den tid, vi beder, skal vi alligevel tro, at Herren hører os, og at han vil besvare vore bønner. Vi er så uforstandige og kortsynede, at vi undertiden beder om noget, som ikke ville blive til velsignelse for os. I sin kærlighed svarer vor himmelske Fader på vore bønner ved at give os det, som er til vort bedste - det, som vi selv ville ønske, hvis vore øjne var oplyst af Gud, så vi kunne se alle ting, som de virkelig er. Når det ser ud, som om vore bønner ikke bliver besvaret, skal vi holde fast ved løftet. Vi skal nok blive bønhørt og skal nok få den velsignelse, vi trænger mest til. Men det er formasteligt at forlange, at bøn altid skal besvares netop på den måde, vi i øjeblikket ønsker. Gud er for viis til at tage fejl og for god til at holde noget tilbage fra dem, som vandrer oprigtigt. Frygt derfor ikke for at forlade dig på ham, selvom du ikke ser et øjeblikkeligt svar på dine bønner. Stol på hans sikre løfte: "Bed, så skal der gives jer." Matt. 7,7. ret

(142)  Hvis vi venter med at tro, til vi har rådført os med vor tvivl og frygt eller søgt at finde en forklaring på alt det, som ikke står klart for os, vil vanskelighederne blot forøges. Men kommer vi hjælpeløse og afhængige til Gud og i ydmyg, tillidsfuld tro fremfører vor trang for ham, hvis kundskab er ubegrænset, for ham, som ved alle ting og styrer alle ting ved sin vilje og ved sit ord, så kan og vil han lytte til vort råb og lade lyset skinne ind i vort hjerte. Gennem oprigtig bøn bringes vi i samfund med den evige Gud. Vi har måske ikke netop på den tid noget særskilt bevis for, at vor frelsers ansigt er vendt mod os i medlidenhed og kærlighed; men ikke desto mindre er dette tilfældet. Vi mærker måske ikke hans legemlige berøring, men hans hånd hviler på os i kærlighed og øm medfølelse. ret

(143)  Når vi kommer til Gud og beder om nåde og velsignelse, må vi nære kærlighedens og tilgivelsens ånd i vort hjerte. hvordan kan vi bede: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere" (Matt. 6, 12), og dog have et uforsonligt sind? Hvis vi venter, at vore egne bønner skal blive hørt, må vi tilgive andre på samme måde og i samme udstrækning, som vi håber at få tilgivelse. ret

(143)  Udholdenhed i bøn er også en betingelse for bønhørelse. Vi må altid bede hvis vi vil vokse i tro og erfaring. Vi må være "udholdende i bønnen". "Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse." Peter formaner de troende til at være "besindige og ædru, så I kan bede." Rom. 12, 12; Kol. 4, 2; 1 Pet. 4,7. Paulus siger: "Lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse". Judas siger: "Mine elskede! . . . bed i Helligånden, bevar jer selv i Guds kærlighed." Fil. 4, 6; Jud. 20. 21. Udholdende bøn betyder sjælens uafbrudte forening med Gud, så at liv fra Gud flyder ind i vort liv, og renhed og hellighed strømmer tilbage til Gud fra vort liv. ret

(144)  Det er nødvendigt at være udholdende i bøn. Lad intet hindre dig i dette. Bestræb dig på enhver måde for at bevare samfundet mellem Jesus og din egen sjæl. Søg enhver anledning til at samles med andre til bøn. De, som virkelig søger efter samfund med Gud, vil komme til bedemøde og trofast opfylde deres pligt. De vil vise en alvorlig længsel efter at få alle de velsignelser, de kan. De vil benytte enhver anledning til at stille sig der, hvor Himmelens lysstråler kan skinne på dem. ret

(144)  Vi bør bede i familien og frem for alt ikke glemme bønnen i lønkammeret; for den er sjælens liv. Det er umuligt for sjælen at vokse i nåden, når bønnen forsømmes. Offentlig bøn eller familiebøn er ikke tilstrækkeligt. Man må i enrum åbne sit hjerte for Guds ransagende øje. Bøn i lønkammeret bør alene høres af Gud, som giver agt på bønner. Intet nysgerrigt øre bør gøres bekendt med disse begæringer. Under lønlig bøn er sjælen fri for omgivende indflydelser og forstyrrelser. Rolig, men dog inderligt rækker den sine arme ud efter Gud. En himmelsk, varig indflydelse vil udgå fra ham, der ser i løndom, hvis øre er åbent for de bønner, der opstiger fra hjertet. Ved stille, enfoldig tro har sjælen samfund med Gud og samler stråler fra det guddommelige lys, hvormed den kan styrkes og opholdes i sin kamp mod Satan. Gud er vor stærke borg. ret

