Vejen til Kristus kapitel 7fra side82.     Fra side 57 i den engelske udgave.

tilbage

Kendemærker på en Jesu discipel

(82)   "Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til." 2 Kor. 5, 17. Et menneske kan måske ikke angive den bestemte tid eller stedet for sin omvendelse eller påpege alle omstændighederne i forbindelse dermed; men dette beviser ikke, at dette menneske er uomvendt. Kristus sagde til Nikodemus: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden." Joh. 3, 8. Guds Ånds virkninger på menneskehjertet kan sammenlignes med vinden. Den er usynlig, men dens virkninger kan tydeligt ses og mærkes. Den genfødende kraft, som intet menneskeligt øje kan se, frembringer et nyt liv i sjælen. Den skaber et nyt menneske i Guds billede. ret

(83)  Åndens værk foregår på en stiltiende og umærkelig måde, men virkningerne deraf er åbenbare. Hvis hjertet er blevet fornyet ved Guds Ånd, vil livet bære vidnesbyrd derom. Vi kan intet gøre selv for at forandre vort hjerte eller komme i samklang med Gud, og vi må aldeles ikke forlade os på os selv eller vore gerninger, men vort liv vil alligevel åbenbare, om Guds nåde bor i os eller ikke. Man vil se en forandring i vor karakter, vore vaner og interesser. Forskellen mellem, hvad vi var, og hvad vi er, vil være tydelig og klar. Et menneske lægger ikke sin karakter for dagen ved tilfældige gode eller dårlige handlinger, men ved den måde, hvorpå det i det store og hele har for vane at tale og handle. ret

(83)  Det er sandt, at man kan opføre sig korrekt udadtil uden at eje Kristi fornyende kraft. Man kan leve et godt og hæderligt liv for at opnå indflydelse og andres agtelse. Selvagtelse kan få os til at undgå det onde udadtil. Et uegennyttigt hjerte kan udføre ædelmodige handlinger. Hvorledes kan vi da vide, på hvilken side vi står? ret

(84)  Hvem råder i vort hjerte? Hvem dvæler vore tanker ved? Hvem vil vi helst tale om? Hvem skænker vi vore inderligste følelser og vore bedste kræfter? Hvis vi tilhører Kristus, tænker vi på ham, og vore lifligste tanker vil dreje sig om ham. Alt, hvad vi er og har, er helliget ham. Vi længes efter at blive ham lig, at blive ledet af hans Ånd, at gøre hans vilje og at behage ham i alle ting. ret

(84)  De mennesker, der bliver nye skabninger i Kristus Jesus, vil bære Åndens frugter, som er "kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed." Gal. 5, 22. De vil ikke længere følge de gamle lyster, men ved troen på Guds Søn vil de vandre i hans fodspor, afspejle hans karakter og rense sig selv, ligesom han er ren. Hvad de før hadede, elsker de nu, og hvad de før elskede, hader de. De stolte og egen sindige bliver sagtmodige og ydmyge af hjertet. De forfængelige og hovmodige bliver alvorlige og beskedne. Drankeren bliver ædru og den usædelige kysk. Verdens forfængelige skikke og moder lægges bort. Kristne vil ikke søge den udvortes prydelse, "men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne." 1 Pet. 3,3.4. ret

(85)  Der er intet, der beviser et menneskes omvendelse, hvis den ikke bevirker en forandring til det bedre. Hvis synderen indfrier sit løfte, godtgør, hvad han på uærlig vis har tilvendt sig, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, kan han være vis på, at han er gået over fra døden til livet. ret

(85)  Når vi som vildfarende, syndige skabninger kommer til Kristus og ved hans nåde bliver delagtige i syndsforladelsen, spirer kærligheden frem i hjertet. Ingen byrde er tung, for det åg, Kristus pålægger os, er let. Pligten bliver en lyst og opofrelse en glæde. Den sti, der før syntes indhyllet i mørke, bliver oplyst af stråler fra retfærdighedens sol. ret

(86)  Kristi elskelige karakter vil vise sig hos hans efterfølgere. Det var hans glæde at gøre Guds vilje. Kærlighed til Gud og nidkærhed for hans ære var den ledende kraft i vor frelsers liv. Kærligheden forskønnede og adlede alle hans handlinger. Kærligheden er af Gud. Det uomvendte hjerte kan ikke skabe eller frembringe den. Den findes kun i det hjerte, hvor Jesus bor. "Vi elsker, fordi han elskede os først." 1 Joh. 4, 19. I det hjerte, som er fornyet ved Guds nåde, er kærligheden drivkraften for alle handlinger. Den danner karakteren, styrer tilbøjelighederne, hersker over lidenskaberne, overvinder fjendskab og forædler følelserne. Når denne kærlighed næres i sjælen, forsøder den livet og spreder en forædlende indflydelse overalt omkring os. ret

