Vejen til Kristus kapitel 2fra side19.     Fra side 17 i den engelske udgave.

tilbage

Kristus synderens eneste håb

(19)  Mennesket var oprindelig udrustet med værdifulde evner og et velafbalanceret sind. Det var fuldkomment i sit væsen og var i harmoni med Gud. Dets tanker var rene og dets hensigter hellige. Men dets evner blev fordærvede på grund af ulydighed, og kærlighed blev fortrængt af egenkærlighed. Dets natur blev så svækket, da det syndede, at det var umuligt for det at modstå det ondes magt i sin egen styrke. Det blev taget til fange af Satan og ville være forblevet hans fange, hvis ikke Gud havde grebet ind. Det var fristerens hensigt at forhindre den guddommelige plan med menneskets skabelse og at fylde Jorden med elendighed og sorg. Derefter ville han sige, at al denne ondskab var en følge af, at Gud havde skabt mennesket. ret

(19)  Før mennesket syndede, glædede det sig over samværet med ham, "i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede". Kol. 2, 3. Da det havde syndet, kunne det ikke længere finde glæde i hellighed, men søgte at skjule sig for Gud. Sådan er det uomvendte hjertes tilstand stadig. Det er ikke i harmoni med Gud og finder ingen glæde i samværet med ham. En synder ville ikke. være lykkelig i Guds nærhed. Han ville vige tilbage for hellige væseners selskab. Hvis han fik lov at komme ind i Himmelen, ville det ikke være nogen glæde for ham. Den uegennyttige kærlighed, som hersker der, hvor ethvert hjerte er fyldt af den evige kærlighed ville ikke finde nogen genklang i hans sjæl. Hans tanker, interesser og bevæggrunde ville være forskellige fra dem, de syndfrie beboere ledes af. Han ville være en mislyd i den himmelske harmoni. Himmelen ville være et pinested for ham. Han ville søge at skjule sig for ham, som er dens lys og midtpunktet for dens glæde. Det er ikke et vilkårligt påbud fra Guds side, der udelukker de ugudelige fra Himmelen. De udelukkes, fordi de er uskikkede til omgivelserne der. Guds herlighed ville for dem være en fortærende ild. De ville foretrække at blive tilintetgjort og at blive skjult for hans ansigt, som døde for at forløse dem. ret

(21)  I vor egen kraft er det umuligt for os at komme op af den syndens afgrund, som vi er sunket ned i. Vore hjerter er onde, og vi kan ikke forandre dem. "Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke en!" "Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det" Job 14,4; Rom. 8, 7. Lærdom, dannelse, viljekraft og menneskelige bestræbelser kan alle være nyttige på rette sted; men her er de værdiløse. De kan frembringe en god opførsel i det ydre, men ikke forandre hjertet De kan ikke rense livets kildevæld. Der må en kraft til, som virker indefra, et nyt liv ovenfra, før mennesket kan forvandles fra synd til hellighed. Denne kraft er Kristus. Hans nåde alene kan levendegøre sjælens døde evner og drage den til Gud og til hellighed. ret

(22)  Frelseren sagde: "Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny", det vil sige får et nyt hjerte, nye ønsker, hensigter og bevæg grunde, som leder til et nyt liv. Joh. 3, 3. Den tanke, at det kun er nødvendigt at udvikle det gode, som er i mennesket af naturen, er en farlig vildfarelse. "Et sjæleligt (uåndeligt) menneske tager ikke imod det der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det thi det må bedømmes åndeligt" "Du må' ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny." 1 Kor. 2, 14; Joh. 3,7. Der er skrevet om Kristus: I ham "var liv, og livet var menneskenes lys." Joh. 1, 4. "Der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses." Ap. G. 4, 12. ret

(23)  Det er ikke nok at forstå Guds store kærlighed og at se hans miskundhed og faderlige ømhed. Det er ikke nok at fatte visdommen og retfærdigheden i hans lov og se, at dens grundlag er kærlighedens evige princip. Apostelen Paulus så alt dette, da han udbrød: "Så samstemmer jeg med loven og bekræfter, at den er god:" "Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt" Rom. 7,16. 12. Men han tilføjede i sin sjæls ængstelse og fortvivlelse: "Jeg er kødelig, solgt som træl under synden." Rom. 7, 14. Han higede efter den renhed og retfærdighed, som han Ikke kunne opnå i sin egen kraft, og han udbrød: "Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Rom. 7, 24. Sådan lyder det råb, der er opsteget fra betyngede hjerter i alle lande til alle tider. Der er blot et svar til alle: "Se Guds Lam, som bærer verdens synd." Joh. 1, 29. ret

