(29) Hvorledes kan et menneske blive retfærdigt for Gud? Hvorledes kan en synder blive retfærdiggjort? Alene ved Kristus kan vi komme i samfund med den hellige Gud. Men hvorledes skal vi komme til Kristus? Mange stiller det samme spørgsmål som mængden på pinsefestens dag, da de var overbevist om synd og råbte: ..Hvad skal vi gøre?" De første ord i Peters svar var: "Omvend jer." Ved en anden lejlighed kort efter sagde han: "Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede." Ap. G. 2, 37. 38; 3, 19. ret
(29) Omvendelse indbefatter, at man er bedrøvet over synden og vender sig bort fra den. Vi vil ikke afstå fra synden, før vi ser dens syndighed. Der bliver ingen virkelig forandring i livet, før vi af hjertet vender om fra den. ret
(29) Mange forstår ikke omvendelsens sande natur. Mange mennesker er bedrøvede over, at de har syndet. De gør endda en udvortes forandring til det bedre, fordi de frygter for, at deres onde gerninger skal påføre dem lidelse; men dette er ikke omvendelse i bibelsk betydning. De beklager lidelsen mere end synden. Det var på denne måde, at Esau sørgede, da han så, at han for bestandig havde forspildt sin førstefødselsret. Da engelen med draget sværd standsede Bileam på vejen, blev han forfærdet og erkendte sin synd af frygt for at miste livet; men der var ingen anger over synden, ingen forandring i hans beslutning, ingen afsky for det onde. Da Judas havde forrådt sin Herre, udbrød han: "Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod." Matt. 27, 4. ret
(30) Denne bekendelse blev fremtvunget af hans skyldbetyngede hjerte, fordi han med forfærdelse følte fordømmelsen og ventede dommen. De følger, der ville komme over ham, fyldte ham med angst; men der var ingen dyb, hjertegribende sorg i hans sjæl over, at han havde forrådt Guds uskyldige Søn og fornægtet Israels Hellige. Farao bekendte sin synd for at undgå flere ulykker, da han led under Guds straffedomme; men han trodsede atter Herren, så snart plagerne ophørte. Alle disse beklagede syndens følger, men de følte ingen bedrøvelse over selve synden. ret
(31) Men når hjertet giver efter for Guds Ånds indflydelse, vil samvittigheden blive levende, og synderen vil forstå noget af Guds lovs rækkevidde og hellighed - den lov, som er grundvolden for hans regering i Himmelen og på jorden. Det "lys, som oplyser hvert menneske" (Joh. 1, 9), oplyser sjælens inderste kamre, og det, som er skjult i mørket, åbenbares. Syndserkendelse trænger ind i sjælen og hjertet. Synderen får begreb om Jehovas retfærdighed og føler, hvor forfærdeligt det er i sin egen syndeskyld og urenhed at stå frem for ham, som ransager hjerterne. Han indser, hvor kærlig Gud er, hvor skøn hellighed er, og hvilken glæde der er i renhed. Han længes efter at blive renset og opnå samfund med Himmelen. ret
(32) Davids bøn efter hans fald viser, hvad sand bedrøvelse over synd er. Hans anger var oprigtig og dyb. Han søgte ikke at undskylde sin synd. Der var ingen begæring i hans bøn om at undgå den straf, som truede ham. David så, hvor forfærdelig hans overtrædelse var. Han så sin sjæls besmittelse og afskyede sin synd. Han bad ikke alene om syndsforladelse, men om et rent hjerte. Han længtes efter hellighedens glæde, så han på ny kunne komme i harmoni og samfund med Gud. Disse var hans hjertes ord (Sal. 32, 1. 2; 51,3-5,9,12-14,16): ret
(32) "Salig den, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er skjult;
saligt det menneske, Herren ej tilregner skyld, og i hvis ånd der ikke er svig."
"Gud, vær mig nådig efter din miskundhed,
udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed. . .
Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje.
Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne. . .
Skab mig, o Gud, et rent hjerte,
given ny, en stadig ånd i mit indre;
kast mig ikke bort fra dit åsyn,
tag ikke din hellige Ånd fra mig;
glæd mig igen med din frelse,
giv mig til støtte en villig ånd!
Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud,
så skal min tunge lovsynge din retfærd." ret
(33) En omvendelse som denne formår vi ikke at fremkalde i vor egen kraft. Den kan alene opnås ved Kristus, som fór op til det høje og gav menneskene gaver. ret
(33) Dette er netop et punkt, hvor mange tager fejl og derfor ikke får den hjælp, Kristus ønsker at give dem. De mener, at de ikke kan komme til Kristus, uden at de først omvender sig, og at omvendelsen bereder vejen for deres synders forladelse. Det er sandt, at omvendelse går forud for syndernes forladelse; for det er kun sønderbrudte og angergivne hjerter, der føler trang til en frelser. Men skal synderen vente, til han har omvendt sig, før han kan komme til Jesus? Skal omvendelsen være en hindring, som træder imellem synderen og Frelseren? ret
(34) Bibelen lærer ikke, at synderen skal omvende sig, før han kan modtage Kristi indbydelse: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Matt. 11, 28. Det er den kraft, som udgår fra Kristus, der leder til sand omvendelse. Peter gjorde denne sag klar i sit vidnesbyrd til israelitterne, da han sagde: "Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse." Ap. G. 5, 31. Vi kan lige så lidt omvende os uden Kristi Ånd, der vækker samvittigheden, som vi kan opnå syndsforladelse uden Kristus. ret
(34) Kristus er kilden til enhver rigtig tilskyndelse. Han er den eneste, som kan indplante fjendskab i hjertet imod synden. Enhver længsel efter sandhed og renhed, enhver overbevisning om vor egen syndige tilstand er et vidnesbyrd om, at hans Ånd virker på vort hjerte. Jesus har sagt: "Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra Jorden, vil jeg drage alle til mig." Joh. 12,32. Kristus må blive åbenbaret for synderen som den frelser, der døde for verdens synder. Når vi ser Guds Lam på Golgatas kors, begynder forløsningens hemmelighed at gå op for os, og Guds godhed leder os til omvendelse. Idet Kristus døde for syndere, udviste han en kærlighed, som er ubegribelig. Når synderen betragter denne kærlighed, blødgør den hans hjerte, bevæger sjælen og virker bedrøvelse over synden. ret
(35) Det er sandt, at mennesker undertiden skammer sig over deres syndige levned og afstår fra nogle af deres onde vaner, før de mærker at drages til Kristus. Men når deres stræben efter forbedring kommer af et oprigtigt ønske om at handle rigtigt, er det altid Kristi kraft, som drager dem. En indflydelse, de ikke er bevidst, virker på sjælen, samvittigheden vækkes, og det udvortes liv forbedres. Idet Kristus får dem til at se på hans kors og betragte ham, som deres synder har gennemboret, vil hans bud virke på deres samvittighed. Deres ugudelige liv og synden, som er så dybt indgroet i sjælen, bliver åbenbaret for dem. De begynder at forstå noget af Kristi retfærdighed og udbryder: Hvad er synden, at den skulle kræve et sådant offer for synderens frelse? Var al denne kærlighed, al denne lidelse, al denne fornedrelse nødvendig, for at vi ikke skulle fortabes, men have evigt liv? ret
(36) Synderen kan modstå denne kærlighed; han kan nægte at lade sig drage til Kristus; men dersom han ikke gør modstand, vil han blive draget til Jesus. Kundskaben om frelsens plan vil lede ham til korsets fod i anger over hans synder, som har bevirket Guds kære Søns lidelser. ret
