(112) Alt liv og lys og al glæde i universet har sit udspring hos Gud. Som lysstråler fra solen, som vandstrømme, der udvælder fra en levende kilde, flyder velsignelser fra ham ud til alle hans skabninger. Hvor som helst Guds liv findes i menneskers hjerte, vil det flyde ud til andre med kærlighed og velsignelse. Det var vor frelsers glæde at opløfte og frelse faldne mennesker. Når blot han kunne gøre dette, regnede han ikke sit liv for noget, men udholdt korset uden at agte forhånelsen. Englene er også altid beskæftiget med at virke for andres lykke. Dette er deres glæde. Det, som egenkærlige hjerter vil anse for en nedværdigende tjeneste, nemlig at hjælpe dem, der er elendige og på alle måder underlegne i karakter og rang, er de syndfrie engles beskæftigelse. Det er Kristi selvopofrende kærligheds ånd, der råder i Himmelen og danner grundlaget for dens lykke. Det er denne ånd, Kristi disciple vil være i besiddelse af, og det er dette værk, de vil udføre. ret
(113) Når Kristi kærlighed findes i hjertet, er den som en sød vellugt, der ikke kan skjules. Dens hellige indflydelse vil blive bemærket af alle dem, vi kommer i berøring med. Kristi ånd i hjertet er ligesom en kilde i ørkenen, der forfrisker alle og får dem, der er ved at fortabes, til at hige efter at drikke af livets vand. ret
(113) Kærligheden til Jesus vil give sig til kende i et ønske om at virke til menneskehedens velsignelse og opløftelse, ligesom han gjorde. Den vil lede til kærlighed, medfølelse og ømhed med alle de skabninger, vor himmelske Fader har omsorg for. ret
(113) Vor frelsers liv på Jorden var ikke et liv i magelighed og selvoptagethed. Han arbejdede alvorligt og utrætteligt for den fortabte menneskeslægts frelse. Fra krybben til korset fulgte han selvforsagelsens ,ej og søgte ikke at unddrage sig besværge opgaver, ubehagelige rejser eller bekymringer og anstrengende arbejde. Han sagde: "Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." Matt. 20, 28. Dette var hans livs store formål. Alt andet var underordnet. Det var hans mad og drikke at gøre Guds vilje og at fuldende hans gerning. Egennytte og egenkærlige interesser kendte han ikke. ret
(114) På samme måde vil de, der er delagtige i Kristi nåde, være rede til at bringe et hvilket som helst offer, for at andre, som han døde for, kan blive delagtige i den himmelske gave. De vil gøre alt, hvad de kan, for at deres liv kan være med til at gøre verden bedre. Denne ånd viser sig altid hos det menneske, som i sandhed er omvendt. Så snart et menneske kommer til Kristus, vil der i dette menneskes hjerte opstå et ønske om at fortælle andre, hvilken ven det har fundet i Jesus. Den frelsende og helliggørende sandhed kan ikke stænges inde i sindet. Er vi iført Kristi retfærdighed og fyldt med glæde i Helligånden, vil vi ikke kunne tie. Dersom I har smagt og set, at Herren er god, vil vi have noget at fortælle. Vi vil indbyde andre til at komme til Frelseren, ligesom Filip gjorde, da han havde fundet ham. Vi vil søge at vise dem Kristi elskelige karakter og den tilkommende verdens usynlige realiteter. Vi vil nære et brændende ønske om at følge den vej, som Jesus vandrede på. Det vil være vor inderlige længsel, at vore medmennesker skal se "Guds Lam, som bærer verdens synd." Joh. 1, 29. ret
(115) Bestræbelsen for at velsigne andre vil bringe velsignelse over os selv. Dette var Guds hensigt med at give os et arbejde at udføre i forløsningens plan. Han har givet menneskene den forret at blive delagtige i den guddommelige natur og at være med til at bringe velsignelse til deres medmennesker. Dette er den højeste ære, den største glæde, Gud kan skænke menneskene. De, der således deltager i kærlighedens tjeneste, kommer deres skaber nærmest. ret