(23)  Guds Ånd har ved mange lignelser søgt at belyse og klargøre denne sandhed for de sjæle, der sukker efter befrielse fra deres syndeskyld. Da Jakob flygtede fra sine forældres hjem, efter at han havde syndet og bedraget Esau følte han vægten af sin synd. Ensom og udstødt, som han var, og skilt fra alt hvad der havde gjort livet værdifuldt, var der en tanke, som mere end alle andre knugede hans sjæl. Det var frygten for, at hans synd havde skilt ham fra Gud. Bedrøvet lagde han sig til hvile på den bare jord. Han var omgivet af de ensomme høje, og over ham var den klare stjernehimmel. Mens han sov, så han et mærkeligt lys. Fra sletten, hvor han lå, syntes en stige at føre lige op til Himmelens port. Guds engle steg op og ned ad stigen, og fra Himmelens herlighed forkyndte Guds røst et trøstens og håbets budskab. På denne måde fik Jakob kendskab til det, som hans sjæl higede efter - budskabet om en frelser. Med glæde og taknemmelighed så han en måde, hvorpå han, en synder, atter kunne få forbindelse med Gud. Den hemmelighedsfulde stige var et billede på Jesus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. ret

(24)  Det var det samme billede, Jesus hen tydede til i sin samtale med Natanael, da han sagde: "I skal se Himmelen åben, og Guds engle stige op og stige ned over menneskesønnen." Joh. 1,51. Ved faldet skilte mennesket sig fra Gud. Forbindelsen mellem Himmelen og Jorden blev afbrudt. Der var ingen kontakt over afgrunden. Men gennem Kristus er Jorden atter blevet forbundet med Himmelen. Kristus har ved sin fortjeneste slået bro over den afgrund, som synden havde frembragt så tjenende engle kan komme i forbindelse med menneskene. Kristus forbinder det faldne menneske, som er svagt og hjælpeløst, med kilden til al magt. ret

(25)  Menneskenes drømme om fremskridt er forfængelige, og alle bestræbelser for menneskehedens forædling er forgæves, hvis de ikke søger hen til den eneste kilde, hvor der er håb og hjælp for den faldne slægt. "Lutter gode og fuldkomne gaver" er fra Gud. Jak. 1, 17. Ingen kan ,ave en sand og ædel karakter, hvis han lever adskilt fra ham. Den eneste vej til Gud er Kristus. Han siger: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." Joh. 14,6. ret

(25)  Gud ynkes over sine jordiske børn med en kærlighed, der er stærkere end døden. Da han gav sin Søn, skænkede han os hele Himmelen i en eneste gave. Frelserens liv, død og forbøn for os, englenes tjeneste, Åndens kalden, Faderen, som arbejder over og gennem alle, de himmelske væseners vedvarende interesse - alt dette samvirker til menneskenes frelse. ret

(26)  Lad os dog betænke det underfulde offer, der blev bragt for os! Lad os forsøge at skatte det arbejde og den iver, som Himmelen udviser for at frelse de fortabte og føre dem tilbage til Faderens hus. Stærkere bevæggrunde eller kraftigere midler kunne aldrig være blevet benyttet. Den overmåde store belønning for at gøre det rette, Himmelens glæde, englenes selskab, Guds og hans Søns samfund og kærlighed, alle vore evners forædling og udvikling gennem evigheden - burde alt dette ikke give os en kraftig tilskyndelse og opmuntring til at tjene og elske vor skaber og forløser af ganske hjerte? ret

(27)  På den anden side fremstiller Guds ord Herrens domme, som er udtalt over synden, den uundgåelige gengældelse, vor karakters fordærvelse og den endelige ødelæggelse for at advare os imod at tjene Satan. ret

(27)  Skal vi ikke agte på Guds nåde? Hvad mere kunne han gøre? Lad os søge at komme i det rette forhold til ham, som har elsket os med en så forunderlig kærlighed! Lad os benytte de midler, han har tilvejebragt, for at vi kan blive forvandlet efter hans billede og atter opnå samfund med de hellige engle og komme i harmoni og inderlig forbindelse med Faderen og Sønnen. ret

(27)  Klippe, du, som brast for mig,
lad mig skjule mig i dig!
Vandet, blodet, som udgår
af din sides åbne sår,
rense med sin himmelkraft
mig fra syndens skyld og straf.

Al min møje og min sved
vinder ej retfærdighed.
Om min tåre evig flød,
om jeg led den bitre død,
syndeskylden står dog klar -
blot i dig jeg frelse har.

Intet bringer jeg til dig,
kun til korset klynger mig,
nøgen dig om klæder be'r,
hjælpeløs til dig jeg ser,
rens mig i dit dyre brod!
Frels fra dødens grumme flod!

Ja, ved hvert et åndedrag
og på Herrens store dag,
når jeg for din domstol står
og til evig hvile går -
Klippe, du, som brast for mig,
lad mig skjule mig i dig!
  A. M. Toplady. ret

næste kapitel