(36) Den samme guddommelige Ånd, der virker i naturen, taler til menneskenes hjerte og frembringer en usigelig længsel efter noget, de ikke har. Verdslige ting kan ikke tilfredsstille deres længsel. Guds Ånd formaner dem indtrængende til at søge de ting, som alene kan give fred og hvile, Kristi nåde og hellige glæde. Ved synlige og usynlige indflydelser virker vor frelser stadig for at drage menneskenes hjerte bort fra syndens utilfredsstilende glæder til de evige velsignelser, som de kan få hos ham. Til alle disse sjæle, som forgæves søger at drikke af denne verdens utætte brønde, lyder det guddommelige budskab: "Den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt" Åb. 22, 17. ret
(37) Du, som i dit hjerte længes efter noget bedre end det, denne verden kan give, lær dog at kende denne længsel som Guds stemme i din sjæl! Bed ham om at give dig omvendelse og åbenbare Kristus for dig i hans evige kærlighed og fuldkomme renhed. Frelseren efterlevede Guds lovs grundsætninger, kærlighed til Gud og mennesker, til fuldkommenhed. Godgørenhed og uegennyttig kærlighed var hans sjæls lyst Når vi betragter ham og lyset fra vor frelser falder på os, ser vi vort eget hjertes syndige tilstand. ret
(38) Ligesom Nikodernus har vi måske smigret os med, at vort liv har været oprigtigt, at vor moralske karakter er god. Vi mener, at vi ikke. behøver at ydmyge vort hjerte for Gud ligesom almindelige syndere. Men når lyset fra Kristus skinner ind i vor sjæl, vil vi se, hvor urene vi er. Vi vil opdage den egenkærlige bevæggrund og det fjendskab mod Gud, som har besmittet enhver handling i vort liv. Da vil vi forstå, at vor egen retfærdighed i sandhed er som et besmittet klædebon, og at kun Kristi blod kan rense os fra syndens besmittelse og forny vort hjerte efter hans eget billede. ret
(38) En stråle af Guds herlighed, et glimt af Kristi renhed, som gennemtrænger sjælen, viser tydeligt enhver syndeplet og åbenbarer den menneskelige karakters fordærvelse og mangler. Den viser de vanhellige begæringer, hjertets vantro og læbernes urenhed. Synderens ulydige handlinger, hvorved han har tilsidesat Guds lov, fremstilles for hans øjne, og hans ånd overbevises og bedrøves under Guds Ånds ransagende indflydelse. Han får afsky for sig selv, når han betragter Kristi rene, ubesmittede karakter. ret
(39) Da profeten Daniel så den herlighed, som omgav det himmelske sendebud, der kom til ham, overvældedes han af følelsen af sin egen svaghed og ufuldkommenhed. Han siger, idet han beskriver virkningen af denne underfulde scene: Der blev "ikke kraft tilbage i mig, og …mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Dan. 10,8. Når sjælen bliver således berørt, vil den afsky sin egennytte og egenkærlighed. Den vil gennem Kristi retfærdighed søge den renhed i hjertet, som er i overensstemmelse med Guds lov og Kristi karakter. ret
(39) Paulus siger, at han var "ulastelig efter lovretfærdighedens krav" (Fil. 3, 6), nemlig så vidt det angik hans udvortes handlinger; men da han blev opmærksom på lovens åndelige natur, så han sig selv som en synder. Han havde afstået fra synd, så vidt man kunne dømme efter lovens bogstav, således som menneskene anvender den på det udvortes liv; men da han så den dybe betydning i Guds hellige bud og så sig selv således, som Gud så ham, bøjede han sig i ydmyghed og bekendte sin skyld. Han sagde: "Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde." Rom. 7, 9. 10. Da han så lovens åndelige natur, viste synden sig i sin virkelige afskyelighed, og hans høje tanker om sig selv var forsvundne. ret