(116) Gud kunne have overladt til de himmelske engle at forkynde evangeliets budskab og fuldbyrde barmhjertighedens værk. Han kunne have anvendt andre midler til at gennemføre sin hensigt. Men i sin evige kærlighed valgte han at gøre os til sine og Kristi og englenes medarbejdere, for at vi kunne blive delagtige i den velsignelse, glæde og åndelige højnelse, som denne uegennyttige tjeneste medfører. ret
(116) Vi kommer i nær forbindelse med Kristus ved at blive delagtige i hans lidelser. Enhver selvfornægtende handling til andres bedste styrker godgørenhedens ånd i giverens hjerte og knytter ham fastere til verdens forløser, som "for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige". 2 Kor. 8, 9. Det er kun, når vi på denne måde opfylder Guds hensigt med vor skabelse, at livet kan blive en velsignelse for os. ret
(116) Hvis du vil arbejde sådan, som det er Kristi hensigt, at hans disciple skal arbejde, og vinde sjæle for ham, vil du føle trang til en dybere erfaring og et større kendskab til guddommelige ting, og du vil hungre og tørste efter retfærdighed. Du vil bede inderligt til Gud, din tro vil blive styrket og din sjæl drikke dybere af frelsens kilde. Den modstand og de prøvelser, du møder, vil drive dig til bøn og til læsning i Skriften, og du vil opnå en stedse dybere erfaring. ret
(117) Uegennyttigt arbejde for andre giver karakteren dybde, fasthed og kristelig ynde og bringer fred og lykke. Man kommer til at tragte efter højere ting, og der bliver ingen plads til dovenskab eller egennytte. De, som således øver sig i kristelige dyder, vil vokse og blive stærke i Guds gerning. De vil få et klart åndeligt syn, en stadig voksende tro og forøget kraft i bøn. Guds Ånd virker på dem og fremkalder en hellig harmoni i sjælen som svar på den guddommelige påvirkning. De, som hengiver sig til uegennyttige bestræbelser for andres bedste, arbejder visselig på deres egen frelse. ret
(117) Den eneste måde, hvorpå vi kan vokse i nåden, er ved uegennyttigt at udføre netop den gerning, Kristus har overdraget os. Vi skal efter bedste evne være til hjælp og velsignelse for dem, der behøver vor hjælp. Styrke kommer ved arbejde. Virksomhed er en nødvendig betingelse for liv. De, der forsøger at vedligeholde det kristelige liv ved blot at tage imod de velsignelser, som kommer gennem nådemidlerne, og intet udretter for Kristus, søger simpelt hen at leve af at spise uden at arbejde. Men dette fører altid svækkelse og forfald med sig, både i den åndelige og i den timelige verden. Den, der ikke bruger sine lemmer, vil snart miste evnen til at bruge dem. På samme måde vil den kristne, der ikke bruger de kræfter, Gud har givet ham, ikke alene ophøre med at vokse op til Kristus, men han vil miste den kraft, han allerede er i besiddelse af. ret
(118) Kristi menighed er Guds udvalgte redskab til menneskenes frelse. Dens mission er at forkynde evangeliet i verden, og denne pligt påhviler alle kristne. Enhver bør benytte sine bedste evner og enhver anledning til at udføre det hverv, Frelseren har betroet ham. Kristi kærlighed, som er åbenbaret for os, sætter os i gæld til alle, som ikke kender ham. Gud har ikke givet os lyset blot for vor egen skyld, men for at vi skal bringe det videre til andre. ret
(119) Hvis Kristi efterfølgere forstod deres pligt, ville der være tusinder, hvor der nu kun er en, som forkynder evangeliet i hedenske lande. Alle de, der ikke personligt kan deltage i denne gerning, ville støtte den med deres midler, deres interesse og deres bønner. Der ville desuden blive arbejdet meget mere ihærdigt for sjæle i kristne lande. ret