(145)  Bed i dit lønkammer og opløft ofte dit hjerte i bøn til Gud, når du passer dit daglige arbejde. Det var således, Enok vandrede med Gud. Disse tavse bønner stiger op som dyrebar røgelse for Guds trone. Satan kan ikke overvinde den, hvis hjerte således forlader sig på Gud. ret

(145)  Der er intet sted og ingen tid, hvor det er upassende at opsende en bøn til Gud. Der er intet, som kan hindre os i at opløfte vort hjerte til Gud i inderlig bøn. I folkemængden på gaden og midt under vort arbejde kan vi bede om guddommelig vejledning ligesom Nehemias, da han fremlagde sit andragende for kong Artaxerxes. Der kan findes et lønkammer, hvor vi end er. Vi bør stadig holde hjertets dør åben og indbyde Jesus til at komme og bo i sjælen som en himmelsk gæst. ret

(146)  Selvom vi måske befinder os i besmittede og fordærvede omgivelser, behøver vi ikke at indånde deres giftige atmosfære. Vi kan leve i Himmelens rene luft. Vi kan lukke enhver dør for urene forestillinger og vanhellige tanker ved i inderlig bøn at løfte sjælen op til Gud. De mennesker, hvis hjerter er åbne for støtte og velsignelse fra ham, vil vandre i en helligere atmosfære end den. jordiske; de vil bestandig have samfund med Himmelen. ret

(146)  Vi trænger til at få et klarere syn på Jesus og en fuldere forståelse af, hvad de evige virkeligheder er værd. Hellighedens prydelse bør fylde Guds børns hjerte, og for at dette kan ske, må vi bede Gud om at åbenbare de himmelske ting for os. ret

(147)  Oplad sindet og vend det mod det høje, så Gud kan give os et pust af den himmelske atmosfære. Det er muligt for os at holde os så nær til Gud, at vore tanker i enhver uventet prøve vil vende sig mod ham, lige så naturligt som blomsten vender sig mod solen. ret

(147)  Fremlæg dine behov, dine glæder, dine sorger, dine bekymringer og din frygt for Gud. Du kan ikke besvære ham, du kan ikke trætte ham. Han, som tæller hårene på dit hoved, er ikke ligegyldig med sine børns trang. "Herren er nåderig og barmhjertig." Jak. 5, 11. Vore sorger, ja, endog blot det, at vi nævner dem, rører hans kærlige hjerte. Gå til ham med alt, hvad der besværer dit sind. Intet er for tungt for ham at bære; thi han opholder verdener, styrer universet. Intet, der angår vor fred, er for ringe til, at han lægger mærke til det. Der er intet kapitel i vort livs historie, som er for mørkt til, at han vil læse det. Ingen besværlighed er så vanskelig, at han ikke kan magte den. Ingen ulykke kan komme over det ringeste af hans børn, ingen ængstelse kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre den, ingen oprigtig bøn gå over læberne, uden at vor himmelske Fader lægger mærke til det og øjeblikkelig interesserer sig derfor. "Han læger dem, hvis hjerte er sønderknust, og forbinder deres sår." Sal. 147, 3. Forholdet mellem Gud og hver eneste sjæl er så klart og fuldstændigt, som om der ikke fandtes nogen anden sjæl på Jorden, som han vågede over, eller en anden sjæl, for hvem Gud har givet sin elskede Søn. ret

(148)  Jesus sagde: "På den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger jer ikke, at jeg vil gå i forbøn for jer hos Faderen, thi Faderen selv elsker jer." "Jeg har udvalgt jer . . . så at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn." Joh. 16, 26. 27; 15, 16. Men at bede i Jesu navn betyder mere end blot at nævne dette navn, når vi begynder og slutter en bøn. Det betyder at bede med Jesu sind og ånd, mens vi tror hans løfter, forlader os på hans nåde og gør hans gerninger. ret

(149)  Det er ikke Guds mening, at nogen af os skal blive eneboere eller munke og trække os tilbage fra verden for at kunne tjene Gud. Livet må være som Kristi livbøn i lønkammeret og arbejde blandt mængden. Den, der ikke bestiller andet end at bede, vil snart holde op dermed, eller hans bønner vil blive en formsag. Når mennesker isolerer sig fra deres medmennesker og søger at undgå deres kristelige pligter og at bære korset; når de ophører med at arbejde flittigt for Mesteren, som arbejdede så flittigt for dem, mister bønnen sit indhold for dem, og de har intet, som kan tilskynde dem til andagt. Deres bønner bliver personlige og egennyttige. De kan ikke bede med menneskehedens trang eller Kristi riges fremgang for øje og søge Herren om kraft til at udføre arbejdet. ret