(40) Ikke alle synder er lige store i Guds øjne. Både efter hans og menneskers bedømmelse er der forskellige grader af synd. Men hvor ubetydelig denne eller hin dårlige handling kan synes i menneskenes øjne, er dog ingen synd lille i Guds øjne. Menneskers dom er partisk og ufuldkommen, men Gud ser alle ting, som de virkelig er. Man foragter drankeren og fortæller ham, at hans synd vil udelukke ham fra Himmelen, mens hovmod, egennytte og gerrighed ofte tåles uden irettesættelse. Men disse synder er særlig afskyelige for Gud, for de er i strid med hans væsen og barmhjertighed, med den uegennyttige kærlighed, som danner selve atmosfæren i den syndfrie verden. Den, der falder i en eller anden stor synd, kan have en følelse af sin armod og skam og af sin trang til Kristi nåde; men hovmod føler ingen trang, og derfor tillukker den hjertet for Kristus og de evige velsignelser, som han kom for at skænke os. ret
(41) Den arme tolder, som bad: "Gud! vær mig synder nådig!" (Luk. 18, 13), betragtede sig selv som et meget ugudeligt menneske, og andre så også sådan på ham. Men han følte sin trang til frelse, og besværet af sin synd og skam kom han til Gud og bad om nåde. Hans hjerte var åbent for Guds Ånd, så den kunne udføre sit nådeværk og befri ham fra syndens magt. Farisæerens pralende, selvretfærdige bøn viste, at hans hjerte var lukket for Helligåndens indflydelse. På grund af den store afstand mellem ham og Gud havde han ingen bevidsthed om sin egen besmittelse i modsætning til den guddommelige hellighed og fuldkommenhed. Han indså ikke, at han trængte til noget og fik heller intet. ret
(42) Dersom du ser din syndige tilstand, så vent ikke for at gøre dig selv bedre. Hvor mange er der ikke, som mener, at de ikke er gode nok til at komme til Kristus! Venter du at blive bedre ved dine egne bestræbelser? "Hvis en neger kunne skifte sin hud, en panter sine striber, så kunne og I gøre godt, I mestre i ondt!" Jer. 13,23. Vi kan kun få hjælp hos Gud. Vi bør ikke vente på kraftigere overtalelser, på bedre anledninger eller på et mere helligt sindelag. Vi kan ikke gøre noget for os selv. Vi må komme til Kristus, akkurat som vi er. ret
(42) Men lad ingen bedrage sig selv med den tanke, at Gud i sin store kærlighed og nåde vil frelse endog dem, som forkaster hans nåde. Syndens store fordærvelse kan alene bedømmes i korsets lys. Når menneskene påstår, at Gud er for god til at forkaste syndere, så lad dem se hen til Golgata. Det var, fordi der ikke var nogen anden måde, hvorpå menneskene kunne blive frelst, fordi det var umuligt for menneskeslægten uden Kristi offer at undfly syndens besmittende magt og atter komme i samfund med hellige væsener - umuligt for dem igen at blive delagtige i det åndelige liv - det var på grund af dette, at Kristus tog de ulydiges skyld på sig og led i synderes sted. Guds Søns kærlighed, lidelse og død vidner om syndens store afskyelighed og erklærer, at der ingen frelse er fra dens magt, intet håb om et højere liv, medmindre sjælen overgiver sig til Kristus. ret
(43) Den uomvendte undskylder sig under den med at sige om dem, der kalder sig kristne: "Jeg er lige så god som de. De er ikke mere selvfornægtende, ædruelige eller forsigtige i deres opførsel, end jeg er. De elsker fornøjelse og nydelse, ligesom jeg gør." Således benytter de andres fejl som undskyldning for deres egen pligtforsømmelse. Men andres synder eller mangler kan ikke undskylde nogen; thi Herren har ikke givet os et vildledende, menneskeligt mønster. Guds pletfrie Søn er vort eksempel, og de, der klager over navnkristnes dårlige vandel, er netop de mennesker, som burde leve et bedre liv og vise et ædlere eksempel. Hvis de har et så højt begreb om, hvordan en kristen bør være, er deres egen synd da ikke så meget større? De ved, hvad der er rigtigt, men undlader at gøre det. ret
