(52) "At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde." Ordsp. 28, 13. ret
(52) Betingelserne for at få Guds nåde er retfærdige, enkle og rimelige. Herren forlanger ikke, at vi skal gøre noget besværligt for at kunne få syndsforladelse. Vi behøver ikke at foretage lange og besværlige pilgrimsrejser eller at udføre smertefulde bodsøvelser for at anbefale vore sjæle til Himmelens Gud eller for at udsone vor overtrædelse. Den, der bekender sin synd og afstår fra den, vil møde barmhjertighed. ret
(52) Apostelen siger: "Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt." Jak. 5, 16. Bekend jeres synder for Gud, som alene kan tilgive dem, og bekend jeres fejl for hinanden. Hvis du har forurettet din ven eller din nabo, bør du bekende din fejl, og det er hans pligt villigt at tilgive dig. Dernæst bør du bede Gud om tilgivelse, for den broder, du har såret, tilhører Gud, og da du skadede ham, syndede du imod din skaber og forløser. Sagen fremføres for den eneste sande forsoner for store ypperstepræst, "som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd", og som "kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder". Hebr. 4, 15. Han er mægtig til at borttage enhver uretfærdigheds plet. ret
(53) De, der ikke har ydmyget deres sjæl for Gud ved at bekende deres skyld, har endnu ikke opfyldt den første betingelse for at blive antaget af Gud. Hvis vi ikke har erfaret den omvendelse, som ikke fortrydes og ikke har bekendt vore synder med sand ydmyghed og en sønderbrudt ånd, så afskyr vor uretfærdighed, har vi aldrig i sandhed søgt at få syndsforladelse. Hvis vi aldrig har søgt, har vi heller aldrig fundet Guds fred. Den eneste grund til, at vi ikke har fået forladelse for de synder, vi har begået, er, at vi ikke er villige til at ydmyge vort hjerte og rette os efter Guds ords betingelser. Der er givet tydelig undervisning om denne sag. Enten syndsbekendelsen sker offentligt eller privat, bør den komme fra hjertet, åbent og ærligt. Ingen bør nødes dertil. Bekendelsen må ikke aflægges på en kåd og ligegyldig måde eller tvinges frem hos dem, der ikke har noget klart begreb om syndens virkelige natur. Den bekendelse, der kommer fra hjertets inderste, finder vej til den evige, barmhjertige Gud. Salmisten siger: "Herren er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er brudt." Sal. 34, 19. ret
(54) Sand bekendelse er altid af en særegen art og erkender særskilte synder. Disse kan være sådan, at de bør fremlægges for Gud alene. Det kan være fejl, der bør bekendes for mennesker, man har forurettet eller skadet; eller de kan være af en offentlig natur og bør da bekendes offentligt. Men al bekendelse må være bestemt og saglig, så man bekender netop de synder, man har gjort sig skyldig i. ret
(55) I Samuels dage gled israelitterne bort fra Gud. De måtte lide syndens følger, for de havde tabt troen på Gud. De havde tabt deres forståelse af hans magt og visdom til at lede folket, tabt deres tillid til hans evne til at forsvare og hævde sin sag. De vendte sig bort fra verdensaltets hersker og ønskede en lignende regering som de omkringboende nationer. Før de fandt fred, aflagde de denne tydelige bekendelse: "Til vore andre synder har vi føjet den brøde at kræve en konge." 1 Sam. 12, 19. De måtte bekende netop den synd, de var blevet overbevist om. Deres utaknemmelig hed knugede dem og skilte dem fra Gud. ret
(55) Bekendelsen vil ikke blive antaget af Gud uden oprigtig anger og omvendelse. Der må foregå afgjorte forandringer i livet. Alt, hvad der har Guds mishag, må aflægges. Dette vil uvægerligt blive følgen af sand bedrøvelse over synden. Det, der skal udrettes fra vor side, fremstilles tydeligt for os: "Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!" Es. 1, 16. 17. Dersom den gudløse "giver pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og følger livets bud uden at øve uret, så skal han leve og ikke dø." Ez. 33, 15. Paulus siger, idet han taler om omvendelse: " Thi se, just dette, at I blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, undskyldninger og harme og frygt og længsel og nidkærhed og straf! På enhver måde viste I, at I var rene i den sag." 2 Kor. 7,11. ret
(56) Når synden har sløvet den moralske dømmekraft, kan overtræderen ikke se manglerne i sin karakter eller fatte, hvor stor den synd er, han har begået. Hvis han ikke giver efter for Helligåndens overbevisende kraft, vedbliver han til dels at være blind for sin synd. Hans bekendelse er ikke oprigtig eller alvorlig. Hver gang han erkender sin synd, føjer han en undskyldning til for at besmykke sin fremgangsmåde. Han siger, at hvis det ikke havde været for visse omstændigheders skyld ville han ikke have gjort dette eller hint, som han nu bliver irettesat for. ret
(57) Da Adam og Eva havde spist af den forbudne frugt, blev de grebet af en følelse af skam og forfærdelse. Deres første tanke var, hvorledes de kunne undskylde deres synd og undfly den frygtede dødsdom. Da Gud udspurgte dem angående deres synd, forsøgte Adam dels at lægge skylden på Gud og dels på sin hustru. Han svarede: "Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg." Kvinden lagde skylden på slangen og sagde: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg." 1 Mos. 3, 12. 13. Hvorfor skabte du slangen? Hvorfor tillod du den at komme ind i Eden? Disse spørgsmål ligger i hendes undskyldning for hendes synd. Således lagde hun ansvaret for deres fald på Gud. Denne tilbøjelighed til at retfærdiggøre sig selv har sin oprindelse hos løgnens fader, og den har siden vist sig hos alle Adams sønner og døtre. Denne slags bekendelse er ikke indgivet af Guds Ånd, og den vil ikke blive antaget af Gud. Sand anger vil få et menneske til selv at bære sin skyld og bekende den uden forstillelse eller hykleri. Ligesom den arme tolder, der ikke engang turde opløfte sine øjne til Himmelen, vil han udbryde: "Gud! vær mig synder nådig!" Luk. 18, 13. De, som bekender deres skyld, vil blive retfærdiggjort, for Jesus vil frembære sit blod som forsoning for den angrende sjæl. ret
(58) De eksempler på oprigtig anger og ydmygelse, som findes i Guds ord, viser en villighed til bekendelse, der ikke giver plads for nogen undskyldning for synden eller noget forsøg på at retfærdiggøre sig. Paulus søgte ikke at undskylde sig selv. Han beskriver sin synd med de mørkeste farver uden at forsøge at gøre sin skyld mindre, end den er. Han siger: "Jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne, og når man ville henrette dem, stemte jeg for det. Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer." Ap. G. 26,10.11. Han tager ikke i betænkning at erklære: "Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største." 1 Tim. 1, 15. ret
(59) Det ydmyge, sønderknuste hjerte, der er oprigtig bodfærdigt, vil ane noget af Guds kærlighed og Jesu lidelse på korset. Ligesom en søn bekender for en elskende fader, vil den virkelig angrende fremlægge alle sine synder for Gud. Der står skrevet: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed." 1 Joh. 1, 9. ret
(59) Just som jeg er, ej med et strå
af egen kraft at bygge på,
blot i dit blod at frelse få,
jeg kommer nu, o du Guds Lam!
Just som jeg er, jeg komme vil
med al min synd, med al min tvivl
til dig, o Jesus, nådig, mild -
jeg kommer nu, o du Guds Lam!
Charlotte Elliot. ret