(149)  Vi lider et stort tab, når vi forsømmer at samles for at styrke og opmuntre hinanden i Herrens tjeneste. Hans ords sandheder taber deres klarhed og betydning for os. Vort hjerte oplyses eller opvækkes ikke længere af deres helliggørende indflydelse, og vort åndelige liv svækkes. Når vi omgås hinanden som kristne taber vi meget, fordi vi ikke har medfølelse med hinanden. Den, som isolerer sig, udfylder ikke den stilling, som Gud har anvist ham. Hvis vi plejer de selskabelige anlæg i vor natur, vil vi have medfølelse med andre, og vi vil selv gennemgå en udvikling og blive styrket i Guds tjeneste. ret

(150)  Hvis de kristne ville komme sammen og tale med hinanden om Guds kærlighed og forløsningens dyrebare sandheder, ville deres hjerte blive vederkvæget, og de ville vederkvæge hinanden. Vi kan daglig lære mere af vor himmelske Fader og tilegne os nye erfaringer om hans nåde. Så vil vi gerne tale om hans kærlighed, og når vi gør dette, vil vort hjerte blive opvarmet og opmuntret. Hvis vi tænkte mere på og talte mere om Kristus og mindre om os selv, ville vi. i langt højere grad erfare hans nærværelse. ret

(150)  Hvis vi blot ville tænke på Gud lige så ofte, som vi har beviser på hans omsorg for os, ville vi altid have ham i vore tanker og glæde os over at tale om ham og prise ham. Vi taler om jordiske ting, fordi vi interesserer os for dem. Vi taler om vore venner, fordi vi elsker dem. Vore glæder og sorger er knyttet til dem. Men vi har uendelig meget mere grund til at elske Gud end til at elske vore jordiske venner, og det burde være det naturligste for os i denne verden at give Gud den første plads i vore tanker, at tale om hans godhed og forkynde hans magt. Hensigten med de dyrebare gaver, som han har skænket os, var ikke, at de skal optage vore tanker og vor kærlighed i den grad, at vi ikke har noget at give Gud. De bør bestandig minde os om ham og binde os til vor himmelske velgører med kærlighedens og taknemmelighedens bånd. Vi dvæler for meget ved Jordens lave egne. Lad os løfte vore øjne til helligdommens åbne dør deroppe, hvor Guds herligheds lys skinner på Kristi åsyn. Han kan "helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham." Hebr. 7, 25. ret

(152)  Vi trænger til at prise Gud mere "for hans miskundhed, for hans underværker mod menneskenes børn." Sal. 107,8. Vore andagtsøvelser bør ikke udelukkende bestå i at bede og modtage. Lad os ikke altid tænke på vore behov, mens vi glemmer de velsignelser, vi modtager. Vi beder ikke for meget, men vi er alt for uvillige til at sige tak. Vi er stadig genstand for Guds nåde, men vi giver alt for lidt udtryk for vor taknemmelighed. Vi priser ham alt for lidt for det, han har gjort for os. ret

(152)  Herren sagde til israelitterne, når de samledes til gudstjeneste: "Der skal I holde måltid for Herren eders Guds åsyn og sammen med eders husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad Herren din Gud velsigner dig med." 5 Mos. 12, 7. Det, der gøres ti I Herrens ære, bør gøres med glæde, lovsang og taksigelse ikke med bedrøvelse og tungsind. ret

(152)  Vor Gud er en barmhjertig, nådig Fader. Hans tjeneste bør ikke betragtes som noget tungt og besværligt. Det bør være en lyst at tilbede Herren og tage del i hans gerning. Gud ønsker ikke, at hans børn, som han har skænket så stor en frelse, skal handle, som om han var en streng, fordringsfuld opsynsmand. Han er deres bedste ven, og når de tilbeder ham, vil han være med dem for at velsigne og trøste dem og fylde deres hjerte med glæde og kærlighed. Herren ønsker, at hans børn skal glæde sig i hans tjeneste og finde mere lyst end besvær i hans gerning. Han ønsker, at de, der kommer for at tilbede ham, skal gå bort med dyrebare tanker om hans omhu og kærlighed, for at de kan blive opmuntrede under deres daglige arbejde og få nåde til at handle ærligt og oprigtigt i alle ting. ret

(153)  Vi må samles omkring korset. Kristus og ham korsfæstet bør være emnet for vore betragtninger og vor samtale, vort hjertes største glæde. Enhver velsignelse, vi modtager af Gud, bør vi bevare i vore tanker, og når vi betænker hans store kærlighed, bør vi villigt overlade alt i de hænder, som blev naglet til korset for os. ret

(154)  På lovprisningens vinger kan sjælen stige nærmere op mod Himmelen. Gud tilbedes med sang og musik i de himmelske sale, og når vi udtrykker vort hjertes taknemmelighed for ham, forener vi os med de himmelske hærskarer i deres tilbedelse. "Den, der ofrer taksigelse, ærer mig," siger Herren. Lad os træde frem for vor skaber med ærbødighed og glæde, med "lovsang og strengespil". Sal. 50, 23; Es. 51, 3. ret

næste kapitel