(44) Vogt dig for opsættelse. Vent ikke til en anden gang med at forsage dine synder og få dit hjerte renset i Jesu blod. På dette punkt er tusinder og atter tusinder faret vild til deres evige fortabelse. Jeg vil ikke her dvæle ved livets korthed og uvished, men vi udsætter os for en frygtelig fare - en fare, som vi ikke til fulde forstår - når vi venter med at agte på Helligåndens formanende røst og vælger at leve i synd; thi det er, hvad denne opsættelse virkelig betyder. Hvor ubetydelig man end anser synden for at være, kan man dog ikke hengive sig til den uden fare for evig fortabelse. Det, vi ikke overvinder, vil overvinde os og bevirke vor ødelæggelse. ret
(45) Adam og Eva indbildte sig, at en så ubetydelig sag som at spise af den forbudne frugt ikke kunne medføre så frygtelige følger, som Gud havde sagt. Men denne ubetydelige sag var en overtrædelse af Guds hellige, uforanderlige lov, og den skilte mennesket fra Gud, åbnede dødens porte og bragte usigelig elendighed over vor verden. Gennem alle tider er nødråb og klager steget op fra Jorden, og al skabningen sukker og er tilsammen i smerte som følge af menneskenes ulydighed. Himmelen selv har følt virkningerne af deres oprør mod Gud. Korset står som et minde om det forunderlige offer, som behøvedes for at gøre forsoning for Guds lovs overtrædelse. Lad os ikke betragte synden som en ubetydelighed. ret
(45) Enhver overtrædelse, enhver tilsidesættelse og forkastelse af Kristi nåde falder tilbage på dig selv. Den forhærder hjertet, fordærver viljen, sløver forstanden og gør dig ikke blot mindre tilbøjelig til at overgive dig, men svækker også din evne til at give efter for Helligåndens blide kalden. ret
(46) Mange beroliger deres besværede samvittighed med den tanke, at de kan forandre deres dårlige vandel, når de vil, at de kan handle letsindigt med nådens indbydelser og dog atter og atter påvirkes af Ånden. De mener, at efter at de har foragtet nådens Ånd, efter at de har brugt deres indflydelse på Satans side, kan de, hvis de kommer i den yderste nød, forlade deres onde vej. Men dette sker ikke så let. Et livs erfaring og opdragelse har så grundigt dannet karakteren, at kun få da ønsker at omdannes efter Jesu billede. ret
(46) Endog blot een mangel ved karakteren, blot et syndigt ønske, som man vedbliver at nære, vil til sidst tilintetgøre al evangeliets kraft. Enhver syndig nydelse styrker sjælens modstand mod Gud. Den mand, som viser hårdnakket vantro eller sløv ligegyldighed mod Guds sandhed, høster blot det, han selv har sået. Der findes ikke i hele Bibelen nogen frygteligere advarsel imod at handle letsindigt med det onde end den vise mands ord om, at den ugudelige "holdes fast i syndens reb". Ordsp. 5 22. ret
(47) Kristus er rede til at frelse os fra synd, men han tvinger ingen. Dersom vi ved fortsat overtrædelse fremturer i det onde og vi ikke ønsker at blive frelst, ikke er lige til at modtage hans nåde, hvad mere kan han så gøre? Vi er selv skyld i vor fortabelse, når vi forkaster hans kærlighed. "Se, nu er det en nåderig stund, se nu er det frelsens dag!" "I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter." 2 Kor. 6, 2; Hebr. 3, 7. 8. ret