(86)  Der er to vildfarelser, som Guds børn især de, der nylig har begyndt at forlade sig på hans nåde - må være på vagt imod. Den første har vi allerede omtalt - at forlade sig på sine egne gerninger og stole på sine egne bestræbelser som et middel til at komme i samklang med Gud. Den, der søger at blive hellig ved sine egne gerninger, idet han holder loven, forsøger det umulige. Alt, hvad mennesket kan gøre uden Kristus, er besmittet af egenkærlighed og synd. Det er Kristi nåde alene, som ved troen kan gøre os hellige. ret

(87)  Den modsatte og ikke mindre farlige vildfarelse er at tro, at Kristus fritager menneskene fra at lyde Guds lov, og at vore gerninger intet har med vor frelse at skaffe, fordi det alene er ved troen, at vi bliver delagtige i Kristi nåde. ret

(87)  Men her bør man lægge mærke til, at lydighed ikke er en blot og bar udvortes overensstemmelse med Guds fordringer, men en kærlighedens tjeneste. Guds lov er et udtryk for hans natur. Den er indbegrebet af det store kærlighedsprincip, og derfor er den Guds regerings grundvold i Himmelen og på Jorden. Hvis vort hjerte er fornyet efter Guds billede, hvis Guds kærlighed er indplantet i sjælen, vil Guds lov så ikke vise sig i livet? Når kærlighedens princip er indplantet i hjertet, når mennesket er fornyet efter hans billede, som skabte det, da vil den nye pagts løfte blive opfyldt: "Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil skrive dem i deres sind." Hebr. 10, 16. Vil loven ikke også præge livet, hvis den er skrevet i hjertet? Lydighed - troskabens og kærlighedens tjeneste - er det rette kendetegn på en discipel. Derfor siger Skriften: "Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud." Den, der siger: 'Jeg kender ham,' og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke." 1 Joh. 5, 3; 2, 4. I stedet for at fritage menneskene for lydighed er troen det eneste, der gør os delagtige i Kristi nåde, hvorved vi bliver i stand til at vise lydighed. ret

(88)  Vi fortjener ikke frelsen ved vor lydighed, for frelsen er Guds frie gave, som må modtages i tro. Men lydighed er en frugt af troen. "I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden; og der er ikke synd i ham. Enhver, der bliver i ham, synder ikke; enhver, der synder, har hverken set ham eller kendt ham." 1 Joh. 3, 5. 6. Her er det sande kendemærke. Dersom vi bliver i Kristus, og dersom Guds kærlighed bor i os, vil vore følelser, vore tanker og vore handlinger være i harmoni med Guds vilje, således som den er udtrykt i hans hellige lov. "Børnlille, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom Han er retfærdig." 1 Joh. 3, 7. Guds hellige lov, således som den er udtrykt i de ti bud fra Sinai, viser, hvad retfærdighed er. ret

(89)  Den såkaldte tro på Kristus, som siges at kunne fritage menneskene for lydighed mod Gud, er ikke tro, men gudsbespottelse. "Af nåden er I frelst ved tro." "Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død." Ef. 2, 8; Jak: 2, 17. Jesus sagde om sig selv, før han kom til Jorden: "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lover i mit indre." Sal. 40, 9. Lige før han opfór til Himmelen igen, sagde han: "Jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed." Joh. 15, 10. Skriften siger: "Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud. . . Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede." "Fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor." 1 Joh. 2, 3-6; 1 Pet. 2, 21. ret

(90)  Betingelsen for at opnå det evige liv er nøjagtig den samme nu, som den altid har været - den samme, som den var i Paradiset før vore første forældres fald: fuldkommen lydighed mod. Guds lov, fuldkommen retfærdighed. Hvis der blev givet evigt liv på nogen anden betingelse, ville hele universets lykke blive sat på spil. Så ville synden med al dens elendighed og jammer kunne fortsætte til evig tid. ret

(90)  Før faldet var det muligt for Adam at udvikle en retfærdig karakter ved lydighed mod Guds lov. Men da han syndede, mislykkedes dette for ham. På grund af hans synd er vor natur fordærvet, så vi ikke kan gøre os selv retfærdige. Fordi vi er syndige og vanhellige, kan vi ikke til fuldkommenhed adlyde en hellig lov. Selv har vi ingen retfærdighed. Vi kan ikke opfylde Guds lovs krav. Men Kristus har skaffet en udvej for os. Han levede på Jorden under de samme prøvelser og fristelser som vi. Han levede et syndfrit liv. Han døde for os, og nu tilbyder han at tage vore synder og at give os retfærdighed. Hvis du overgiver dig til ham og tager imod ham som din frelser, vil du for hans skyld blive regnet for retfærdig, hvor syndigt dit liv end måtte have været. Kristi karakter sættes i stedet for din karakter, og Gud antager dig, som om du aldrig havde syndet. Ja, mere end dette: Kristus forvandler hjertet. Han bor i dit hjerte ved troen. Du må bevare denne forening med ham ved tro og ved bestandig at overgive din vilje til ham. Så længe du gør dette, vil han virke i dig både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske. Da kan du sige: "Og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." Gal. 2, 20. Jesus sagde til sine disciple: "Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer." Matt. 10, 20. Når Kristus således virker i dig, vil du vise den samme ånd og gøre de samme gerninger - retfærdighedens og lydighedens gerninger. ret