(119) Vi behøver ikke at rejse til hedenske lande for at virke for Kristus. Det er heller ikke nødvendigt at forlade hjemmets snævre kreds, hvis det er der, pligten kalder os. Vi kan virke i hjemmet, i menigheden, blandt dem, vi omgås, og dem, vi handler med. ret
(119) Den største del af vor frelsers liv på Jorden blev tilbragt med tålmodigt arbejde i en tømmermands værksted i Nazaret. Tjenende engle fulgte livets Herre, da han ukendt og uden anseelse vandrede side om side med bønder og arbejdere. Han udførte sin mission lige så trofast, da han arbejdede ved sit håndværk, som da han helbredte de syge eller vandrede på Genesaret søs oprørte bølger. Således kan vi også i livets mest uanselige stillinger og ringeste pligter vandre med Jesus og virke med ham. ret
(120) Apostelen siger: "Den stilling, som enhver var i, da han blev kaldet, brødre, den skal han blive i for Gud." 1 Kor. 7, 24. Forretningsmanden kan drive sin forretning på en sådan måde, at hans Mester forherliges ved hans troskab. Er han en sand Kristi efterfølger, vil han tage sin religion med i alt, hvad han gør, og åbenbare Kristi ånd for menneskene. Håndværkeren kan være et flittigt og trofast eksempel på ham, der arbejdede hårdt med livets ringe sysler blandt Galilæas høje. Enhver, som nævner Kristi navn, bør arbejde således, at andre kan se hans gode gerninger og ledes til at ære deres skaber og forløser. ret
(121) Mange har undladt at bruge deres evner i Kristi tjeneste, fordi andre har bedre evner og fortrin. Den mening har gjort sig gældende, at kun de, der er særlig godt begavet, bør hellige deres evner til Guds tjeneste. Mange har den forestilling, at talenter kun gives til en vis begunstiget gruppe, og at alle andre af denne grund ikke er kaldet til at deltage i besværlighederne eller opnå belønningen. Men dette er ikke, hvad lignelsen om talenterne lærer os. Da husets herre kaldte sine tjenere, gav han hver sin gerning. ret
(121) Vi kan udføre livets ringeste pligter i en kærlig ånd "som for Herren". Kol. 3, 23. Dersom Guds kærlighed er i hjertet, vil den vise sig i livet. Kristi vellugt vil omgive os, og vor indflydelse vil blive til højnelse og velsignelse for andre. ret
(121) Du bør ikke vente på store anledninger eller forlange usædvanlige evner, før du begynder at arbejde for Gud. Du behøver ikke at bekymre dig om, hvad verden vil tænke om dig. Hvis dit daglige liv er et vidnesbyrd om din tros renhed og oprigtighed, og andre overbevises om, at du gerne vil gøre dem godt, vil dine bestræbelser ikke være spildt. ret
(122) De ringeste og fattigste af Jesu disciple kan være til velsignelse for andre. De forstår måske ikke selv, at de udretter noget videre godt, men ved deres ubevidste indflydelse kan de sætte bølger af velsignelse i gang, som vil udvides og uddybes. De velsignede frugter deraf bliver måske aldrig åbenbaret for dem før på den sidste store regnskabsdag. De synes ikke og ved ikke, at de udretter noget stort. Det fordres ikke af dem, at de skal besvære sig med bekymring om resultaterne. De behøver kun at gå fremad i stilhed og med troskab udføre den gerning, Gud i sit forsyn giver dem, så vil deres liv ikke være forgæves. De vil vokse sjæleligt og udvikles mere og mere efter Kristi billede. De er Guds medarbejdere i dette liv, og således beredes de til en højere gerning og en ufordunklet glæde i det tilkommende liv. ret
(123) Jeg vil følge dig, min frelser,
hvor du end vil føre mig;
hvor du går, jeg vil dig følge,
Jesus, lad mig følge dig.
Er jeg her forladt og fattig,
du dog gør mig evig rig;
du var fattig og bedrøvet,
jeg i alt vil følge dig.
Om til Jordans kolde bølger
du til sidst vil lede mig,
gennem dødens bitre vande,
jeg, min Jesus, følger dig. ret