(47) "Mennesker ser på det, som er for øjnene, men Herren ser på hjertet." 1 Sam. 16,7. Han ser på det menneskelige hjerte med dets glæder og sorger, det urolige, vildfarende hjerte, der er bolig for så megen urenhed og svig. Han kender dets bevæggrunde, dets inderste hensigter og beslutninger. Gå til ham med sin sjæl, så besmittet som den er. Luk op for dens kamre ligesom salmisten for det altseende øje og udbryd: "Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker! Se, om jeg er på smertens vej, og led mig på evigheds vej." Sal. 139,23.24. ret
(48) Mange antager en fornuftreligion, et skin af gudsfrygt, uden at hjertet er renset. Lad din bøn være: "Skab mig, o Gud, et rent hjerte, given ny, en stadig ånd i mit hjerte." Sal. 51,12. Vær oprigtig mod din egen sjæl. Vær lige så alvorlig og udholdende, som du ville være, hvis dit timelige liv var i fare. Dette er en sag, som må afgøres mellem Gud og din egen sjæl; den må afgøres for evigheden. Et indbildt håb vil blive dig til fordærvelse. ret
(48) Ransag Guds ord under bøn. I Guds lov og Kristi liv fremstiller dette ord de store grundsætninger om hellighed, uden hvilken ingen skal se Herren. (Hebr. 12, 14.). Det overbeviser om synd og åbenbarer tydeligt frelsens vej. Giv agt på det, for deri taler Guds stemme til din sjæl. ret
(49) Når du ser, hvor forfærdende synden er, når du ser dig selv, som du virkelig er, så lad være med at fortvivle. Det var syndere, Kristus kom for at frelse. Vi skal ikke forlige Gud med os, men - hvilken underfuld kærlighed! - "det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv." 2 Kor. 5, 19. I sin ømme kærlighed indbyder han venligt sine vildfarende børn - at komme. Ingen jordisk fader kan .ære så tålmodig med sine børns fejl, som Gud er med dem, han søger at frelse. Ingen kan mere kærlighedsfuldt formane overtrædere. Ingen menneskelige læber har nogensinde udtalt mere indtrængende indbydelser til de vildfarende end han. Alle hans løfter og advarsler ånder en usigelig kærlighed. ret
(49) Når Satan kommer og siger, at du er en stor synder, så se hen til din forløser og tal om hans fortjeneste. Det vil hjælpe dig at se op til hans lys. Erkend, at du har syndet, men sig til fjenden, at "Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere" (1 Tim. 1,15), og at du kan blive frelst ved hans uforlignelige kærlighed. Jesus stillede Simon et spørgsmål angående to skyldnere. Den ene skyldte sin herre en lille sum, den anden skyldte ham en meget stor sum, men han eftergav dem begge. Kristus spurgte nu Simon, hvilken af disse skyldnere der ville elske sin herre mest. Simon svarede: "Den, som han eftergav mest." Luk. 7, 43. Vi har været store syndere, men Kristus døde, for at vi kunne få tilgivelse. Det er tilstrækkeligt at bringe Faderen Kristi offers fortjeneste på vore vegne. De, som har fået eftergivet mest, vil elske ham mest. De vil stå nærmest ved hans trone for at prise ham for hans store kærlighed og hans evige offer. Det er, når vi har mest indsigt i Guds kærlighed, at vi bedst forstår syndens syndig hed. Når vi ser, hvor langt Gud har rakt sin arm ned for at frelse os, og vi forstår noget af det usigelige offer, Kristus har bragt for os, vil det smelte vort hjerte og fylde os med dyb anger. ret
(51) Når korsets under for mig står,
og der jeg ser hans offer stort,
al jordisk glimmer falmer hen,
og stolte tanke vejres bort.
Og jeg fortabte syndens træl,
som frelse fandt ved nådens bord,
af andet mig ej rose kan
end af det dyre korsets ord.
Ja, ejed' jeg hver skat på jord,
hvor tom den blev i korsets glans!
Til ham, som der sig ofre lod,
jeg skylder liv og sjæl og sans.
Isaac Watts. ret