(92)  I os selv har vi intet at rose os af. Vi har ingen grund til at ophøje os selv. Kristi retfærdighed, som tilregnes os, og det værk, som hans Ånd udretter i og gennem os, er det eneste grundlag for vort håb. ret

(92)  Når vi taler om tro, må vi huske på, at der er mere end en slags tro. Der findes en slags overbevisning, som er helt forskellig fra kristen tro. Guds tilværelse og magt og hans ords sandhed er kendsgerninger, som selv Satan og hans hær ikke af hjertet kan benægte. Bibelen siger: "Det tror de onde ånder også - og skælver." Jak. 2, 19. Men dette er ikke tro. Den, som ikke blot anerkender Guds ord, men overgiver viljen til ham og giver Gud sit hjerte og sin kærlighed, et sådant menneske har tro - en tro, som er virksom ved kærlighed og renser sjælen. Ved denne tro fornyes hjertet efter Guds billede. Det hjerte, som i sin uomvendte tilstand ikke var Guds lov underdanig og heller ikke kunne være det, glæder sig nu ved hans hellige bud og udbryder med salmisten: "Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den." Sal. 119, 97. Lovens retfærdighed opfyldes i os, "som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden." Rom. 8, 4. ret

(93)  Der findes mennesker, som har erfaret Kristi tilgivende kærlighed og virkelig ønsker at være Guds børn. Men de indser, at deres karakter er ufuldkommen, og at deres liv er fuldt af fejl. Som følge heraf er de tilbøjelige til at tvivle på, at deres hjerte er fornyet ved Helligånden. Til sådanne ønsker jeg at sige: Træk dig ikke tilbage i fortvivlelse. Vi må ofte bøje os ned og græde ved Jesu fødder på grund af vore mangler og fejl, men vi må ikke blive modløse. Selvom vi overvindes af fjenden, bliver vi ikke forladt og forkastet af Gud. Nej, Kristus er ved Guds højre hånd, og han træder frem for os. Den elskede Johannes sagde: "Dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige." 1 Joh. 2, 1. Glem ikke Kristi ord: "Faderen selv elsker jer." Joh. 16, 27. Han ønsker at lede dig tilbage til sig selv og at se sin egen renhed og hellighed afspejlet i dig. Hvis du blot vil overgive dig til ham, vil han, som har begyndt det gode værk i dig, fuldføre det til Jesu Kristi dag. Bed mere inderligt og udvis en stærkere tro. Når vi begynder at indse vor egen svaghed, så lad os forlade os på vor forløsers styrke. Da skal vi prise ham, som er vort ansigts lys. ret

(94)  Jo nærmere du kommer til Jesus, jo mere ufuldkommen vil du se ud i dine egne øjne. Dit syn vil blive klarere, og din ufuldkommen hed vil fremtræde i tydelig modsætning til hans fuldkomne natur. Dette er et bevis på, at Satans forførelser har tabt deres magt, og at Guds Ånds livgivende indflydelse er ved at vække dig op. ret

(95)  Ingen dyb kærlighed til Jesus kan bo i det hjerte, som ikke indser sin egen syndighed. Den sjæl, som forvandles ved Kristi nåde, vil beundre hans guddommelige karakter. Men hvis vi ikke ser vor moralske fordærvelse, er det et ufejlbarligt bevis på, at vi ikke har fået øjnene op for Kristi skønhed og ypperlighed. ret

(95)  Jo mindre værdifuldt vi ser hos os selv, jo højere vil vi værdsætte vor frelsers uendelige renhed og kærlighed. Synet af vor egen syndighed vil drive os til ham, som kan tilgive. Når sjælen i erkendelse af sin hjælpeløshed søger efter Kristus, vil han åbenbare sig i al sin kraft. Jo mere følelsen af vor nød driver os til ham og til Guds ord, desto mere ophøjede begreber vil vi få om hans karakter, og desto mere fuldstændigt vil vi afspejle hans billede. ret

(96)  Jesus er vor ven, han kærlig
bærer al vor sorg og synd.
O, hvor sødt det er at bære
al vor trang til ham i bøn!
O, hvad fred vi ofte miste!
O, hvad sjælekamp i løn!
Alt fordi vi ikke bærer
al vor trang til Gud i bøn.

Er der strid og hårde prøver
her blandt Adams faldne køn,
vi ej modløs må forsage,
bær det alt til Gud i bøn!
I al sorg vi lindring finde
hos vor ven, Guds kære Søn.
Jesus kender al vor svaghed;
bær den kun til ham i bøn!

Er du træt, og byrden trykker,
er der mørke i dit sind,
o, lad Jesus for dig lyse,
bær det alt til ham i bøn!
Er du her forladt, foragtet,
bær din trang til Gud i bøn!
Jesus giver sjælen hvile,
snart han bringer kronen skøn.
  Joseph Scriven ret

næste kapitel